Sorg


Det var meningen, at levende.wordpress.com skulle fade ud, lige så stille, i takt med at mit eget liv bliver mere og mere “normaliseret” (hvad det så end måtte betyde). Ikke desto mindre har der den seneste uge været en del trafik på bloggen, og jeg kan af søgeordsstatistikken udlede, at det må være sørgende, der kommer hertil. “Min mor er død”. “Dødsannoncer”. “Hvordan kommer man videre?”

Og midt i, at bloggen nægtede at fade ud af sig selv, kom en kær veninde og gav mig Joan Didions vidunderlige bog The Year of Magical Thinking på et helt rigtigt tidspunkt. Bogen handler om det første år efter Joan Didions mand døde, et år med magisk tænkning. Et år hvor al form for rationel tænkning sættes ude af funktion.

The Year of Magical Thinking

Min veninde kom med denne bog lige præcis nu, et år efter; lige præcis nu hvor bogens ord nærmest ikke er til at skelne fra mine følelser. Jeg tror ikke jeg kunne have læst bogen på samme måde for et år siden. Der er for meget, som jeg skulle igennem selv, for meget det ikke er muligt at læse sig til for at få lindring for smerten og savnet.

Bogen adskiller sig markant fra psykologiske bøger så som Den nødvendige smerte, idet Joan Didion ikke beskriver sorgen, som om den var hos en anden. Som sørgende føler jeg mig genkendt i Didions historie — ikke fordi den egentlig ligner min, men ganske enkelt fordi det er hende, og ikke en professionel, der beskriver den.

Jeg har skrevet lidt mere om den ovre på Share a Brainwave: Grief comes in waves.

Til alle jer, der kommer her til bloggen som sørgende: Jeg håber, at I finder en vej.

Undertitlen på denne blog–“Det første år efter min mors død”–begynder at have udlevet sin værnepligt: Året afrundes i denne uge, hvor det er et år siden hun døde. Den lange vandring (eller rettere, for mit vedkommende, kravling) mod at blive levende igen har den seneste uge fået et helt særligt skæbneironisk twist, fordi min farmor døde forleden og skal begraves…ja, på min mors dødsdag. For som min søster sagde “vi kan lige så godt få det hele overstået på én dag”.

Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?

Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på “min mor er død”, og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.

Det er blevet hverdag, eller i hvert fald ikke længere undtagelsestilstand. Nu græder jeg ikke længere, når jeg tænker på min mor. Jeg kan tale om det uden at frygte sammenbrud for åbent tæppe. Mine børn tør igen snakke om Mormor. Det er blevet nemmere at involvere mig i mine venners liv nu, fordi mit eget ikke fylder så meget. Selvom meget er så forandret, er jeg alligevel ved at vende tilbage til de levendes land nu, kan jeg mærke.

Jeg savner hende dog stadig. Hele tiden, hver dag – men det gør ikke så desperat ondt som det har gjort det seneste halve år. Det gode ved langsomt at transformere sorgen til savn er, at jeg nu klarere kan se, hvad min mor har betydet:

Hun havde en jernvilje på trods af jernlunger, og midt i tankerne om døden bekræfter det livets kerne: At være en kraft af vilje til at vokse og være. Det bringer jeg med mig dagligt.

Min mors tørre kommentarer med glimt i øjet delte hun generøst ud til dem, hun holdt af. At blive drillet af hende var en kærlighedserklæring, og hun værdsatte også selv at blive nænsomt spiddet. Hun var aldrig karrig med erklæringerne 🙂

Hvis nogen gik og tumlede med tunge tanker, var hun en ideel samtalepartner, fordi hun både sympatiserede med én og gav én noget at tænke over. Hun udfordrede én uden at såre eller forherlige, og det er en sjælden egenskab.

Hvor er jeg glad for, at jeg endelig kan begynde at se det hele i et lidt klarere lys! I min stue står en ghanesisk høvdingestol, hvor en and udgør et udskåret emblem, som kaldes Sankofa. Anden vender hovedet bagover – den skuer tilbage i tiden.

Sankofas motto er

“Look back
and pick up what’s good” 

Diskussionen om hvor meget af sit jeg man kan/skal/bør/tør lægge ud på bloggen er fløjtet igang på flere blogs, og det er tankevækkende læsning. For hvor meget vil vi og tør vi lægge ud her, på internettet, til fri afbenyttelse af alle og enhver, på godt og ondt? (Mest på godt, insisterer jeg).

En lille nagende tanke melder sig hele tiden: Skal jeg fortælle i detaljer om min jul i sorg og fortvivlelse? Pensle det ud, hvordan en veninde, en psykiater og antidepressiv medicin har reddet mig? Måske kan det være en hjælp for andre i sorg at læse, at hvis man ikke passer på sig selv, kan sorgen blive til depression og kræve radikal behandling. Måske udleverer jeg for meget, måske kommer det til at gøre ondt på mig at se det på skrift.

Måske, måske, måske.

Så derfor tager jeg den gyldne mellemvej: Jeg lader en anden tale for mig og prøver derved at gøre det universelt, muligt at overføre til andre situationer.

Rufus Wainwright, som jeg før har skrevet om, udgav i 2003 første del af sin Want-samling (Want One og Want Two). Midt i værket optræder sangen Go or Go Ahead, som udtrykker så megen smerte, at Wainwright-entusiaster ligefrem taler om “a GoGA phase” i livet.

Rufus Wainwright: Go or Go Ahead
Thank you for this bitter knowledge
Guardian angels who left me stranded
It was worth it, feeling abandoned
Makes one hardened but what has happened to love
You got me writing lyrics on postcards
Then in the evening looking at the stars
But the brightest of the planets is Mars
Then what has happened to love
So I will opt for the big white limo
Vanity fairgrounds and rebel angels
You can’t be trusted with feathers so hollow
Your heaven’s inventions, steel eyed vampires of love
You see over me, I’ll never know
What you have shown to other eyes
Go or go ahead and surprise me
Say you’ve lead the way to a mirage
Go or go ahead and just try me
Nowhere’s now here smelling of junipers
Fell of the hay bales, I’m over the rainbows
But of Medusa kiss me and crucify
This unholy notion of the mythic power of love
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Go or go ahead

Som han nævner i den lille intro inden sangen, handler den om de frygtelige konsekvenser af crystal meth, og handler derfor på det bogstavelige plan ikke decideret om sorg. Men mellem linjerne og i hans stemme er der så meget jeg kan genkende: Desperationen, sarkasmen, umuligheden; nowhere’s now here. Det gør ondt at høre denne sang, og alligevel hører jeg den igen og igen og igen, ganske enkelt fordi den et eller andet sted giver håb. For han kom jo over på den anden side, og han valgte livet – og var i stand til at skrive sangen med den indsigt han har fået.

Go – gå ned og lid en langsom, bitter død
eller Go Ahead – gå en anden vej frem. Ændring er mulig.

Et skæbnefællesskab blev født, da to mødre døde sidste år. Min mor døde inden efteråret for alvor startede, og min venindes mor døde, da efteråret gik på hæld. Et skæbnefællesskab af den slags jeg selvfølgelig grundlæggende helst ville være foruden.

Nadja skriver på sin blog nogle tanker om, hvordan man kan vise sin sympati for dem, der har mistet. Hvordan man kan vise sin deltagelse, som det hedder i tidligere generationers sprog. For det behøver jo ikke være emma gadskt korrekt – så vidt jeg husker fra min Emma Gad-læsning redegjorde hun for meget specifikke regler for de sorte rander på kondelance-kortene etc. – men hvor formen i mine øjne er underordnet, så har det for mig været dejligt, når jeg har kunnet mærke, at folk har, ja, deltaget.

Der har været mange måder at gøre det på: De klassiske at sende blomster til begravelsen eller selv at komme. Men som Nadja også skriver om, så har det været en fantastisk overraskelse at modtage buketter derhjemme – buketter, som man kan nyde på en helt anden måde, fordi de står derhjemme. For mit vedkommende blev mit liv med ét ændret til at foregå i slow-motion, efter min mor døde. En buket blomster, som står derhjemme, kan man have den glæde at nyde i slow-motion.

Det varmede også i særlig grad at modtage breve og mails, hvor folk skrev nogle ord om, hvordan de huskede min mor. Det gjorde det på en eller anden måde mindre ensomt, fordi andres erindringer om hende var med til at give et helt billede af min mor. Det allerbedste var dem, der helt enkelt bare ringede eller kom forbi.  

Naturligvis reagerer vi alle forskelligt, og der er andre måder at tænke end den måde jeg gør det. Noget af det gode, som blogmediet kan, er at bringe mange menneskers fælles hukommelse i spil, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre fra andre:

Har du erfaring med at have mistet en, der stod dig nær? Oplevede du nogle særligt fine måder, som folk reagerede på?

I går gav min far mig afskårne amaryllis. Min mor holdt af disse overvældende trompeter. Og det er som om blomsterne vil sige, at der stadig er noget der vokser her i verden. De kommer til at være med os i aften, så hun kan være med. Det er en dag af savn i dag. Vi må prøve at gøre det så godt vi kan.

Glædelig glædesblomstring (hvis det er muligt).

Hun holdt så meget af amaryllis

For to dage siden var jeg så nedtrykt, at jeg ikke kunne fungere i nogen som helst sammenhænge. Ikke sammen med mine nærmeste, fordi jeg mente jeg bare ville gøre dem ondt med mine depressive tendenser. Ikke i festligt lag med venner og bekendte, fordi samtalerne blev for overfladiske. Hvordan kan man beskæftige sig med den materielle verden, når den i sidste ende bare forgår? (…og endnu værre tanker, som jeg vil forskåne jer i blogosfæren for, u-rare som de er).

Og i dag har det været muligt for mig at grine, sådan rigtigt – helt nede i maven – for første gang i mange, mange dage. Jeg har kunnet tænke på min mor uden at bryde ud i instant krampegråd.  Jeg har ovenikøbet kunnet smile lidt af mig selv. Gad vide hvordan det er muligt at være så heldig?

Det startede med en hejre. Den fløj hen over søen i parken i morges, elegant og lydløst susede den over den sorte jernbro, hvor jeg stod, og hen til sit træ. Siden da har dagen taget form for mig. Netop, taget form for mig. Uden at jeg har gjort noget for det. Som en påmindelse et eller andet sted fra om, at lyset måske igen kommer til at skinne.

Måske banalt, jo såmænd. Måske var det netop så overfladisk en impuls som det at glædes over den materielle verdens frembringelser. Designdimser, ting. Men alligevel ikke. For hejren var der bare. Den skulle lige præcis i dén situation ikke imponere nogen eller tjene penge. Den var der bare. Og var. Egentlig en tilstand det er værd at øve sig på. At være og at svæve.

Det hele vender tilbage. Min venindes mor er død. Tiden står stille, eller går baglæns. Min venindes dejlige mor er død. Adjektiver og navne kan ikke sættes i datid. “Mor” er ikke datid. Mor vil hun altid være. Og “dejlig”. Men hvis man vil, kan man godt for en stund lege, at “død” står i en slags adjektiv-futurum. Som om tiden slet ikke rigtigt findes.

Det hele vender tilbage. Novemberskovbundens tæppe af blade fik min treårige til i går at spørge min mand “hvad lugter her af?”. For mig er det en duft, ikke en lugt. Det er duften af naturen, der gør sig klar. Et sandt paradis for skovbundens kriblende soldater. Kæmpemæssige myretuer så vi derude i skoven. Rævegrave. Hestepærer. Blade, træstammer, mos. Kredsløbet i fuldt flor.

Skoven er ikke en hvilken som helst skov. Det er min barndoms skov. Jeg har ikke været i den skov i mange, mange år. Engang var jeg her hver dag, helst sammen med en hest. Så jeg kan huske skoven på dens lyde. På hvordan hovenes gungren dæmpes af den bløde jord, på hvordan lyden isoleres når man rider på en sti i en slugt, der kiler sig ind i landskabet. Da jeg var her sidst, var der netop plantet nye fyrretræer på et stort område. Nu er de femten meter høje, træerne. Tiden findes.

Telefonen. Min veninde har lagt en besked. Det hele vender tilbage. Min venindes mor er død. Pludseligt og uventet. Det hele står stille. Det er som om træerne stopper med at vokse et øjeblik. Myrerne holder inde. Skoven holder vejret, mens jeg græder (eller måske er det bare fordi jeg tænker det sådan, måske). Det er som om tiden går sin egen vej. Jeg står midt i min barndoms skov og min mor er endnu ikke død. Min venindes mor er ikke død. Det er futurum, døden ligger langt forude i tid.

Det hele vender tilbage og tiden går baglæns. Og sidelæns. Den starter og slutter samme sted. Snor sig ud og ind i min hukommelse, i mine minder om duften af råd og lyden af hove på blade. Tiden er så stor, at den kan bemægtige sig vores kroppe. Vi kan dø med tiden. Men samtidig er tiden så lille, at den kan være i mit hoved og er så bøjelig, at jeg kan strække den til hvad jeg vil. Lege at tiden er væk. Eller lege at vores døde mødre sidder i toppen af et fyrretræ og styrer tiden som var den en marionetdukke, mens træerne vokser nedad og efterår bliver til sommer bliver til forår. For altid.

Der er gået alt for lang tid siden jeg sidst skrev noget på min egen blog. Efter en periode på dejligt mange uger, hvor det er gået fremad med stormskridt, har jeg den seneste uge bare været ked, ked, ked. Sådan rigtigt ked af det. På den der måde, hvor tårer og tanker står ud af hovedet, i alle retninger og uden mening eller mål. Det er sådan det har været. Og jeg som ellers har tænkt, at det var en sjælden gave at kunne gå og være så glad her i neurotiske, nøjsomme november. Men det var en stakket frist – og vel egentlig ikke så underligt, her tre måneder efter min mor døde.

Måske var det jeg havde brug for egentlig bare en pause? Men nu er jeg tilbage igen med fornyet kraft.

Dette var mit svar til Udfordringen – dette var nr. 6 af slagsen, men mit første bidrag. Og kun 21 timer for sent på den 🙂

I aften spiller Sufjan Stevens i Vega, og jeg går og glæder mig som var det juleaften. Jeg glæder mig til at høre ham spille sin smukke, lavmælte musik, og til at se ham på scenen, han som efter sigende bærer en engels skønhed i sig.

Pludselig slår det mig, at hans sang Casimir Pulaski Day selvfølgelig også hører hjemme her, for den handler om sorgen efter at have mistet.

Sufjan Stevens: Casimir Pulaski Day

Goldenrod and the 4-H stone
The things I brought you
When I found out you had cancer of the bone
Your father cried on the telephone
And he drove his car to the Navy yard
Just to prove that he was sorry

In the morning through the window shade
When the light pressed up against your shoulder blade
I could see what you were reading 
All  the glory that the Lord has made
And the complications you could do without
When I kissed you on the mouth

Tuesday night at the Bible study
We lift our hands and pray over your body
But nothing ever happens
I remember at Michael’s house
In the living room when you kissed my neck
And I almost touched your blouse

In the morning at the top of the stairs
When your father found out what we did that night
And you told me you were scared 
All the glory when you ran outside
With your shirt tucked in and your shoes untied
And you told me not to follow you

Sunday night when I clean the house
I find the card where you wrote it out
With the pictures of your mother
On the floor, at the great divide
With my shirt tucked in and my shoes untied
I am crying in the bathroom

In the morning when you finally go
And the nurse runs in with her head hung low
And the cardinal hits the window
In the morning, in the winter shade
On the first of March on the holiday
I thought I saw you breathing 

All the glory that the Lord has made
And the complications when I see his face
In the morning in the window 
All the glory when He took our place
But He took my shoulders and He shook my face
And He takes and He takes and He takes

                                                           fra Illinoise, 2005

——————-

Sufjan har vinger.

[YouTube=http://www.youtube.com/watch?v=ut6SowS8B6g]
NB! Desværre er den første version, jeg linkede til, ikke længere tilgængelig (ganske givet fordi det var fra et tv-show og fordi der er copyright på det – så ovenfor er en amatøroptagelse).

Næste side »