Ritualer


Min syv-årige søn og hans bedste ven var i dag godt i gang med at udforske Experimentariets fabelagtigheder, komplekse og bevidsthedsudvidende som mange af eksperimenterne er. Men det endte som det altid gør: De står i timevis og hænger over sandkassen, hvor man kan bygge og bryde dæmninger til den store guldmedalje. Selv de voksne bliver tre år igen, når de står der (jeg gjorde i hvert fald – og andre voksne er også spottet med skovle og sandbunker).

Pludselig begyndte de at hælde vådt sand oven på de store vandtætte knapper på kanten af vand/sand-bassinet, og straks begyndte Fru Lærer her at skælde ud: “Det er nok ikke så smart – hvorfor gør I det?” Hvad var pointen med at dække knapperne til med sand?

Svaret kom med følgende logik: Sandet er vådt og derfor tungt, så det tynger på knappen. Når knappen er aktiveret, fosser det ud med vand, hvilket er formålet med hele set-up’et. Det betyder, at man ikke behøver stå og trykke med den ene hånd (eller maven, for den sags skyld), mens man graver. Og når man pludselig har begge hænder fri, er det muligt at udføre et endnu mere komplekst ingeniørarbejde. Der var rent faktisk en væsentlig pointe med at dække knapperne til.

Det får mig til at tænke på, hvad fx irrigation har betydet for civilisationens udvikling: Når jordbrug pludselig er muligt ved hjælp af avanceret teknologi, har mennesket mere tid til rådighed til at tænke stort i forhold til arkitektur, politik – og poesi. Behovet for et alfabet opstod i Mesopotamien for at holde styr på kornøkonomien: Hvem skylder hvad til hvem? Med skriften opstod muligheden for at nedfælde ritualer, myter og love. Mennesket kunne som følge af irrigation, jordbrug og skrift pludselig bruge tid på andet end hårdt fysisk arbejde. Der blev med andre ord frigjort tid til at civilisationer kunne opstå.

Her sidder jeg så ved min computer og kunne holde styr på salget af mine afgrøder (hvis blot jeg havde en mark). Jeg udfører mit arbejde med hjælp af alfabetet og et væld af teknologier. Det er et slaraffenland at leve i en civiliseret verden, hvis man bare var det mindste dovent anlagt.

Samtidig får det mig til at tænke på, om al den teknologi vi har til vores rådighed i dag egentlig også gør os så frie til at skabe stort. Gør det os ikke bare luddovne – eller hvad?

De to lilleput-ingeniører på Experimentariet viste mig, at “dovne” løsninger ikke nødvendigvis er lig dovenskab, men faktisk kan afføde nye muligheder.

Et skæbnefællesskab blev født, da to mødre døde sidste år. Min mor døde inden efteråret for alvor startede, og min venindes mor døde, da efteråret gik på hæld. Et skæbnefællesskab af den slags jeg selvfølgelig grundlæggende helst ville være foruden.

Nadja skriver på sin blog nogle tanker om, hvordan man kan vise sin sympati for dem, der har mistet. Hvordan man kan vise sin deltagelse, som det hedder i tidligere generationers sprog. For det behøver jo ikke være emma gadskt korrekt – så vidt jeg husker fra min Emma Gad-læsning redegjorde hun for meget specifikke regler for de sorte rander på kondelance-kortene etc. – men hvor formen i mine øjne er underordnet, så har det for mig været dejligt, når jeg har kunnet mærke, at folk har, ja, deltaget.

Der har været mange måder at gøre det på: De klassiske at sende blomster til begravelsen eller selv at komme. Men som Nadja også skriver om, så har det været en fantastisk overraskelse at modtage buketter derhjemme – buketter, som man kan nyde på en helt anden måde, fordi de står derhjemme. For mit vedkommende blev mit liv med ét ændret til at foregå i slow-motion, efter min mor døde. En buket blomster, som står derhjemme, kan man have den glæde at nyde i slow-motion.

Det varmede også i særlig grad at modtage breve og mails, hvor folk skrev nogle ord om, hvordan de huskede min mor. Det gjorde det på en eller anden måde mindre ensomt, fordi andres erindringer om hende var med til at give et helt billede af min mor. Det allerbedste var dem, der helt enkelt bare ringede eller kom forbi.  

Naturligvis reagerer vi alle forskelligt, og der er andre måder at tænke end den måde jeg gør det. Noget af det gode, som blogmediet kan, er at bringe mange menneskers fælles hukommelse i spil, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre fra andre:

Har du erfaring med at have mistet en, der stod dig nær? Oplevede du nogle særligt fine måder, som folk reagerede på?

I sommer – da vi troede at min mor var ovre det værste efter sit besøg på Intensiv, et par måneder inden hun døde – var jeg i New York for at høre fantastiske Rufus Wainwright synge Judy Garlands sange i Carnegie Hall. En helt og aldeles storslået aften, hvor Rufus formåede at kanalisere Garlands ånd til os. En aften hvor tiden stod stille.

Han gjorde det igen forleden. Denne gang var det ikke Judy Garland-showet (som han til gengæld kommer til Paris og London med i starten af det nye år), men han og hans familie og venner indtog Carnegie Hall i onsdags, hvor de sang  julen ind med et Wainwright & friends juleshow. Her sang Rufus falset med Lou Reed på White Christmas, og Antony sang Elvis’ Blue Christmas. Sikke en farvepalet 🙂

Hvor jeg dog gerne ville have været der. Heldigvis har en venlig sjæl lagt Rufus’ fortolkning af Minuit, Chrétiens ud på YouTube. Og hvor de fleste amatøroptagelser fra koncerter er frygtelige at se på og absolut kun for entusiaster, har denne lille optagelse en særlig kvalitet, og overraskende nok består kvaliteten i at beskueren har siddet så langt væk, at man kun ser Rufus som en lille figur nede i højre hjørne. Til gengæld er billedet beskåret, så mørket taler for sig selv. Sangen taler for sig selv. Det er her fortællingen begynder, i mørket, alene med mig selv, mine tanker og musikken.

[YouTube=http://www.youtube.com/watch?v=XJiNjboLpHE]

Sidst på aftenen kom Rufus’ mor, sangerinden Kate McGarrigle, på scenen under akkompagnement af mange tårer af hendes børn og venner. Det var nemlig oprindeligt hende og hendes søster Anna (de navnkundige McGarrigle Sisters), som stod for koncerten, men Kate blev alvorligt syg i efteråret, og kunne derfor kun være med et kort øjeblik, hvor hun spillede banjo.

I sommer sad jeg på første række i Carnegie Hall og kunne se hende stå ude i kulissen og græde af lykke og stolthed over sin søn. Jeg har selv som mor oplevet sådanne øjeblikke af uendelig stolthed, når mine børn opdager noget nyt i sig selv eller verden. Og jeg er også barn af en alvorligt syg mor, og jeg kender den gråd, der kan overvælde én. Måske var det alligevel meget godt jeg ikke var der i onsdags. Det kunne godt tænkes at have været en for stor mundfuld. Men Minuit, Chrétiens hører jeg igen og igen og igen i disse dage.

“Her hviler Maren Hansen.
Hun døde meget ubelejligt midt i høsten”

Dén grinede vi meget af den sommer. Og fandt selv på andre fiktive gravstenstekster med gamle citatschlagere i familiens kreds. For eksempel vores kære nabo, på hvis gravsten vi mente der skulle stå “Her hviler X. `Vi snakkes ved´”. Det sagde hun nemlig altid.

Ovre i den mere alvorstunge afdeling finder vi de virkelige gravsten. Dem man kan tage hen til og lægge blomster eller sten ved. Dem man kan samles om og græde ved. Dem man kan parkere sit savn ved.

Jeg er glad for, at min mor har fået et gravsted. Det gør det lidt mindre uhåndgribeligt for mig, og ikke mindst for mine børn. Da vi skulle finde ud af hvad der skulle stå, var vi nogenlunde enige, undtagen om hvorvidt der skulle stå dødsdato på. Men værre var det heller ikke. For selvom det er et vigtigt sted, så er det trods alt heller ikke andet end – en sten.

When we are dead, seek not our tomb in the earth, but find it in the hearts of men.                                                           

                                                                                           Rumi (sufitænker og -digter)

 Det er dér jeg også ser min mors grav, udover den konkrete sten der hviler på græsset over hendes urne.

Ja. I menneskers hjerter. Som da jeg i Moskva for mange år siden var på digteren Jesenins grav på Vagankovskoje-kirkegården, og der ikke blot var blomster, mad og vodka stillet frem til ham. Der var også en pensioneret pilot, der kunne recitere alle Jesenins digte on request. Som for eksempel dette:

До свиданья, друг мой, до свиданья.                   
Милый мой, ты у меня в груди.
Предназначенное расставанье
Обещает встречу впереди.

До свиданья, друг мой, без руки, без слова,
Не грусти и не печаль бровей,-
В этой жизни умирать не ново,
Но и жить, конечно, не новей.

Farvel, min ven, farvel
Min kære, du er i mit bryst
Denne forudanede afsked
lover genforening forude.

Farvel, min ven, uden håndtryk, uden ord,
Bliv ikke ked af det eller vis tristhed med dine øjenbryn,
At dø er ikke noget nyt i dette liv,
men at leve er selvfølgelig heller ingen nyhed.

                                                   (egen yderst amatøragtige oversættelse
                                                   af Jesenins afskedsdigt fra 1925)

Barskt, men også nøgternt. 

—– 

Min mor er faktisk ikke helt rigtigt død. For hvor en del af hende godt nok ligger under stenen på kirkegården, så er der en anden del af hende, der bor i den fælles hukommelse jeg deler med hendes andre kære.

Min mor blev bisat for to en halv måned siden og nedsat i jorden før frosten tog til. Det var eftersommer; luften var klar og lyset skarpt. Gråden boede i mig konstant.

Det var så sandelig eftersommer, og det var blomstringstid for de skønneste blomster, som fandt deres vej til kirke og kiste. Som min mors veninde skrev i et brev stilet til min mor:

“Jeg er sikker på, at kirken vil være
fuld af alle dine yndlingsblomster”.

Det var den.

Blomster fra min mors kiste

Vi var sammen om at sige farvel til min mor. Vi sang i kirken, og det var forløsende at synge sammen. Vi bar hende ud, min lille tynde mor i den tunge, tunge kiste. Vi græd og græd om kap med kirkeklokkernes dybe bimlen, hvis rytme sagde mig, at fra nu af går livet i slow-motion.

Men der er sket noget. Det er ikke længere gråden jeg står op og hilser på hver morgen. Jeg er begyndt at åbne øjnene og se alt det gode min mor har lært mig og vist mig.

Så da min far inviterede til fest forleden, kunne det ikke være på et bedre tidspunkt. Han inviterede familie og venner til en fest for min mor, for at vi sammen kunne mindes hende. Det blev ikke traurigt, tværtimod. Det var så dejligt at se min barndoms voksne igen, men under omstændigheder, hvor jeg ikke længere stod og græd hele tiden. Derimod kunne vi snakke og grine og huske min mor – og også være tilstede i at tale om det liv som er nu, uden min mor.

Det var ikke en fest for døden. Det var heller ikke en helgenkåring af min mor. Det var snarere en forsoningsfest, hvor vi sammen kunne forsone os med det faktum, at hun ikke lever mere, men at vi skal leve videre.

Aldrig havde jeg troet, at november kunne fostre så megen livslysten glæde.

Efterskrift: En person med ordet i sin magt har foreslået, at festen for min mor var et afterparty, dog med det forbehold, at begrebet ville være respektløst. Men jeg synes på ingen måde, at det er respektløst. Det er præcist, derimod: Det er efter døden, og det er en fest. Og sådan som jeg går og har det lige nu, næsten opstemt, tænker jeg, at min far gjorde noget meget, meget fint, da han besluttede sig for at holde denne fest.

Det er givende at blogge, ingen tvivl om det. Så mange nye vinkler, så megen inspiration

Det er inspirerende at følge med i sine yndlingsblogs, at læse og skrive på en måde som bliver til en on-going samtale mellem mange mennesker.

Kommentarfeltet er blogningens hjerte. Ikke fordi der nødvendigvis skal kommentarer til alle posts, men det er i kommentarfeltet, at bloggen bliver til dialog. Det er her vi lærer hinanden at kende, og det er her en tanke kan tænkes til verdens ende af flere.

Og således vågnede jeg i dag op til en kommentar, der foranledigede mig til stille at juble på denne regnfulde morgen: Afledt af diskussionen om dødsannoncer og nekrologer skriver Martin om afdøde.dk, som giver os mulighed for at huske de døde.

God læsning.

En formfuldent begravelsestale forventes næsten af Mr. Monty Python, John Cleese – dén mand må næsten gå rundt under et åg af forventninger til hans formfuldenthed! – og forventningen bliver så sandelig indfriet, når man ser denne optagelse hans tale til Graham Chapmans begravelse, som Rastrup venligst har henledt min opmærksomhed på.

[YouTube=http://www.youtube.com/watch?v=fsHk9WC7fnQ] 

Så befriende kærlig, så vanvittigt morsom, og ikke mindst så elegant fræk! For hvem vil ikke gerne være den første til at sige unævnelige ord på britisk tv? John Cleese vil i hvert fald gerne, og når han så oven i købet kan gøre det som en venskabserklæring, er der slået to fluer med et smæk. Bang for the buck, for nu at blive i terminologien.

Vi går ind i dødens sæson i dag.

I Mexico fejrer de også de døde i disse dage. Overleveret fra generation til generation siden aztekerne, er Día de los Muertos – de dødes dag – en dag, hvor de døde æres. I stedet for at dyrke frygten for døden, er de dødes dag blevet til en festdag, hvor livets fortsættelse i døden fejres, blandt andet med overdådigt udsmykkede kranier.

Photobucket - Video and Image Hosting

Med min protestantiske kulturbaggrund sidder jeg og bliver lidt misundelig, men til min store glæde minder min wikilæsning mig om, at man i Sverige rent faktisk også fejrer allhelgonahelg, altså allehelgensweekend, netop i den førstkommende weekend.

Jeg kan godt huske det fra dengang jeg boede der og gik en tur med mine venner den aften: Lysene på kirkegården. Roen. Efterårsmørket og den kolde luft.

Vid allhelgonahelgen skapar minnesljusen en märklig stämning av eftertanke, tacksamhet och sorg när vi går längs gravstensraderna. Stumma stenbudskap ger antydningar om liv som har gått. Bakom de korta texterna kan man ana både glädje och sorg, både tacksamhet och smärta. Strävan och kamp skymtar under mossan på stenar från sekelskiftet, som vi försöker tyda mellan ljuslågornas dansande skuggor. Ett försvunnet samhälle stiger fram i de fina titlarna som skimrar i guld på svart marmor. Här möts liv och död, gammalt och nytt, då och nu.

Jeg havde bare ingen at sørge over dengang. Det har jeg nu. Så jeg ved godt hvor jeg skal hen på lørdag, og jeg ser frem til det. For dér er et af de rum jeg har efterlyst. Et rum til bare at sidde og tænde lys og tænke.

Nadja har i sin blog skrevet om blog-genren, hvilket fik mig til at tænke på, at på samme måde som der findes skrive-genrer, så findes der også genrer i det levede liv – altså rammer for hvordan vi synes vi skal gøre dette og hint.

Når der fejres bryllup, gøres det på en bestemt måde. Der er variationer i forhold til kulturelle og socioøkonomiske forhold. Men “bryllup” som genre indebærer, at alle involverede har forventninger til hvad rammen skal indeholde. Og “børnefødselsdag” som genre betyder også, at der er forventninger til hvordan samværet skal finde sted.

Det er så dejligt befriende, når en sammenkomst træder uden for genren. Når der ikke er en skabelon, som skal følges. Når der er relativt frie tøjler og mulighed for selv at fortolke. Når en fest ikke ender i rigid Emma Gad, men snarere ophøjes til uformelt, vedkommende og ægte menneskeligt samvær.

I dag har jeg holdt min ældste søns syv-årige fødselsdag, og det slog mig, at lige præcis i dén sammenhæng må jeg som voksen glemme mine egne ønsker om at smide genren overbord. For der skal også tages hensyn til en flok syvåriges forestillinger om en god fødselsdag – og ikke mindst fødselarens ønske om at holde sig til skabelonens rammer.

Parallelt til dette tænker jeg, at det jeg savner i forbindelse med dødsritualer (eller rettere mangel på samme) her i Danmark er en form for genre. Altså en form for støtte eller stillads, der kan hjælpe den sørgende. Når man er hårdt ramt af sorg, kan det ind i mellem godt føles lidt som om man er et barn. For mig er det i hvert fald sådan. Og mit indre barn insisterer på genrer, hvor meget mit voksne, anarkistiske overjeg end advokerer for genrebrud.

Jeg læser dødsannoncer og har altid gjort det. Så vidt jeg kan forstå det, er det ikke noget man skal gå og fortælle, for det indebærer en risiko for at blive stemplet som makaber og morbid. Hvis man altså går op i den slags, altså at undgå stempler.

Dødsannoncer og nekrologer har en funktion, nemlig at gøre opmærksom på dødsfald. Grunden til at jeg læser dem er for at holde mig ajour om dødsfald, som jeg ikke ellers ville høre om automatisk. Mine bedsteforældres venner. Barndomsvenners familiemedlemmer. Eller barndomsvenner. Gamle lærere. Gamle kolleger.

Mens de boede i Danmark, sad min søsters færøske venner en gang om ugen og lyttede til færøsk radio, hvor den seneste uges døde blev læst op. De kendte altid nogen af dem, der blev læst op.

Og så er det jeg tænker på, hvordan i alverden det kommer til at blive i et fragmenteret samfund som det danske, når mediebilledet præges af gratisaviser og kommercielt TV, hvor “gratis” og “kommercielt” på ingen måde er begreber, der åbner døre på klem for det stille, det tunge, det svære (med mindre det er sensationelt).

Hvor skal vi læse om vores døde? Hvis vi da overhovedet vil læse om dem?

Næste side »