Død


Undertitlen på denne blog–“Det første år efter min mors død”–begynder at have udlevet sin værnepligt: Året afrundes i denne uge, hvor det er et år siden hun døde. Den lange vandring (eller rettere, for mit vedkommende, kravling) mod at blive levende igen har den seneste uge fået et helt særligt skæbneironisk twist, fordi min farmor døde forleden og skal begraves…ja, på min mors dødsdag. For som min søster sagde “vi kan lige så godt få det hele overstået på én dag”.

Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?

Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på “min mor er død”, og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.

Jeg har tidligere skrevet om børnebøger om døden. I dagens bogtillæg i Politiken anmeldes Wolf Erlbruchs billedbog And, Døden og Tulipanen (oversat fra tysk: Ente, Tod und Tulpe). En and tilbringer en uge med Døden og “til sidst lægger Døden varsomt And ud i floden med en tulipan på maven”, som anmelderen Steffen Larsen skriver.

Der er ingen direkte trøst at hente i Ands møde med Døden. Ingen gemte løfter oppe i ærmet. Man fryser, og så er man død. Men som Døden rigtigt påpeger i en af sine samtaler med And, så er det “livet, der sørger for ulykker”. Så uden liv, ingen død.

 Afsluttende foreslår anmelderen, at børn skal have bogen for sig selv:

Her er en bog, der rager op. Den er alt for blufærdig til rundkredsen. Måske også til sengekanten. Jeg tror egentlig, at børn skal have den for sig selv. Helt privat. Så åbner den sig. Det er dens hemmelighed.

Vi går alle rundt med spørgsmål om døden, og det er så dejligt befriende at møde litteratur, som kan rumme spørgsmålene og især det faktum, at der ikke er entydige, klare svar. Så denne bog glæder jeg mig til at læse sammen med min 3-årige – og mon ikke også min 7-årige kan lokkes med?

Min vej ud af mørket går fra død til liv. Fra den dag, da noget døde inden i, og til nu, hvor jeg langsomt, dag for dag, fyldes af livskraft igen.

I dag gik vejen til livsglæden omkring mørket og “det dødeste sted i byen”, som Zoologisk Museum kalder sig. Her i Zoologisk Museums faste udstillingshaller var lyset i anledning af vinterferien blevet slukket, og vi havde taget lommelygter med for at lyse os vej gennem et virvar af alskens farlige dyr: Fugleedderkopper, slanger og løver.

Natløve

Når orangutangen orange lyser i mørket, ved jeg, at nu er det på tide at være på vagt. Det har jeg vidst, siden jeg var barn, og selvom jeg nu er godt på vej mod de 35, sidder frygten stadig i maven: Rundt om hjørnet kommer krokodillen! Den er ikke mindre frygtindgydende i lommelygtens skær, skal jeg hilse og sige.

I mørket anede jeg mønsteret af en giraf, midt ude i publikumsområdet. En moskusokse gav mig et chok, da den – stendød, naturligvis, men ikke desto mindre særdeles livagtig! – stod på lur bag et hjørne. De legesyge medarbejdere på museet havde moret sig og havde placeret dyr i helt forkerte biotoper. Hvad laver en hummer dog oppe hos sneleoparden?

De fortsætter med at slukke lyset også i uge 8.

Og når du nu er der, så glem endelig ikke at besøge museets smukke særudstilling “Fjer”, der går et par måneder endnu. Midt mellem en himmelsk hærskare af overvældende fjerpragte står der på en væg:

Døden er så let som fjer,
pligten tung som bly.

“Det sidste liv før døden” stod der i overskriften på den anmeldelse, som har hængt på indersiden af min hoveddør for at minde mig om at jeg skulle købe Julian Barnes’ novellesamling Citronbordet.

Det afhænger naturligvis af perspektivet, om man tror, at dette er det sidste liv før døden. Kødets opstandelse og reinkarnation er eksempler på troen om, at livet er evigt. Denne tro kan der være megen trøst at hente i.

Udsagnet om at dette liv er det sidste før døden provokerer derimod ved at insistere på, at der ikke er flere liv. Samtidig synes tanken at være særdeles udfordrende, netop fordi den opfordrer til handling: Hvis der ikke kommer andre chancer end denne, så giver det bedst mening, hvis vi gør os umage med at være til nu og her.

Citronbordet handler i øvrigt om at ældes og finde sig til rette i en ny alder, med alt hvad det indebærer af kropslige forandringer, altings forfald og modnende passioner. Noget så fantastisk som en eftertænksom bog jeg har klukket mig igennem.

Et skæbnefællesskab blev født, da to mødre døde sidste år. Min mor døde inden efteråret for alvor startede, og min venindes mor døde, da efteråret gik på hæld. Et skæbnefællesskab af den slags jeg selvfølgelig grundlæggende helst ville være foruden.

Nadja skriver på sin blog nogle tanker om, hvordan man kan vise sin sympati for dem, der har mistet. Hvordan man kan vise sin deltagelse, som det hedder i tidligere generationers sprog. For det behøver jo ikke være emma gadskt korrekt – så vidt jeg husker fra min Emma Gad-læsning redegjorde hun for meget specifikke regler for de sorte rander på kondelance-kortene etc. – men hvor formen i mine øjne er underordnet, så har det for mig været dejligt, når jeg har kunnet mærke, at folk har, ja, deltaget.

Der har været mange måder at gøre det på: De klassiske at sende blomster til begravelsen eller selv at komme. Men som Nadja også skriver om, så har det været en fantastisk overraskelse at modtage buketter derhjemme – buketter, som man kan nyde på en helt anden måde, fordi de står derhjemme. For mit vedkommende blev mit liv med ét ændret til at foregå i slow-motion, efter min mor døde. En buket blomster, som står derhjemme, kan man have den glæde at nyde i slow-motion.

Det varmede også i særlig grad at modtage breve og mails, hvor folk skrev nogle ord om, hvordan de huskede min mor. Det gjorde det på en eller anden måde mindre ensomt, fordi andres erindringer om hende var med til at give et helt billede af min mor. Det allerbedste var dem, der helt enkelt bare ringede eller kom forbi.  

Naturligvis reagerer vi alle forskelligt, og der er andre måder at tænke end den måde jeg gør det. Noget af det gode, som blogmediet kan, er at bringe mange menneskers fælles hukommelse i spil, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre fra andre:

Har du erfaring med at have mistet en, der stod dig nær? Oplevede du nogle særligt fine måder, som folk reagerede på?

Rom er velegnet til at sørge i.

Det antikke tempel Pantheon sætter det jordiske liv i perspektiv ved at lade solens lys vise tidens gang. Lyset skinner ind gennem hullet i taget i dette evighedens tempel:

Pantheon i Rom

Og mens evighedens lys skinner i Pantheon, sætter krypten under Santa Maria della Concezione-kirken alting i et helt andet lys; her prydes væggene af dekorationer, lavet af knogler fra århundreders døde cappuccinermunke.

Nede i krypten er der rosetter af hofteskåle og andre morbiditeter. Oppe fra kirken høres et drengekor i gang med at øve, og det giver i denne kontekst på absurd vis mening at læse skiltet i det sidste af de fem små underjordiske kapeller:

Vi var som jer.
I bliver som os.

 

Praktisk detalje for rejsende: 
Til at skærpe hukommelsen om byen var jeg glad for at kunne benytte mig af notesbogfirmaet Moleskines nyeste kreation: Den stedbestemte, udfyldbare notesbog.

Moleskine

Et metrokort, et oversigtskort samt relevante detaljekort er stort set alt man behøver, når man rejser. De virkeligt værdifulde samtaler og syn står ikke i en guidebog, men derimod på fodsålerne og i ens egne mentale og faktiske noter.

Bogen her har ovennævnte kort. Resten består af blanke sider, som har en fornem og fantasifuld indeksering (en kategori som “Places, dreams, adventures” tog fx kegler hos denne rejsende). Kalkérpapir til at klæbe på kortsiderne og aftegne vandringsruter på. En lomme til billetter og andet man kunne finde på at gemme fra sin tur. Og bedst af alt: En passende størrelse og et diskret udseende, der ikke råber “TURIST!” til alverden.

P.t. er bøgerne udkommet med udvalgte europæiske byer. Amerikanske byer følger til foråret og senere også asiatiske.

Det hele vender tilbage. Min venindes mor er død. Tiden står stille, eller går baglæns. Min venindes dejlige mor er død. Adjektiver og navne kan ikke sættes i datid. “Mor” er ikke datid. Mor vil hun altid være. Og “dejlig”. Men hvis man vil, kan man godt for en stund lege, at “død” står i en slags adjektiv-futurum. Som om tiden slet ikke rigtigt findes.

Det hele vender tilbage. Novemberskovbundens tæppe af blade fik min treårige til i går at spørge min mand “hvad lugter her af?”. For mig er det en duft, ikke en lugt. Det er duften af naturen, der gør sig klar. Et sandt paradis for skovbundens kriblende soldater. Kæmpemæssige myretuer så vi derude i skoven. Rævegrave. Hestepærer. Blade, træstammer, mos. Kredsløbet i fuldt flor.

Skoven er ikke en hvilken som helst skov. Det er min barndoms skov. Jeg har ikke været i den skov i mange, mange år. Engang var jeg her hver dag, helst sammen med en hest. Så jeg kan huske skoven på dens lyde. På hvordan hovenes gungren dæmpes af den bløde jord, på hvordan lyden isoleres når man rider på en sti i en slugt, der kiler sig ind i landskabet. Da jeg var her sidst, var der netop plantet nye fyrretræer på et stort område. Nu er de femten meter høje, træerne. Tiden findes.

Telefonen. Min veninde har lagt en besked. Det hele vender tilbage. Min venindes mor er død. Pludseligt og uventet. Det hele står stille. Det er som om træerne stopper med at vokse et øjeblik. Myrerne holder inde. Skoven holder vejret, mens jeg græder (eller måske er det bare fordi jeg tænker det sådan, måske). Det er som om tiden går sin egen vej. Jeg står midt i min barndoms skov og min mor er endnu ikke død. Min venindes mor er ikke død. Det er futurum, døden ligger langt forude i tid.

Det hele vender tilbage og tiden går baglæns. Og sidelæns. Den starter og slutter samme sted. Snor sig ud og ind i min hukommelse, i mine minder om duften af råd og lyden af hove på blade. Tiden er så stor, at den kan bemægtige sig vores kroppe. Vi kan dø med tiden. Men samtidig er tiden så lille, at den kan være i mit hoved og er så bøjelig, at jeg kan strække den til hvad jeg vil. Lege at tiden er væk. Eller lege at vores døde mødre sidder i toppen af et fyrretræ og styrer tiden som var den en marionetdukke, mens træerne vokser nedad og efterår bliver til sommer bliver til forår. For altid.

“Her hviler Maren Hansen.
Hun døde meget ubelejligt midt i høsten”

Dén grinede vi meget af den sommer. Og fandt selv på andre fiktive gravstenstekster med gamle citatschlagere i familiens kreds. For eksempel vores kære nabo, på hvis gravsten vi mente der skulle stå “Her hviler X. `Vi snakkes ved´”. Det sagde hun nemlig altid.

Ovre i den mere alvorstunge afdeling finder vi de virkelige gravsten. Dem man kan tage hen til og lægge blomster eller sten ved. Dem man kan samles om og græde ved. Dem man kan parkere sit savn ved.

Jeg er glad for, at min mor har fået et gravsted. Det gør det lidt mindre uhåndgribeligt for mig, og ikke mindst for mine børn. Da vi skulle finde ud af hvad der skulle stå, var vi nogenlunde enige, undtagen om hvorvidt der skulle stå dødsdato på. Men værre var det heller ikke. For selvom det er et vigtigt sted, så er det trods alt heller ikke andet end – en sten.

When we are dead, seek not our tomb in the earth, but find it in the hearts of men.                                                           

                                                                                           Rumi (sufitænker og -digter)

 Det er dér jeg også ser min mors grav, udover den konkrete sten der hviler på græsset over hendes urne.

Ja. I menneskers hjerter. Som da jeg i Moskva for mange år siden var på digteren Jesenins grav på Vagankovskoje-kirkegården, og der ikke blot var blomster, mad og vodka stillet frem til ham. Der var også en pensioneret pilot, der kunne recitere alle Jesenins digte on request. Som for eksempel dette:

До свиданья, друг мой, до свиданья.                   
Милый мой, ты у меня в груди.
Предназначенное расставанье
Обещает встречу впереди.

До свиданья, друг мой, без руки, без слова,
Не грусти и не печаль бровей,-
В этой жизни умирать не ново,
Но и жить, конечно, не новей.

Farvel, min ven, farvel
Min kære, du er i mit bryst
Denne forudanede afsked
lover genforening forude.

Farvel, min ven, uden håndtryk, uden ord,
Bliv ikke ked af det eller vis tristhed med dine øjenbryn,
At dø er ikke noget nyt i dette liv,
men at leve er selvfølgelig heller ingen nyhed.

                                                   (egen yderst amatøragtige oversættelse
                                                   af Jesenins afskedsdigt fra 1925)

Barskt, men også nøgternt. 

—– 

Min mor er faktisk ikke helt rigtigt død. For hvor en del af hende godt nok ligger under stenen på kirkegården, så er der en anden del af hende, der bor i den fælles hukommelse jeg deler med hendes andre kære.

I aften spiller Sufjan Stevens i Vega, og jeg går og glæder mig som var det juleaften. Jeg glæder mig til at høre ham spille sin smukke, lavmælte musik, og til at se ham på scenen, han som efter sigende bærer en engels skønhed i sig.

Pludselig slår det mig, at hans sang Casimir Pulaski Day selvfølgelig også hører hjemme her, for den handler om sorgen efter at have mistet.

Sufjan Stevens: Casimir Pulaski Day

Goldenrod and the 4-H stone
The things I brought you
When I found out you had cancer of the bone
Your father cried on the telephone
And he drove his car to the Navy yard
Just to prove that he was sorry

In the morning through the window shade
When the light pressed up against your shoulder blade
I could see what you were reading 
All  the glory that the Lord has made
And the complications you could do without
When I kissed you on the mouth

Tuesday night at the Bible study
We lift our hands and pray over your body
But nothing ever happens
I remember at Michael’s house
In the living room when you kissed my neck
And I almost touched your blouse

In the morning at the top of the stairs
When your father found out what we did that night
And you told me you were scared 
All the glory when you ran outside
With your shirt tucked in and your shoes untied
And you told me not to follow you

Sunday night when I clean the house
I find the card where you wrote it out
With the pictures of your mother
On the floor, at the great divide
With my shirt tucked in and my shoes untied
I am crying in the bathroom

In the morning when you finally go
And the nurse runs in with her head hung low
And the cardinal hits the window
In the morning, in the winter shade
On the first of March on the holiday
I thought I saw you breathing 

All the glory that the Lord has made
And the complications when I see his face
In the morning in the window 
All the glory when He took our place
But He took my shoulders and He shook my face
And He takes and He takes and He takes

                                                           fra Illinoise, 2005

——————-

Sufjan har vinger.

[YouTube=http://www.youtube.com/watch?v=ut6SowS8B6g]
NB! Desværre er den første version, jeg linkede til, ikke længere tilgængelig (ganske givet fordi det var fra et tv-show og fordi der er copyright på det – så ovenfor er en amatøroptagelse).

DR2 er uovertruffent TV. Så er det sagt. Jeg er ganske enkelt Fan med stort F.

Det er jeg også af serien Prime Suspect med Helen Mirren i den altoverskyggende hovedrolle som kriminalinspektør Jane Tennison. Gennem flere år har hun modstået alt: Et hårdt prøvet kærlighedsliv. Et mildest talt udfordrende job. Grov, grov kollegamobning (på grund af sit køn og sine ambitioner). Hun har efterforsket de mest afskyvækkende forbrydelser. Og nu står hun så her i sidste akt, syvende afsnit. Nedbrudt af druk og ensomhed og VREDE.

Første del af sidste omgang Prime Suspect (de kommer altid i to afdelinger) blev sendt på DR2 her til aften (hvilket i sig selv er imponerende hurtigt, for Final Act fik premiere på britisk tv for tre uger siden!). Og her sidder jeg tilbage og er dybt berørt af scenen, hvor Jane Tennisons far dør

[i parantes bemærket synes jeg så altså også at diverse nære familiemedlemmer har det med at dø i tv-serier lige for tiden – fx Frandsens kone i Ørnen – men måske er det bare mig… ligesom når man ser barnevogne eller kærestepar over alt, parantes slut]

og jeg sidder også  og tænker lidt små-analytisk på, at dette er tv, når mediet er bedst. Billedsproget er som spansk og nederlandsk renaissance; fokuseret, dystert, skæbnesvangert. Og inden i den ramme befinder Jane Tennison sig, og mens hun bryder med sine indre dæmoner, finder hun pludselig et glimt af genkendelse i en 14-årig pige. Midt i det storladne og teatralske sidder pensionsmodne og fordrukne Jane Tennison og sender SMS’er til en ung pige. Uprofessionelt, ja – men menneskeligt.

Andet afsnit kommer tirsdag kl. 22.00 på DR2.

Næste side »