Begravelse


Undertitlen på denne blog–“Det første år efter min mors død”–begynder at have udlevet sin værnepligt: Året afrundes i denne uge, hvor det er et år siden hun døde. Den lange vandring (eller rettere, for mit vedkommende, kravling) mod at blive levende igen har den seneste uge fået et helt særligt skæbneironisk twist, fordi min farmor døde forleden og skal begraves…ja, på min mors dødsdag. For som min søster sagde “vi kan lige så godt få det hele overstået på én dag”.

Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?

Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på “min mor er død”, og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.

Et skæbnefællesskab blev født, da to mødre døde sidste år. Min mor døde inden efteråret for alvor startede, og min venindes mor døde, da efteråret gik på hæld. Et skæbnefællesskab af den slags jeg selvfølgelig grundlæggende helst ville være foruden.

Nadja skriver på sin blog nogle tanker om, hvordan man kan vise sin sympati for dem, der har mistet. Hvordan man kan vise sin deltagelse, som det hedder i tidligere generationers sprog. For det behøver jo ikke være emma gadskt korrekt – så vidt jeg husker fra min Emma Gad-læsning redegjorde hun for meget specifikke regler for de sorte rander på kondelance-kortene etc. – men hvor formen i mine øjne er underordnet, så har det for mig været dejligt, når jeg har kunnet mærke, at folk har, ja, deltaget.

Der har været mange måder at gøre det på: De klassiske at sende blomster til begravelsen eller selv at komme. Men som Nadja også skriver om, så har det været en fantastisk overraskelse at modtage buketter derhjemme – buketter, som man kan nyde på en helt anden måde, fordi de står derhjemme. For mit vedkommende blev mit liv med ét ændret til at foregå i slow-motion, efter min mor døde. En buket blomster, som står derhjemme, kan man have den glæde at nyde i slow-motion.

Det varmede også i særlig grad at modtage breve og mails, hvor folk skrev nogle ord om, hvordan de huskede min mor. Det gjorde det på en eller anden måde mindre ensomt, fordi andres erindringer om hende var med til at give et helt billede af min mor. Det allerbedste var dem, der helt enkelt bare ringede eller kom forbi.  

Naturligvis reagerer vi alle forskelligt, og der er andre måder at tænke end den måde jeg gør det. Noget af det gode, som blogmediet kan, er at bringe mange menneskers fælles hukommelse i spil, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre fra andre:

Har du erfaring med at have mistet en, der stod dig nær? Oplevede du nogle særligt fine måder, som folk reagerede på?

“Her hviler Maren Hansen.
Hun døde meget ubelejligt midt i høsten”

Dén grinede vi meget af den sommer. Og fandt selv på andre fiktive gravstenstekster med gamle citatschlagere i familiens kreds. For eksempel vores kære nabo, på hvis gravsten vi mente der skulle stå “Her hviler X. `Vi snakkes ved´”. Det sagde hun nemlig altid.

Ovre i den mere alvorstunge afdeling finder vi de virkelige gravsten. Dem man kan tage hen til og lægge blomster eller sten ved. Dem man kan samles om og græde ved. Dem man kan parkere sit savn ved.

Jeg er glad for, at min mor har fået et gravsted. Det gør det lidt mindre uhåndgribeligt for mig, og ikke mindst for mine børn. Da vi skulle finde ud af hvad der skulle stå, var vi nogenlunde enige, undtagen om hvorvidt der skulle stå dødsdato på. Men værre var det heller ikke. For selvom det er et vigtigt sted, så er det trods alt heller ikke andet end – en sten.

When we are dead, seek not our tomb in the earth, but find it in the hearts of men.                                                           

                                                                                           Rumi (sufitænker og -digter)

 Det er dér jeg også ser min mors grav, udover den konkrete sten der hviler på græsset over hendes urne.

Ja. I menneskers hjerter. Som da jeg i Moskva for mange år siden var på digteren Jesenins grav på Vagankovskoje-kirkegården, og der ikke blot var blomster, mad og vodka stillet frem til ham. Der var også en pensioneret pilot, der kunne recitere alle Jesenins digte on request. Som for eksempel dette:

До свиданья, друг мой, до свиданья.                   
Милый мой, ты у меня в груди.
Предназначенное расставанье
Обещает встречу впереди.

До свиданья, друг мой, без руки, без слова,
Не грусти и не печаль бровей,-
В этой жизни умирать не ново,
Но и жить, конечно, не новей.

Farvel, min ven, farvel
Min kære, du er i mit bryst
Denne forudanede afsked
lover genforening forude.

Farvel, min ven, uden håndtryk, uden ord,
Bliv ikke ked af det eller vis tristhed med dine øjenbryn,
At dø er ikke noget nyt i dette liv,
men at leve er selvfølgelig heller ingen nyhed.

                                                   (egen yderst amatøragtige oversættelse
                                                   af Jesenins afskedsdigt fra 1925)

Barskt, men også nøgternt. 

—– 

Min mor er faktisk ikke helt rigtigt død. For hvor en del af hende godt nok ligger under stenen på kirkegården, så er der en anden del af hende, der bor i den fælles hukommelse jeg deler med hendes andre kære.

Det måtte komme.

Jeg er meget, meget glad for Rufus Wainwright, så selvfølgelig måtte øjeblikket komme, hvor jeg finder en sang, så jeg kan få ham smuglet med ind på bloggen, indenfor de rammer jeg har pålagt mig selv. Hvilket egentlig, ret beset, indebærer, at alt hører hjemme her.

Sangen hedder In A Graveyard, og hvad egentlig kan være mere passende? Jeg har dog desværre ikke kunnet finde en uploadet version af sangen uden at der følger billeder med, så jeg vil anbefale lukkede øjne undervejs, da denne lille film (som jeg fandt på allestedsnærværende YouTube) benytter sig mere af håndholdt kamera end godt er som akkompagnement til netop denne sang.

[YouTube=http://www.youtube.com/watch?v=wbuO4iT-0gI]

Rufus Wainwright: In A Graveyard 

Wandering properties of death
Arresting moons within our eyes and smiles
We did rest
Amongst the granite tombs to catch our breath
Worldly sounds of endless warring
Were for just a moment silent stars
Worldly boundaries of dying
Were for just a moment never ours
All was new
Just as the black horizons blue
Then along the bending path away
I smiled in knowing I’d be back one day

                                                                     Fra Poses, 2001

Vi går ind i dødens sæson i dag.

I Mexico fejrer de også de døde i disse dage. Overleveret fra generation til generation siden aztekerne, er Día de los Muertos – de dødes dag – en dag, hvor de døde æres. I stedet for at dyrke frygten for døden, er de dødes dag blevet til en festdag, hvor livets fortsættelse i døden fejres, blandt andet med overdådigt udsmykkede kranier.

Photobucket - Video and Image Hosting

Med min protestantiske kulturbaggrund sidder jeg og bliver lidt misundelig, men til min store glæde minder min wikilæsning mig om, at man i Sverige rent faktisk også fejrer allhelgonahelg, altså allehelgensweekend, netop i den førstkommende weekend.

Jeg kan godt huske det fra dengang jeg boede der og gik en tur med mine venner den aften: Lysene på kirkegården. Roen. Efterårsmørket og den kolde luft.

Vid allhelgonahelgen skapar minnesljusen en märklig stämning av eftertanke, tacksamhet och sorg när vi går längs gravstensraderna. Stumma stenbudskap ger antydningar om liv som har gått. Bakom de korta texterna kan man ana både glädje och sorg, både tacksamhet och smärta. Strävan och kamp skymtar under mossan på stenar från sekelskiftet, som vi försöker tyda mellan ljuslågornas dansande skuggor. Ett försvunnet samhälle stiger fram i de fina titlarna som skimrar i guld på svart marmor. Här möts liv och död, gammalt och nytt, då och nu.

Jeg havde bare ingen at sørge over dengang. Det har jeg nu. Så jeg ved godt hvor jeg skal hen på lørdag, og jeg ser frem til det. For dér er et af de rum jeg har efterlyst. Et rum til bare at sidde og tænde lys og tænke.

På en kirkegård så jeg en sten, der hverken bar ordene Nåde, Fred eller Tak,
men inskriptionen: Længsel.
Den døde gik ud af sit navn og rakte det ind i den blæsende verden.
Hvem er det nu, der længes?
Blodet er helligt og tilhører Gud.
Hvad tilhører os?
En frakke, lidt mønter, en ligning, der aldrig går op,
men regnes igennem igen og igen i denne forseglede indskrift.

                                                      fra Søren Ulrik Thomsen: Hjemfalden, 1991

Atter refererer jeg til Nadjas refleksivt reflekterende univers; denne gang fordi hun har skrevet tankevækkende om Assistens Kirkegård – om Dagmars genbegravelse og de eventuelle pårørende, der bedes henvende sig (altså ikke Dagmars).

Sidste år gav min mor mig en bog i fødselsdagsgave, som hun med stor glæde konstaterede, at jeg havde ønsket mig: “Til jord skal du blive…” af Birgitte Kragh (2003). Bogens undertitel er “Dødens og begravelsens kulturhistorie i Danmark 1870-1990”.

Det kan umiddelbart lyde som makaber læsning for andre end lige netop historikere og etnologer, men jeg vil sige tværtimod. Bogen ser nemlig samfundsudviklingen gennem en særlig optik; alt det vi normalt ikke taler om.

 

I dag er det præcis en måned siden min mor døde. Det føles som den længste måned nogensinde. Længere end min barndoms decembre. Lang og mørk og mere regnfuld end jeg før har oplevet august og september. Måske er det slet ikke sådan det har set ud for andre??

Og i dag, præcis en måned efter hun døde, tog vi over på kirkegården og fik udleveret hendes urne, som vi gik ned til gravstedet med. Graveren havde gjort parat og lagt grangrene ud, og så sænkede min far urnen ned i et net. Min yngste søn på tre så nysgerrigt til, og min ældste på syv så tænksom ud.

Min søster ville gerne synge, ligesom hun havde gjort det for min mor den sidste dag, inden min mor døde. Min far mente dog ikke, at han ville kunne magte det. Vi stod så dér, helt stille, uden ritualer, uden bisættelsens ritual og musik at læne os op ad. Graveren bad os gå en tur og afsted travede hele selskabet (en del af mine forældres venner og søskende var der også). Stien, som vi gik på, gik i en fin lille bue, således at vi gik direkte hen forbi gravstedet, så vi kunne se hvordan tørvet blev lagt på igen. Lidt absurd, tænkte jeg, for hvis vi skal gå en tur for at lade som om vi ikke ved hvad der skal foregå, så får vi jo det hele serveret her. For mig er det tankevækkende, at døden her i Danmark er forbundet med  tabuisering og akavet hemmelighedskæmmeri. At vi ikke har ritualer uden for kirken. At vi står dér og ikke ved hvad vi skal gøre af os selv og vores sorg.

Min mor var ikke troende, ligesom jeg heller ikke er det. Alligevel havde hun givet os carte blanche til at arrangere hendes begravelse som vi ville have den. “Det er jo ikke for min skyld, vel?” som hun sagde. Og fordi kirken betyder noget i min far og søsters liv, indvilligede jeg i at lade min mor bisætte i en kirke med en præst. Selvom jeg ikke er troende, var det alligevel en lettelse at være i kirken. Der var først og fremmest en række ritualer at holde sig til. Der var sange at synge – sammen. Og det var i orden at græde.

Da han levede, skrev min gamle mentor og filosofilærer, Ebbe Gudmand-Høyer, en række verdslige, ikke-religiøse begravelsessange. Dem kunne vi godt have brugt i dag.

Og hvorfor var min ældste søn så tænksom? Det var han, fordi han spekulerede på, om Mormor mon havde leget meget med mudder som barn. “Nej”, sagde jeg, “det tror jeg ikke. Hun boede jo i et par år på sanatorium, da hun var lille, fordi hun havde tuberkulose”. Min syv-årige sagde dernæst, at han så mente, at det i dag var “første gang Mormor er så tæt på jorden”.

Jeg bilder mig på ingen måder ind, at jeg fatter noget som helst vedrørende døden på nogen dybere eller klogere måde end min søn, blot fordi jeg er voksen. Måske faktisk tværtom. Han har fat i noget. Det er konkret, håndgribeligt – ja, egentlig det eneste vi overhovedet har at holde fast i lige nu. At hun ligger der på kirkegården i sin urne af bark og med en sten som tag.