Inspireret af en interessant diskussion om powerpoints vs. paperpoints, tog jeg skridtet til at tage kridtet i egen hånd for at udforske fordele og ulemper herved. Indtil videre har jeg fundet flere fordele end ulemper: 

Det, som jeg godt kan lide ved kridt og tavler i forhold til powerpoints, er netop at man kan viske ud og ændre i det man har skrevet. Man kan lade hver undervisningstime adskille sig fra den forrige og fra den næste. Lade elevernes inputs blive synlige og skriftlige. Gøre eleverne mindre nervøse ved tanken om at udtrykke sig skriftligt, fordi det skriftlige godt må være foranderligt. Bare fordi noget er på skrift, betyder det ikke, at det er endegyldigt (som det fx godt kan være i et powerpointshow). Kridtskriften kan være et redskab i en samtale. Faktisk lidt som at blogge, tænker jeg.

Idéen om dialog ved hjælp af skriftlighed er stærkt inspireret af den norske læringstænker Olga Dysthe og hendes begreb “det dialogiske klasserum” (modsat det “monologiske”, hvor kun ét verdenssyn er tilladt). Læs mere herom i hendes bog Det flerstemmige klasserum (Klim, 1995).

PS. Overskriften henviser til en af de første kridtslides jeg lavede til Nadjas blog om at bruge kridt:

Er man så en dino?

(dinosaurerne levede i kridttiden)

PPS. Og så er det jo altså også muligt at lave poetiske tegnefilm på tavle 🙂