Både Frk. Jensen og Nadja fik citrongrene forleden i deres Aarstiderne-kasser, og jeg må komme med en tilståelse: Jeg er lidt misundelig. Hverken på den gule [sic] eller grønne måde, bare sådan lidt hverdagsmisundelig. For jeg stoppede nemlig med at få Aarstidernes kasse for et par år siden, og se nu hvad de damer forkæles med for deres ihærdighed! (og så skal jeg slet ikke brokke mig, for jeg er såmænd godt forsynet med hverdagens både køb-bare og gratis mirakler).

En anden tilståelse (jeg kan nemlig så forbandet godt lide citroner). Vi har et lillebitte mikroskopisk hus i en landsby i Andalusien, og der vokser citroner overalt. Og min tilståelse er altså, at jeg engang har s.t.j.å.l.e.t. en citron fra et træ, der stod og lænede sig ud over vejen, der fører hen til nabobyen. Det var virkelig ikke pænt gjort, jeg ved det godt, og jeg fortryder det også bitterligt. Men det var lidt ligesom dengang med Jimmy Stahr og hans Mars-bar-is, som han fortalte simpelthen bare “røg ned i bukselommen”. Mig og Jimmy blev med andre ord draget. Eller forført.

Dragningen kan for en stund mættes ved at læse i Lotte Möllers suggestive bog Citron og kigge på billeder af gulhed, syrlighed, skarphed. Drømme sig væk til andalusiske citronlunde eller toscanske terracottakrukker. I bogen skriver Möller:

“Det blir så lätt så lite av verklig substans nuförtiden. Har någon utmärkt sig på det ena eller det andra sättet exponeras denna person till leda i varje tidning, i varje teveprogram. Nästan allt – även det bästa och det ädlaste – kan banaliseras och göras ofarligt genom att blåsas upp till massmedias jättedimensioner.

Men citronen säger stopp. Den blir aldrig någon pladderhatt, aldrig yvig eller uddlös. En citron äger alltid giltighet. Underskatta aldrig en citron!”

(Lotte Möller 1998: Citron. Albert Bonniers Förlag)

Her står iøvrigt om citronerne fra Menton i Frankrig, at de “är mer lik ett kvinnobröst än andra citroner” (mener i hvert fald de lokale):

Kvinnobröst