Et skæbnefællesskab blev født, da to mødre døde sidste år. Min mor døde inden efteråret for alvor startede, og min venindes mor døde, da efteråret gik på hæld. Et skæbnefællesskab af den slags jeg selvfølgelig grundlæggende helst ville være foruden.
Nadja skriver på sin blog nogle tanker om, hvordan man kan vise sin sympati for dem, der har mistet. Hvordan man kan vise sin deltagelse, som det hedder i tidligere generationers sprog. For det behøver jo ikke være emma gadskt korrekt – så vidt jeg husker fra min Emma Gad-læsning redegjorde hun for meget specifikke regler for de sorte rander på kondelance-kortene etc. – men hvor formen i mine øjne er underordnet, så har det for mig været dejligt, når jeg har kunnet mærke, at folk har, ja, deltaget.
Der har været mange måder at gøre det på: De klassiske at sende blomster til begravelsen eller selv at komme. Men som Nadja også skriver om, så har det været en fantastisk overraskelse at modtage buketter derhjemme – buketter, som man kan nyde på en helt anden måde, fordi de står derhjemme. For mit vedkommende blev mit liv med ét ændret til at foregå i slow-motion, efter min mor døde. En buket blomster, som står derhjemme, kan man have den glæde at nyde i slow-motion.
Det varmede også i særlig grad at modtage breve og mails, hvor folk skrev nogle ord om, hvordan de huskede min mor. Det gjorde det på en eller anden måde mindre ensomt, fordi andres erindringer om hende var med til at give et helt billede af min mor. Det allerbedste var dem, der helt enkelt bare ringede eller kom forbi.
Naturligvis reagerer vi alle forskelligt, og der er andre måder at tænke end den måde jeg gør det. Noget af det gode, som blogmediet kan, er at bringe mange menneskers fælles hukommelse i spil, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre fra andre:
Har du erfaring med at have mistet en, der stod dig nær? Oplevede du nogle særligt fine måder, som folk reagerede på?
Levende 
14. januar 2007 at 10:16 pm
SÅDAN! Velkommen tilbage Levende!
Virkelig relevant og godt indlæg, for selvfølgelig er der mange, mange andre aspekter af sorgbearbedningen end lige bårebuket-teksterne der fortjener omtale, diskussion og rådgivning – erfaringsdeling.
Jeg håber, at rigtig mange vil deltage ved at dele deres erfaringer.
Personligt vil jeg sige, at jeg har sat rigtig stor pris på, når folk har undladt at spørge “Hvordan har du det?” lige efter min mors dødsfald og istedet fandt på noget helt andet. Eller simpelthen bare sagde “Det er noget møg, hva’?”. Det var sindsygt hårdt at blive spurgt, hvordan jeg havde det. For hvad skulle jeg sige – og hvad skulle folk egentlig bruge svaret til. Jeg var bange for folks reaktion, hvis jeg bare sagde sandheden: “Ad h….. til”, det føltes så omstændeligt altid at skulle indlede enhver sætning med “Efter omstændighederne….” og jeg følte mig også mærkeligt phony ved at sige “OK” når folk spurgte og ikke kendte til situationen…og det måske ikke lige var tid og sted at skulle forklare det lige da og der.
Så altså – anerkend og vis, at du kender til situationen – men lad at spørge “Hvordan går det?” som det første. Det er næsten umuligt at besvare.
15. januar 2007 at 12:09 am
Tak, Nadja.
Og jo, uha, “hvordan har du det?” er et spørgsmål det er svært at svare på, når man tydeligvis ikke har nogen grund til at hoppe rundt og juble. Så det forekom i hvert fald mig at være et lidt irrelevant spørgsmål.
Men hvad siger man så? For de fleste mennesker vil jo gerne sige et eller andet. Det er bare svært at få det sagt, og så var det min erfaring, at nogle hellere stak halen mellem benene og undlod at snakke med mig.
Spørg ikke en sørgende om hun er sulten – men giv hende en skål suppe.
17. januar 2007 at 3:44 pm
I forbindelse med at min lillebror døde ( http://tvesok.wordpress.com/2006/12/26/nekrolog ) kom der for nyligt en mand, jeg kender, som har mistet en søn, hen til mig, og vi snakkede lidt om det med, hvordan man reagerer på oplevelsen af at miste. Han sagde ikke, “Jeg deler din sorg” eller lod som om han vidste, hvordan det var at være i mit sted, han delte sådan set bare ud af sin egen erfaring og lyttede til min, og det er en af de bedste oplevelser jeg har haft med folk, jeg har snakket med om det at miste.
17. januar 2007 at 7:02 pm
Hej Niels Tvesok, og velkommen 🙂
Det du her beskriver syntes jeg selv var en rigtig dejlig reaktion, altså når folk godt tør tale om det og gerne selv vil åbne op og dele sine erfaringer.
18. januar 2007 at 10:53 pm
*Nikker genkendende til hvad der er sagt ovenover*. En lille tilføjelse og en halvlang (undskyld!) historie 🙂
Det hjalp mig meget, og var underligt beroligende, når folk viste mig, at de ikke var bange for min sorg eller døden som sådan.
Nogle dage efter min mor var død trak min handlekraftige veninde mig med ud på jagt efter en smuk krukke, som kunne bruges som urne til min mors aske (kunne ikke bære at vælge en af dem fra bedemanden med alt for meget “hvil i fred”-stemning over sig).
Vi kom ind i en del butikker. Jeg havde nogle æstetiske krav, og desuden er der nogle ‘tekniske’ krav sådan en krukke skal opfylde, så det var nemmest bare at sige hvad krukken skulle bruges til, når de venlige mennesker i forretningerne prøvede at hjælpe.
Vi mødte en del “rådyr skræmt af billygter”-udtryk når vi stod der og forklarede at vi gerne ville begrave nogen i deres kinesiske porcelæn, og når jeg tænker over det, så var jeg sikkert rimelig freaky og skræmmende på det tidspunkt. Fuldstændig tyndslidt af at pleje en døende, og fuldstændig inde i et univers af krav til urner, begravelser, og alt muligt skræmmende.
Nå, men til sidst var vi ved at give op, og det var i sidste øjeblik at vi begge to bremsede hårdt op foran et vindue i en meget livsstils-agtig butik, der indeholdt den perfekte krukke. Ned i butikken. Forklare ærindet… Og de to damer var helt fantastisk tjekkede og aldelse u-skræmte af vores forehavende! Den ene gik straks i gang med at lede i kataloger efter ‘designerurner’ (for det findes nemlig) den anden greb krukken og gik ind i butikkens køkken for at finde ud af, om den rummede de påkrævede 3 liter. Ingen skræmte øjne, total professionalisme og -vigtigst- en varm og venlig forståelse for, hvorfor netop dette (i al sin absurditet) var vigtigt.
Jeg ved godt det er meget at bede om, og jeg forventer ikke at alle skal kunne rumme døden og dens ritualer med samme ro som de to damer, men jeg husker stadig hvor vigtigt det føltes, hvor helende det var, selv om det var en lille-bitte perifær ting af. Faktisk tænker jeg stadig på det hver gang jeg går forbi butikken: Hvor stort det var, at de gad hjælpe mig lidt videre.
18. januar 2007 at 11:19 pm
Det med længden skal du da søreme ikke undskylde, frk.!
Derimod er det netop fint at læse dine tanker om det der skræmte rådyrblik (som jeg vist også har fremmanet i mange ansigter (sic 🙂 ).
Hurra for de to damer! Sådan skal det være, nemlig. Det er så dejligt at møde sådanne mennesker, der kan rumme og tackle det.
11. oktober 2007 at 5:48 pm
hmm jeg har lige snakket med en rigtig klog og professionel dame idag om min sorg over at miste en forældre. jeg er voksen – rigtig voksen! det er 37 år siden min mor døde da jeg var 12 år gammel. dengang var det kutyme at man skulle være tapper, ikke græde. jeg husker stadig brændende fornemmelsen af at komme i skole efter begravelsen og ingen nævnte min døde mor med et ord. kan også huske fornemmelsen af medynk og de nedslåede men dog observerende blikke – “hvordan klarer de det?” Ikke nemt med så små børn …. ikke spørge. I mit professionelle liv og i mit private liv bruger jeg idag mine dyrekøbte erfaringer på at spørge og lægge øre til. for det er vigtigt at blive set og hørt i sin sorg – ellers springer det hele op igen 37 år efter – og jeg oplever det idag aldeles forskrækkende at genopleve den følelse af at være 12 år, alene (for sådan føles det selv om man har far og to søstre)og bange. så tal! tal! tal! om det – det forsvinder nemlig ikke bare….
11. oktober 2007 at 7:59 pm
Tak for dit indlæg, Jette. Det er vigtigt at huske på, at dit gode råd om at tale i høj grad bør rettes til de voksne, der er omkring det barn, der mister, for det er for uoverskueligt selv at tage initiativ til som ung pige. Og nej – det smertefulde forsvinder ikke bare lige ved at man undgår at tale om det, så det er vigtigt, at man taler om det.
Sikke en ordentlig én at stå med som 12-årig. Min farfar mistede sin far, da han var i den alder, og det prægede ham hele livet igennem at have været så alene med sin sorg. Meget af tavsheden bunder i den tid, han levede i, men min erfaring fra sidste år lærte mig, at døden stadig er et (for mig overraskende) stort tabu for mange. Derfor kan man komme til at føle sig ekstra alene, både som barn og som voksen.
25. oktober 2007 at 9:48 pm
Det præger en – helt sikkert. men man kan blive klogere på sig selv og hvorfor man reagerer på visse ting som man gør. Jeg husker fornemmelsen af at være flov over at være glad, som man jo som barn er. “man kan da ikke være glad når man ens mor er død”. den fornemmelse sidder stadig i mig – kan man bare være glad? og løssluppen – er det ok? Min ældste er nu så gammel at han skal til at flytte hjemmefra – og det var egentlig min egen reaktion på denne naturlige udvikling, der fik mig til at søge professionel hjælp. Indtil nu er jeg da kommet så vidt, at det at gå fra at være 5 i familien til 4 for mig er en ulykkelig tilstand – så forsvinder den ene nemlig for altid. Det var en stor lettelse at finde ud af at det var det mit ubehag drejede sig om. Så igen – når du får reaktioner på situationer i dit liv som du ikke forstår så gå ind i dem – tænk over om din oplevelse af sammenhænge og mening er blevet forstyrret i din sorg og om det er det der “forstyrrer” dig nu. Og ved du hvad det værste er? det er at få at vide “åh hold nu op det er 37 år siden din mor døde- det kan da ikke blive ved med at plage dig?” JOOOOO!
23. januar 2008 at 6:20 pm
jeg har lige mistet min far han var alokoholiker hele hans liv men de sidst 10 gik godt han blev 78 men puha savnet er der stadig væk skal lige sige at han døde den 11 januar i dag fik jeg talen fra hans bisættelse ja så brød verden sammen igen han døde på hospice de sagde 3 mdr han fik en uge der men hvor er hospice et godt sted mvh jette
12. maj 2008 at 9:14 am
Jeg mistede min far som 5-årig (29 år nu), men heldigvis er der altid blevet talt meget om min far, så han ikke har været en fremmed person for mig.
Har så netop mistet min farfar og den sorg er så meget meget større, fordi han jo har været symbolet på min far og har været min “weekend-far”. Men igen har det været rigtig godt at tale om det og ingen har spurgt mig hvordan jeg har det…
31. juli 2008 at 7:49 am
Jeg mistede min mor for en uge siden, og for pokker hvor gør det ondt, selv om jeg er er 44 år. Min mor døde af kræft, og noget af det værste mennesker har kunne sige til mig var : “hvor er det godt hun fik fred!”
Det kan da godt være jeg ser sådan på det om 10 år, men lige nu er der overhovedet ikke “godt”
Jeg tror selv jeg har kunne finde på at sige det til nogle, men det vil jeg aldrig gøre mere, for i min verden kan ordet godt ikke gå sammen med sorgen over at have mistet
23. juli 2009 at 6:49 am
Mine kollegaer har sendt mig en buket blomster i forb. med min søns død. Han blev kun 9 mdr. Han døde et par dage efter fødslen.
Vi er mere “lettet” nu hvor vi har begravet ham, men jeg har ikke rigtigt lyst til at tale med mine kollegaer om det når jeg vender tilbage til arbejdet. Hvad synes i er bedst at gøre ved denne situation. Jeg har 60 kollegaer og alle har fået besked om det. Skal jeg skrive en e-mail hvor jeg takker den for deres medfølelse ?? Jeg så helst at jeg kan vende tilbage som om intet er hent
Håber nogen kan hjælpe mig
26. juli 2009 at 9:58 pm
Jeg er ked af at høre om dit tab. Det kan jeg forestille mig, at dine kolleger også er, og måske kan du hjælpe dem på vej ved at skrive en mail? Her kan du dels skrive tak og dels skrive noget om, hvordan du kunne ønske dig, at de opfører sig i forhold til dig, når du kommer tilbage. Mange mennesker er så bange for at tale med folk, der har mistet, at det ofte bliver akavet. Min erfaring er, at ansvaret for situationen nemt kommer til at ligge hos den, der har mistet. Ved at give nogle klare budskaber, kan man hjælpe folk på vej til at håndtere situationen.
Jeg håber det bliver okay at komme tilbage.
Mange hilsener,
Levende
7. januar 2010 at 5:42 pm
jeg har for 7 dage siden mistet min bedste ven /halvkæreste gennem mange år til kæften. Han døde 27 år gammel og efter kort tids sygdom. For mig er det meget svært at folk undgår mig og ikke spørger hvordan det går. Jeg har lyst til at råbe ud til verden ‘jeg har det helt af h… til – giv mig omsorg’, men det eneste jeg får sagt er ‘ja, jeg er ked af det’ og går så for mig selv og sidder og glor ud i luften. Jeg kan ikke forstå han ikke er her. Og at han aldrig kommer tilbage. Hvordan kan man nogensinde leve med det?
9. november 2012 at 8:52 am
Lige en hurtig – dit link på teksten “hvordan man kan vise sin sympati ” virker ikke. Det rigtige link er http://nadjasreflexioner.net/2007/01/14/hjaelp-tekst-barebuket/ 🙂
9. marts 2013 at 12:11 pm
Nå er det slutt med triste hverdager og kjedelige, ensomme kvelder fordi vi fra knull kontakt har løsningen for deg som er ute etter sexdating, Sidesprang og One Night Stand.
Alt du trenger å gjøre er å melde deg på knull kontakt og så kan du lage din egen profil.
Derfor avviser de tilfeldig sex, og vil først bli godt kjent med en kommende
sexpartner.
19. april 2013 at 8:03 pm
Sett penis (eller leketøy) bestemt mot åpningen, men ikke press inn.
Ikke bli sjalu over at ingen tar på deg, men len deg tilbake og
nyt det du ser. Ikke tabu, bare veldig, veldig fremmed
– og til dels fullstendig usexy.
11. september 2013 at 7:59 am
Sei gespannt auf attraktive Jungs und Mädels, die nicht länger allein sein wollen.
Worauf wartest Du noch – Melde Dich jetzt gratis an
und finde Liebhaber in Deiner Nachbarschaft.
Über 4 Millionen Mitglieder, darunter zahlreiche Singles, Hausfrauen, Studentinnen und Studenten, findest Du in unserer Kontaktbörse.