Lørdag aften fik jeg en gave. Den var pakket ind i efterårsblæst, men hvad gjorde det, når der inden i var en gave som ingen anden?

Mine gamle klassekammerater, som jeg ikke har set i ti år, kom på besøg, og det var som at komme hjem. Med dem har jeg delt store dele af min barndom, og i dem har jeg spejlet mine (mange) teenageoprør.

De kom alle med gaver, som Torneroses gode feer. Og hvad kom de da med? Mange kom med blomster, vin, chokolade etc., håndgribelige og emmagadskt korrekte værtindegaver, som er dejlige anerkendelser af hvad det indebærer at være vært for en (klasse)fest. Men alle kom med det allervigtigste: Talegaver. Måske skulle jeg hellere kalde det “samtalegaver”, for ikke at forveksle det med den enlige orators talenter.

En samtalegave er en evne til at sætte sig ned ved siden af et medmenneske og være vedkommende og nærværende. Sådan en gave havde alle der var til stede den aften. Også dem der altid har været generte, og dem der måske ikke lige har den klassiske talegave.  Det er terapeutisk at være i et fællesskab, hvor alle er beriget med samtalegaver.

Så der sad vi og lod den store kollektive hukommelse svømme over, mens vi skiftevis grinede over fælles bommerter og græd over de forældre og lærere, der er døde.