Det var meningen, at levende.wordpress.com skulle fade ud, lige så stille, i takt med at mit eget liv bliver mere og mere “normaliseret” (hvad det så end måtte betyde). Ikke desto mindre har der den seneste uge været en del trafik på bloggen, og jeg kan af søgeordsstatistikken udlede, at det må være sørgende, der kommer hertil. “Min mor er død”. “Dødsannoncer”. “Hvordan kommer man videre?”

Og midt i, at bloggen nægtede at fade ud af sig selv, kom en kær veninde og gav mig Joan Didions vidunderlige bog The Year of Magical Thinking på et helt rigtigt tidspunkt. Bogen handler om det første år efter Joan Didions mand døde, et år med magisk tænkning. Et år hvor al form for rationel tænkning sættes ude af funktion.

The Year of Magical Thinking

Min veninde kom med denne bog lige præcis nu, et år efter; lige præcis nu hvor bogens ord nærmest ikke er til at skelne fra mine følelser. Jeg tror ikke jeg kunne have læst bogen på samme måde for et år siden. Der er for meget, som jeg skulle igennem selv, for meget det ikke er muligt at læse sig til for at få lindring for smerten og savnet.

Bogen adskiller sig markant fra psykologiske bøger så som Den nødvendige smerte, idet Joan Didion ikke beskriver sorgen, som om den var hos en anden. Som sørgende føler jeg mig genkendt i Didions historie — ikke fordi den egentlig ligner min, men ganske enkelt fordi det er hende, og ikke en professionel, der beskriver den.

Jeg har skrevet lidt mere om den ovre på Share a Brainwave: Grief comes in waves.

Til alle jer, der kommer her til bloggen som sørgende: Jeg håber, at I finder en vej.

Mens vi venter på dommens dag, som muligvis er lige om hjørnet, var det måske en god idé at få det meste ud af tiden vi har her?

Imogen Heap: Just For Now 

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

How did you know?
It’s what I always wanted,
You can never have too many of these
Will ya quit kicking me under the table?
I’m trying, will somebody make her shut up about it?
Can we settle down please?

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

Bite your tongue
Deep breaths
Count to ten
Nod your head
(sniff sniff)

I think something is burning,
Now you’ve ruined the whole thing
Muffle the smoke alarm
Whoever put on this music
Had better quick, sharp, remove it
Pour me another
Oh, don’t wag your finger at me

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

Will ya get me outta here, Get me outta here, Get me outta here (repeats ’till end)
Just for now
Just for now (repeats)

Fantastiske DR2 viser i disse dage Jennifer Fox’ afsøgning af egne muligheder som kvinde i dokumentarserien Flying: Confessions of a Free Woman (på dansk Jennifers afsløringer, en titel der desværre nok kan skræmme en del mennesker væk): Hvordan får en moderne kvinde i Vesten sit liv til at hænge sammen med egne idealer om frihed og samtidig længslen efter reproduktion og børn?

Dokumentaristen Fox rejser verden tynd for at tale med kvinder, der lever markant anderledes liv end hun selv, og samtidig finder hun noget, der forener. Samtidig bruger hun sig selv som udgangspunkt eller, om man vil, en slags værktøj til at åbne fortællingerne. Dette gør hun ved at benytte sig af en enkel metode–passing the camera, som hun kalder det. Ganske enkelt handler det om i en samtale at give kameraet videre til den, der ikke taler. Dette gør det tydeligt, hvem der har ordet–hvem der har ordet. Hvor ofte oplever man ikke at blive afbrudt eller selv komme til at afbryde en tankerække? Her er et eksperimenterende og samtidig helt enkelt middel til at skabe ro og sammenhæng i samtaler. I dén grad et kraftfuldt middel!

Læs mere i dette interview i Berlingske.

Og se endelig med i aften, i morgen og i næste uge på DR2.

Undertitlen på denne blog–“Det første år efter min mors død”–begynder at have udlevet sin værnepligt: Året afrundes i denne uge, hvor det er et år siden hun døde. Den lange vandring (eller rettere, for mit vedkommende, kravling) mod at blive levende igen har den seneste uge fået et helt særligt skæbneironisk twist, fordi min farmor døde forleden og skal begraves…ja, på min mors dødsdag. For som min søster sagde “vi kan lige så godt få det hele overstået på én dag”.

Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?

Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på “min mor er død”, og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.

Det var næppe tilfældigt, at solen skinnede lige netop den dag Rufus Wainwright gæstede København for at optræde i Operaen. Både før og efter denne smukke aften er havnen og kanalerne blevet skyllet godt igennem af al den regn, der truer udprægede udendørsarrangementer som Roskildefestivalen.

Således begunstigede af vejrets luner kunne vi stateligt ankomme i aftensolen til Operaen ad vandvejen, og allerede midt ude i havnen begyndte Olafur Eliassons (allerede sagnomspundne) lysekroner at glimte. Inde i Operasalen glimtede publikums brocher om kap med Rufus’ medbragte bagtæppe, der forestillede et gigantisk s/h amerikansk flag, hvor stjernerne var udskiftet med brocher. 

Tæppet udgjorde et passende set-up til de indledende sange, titelsangen “Release The Stars” fra Rufus’ seneste plade, samt den første single, den politiske amerikakommentar “Going To A Town”. Slip de indre stjerner løs i stedet for at gå og ruge på dem. Virkeliggør dit sande potentiale!  Hvor simpelt og selvhjælpspsykologiserende dette end måtte lyde, kom dette enkle budskab til bære koncerten på en måde, som netop musik formår ved at sætte varige spor i et menneskes sjæl.

Et skæbnetræf gjorde, at Frk. Jensen havde billet til sædet præcis ved siden af mig (og helt og aldeles forunderligt, at vi havde nået at finde ud af dette samt vidste hvordan hinanden så ud🙂 ). Undertegnede blev præsenteret overfor kærestedrengen som “die-hard fan”, og det er vist ingen underdrivelse!

Undervejs var der enkelte lydsvipsere, som må tilskrives mikrofonproblemer, men der var også store øjeblikke, hvor Rufus’ særegne stemme forenedes med rummet, så man nærmest kunne se den kælne dans mellem stemme og træpaneler for sig. Særligt da han sang den irske “Macushla” uden mikrofon, og samtidig akkompagneret af fire musikere, heriblandt blæsere, blev det klart, at hans stemme er i topform i disse år. Judy Garland-showene har uden tvivl været medvirkende hertil, både fordi Rufus har trænet sin stemme til at kunne klare det komplekse materiale og fordi han er blevet klar over vigtigheden af at u-d-t-a-l-e ordene, så folk kan forstå hvad han synger (ikke helt ubetydeligt, når man som han synger sange, hvor teksterne er centrale).

Da Rufus optrådte på Gl. Scene for 1½ år siden, lod han sig under ekstranummeret “Gay Messiah” korsfæste (det var før Madonna fandt på det samme!). Forleden var der ingen lidelse, intet offer, mens han fremførte sin signatur-encore, men derimod var det en stolt og nærmest munter konstatering af, at det nu engang er sådan det er. Der er ingen skabe i nærheden af Rufus, og hurra for det. Sangen fulgte efter et fabelagtigt dansenummer (som kan ses længere nede på siden), hvor Rufus var i dobbelt-drag. Dobbelt fordi hans dress refererede til filmen Summer Stock, hvor Judy Garland klædte sig i habit.

Judy Garland i filmen Summer Stock

Så mens Rufus sang “Gay Messiah” var han stadig i sit crossover-outfit, som på alle måder krydsede grænser for, hvad faste kønskategorier er.

Sangen, der lagde op til “Gay Messiah”, kommer her i en optagelse fra den første gang han optrådte med den (i Paris i maj).  Bemærk imperativet i sangens titel: Get Happy! Det er en invitation til at slippe stjernerne løs og gøre vores bedste for at holde fanen højt, mens vi bevæger os mod den yderste dag.

Vi må insistere på, at solen stadig kan skinne.

 For mere Rufus Wainwright:

Kommentarfelterne er blogosfærens hyggehjørne eller bardisk. Her kan man falde i snak om stort og småt, og her kan de små grå få noget at arbejde videre med.

Udover at kommentarfelternes kommentatorer giver stof til eftertanke i forhold til det jeg selv har skrevet, så efterlader de også spor i form af links til egne blogs. Og hvor har jeg dog været glad for at lære nye medbloggere at kende på denne måde. Jeg er fx på denne måde blevet suget ind i Frk Jensens blomstrende blog og ser nu på vore grønne venner med længselsfulde øjne, når de sanseligt klæder sig i taft og velour.

En anden blog med sans for det sanselige er Favntag, som jeg også har lært at kende gennem mine kommentarfelter. Bare navnet er tilstrækkeligt inciterende til at få denne blogger op på dupperne. Selve bloggen handler om film, bøger m.m. med homoseksualitet som omdrejningspunkt.

Hurra! Det er forår. “Spring ud,” siger træerne til hinanden, og hvem har egentlig ikke også lyst til det? At springe ud på alle de måder man kan springe ud, bare være som man er og give sig hen i favntag.

Oj, jeg kunne altså ikke lade være:

Note to Self: Nu må det snart være slut med denne stædige insisteren på kridtets fortrinligheder.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.