I en drøm engang for længe siden blev universets hemmelighed givet mig. Den var lillebitte, hemmeligheden, og den var hastigt skrevet ned med tusch, hvorefter Giveren lagde den ned i et blad og klistrede siderne sammen.

Bladet blev lagt ind i en sprække i en mur i et socialt boligbyggeri, hvor jeg kendte en grænsepsykotisk kvinde, og jeg så, at hun så, hvor bladet lå. Selv kan jeg ikke huske, hvilken af de tyve blokke, der var tale om. De lignede alle sammen hinanden for mig.

Så dér ligger den, hemmeligheden. I en lille sprække, en lomme i universet. Jeg ved det som man kan vide noget i drømme.

Her til aften fandt jeg sprækken i et splitsekund, da jeg havde en sælsomt poetisk TV-oplevelse. Jeg så Mikael Bertelsen, som tidligere har fornøjet mig med uaktuelle nyheder og radio på lytningens præmisser, og som nu er tilbage på skærmen i sit nye godnatshow “Den 11. time”. Normalt lever Bertelsens shows for mig i kraft af hans hittepåsomhed og personlige performance, men i aftenens udsendelse var han som person fuldkommen underordnet. Han var blot budbringer mellem to parter, som ikke talte sammen face-to-face, men derimod mødtes på en måde, der viser, at lommerne i universet findes:

Under ombygningen af Hovedbanegården fandt man en et-værelses lejlighed nede under jorden, over spor 12. Som følge af ombygningen er lejligheden ødelagt nu, men bygningsinspektøren viste os rundt i ruinerne og havde billeder af stedet, som var udstyret med både microbølgeovn og hængekøjer - og en hel række indrammede billeder på en af væggene.

Bygningsinspektøren kom i studiet, og her fortalte Bertelsen ham, at lejligheden var etableret af et par anonyme gadekunstnere, Adams og Itso. Dernæst rullede Bertelsen historien om kunstnernes projekt op, og han viste en bog, der var som taget ud af min drøm: En bog gemt i en lomme, indeholdende fantastiske billeder af bortgemte virkeligheder i Stockholms undergrund. I en anden lomme i bogens tilsyneladende triste forklædning var der anvisninger til nøgler, som igen er gemt inden i bøger, som er gemt på stadsbiblioteket i Stockholm.

Projektet i sig selv er dreamlike på alle måder, med sin hemmelighedsfulde, finurlige poesi. Usynlige refugier midt i offentligheden. Nøgler gemt mellem bibliotekets uendelighed af bøger. En sammenpakkelig kano til brug ved sejlads i byens kloakker. Men dér hvor projektet blev til kunst for mig, var ikke kun da jeg mærkede min egen begejstring; det var derimod at se entusiasmen, nysgerrigheden og glæden i bygningsinspektørens ansigt. Åh, hvor han havde mange spørgsmål han gerne ville stille de unge herrer, som har ligget der i hængekøjer over spor 12 og har lyttet til de rejsendes samtaler. Som har klædt sig ud som DSB-medarbejdere for at kunne bevæge sig frit og derved komme hen til deres hemmelige lomme. Som har gjort det samme i flere forskellige europæiske byer.

Som man måske kunne forvente sig, var det ikke en pedantisk bureaukrat, men et menneske, der var oprigtigt optaget af at få en nøgle til indsigt.

Det var det øjeblik, at programmet ændrede sig fra at være punkt i en sendeflade og i stedet transformeredes til et af disse magiske øjeblikke på TV, hvor virkeligheden ikke længere er et relevant begreb.

 Se selv med næste gang Bertelsen går i luften - hver mandag, tirsdag og onsdag kl. 23 på DR2.

Min vej ud af mørket går fra død til liv. Fra den dag, da noget døde inden i, og til nu, hvor jeg langsomt, dag for dag, fyldes af livskraft igen.

I dag gik vejen til livsglæden omkring mørket og ”det dødeste sted i byen”, som Zoologisk Museum kalder sig. Her i Zoologisk Museums faste udstillingshaller var lyset i anledning af vinterferien blevet slukket, og vi havde taget lommelygter med for at lyse os vej gennem et virvar af alskens farlige dyr: Fugleedderkopper, slanger og løver.

Natløve

Når orangutangen orange lyser i mørket, ved jeg, at nu er det på tide at være på vagt. Det har jeg vidst, siden jeg var barn, og selvom jeg nu er godt på vej mod de 35, sidder frygten stadig i maven: Rundt om hjørnet kommer krokodillen! Den er ikke mindre frygtindgydende i lommelygtens skær, skal jeg hilse og sige.

I mørket anede jeg mønsteret af en giraf, midt ude i publikumsområdet. En moskusokse gav mig et chok, da den - stendød, naturligvis, men ikke desto mindre særdeles livagtig! - stod på lur bag et hjørne. De legesyge medarbejdere på museet havde moret sig og havde placeret dyr i helt forkerte biotoper. Hvad laver en hummer dog oppe hos sneleoparden?

De fortsætter med at slukke lyset også i uge 8.

Og når du nu er der, så glem endelig ikke at besøge museets smukke særudstilling “Fjer”, der går et par måneder endnu. Midt mellem en himmelsk hærskare af overvældende fjerpragte står der på en væg:

Døden er så let som fjer,
pligten tung som bly.

Meget godt kan jeg sige om Laleh:

Hun har en særlig stemme. Hun skriver og spiller alle sine sange selv, og hun skriver både på svensk, engelsk og farsi. Kun 23 år gammel er hun, og hun mestrer både den stille introspektive popsang, det der er mere knald på - og søreme om hun ikke også kan synge sig op i Cornelis Vreeswijks division med humor og sans for historiefortælling.

Og så spiller hun i Vega på tirsdag. Jeg går og glæder mig (ikke mindst fordi jeg sidste år tog til Lund for at høre hende, og da jeg stod foran Mejeriet, fandt jeg ud af at Laleh var syg og koncerten var aflyst).

 

Live Tomorrow

It’s cold around me, the night is young
The sun has fallen and I’ve become
The lonely one

The moon is dancing among the clouds
And my knees are shaking,
And my dreams are breaking
But I know I live
But i know i live, today

I know we could live tomorrow
But I know I live today
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait, no…

I know we could…

Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
I don’t like to wait!
No, no, It’s happening, It’s happening…
No, i don’t like to wait!
no, no, It’s happening, It’s happening…

I know we could live tomorrow
But I know I live today!
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait!

Det er de små ting, der gør det. Hvad enten det er min afdøde mor eller mine højst levende - og livlige - sønner. Det er de små ting jeg altid vil huske: Duften af min mors sjal. Lyden af mine børn, der snorker let i søvne. Hvordan de skraldgriner, hvordan de surmuler. Hvordan de med stor appetit og vovemod kaster sig ud i nye opskrifter. Hvordan de vinker. Det er de små ting.

De kan ikke indfanges på skrift, de små ting; dertil er de for flygtige. De små ting kan ikke altid forklares eller deles med andre. Derimod kan de gemmes i det inderste kammer, når de er indfanget i yderøre, næsefløj og øjeblik.  

“Hvad glæder du dig allermest til i livet?” spurgte min syv-årige filosof i dag, og spørgsmålet gav stof til eftertanke. Det holdt dog ikke længe med den eftertænksomhed, for syv-årige filosoffer kræver hurtig afregning - så jeg mumlede et eller andet med, at jeg jo ikke ved, hvad jeg kan forvente af fremtiden, og derfor er det svært at glæde sig til noget specifikt.

Hans egne forventningsglæder handler om at komme i 2. klasse [sic :-)]. Når man er voksen, er livet bare ikke helt så forudsigeligt (og det er det egentlig heller ikke, når man er barn; det er bare lettere at bilde sig det ind).

Hvor jeg ikke kan glæde mig til noget helt konkret, fordi jeg ikke ved om det sker, så er der imidlertid en række ting jeg formoder og håber jeg vil kunne glæde mig over i en fremtid, nær eller fjern:

  • At mine drenge og jeg kan bevare vores daglige undren over det vi møder og stille stadigt flere spørgsmål.
  • At jeg på et tidspunkt kommer til at dele min begejstring for sprog med børn som deres lærer.
  • At semikolon stadig er en eksistentiel mulighed, når jeg er gammel: At kunne være delvist eftertænksom, delvist definerende, men aldrig noget absolut.
  • At kastanjen udenfor mit vindue på et tidspunkt inden længe beslutter sig til at springe ud og blive en overdådig krinolinekjole.
  • At filosoffen og den tre-årige lilleputfilosof kommer i 2. og 3. og 4. og 5. … og forhåbentligvis stadig vil synes det er mindblowing at beskæftige sig med alt det man gør i skolen.

Der er dog lige to styks, som jeg helt konkret kan svare, at jeg er næsten sikker på kommer til at ske, og jeg glæder mig som et lille barn - måske er det som at begynde i 2. klasse?

  • At Rufus Wainwrights næste studiealbum Release the Stars kommer d. 15. maj og hans Judy Garland-show udkommer på CD til september.
  • At Harry Potter and the Deathly Hallows udkommer d. 21. juli.

Engang kendte jeg en kvinde, hvis sproglige ytringer begrænsede sig til sætninger, der ikke indbyrdes hang helt sammen.

“Der er ikke lang tid til påske. Erik Paaske er død”

Eller måske gjorde de, bare på deres egen måde. Der var bare ikke så mange, der forstod sammenhængen, sådan som det ofte er tilfældet for psykisk syge.

Hun og jeg kunne godt lide hinanden. Derfor måtte vi finde vores eget sprog, og det blev sang. Heldigvis for mig kunne hun ikke høre, hvor pivfalsk jeg synger, og vi sang derfor vores sindsstemninger til hinanden hver gang vi mødtes. I vores fælles sangkatalog fandt vi frem til præcis hvilken farve vores indre havde. Det var en fuldkommen uvidenskabelig form for musikterapi, og det virkede.

Det er oftest musik, der rykker mig ud af min skal. Nu har jeg været i farvebad og er blevet farveglad. Ren farveterapi!

Her er den svenske maler Isaac Grünewalds Det sjungande trädet:

Grünewald: Det sjungande trädet

En af den slags øjeblikke der opstår uventet og glædeligt.

Mobiltelefonselskabet Orange lavede for nogle år siden en reklame, der handler om strømsvigtet i New York i 2003, hvor de brugte en sang jeg holder uendelig meget af: Joanna Newsoms This Side Of The Blue fra albummet The Milk-Eyed Mender (2004). Nedenfor er den eneste version af sangen på YouTube, og selvom den blot indeholder de to første vers, giver den et indtryk af sangens særegne karakter.

Joanna Newsom: This Side Of The Blue

Svetlana sucks lemons across from me,
and I am progressing abominably.
And I do not know my own way to the sea
but the saltiest sea knows its own way to me.

The city that turns, turns protracted and slow
and I find myself toeing th’embarcadero
and I find myself knowing the things that I knew
which is all that you can know on this side of the blue

And Jaimie has eyes black and shiny as boots
and they march at you, two-by-two (re - loo - re - loo);
when she looks at you, you know she’s nowhere near through:
it’s the kindest heart beating this side of the blue.

And the signifieds butt heads with the signifiers,
and we all fall down slack-jawed to marvel at words!
While across the sky sheet the impossible birds,
in a steady, illiterate movement homewards.

And Gabriel stands beneath forest and moon.
See them rattle & boo, see them shake, see them loom.
See him fashion a cap from a page of Camus;
see him navigate deftly this side of the blue.

And the rest of our lives will the moments accrue
when the shape of their goneness will flare up anew.
Then we do what we have to do (re - loo - re -loo),
which is all you can do on this side of the blue.

———

While across the sky sheet the impossible birds,
in a steady, illiterate movement homewards.

Den bevægelse, vi alle prøver at foretage - rejsen hjem - er ikke mulig. Den er analfabetisk, udannet, uskolet: Vi har ingen erfaring med at komme hjem igen, vi kan ikke. Vi kan kun flyve fremad, selvom vi prøver at flyve tilbage.

Joanna Newsom spiller i Vega d. 23. april 2007

Det er blevet hverdag, eller i hvert fald ikke længere undtagelsestilstand. Nu græder jeg ikke længere, når jeg tænker på min mor. Jeg kan tale om det uden at frygte sammenbrud for åbent tæppe. Mine børn tør igen snakke om Mormor. Det er blevet nemmere at involvere mig i mine venners liv nu, fordi mit eget ikke fylder så meget. Selvom meget er så forandret, er jeg alligevel ved at vende tilbage til de levendes land nu, kan jeg mærke.

Jeg savner hende dog stadig. Hele tiden, hver dag - men det gør ikke så desperat ondt som det har gjort det seneste halve år. Det gode ved langsomt at transformere sorgen til savn er, at jeg nu klarere kan se, hvad min mor har betydet:

Hun havde en jernvilje på trods af jernlunger, og midt i tankerne om døden bekræfter det livets kerne: At være en kraft af vilje til at vokse og være. Det bringer jeg med mig dagligt.

Min mors tørre kommentarer med glimt i øjet delte hun generøst ud til dem, hun holdt af. At blive drillet af hende var en kærlighedserklæring, og hun værdsatte også selv at blive nænsomt spiddet. Hun var aldrig karrig med erklæringerne :-)

Hvis nogen gik og tumlede med tunge tanker, var hun en ideel samtalepartner, fordi hun både sympatiserede med én og gav én noget at tænke over. Hun udfordrede én uden at såre eller forherlige, og det er en sjælden egenskab.

Hvor er jeg glad for, at jeg endelig kan begynde at se det hele i et lidt klarere lys! I min stue står en ghanesisk høvdingestol, hvor en and udgør et udskåret emblem, som kaldes Sankofa. Anden vender hovedet bagover - den skuer tilbage i tiden.

Sankofas motto er

“Look back
and pick up what’s good” 

Noget af det, jeg holder allermest af, er at lege. Med mine børn og med andre voksne. Mine børn kan lide at klæde sig ud og så går vi rundt og er nogen andre en hel dag. Heldigvis har jeg endnu ikke prøvet at blive tildelt rollen som hund (=den absolutte nitte-rolle, har jeg ladet mig fortælle, bortset altså fra hvis man skal være “faren som går på arbejde” og derfor er væk under hele legen). Min yndlingsleg er den hvor jeg er til frisøren og som bonus får masseret min ryg :-)

Sammen med en god veninde har jeg et flyselskab (vi er CEOs, naturligvis), og vi flyver til alle mulige og umulige steder, gerne med gæster. Vi medbringer div. props såsom kufferter og first class toilettasker, og vi har sågar også nogle vældig labre flybakker.

 

Det er så dejligt at lege!

Derfor begyndte det at krible i fingrene, da jeg blev inviteret til at lege med i én stor kollektiv bølge af associationsglæde på http://shareabrainwave.net/. Tanken er, at man som tænkende, skrivende, observerende væsen kan sende en bølge afsted - udfra det sted hvor man nu engang selv er, hvadenten det er som fagperson eller menigmand - om bølger. Det er vitterligt en fantastisk leg: At associere vildt over et bestemt tema, som i dén grad kan pege i mange retninger.

Unseen buds, infinite, hidden well,
Under the snow and ice, under the darkness, in every square or cubic inch,
Germinal, exquisite, in delicate lace, microscopic, unborn,
Like babes in wombs, latent, folded, compact, sleeping;
Billions of billions, and trillions of trillions of them waiting,
(On earth and in the sea—the universe—the stars there in the
      heavens,)
Urging slowly, surely forward, forming endless,
And waiting ever more, forever more behind.

Walt Whitman: fra Leaves of Grass

Man kan vel gå og drømme, her i vinterens frost og kulde, at snart - åh så snart! - folder verden sig ud på ny.

« Previous PageNext Page »