Blogosfærens Valby Langgader og Frederiksberg Alléer

Sidst jeg spillede Matador, kom jeg op på at eje otte hoteller og mange ubebyggede grunde. Stor grund til jubel, i hvert fald fra min side, men der var ikke megen begejstring at spore hos mine medspillere. Lige indtil øksen faldt og jeg skulle betale en elregning for alle mine hoteller, og bankerotten stod for døren: Åh, så højt at flyve og så dybt at falde!

Uanset om jeg vinder eller taber, har jeg en svaghed for at spille Matador, og den lille gambler kommer op i mig, når jeg sidder og tæller mine penge. Det er derfor med et lille smil om læben, at jeg noterer mig tilstedeværelsen af blogosfærens Matadorspil:

Hvad ville du betale mange (matador-)penge for i blogosfæren?

Hvilke blogs besøger du og af hvilke grunde?

 

Hvor sover engle?

Måske i en hængekøje af tynd tynd tanketråd, som denne her jeg har set i Stockholm? Den er ti meter lang, så jeg tror de er store, englene.

Englehængekøje, Ulriksdals Slott, Stockholm

 

En stille stor glæde

Her sidder jeg bare og bliver så forunderligt glad over, at menneskelivet kan antage så forskellige former (hjælp, tænk hvis alle var som mig, selvom alting godt nok sikkert ville være noget nemmere - og betydeligt kedeligere).

At det kan være vildtvoksende og poetisk, når man mindst venter det.

Og at det overhovedet er muligt at nå ind til hinandens hjerter, gennem kunsten, gennem sproget, gennem et enkelt forsigtigt smil eller et brøl af en latter. Eller turde græde foran en ven.

 

Nu med merchandise

Enhver blog med respekt for sig selv må have noget merchandise.

 

Eftertanken

efteråret findes; eftersmagen og eftertanken
findes; og enrummet findes; englene,
enkerne og elsdyret findes; enkelthederne
findes, erindringen, erindringens lys;
og efterlyset findes, egetræet og elmetræet
findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden
findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,
og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden

(fra Inger Christensens Alfabet)

 

Lad mig virke

Det er vigtige ord, der står på den store tunge jernport ind til Millesgården i Stockholm. Carl Milles, skulptøren bag museets dramatiske skupturer, har ladet disse ord støbe:

“Låt mig verka medan dagen brinner” - lad mig virke mens dagen brænder.

Jeg vil gerne konfronteres med denne ene tanke, hver gang jeg går ud af mit hjem. For tiden er så forbandet kort her.