Tid


Det var meningen, at levende.wordpress.com skulle fade ud, lige så stille, i takt med at mit eget liv bliver mere og mere “normaliseret” (hvad det så end måtte betyde). Ikke desto mindre har der den seneste uge været en del trafik på bloggen, og jeg kan af søgeordsstatistikken udlede, at det må være sørgende, der kommer hertil. “Min mor er død”. “Dødsannoncer”. “Hvordan kommer man videre?”

Og midt i, at bloggen nægtede at fade ud af sig selv, kom en kær veninde og gav mig Joan Didions vidunderlige bog The Year of Magical Thinking på et helt rigtigt tidspunkt. Bogen handler om det første år efter Joan Didions mand døde, et år med magisk tænkning. Et år hvor al form for rationel tænkning sættes ude af funktion.

The Year of Magical Thinking

Min veninde kom med denne bog lige præcis nu, et år efter; lige præcis nu hvor bogens ord nærmest ikke er til at skelne fra mine følelser. Jeg tror ikke jeg kunne have læst bogen på samme måde for et år siden. Der er for meget, som jeg skulle igennem selv, for meget det ikke er muligt at læse sig til for at få lindring for smerten og savnet.

Bogen adskiller sig markant fra psykologiske bøger så som Den nødvendige smerte, idet Joan Didion ikke beskriver sorgen, som om den var hos en anden. Som sørgende føler jeg mig genkendt i Didions historie — ikke fordi den egentlig ligner min, men ganske enkelt fordi det er hende, og ikke en professionel, der beskriver den.

Jeg har skrevet lidt mere om den ovre på Share a Brainwave: Grief comes in waves.

Til alle jer, der kommer her til bloggen som sørgende: Jeg håber, at I finder en vej.

Mens vi venter på dommens dag, som muligvis er lige om hjørnet, var det måske en god idé at få det meste ud af tiden vi har her?

 

Imogen Heap: Just For Now 

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

How did you know?
It’s what I always wanted,
You can never have too many of these
Will ya quit kicking me under the table?
I’m trying, will somebody make her shut up about it?
Can we settle down please?

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

Bite your tongue
Deep breaths
Count to ten
Nod your head
(sniff sniff)

I think something is burning,
Now you’ve ruined the whole thing
Muffle the smoke alarm
Whoever put on this music
Had better quick, sharp, remove it
Pour me another
Oh, don’t wag your finger at me

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

Will ya get me outta here, Get me outta here, Get me outta here (repeats ’till end)
Just for now
Just for now (repeats)

Undertitlen på denne blog–”Det første år efter min mors død”–begynder at have udlevet sin værnepligt: Året afrundes i denne uge, hvor det er et år siden hun døde. Den lange vandring (eller rettere, for mit vedkommende, kravling) mod at blive levende igen har den seneste uge fået et helt særligt skæbneironisk twist, fordi min farmor døde forleden og skal begraves…ja, på min mors dødsdag. For som min søster sagde “vi kan lige så godt få det hele overstået på én dag”.

Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?

Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på “min mor er død”, og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.

Oj, jeg kunne altså ikke lade være:

Note to Self: Nu må det snart være slut med denne stædige insisteren på kridtets fortrinligheder.

Som Kurt Thorsen på sand diva-vis proklamerede til et samlet presskorps:

“Her har I mig tilbage”

(uden sammenligninger i øvrigt! :-) ).

Jo, levende er tilbage. Men det går ikke tilbage for mig lige nu - derimod går det fremad. Jeg fik i dag den sødeste mail fra en medsøster, som også har mistet en af sine forældre og som gav udtryk for ønske om at høre mere om processen her, hvilket fik mig til at indse, at jeg ikke har blogget den seneste måned. Det skyldes ganske enkelt, at det går rigtig, rigtig godt lige nu, og at jeg for første gang siden min mor døde kan se og sige, at himmelen er blå.

Så derfor: Tak, ukendte. Du er ukendt, ikke fremmed. Da jeg læste din mail, forstod jeg, at ingen kan være fuldkommen fremmede for hinanden, når vi deler menneskelige grundvilkår: Vi kan elske, vi kan miste.

Meget godt kan jeg sige om Laleh:

Hun har en særlig stemme. Hun skriver og spiller alle sine sange selv, og hun skriver både på svensk, engelsk og farsi. Kun 23 år gammel er hun, og hun mestrer både den stille introspektive popsang, det der er mere knald på - og søreme om hun ikke også kan synge sig op i Cornelis Vreeswijks division med humor og sans for historiefortælling.

Og så spiller hun i Vega på tirsdag. Jeg går og glæder mig (ikke mindst fordi jeg sidste år tog til Lund for at høre hende, og da jeg stod foran Mejeriet, fandt jeg ud af at Laleh var syg og koncerten var aflyst).

 

Live Tomorrow

It’s cold around me, the night is young
The sun has fallen and I’ve become
The lonely one

The moon is dancing among the clouds
And my knees are shaking,
And my dreams are breaking
But I know I live
But i know i live, today

I know we could live tomorrow
But I know I live today
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait, no…

I know we could…

Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
I don’t like to wait!
No, no, It’s happening, It’s happening…
No, i don’t like to wait!
no, no, It’s happening, It’s happening…

I know we could live tomorrow
But I know I live today!
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait!

Det er blevet hverdag, eller i hvert fald ikke længere undtagelsestilstand. Nu græder jeg ikke længere, når jeg tænker på min mor. Jeg kan tale om det uden at frygte sammenbrud for åbent tæppe. Mine børn tør igen snakke om Mormor. Det er blevet nemmere at involvere mig i mine venners liv nu, fordi mit eget ikke fylder så meget. Selvom meget er så forandret, er jeg alligevel ved at vende tilbage til de levendes land nu, kan jeg mærke.

Jeg savner hende dog stadig. Hele tiden, hver dag - men det gør ikke så desperat ondt som det har gjort det seneste halve år. Det gode ved langsomt at transformere sorgen til savn er, at jeg nu klarere kan se, hvad min mor har betydet:

Hun havde en jernvilje på trods af jernlunger, og midt i tankerne om døden bekræfter det livets kerne: At være en kraft af vilje til at vokse og være. Det bringer jeg med mig dagligt.

Min mors tørre kommentarer med glimt i øjet delte hun generøst ud til dem, hun holdt af. At blive drillet af hende var en kærlighedserklæring, og hun værdsatte også selv at blive nænsomt spiddet. Hun var aldrig karrig med erklæringerne :-)

Hvis nogen gik og tumlede med tunge tanker, var hun en ideel samtalepartner, fordi hun både sympatiserede med én og gav én noget at tænke over. Hun udfordrede én uden at såre eller forherlige, og det er en sjælden egenskab.

Hvor er jeg glad for, at jeg endelig kan begynde at se det hele i et lidt klarere lys! I min stue står en ghanesisk høvdingestol, hvor en and udgør et udskåret emblem, som kaldes Sankofa. Anden vender hovedet bagover - den skuer tilbage i tiden.

Sankofas motto er

“Look back
and pick up what’s good” 

Unseen buds, infinite, hidden well,
Under the snow and ice, under the darkness, in every square or cubic inch,
Germinal, exquisite, in delicate lace, microscopic, unborn,
Like babes in wombs, latent, folded, compact, sleeping;
Billions of billions, and trillions of trillions of them waiting,
(On earth and in the sea—the universe—the stars there in the
      heavens,)
Urging slowly, surely forward, forming endless,
And waiting ever more, forever more behind.

Walt Whitman: fra Leaves of Grass

Man kan vel gå og drømme, her i vinterens frost og kulde, at snart - åh så snart! - folder verden sig ud på ny.

Diskussionen om hvor meget af sit jeg man kan/skal/bør/tør lægge ud på bloggen er fløjtet igang på flere blogs, og det er tankevækkende læsning. For hvor meget vil vi og tør vi lægge ud her, på internettet, til fri afbenyttelse af alle og enhver, på godt og ondt? (Mest på godt, insisterer jeg).

En lille nagende tanke melder sig hele tiden: Skal jeg fortælle i detaljer om min jul i sorg og fortvivlelse? Pensle det ud, hvordan en veninde, en psykiater og antidepressiv medicin har reddet mig? Måske kan det være en hjælp for andre i sorg at læse, at hvis man ikke passer på sig selv, kan sorgen blive til depression og kræve radikal behandling. Måske udleverer jeg for meget, måske kommer det til at gøre ondt på mig at se det på skrift.

Måske, måske, måske.

Så derfor tager jeg den gyldne mellemvej: Jeg lader en anden tale for mig og prøver derved at gøre det universelt, muligt at overføre til andre situationer.

Rufus Wainwright, som jeg før har skrevet om, udgav i 2003 første del af sin Want-samling (Want One og Want Two). Midt i værket optræder sangen Go or Go Ahead, som udtrykker så megen smerte, at Wainwright-entusiaster ligefrem taler om “a GoGA phase” i livet.

Rufus Wainwright: Go or Go Ahead
Thank you for this bitter knowledge
Guardian angels who left me stranded
It was worth it, feeling abandoned
Makes one hardened but what has happened to love
You got me writing lyrics on postcards
Then in the evening looking at the stars
But the brightest of the planets is Mars
Then what has happened to love
So I will opt for the big white limo
Vanity fairgrounds and rebel angels
You can’t be trusted with feathers so hollow
Your heaven’s inventions, steel eyed vampires of love
You see over me, I’ll never know
What you have shown to other eyes
Go or go ahead and surprise me
Say you’ve lead the way to a mirage
Go or go ahead and just try me
Nowhere’s now here smelling of junipers
Fell of the hay bales, I’m over the rainbows
But of Medusa kiss me and crucify
This unholy notion of the mythic power of love
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Go or go ahead

Som han nævner i den lille intro inden sangen, handler den om de frygtelige konsekvenser af crystal meth, og handler derfor på det bogstavelige plan ikke decideret om sorg. Men mellem linjerne og i hans stemme er der så meget jeg kan genkende: Desperationen, sarkasmen, umuligheden; nowhere’s now here. Det gør ondt at høre denne sang, og alligevel hører jeg den igen og igen og igen, ganske enkelt fordi den et eller andet sted giver håb. For han kom jo over på den anden side, og han valgte livet - og var i stand til at skrive sangen med den indsigt han har fået.

Go - gå ned og lid en langsom, bitter død
eller Go Ahead - gå en anden vej frem. Ændring er mulig.

“Det sidste liv før døden” stod der i overskriften på den anmeldelse, som har hængt på indersiden af min hoveddør for at minde mig om at jeg skulle købe Julian Barnes’ novellesamling Citronbordet.

Det afhænger naturligvis af perspektivet, om man tror, at dette er det sidste liv før døden. Kødets opstandelse og reinkarnation er eksempler på troen om, at livet er evigt. Denne tro kan der være megen trøst at hente i.

Udsagnet om at dette liv er det sidste før døden provokerer derimod ved at insistere på, at der ikke er flere liv. Samtidig synes tanken at være særdeles udfordrende, netop fordi den opfordrer til handling: Hvis der ikke kommer andre chancer end denne, så giver det bedst mening, hvis vi gør os umage med at være til nu og her.

Citronbordet handler i øvrigt om at ældes og finde sig til rette i en ny alder, med alt hvad det indebærer af kropslige forandringer, altings forfald og modnende passioner. Noget så fantastisk som en eftertænksom bog jeg har klukket mig igennem.

Next Page »