Wolf Erlbruch: And, Døden og tulipanen - børnebog om døden

Jeg har tidligere skrevet om børnebøger om døden. I dagens bogtillæg i Politiken anmeldes Wolf Erlbruchs billedbog And, Døden og Tulipanen (oversat fra tysk: Ente, Tod und Tulpe). En and tilbringer en uge med Døden og “til sidst lægger Døden varsomt And ud i floden med en tulipan på maven”, som anmelderen Steffen Larsen skriver.

Der er ingen direkte trøst at hente i Ands møde med Døden. Ingen gemte løfter oppe i ærmet. Man fryser, og så er man død. Men som Døden rigtigt påpeger i en af sine samtaler med And, så er det “livet, der sørger for ulykker”. Så uden liv, ingen død.

 Afsluttende foreslår anmelderen, at børn skal have bogen for sig selv:

Her er en bog, der rager op. Den er alt for blufærdig til rundkredsen. Måske også til sengekanten. Jeg tror egentlig, at børn skal have den for sig selv. Helt privat. Så åbner den sig. Det er dens hemmelighed.

Vi går alle rundt med spørgsmål om døden, og det er så dejligt befriende at møde litteratur, som kan rumme spørgsmålene og især det faktum, at der ikke er entydige, klare svar. Så denne bog glæder jeg mig til at læse sammen med min 3-årige - og mon ikke også min 7-årige kan lokkes med?

 

Erfaringsdeling eller blogskribenters “jeg”-fiksering?

Filesharing har gennem lang tid været et af nettets kendetegn. Ved at bytte rundt på et par bogstaver får vi anagrammet Lifesharing, eller som man også kan kalde det - erfaringsdeling. I takt med blogosfærens eksplosive vækst deler vi mere og mere af os selv, vores erfaringer og fantasier med hinanden. Lifesharing er et kendetegn ved nettet som vi kender det nu, in medias res. 

Når jeg logger ind her for at skrive et indlæg på min blog, tænker jeg nærmest hver gang “Er det nu for tæt på?”. Piller jeg mig selv i navlen på en måde, der måske mest er interessant for mig selv og evt. mine nærmeste? (Måske lige min psykolog, fordi hun får penge for det )

På grund af denne selvcensur ender mange potentielle indlæg i papirkurven, den virtuelle af slagsen, simpelthen fordi jeg er i tvivl om, hvorvidt det jeg skriver om reelt kan interessere andre. For det jeg her har skrevet mest om har været død, jammer og elendighed - for det er sådan det har set ud inden i, siden jeg startede bloggen. Måske kan du der læser dette, nikke genkendende til de stadier jeg har gennemgået, måske ikke.

Grundlæggende vil jeg gerne dele det jeg kan med andre, hvis det kan bruges. Samtidig er jeg forbeholden overfor at lægge det hele frem og skrive om personlige hændelser i mit liv, som om bloggen udgjorde en offentlig tilgængelig dagbog over mit liv og aktørerne der optræder i det.

Og det er jo lidt af et paradoks, tænker jeg: At ville skrive om noget meget personligt, nemlig hvordan man bliver levende igen efter et dødsfald, og samtidig gerne ville værne om mit private jeg. Men jeg er ganske enkelt i tvivl: Er denne blog reel og brugbar erfaringsdeling eller er det en unødvendig udlevering af et privat “jeg”?

Christine skriver om skribenter der godt tør skrive “jeg” og skrive under på det. Det er en særdeles inspirerende blog om et fagligt felt, som fanger min interesse, selvom jeg hverken er retoriker eller journalist. Da jeg læste om hendes fortid i en setting, der er Indiana Jones værdig, klappede jeg begejstret i mine hænder, netop fordi Christine herved selv bevæger sig et stykke væk fra forskerstemmens alfar-jeg.

Jeg er nysgerrig efter at vide mere om dette. Hvornår, hvordan og hvor intimt er det okay at sætte sit jeg i spil på en blog? Det er jo den gode gamle “personligt, men ikke privat”-diskussion, som jeg godt kunne tænke mig at puste liv i, netop her på bloggen, som handler om noget af det mest private, mest tabu-belagte, man overhovedet kan forestille sig.

 

Eventuelle pårørende bedes henvende sig

Atter refererer jeg til Nadjas refleksivt reflekterende univers; denne gang fordi hun har skrevet tankevækkende om Assistens Kirkegård - om Dagmars genbegravelse og de eventuelle pårørende, der bedes henvende sig (altså ikke Dagmars).

 

Renhed og fare - om tabuisering af døden

Der er så meget i forhold til døden, som er tabuiseret.

Døden - at dø, at være død, at tænke på døden, at være sørgende - er overalt i verden forbundet med fare. Antropologen Mary Douglas skriver i Purity And Danger om det rene og det urene. Det urene er det der fremhæver den sociale orden ved så at sige at udgøre skyggen der giver kontour, og det urene må derfor underkastes en kraftig tabuisering. Man taler ikke om det. Man ignorerer det. Man inkorporerer det ikke i hverdagslivet.

Døden er et sådant urent fænomen. Døden er farlig. Den døde er farlig for de levende, fordi den døde minder de levende om deres dødelighed. Den dødes efterladte er farlige for de andre levende, fordi den efterladte minder de andre levende om at der findes sorg så ubærlig, at verden næsten kan gå i stå. Det er der altså ikke plads og tid til i vores effektive verden.

Nogle dage føles det som om jeg har pestbylder. Og jeg ved godt, at det er fordi folk ikke kan deale med det, og jeg ved godt, at det er fordi det er svært at tale om døden med en der netop har mistet. Men det er fandengaleme hårdt ind i mellem at være den der skal rumme andre menneskers akavethed i forhold til døden, når jeg mest af alt bare trænger til at nogen holder om mig og lader være med at sige “det skal nok gå”, men bare siger “jeg kan godt forstå du er ked af det”.

 

Til jord skal du blive…

Sidste år gav min mor mig en bog i fødselsdagsgave, som hun med stor glæde konstaterede, at jeg havde ønsket mig: “Til jord skal du blive…” af Birgitte Kragh (2003). Bogens undertitel er “Dødens og begravelsens kulturhistorie i Danmark 1870-1990″.

Det kan umiddelbart lyde som makaber læsning for andre end lige netop historikere og etnologer, men jeg vil sige tværtimod. Bogen ser nemlig samfundsudviklingen gennem en særlig optik; alt det vi normalt ikke taler om.

 

 

Urnenedsættelse

I dag er det præcis en måned siden min mor døde. Det føles som den længste måned nogensinde. Længere end min barndoms decembre. Lang og mørk og mere regnfuld end jeg før har oplevet august og september. Måske er det slet ikke sådan det har set ud for andre??

Og i dag, præcis en måned efter hun døde, tog vi over på kirkegården og fik udleveret hendes urne, som vi gik ned til gravstedet med. Graveren havde gjort parat og lagt grangrene ud, og så sænkede min far urnen ned i et net. Min yngste søn på tre så nysgerrigt til, og min ældste på syv så tænksom ud.

Min søster ville gerne synge, ligesom hun havde gjort det for min mor den sidste dag, inden min mor døde. Min far mente dog ikke, at han ville kunne magte det. Vi stod så dér, helt stille, uden ritualer, uden bisættelsens ritual og musik at læne os op ad. Graveren bad os gå en tur og afsted travede hele selskabet (en del af mine forældres venner og søskende var der også). Stien, som vi gik på, gik i en fin lille bue, således at vi gik direkte hen forbi gravstedet, så vi kunne se hvordan tørvet blev lagt på igen. Lidt absurd, tænkte jeg, for hvis vi skal gå en tur for at lade som om vi ikke ved hvad der skal foregå, så får vi jo det hele serveret her. For mig er det tankevækkende, at døden her i Danmark er forbundet med  tabuisering og akavet hemmelighedskæmmeri. At vi ikke har ritualer uden for kirken. At vi står dér og ikke ved hvad vi skal gøre af os selv og vores sorg.

Min mor var ikke troende, ligesom jeg heller ikke er det. Alligevel havde hun givet os carte blanche til at arrangere hendes begravelse som vi ville have den. “Det er jo ikke for min skyld, vel?” som hun sagde. Og fordi kirken betyder noget i min far og søsters liv, indvilligede jeg i at lade min mor bisætte i en kirke med en præst. Selvom jeg ikke er troende, var det alligevel en lettelse at være i kirken. Der var først og fremmest en række ritualer at holde sig til. Der var sange at synge - sammen. Og det var i orden at græde.

Da han levede, skrev min gamle mentor og filosofilærer, Ebbe Gudmand-Høyer, en række verdslige, ikke-religiøse begravelsessange. Dem kunne vi godt have brugt i dag.

Og hvorfor var min ældste søn så tænksom? Det var han, fordi han spekulerede på, om Mormor mon havde leget meget med mudder som barn. “Nej”, sagde jeg, “det tror jeg ikke. Hun boede jo i et par år på sanatorium, da hun var lille, fordi hun havde tuberkulose”. Min syv-årige sagde dernæst, at han så mente, at det i dag var “første gang Mormor er så tæt på jorden”.

Jeg bilder mig på ingen måder ind, at jeg fatter noget som helst vedrørende døden på nogen dybere eller klogere måde end min søn, blot fordi jeg er voksen. Måske faktisk tværtom. Han har fat i noget. Det er konkret, håndgribeligt - ja, egentlig det eneste vi overhovedet har at holde fast i lige nu. At hun ligger der på kirkegården i sin urne af bark og med en sten som tag.