Pass the camera

Fantastiske DR2 viser i disse dage Jennifer Fox’ afsøgning af egne muligheder som kvinde i dokumentarserien Flying: Confessions of a Free Woman (på dansk Jennifers afsløringer, en titel der desværre nok kan skræmme en del mennesker væk): Hvordan får en moderne kvinde i Vesten sit liv til at hænge sammen med egne idealer om frihed og samtidig længslen efter reproduktion og børn?

Dokumentaristen Fox rejser verden tynd for at tale med kvinder, der lever markant anderledes liv end hun selv, og samtidig finder hun noget, der forener. Samtidig bruger hun sig selv som udgangspunkt eller, om man vil, en slags værktøj til at åbne fortællingerne. Dette gør hun ved at benytte sig af en enkel metode–passing the camera, som hun kalder det. Ganske enkelt handler det om i en samtale at give kameraet videre til den, der ikke taler. Dette gør det tydeligt, hvem der har ordet–hvem der har ordet. Hvor ofte oplever man ikke at blive afbrudt eller selv komme til at afbryde en tankerække? Her er et eksperimenterende og samtidig helt enkelt middel til at skabe ro og sammenhæng i samtaler. I dén grad et kraftfuldt middel!

Læs mere i dette interview i Berlingske.

Og se endelig med i aften, i morgen og i næste uge på DR2.

 

Civilisationens landvindinger, menneskets dovenskab?

Min syv-årige søn og hans bedste ven var i dag godt i gang med at udforske Experimentariets fabelagtigheder, komplekse og bevidsthedsudvidende som mange af eksperimenterne er. Men det endte som det altid gør: De står i timevis og hænger over sandkassen, hvor man kan bygge og bryde dæmninger til den store guldmedalje. Selv de voksne bliver tre år igen, når de står der (jeg gjorde i hvert fald - og andre voksne er også spottet med skovle og sandbunker).

Pludselig begyndte de at hælde vådt sand oven på de store vandtætte knapper på kanten af vand/sand-bassinet, og straks begyndte Fru Lærer her at skælde ud: “Det er nok ikke så smart - hvorfor gør I det?” Hvad var pointen med at dække knapperne til med sand?

Svaret kom med følgende logik: Sandet er vådt og derfor tungt, så det tynger på knappen. Når knappen er aktiveret, fosser det ud med vand, hvilket er formålet med hele set-up’et. Det betyder, at man ikke behøver stå og trykke med den ene hånd (eller maven, for den sags skyld), mens man graver. Og når man pludselig har begge hænder fri, er det muligt at udføre et endnu mere komplekst ingeniørarbejde. Der var rent faktisk en væsentlig pointe med at dække knapperne til.

Det får mig til at tænke på, hvad fx irrigation har betydet for civilisationens udvikling: Når jordbrug pludselig er muligt ved hjælp af avanceret teknologi, har mennesket mere tid til rådighed til at tænke stort i forhold til arkitektur, politik - og poesi. Behovet for et alfabet opstod i Mesopotamien for at holde styr på kornøkonomien: Hvem skylder hvad til hvem? Med skriften opstod muligheden for at nedfælde ritualer, myter og love. Mennesket kunne som følge af irrigation, jordbrug og skrift pludselig bruge tid på andet end hårdt fysisk arbejde. Der blev med andre ord frigjort tid til at civilisationer kunne opstå.

Her sidder jeg så ved min computer og kunne holde styr på salget af mine afgrøder (hvis blot jeg havde en mark). Jeg udfører mit arbejde med hjælp af alfabetet og et væld af teknologier. Det er et slaraffenland at leve i en civiliseret verden, hvis man bare var det mindste dovent anlagt.

Samtidig får det mig til at tænke på, om al den teknologi vi har til vores rådighed i dag egentlig også gør os så frie til at skabe stort. Gør det os ikke bare luddovne - eller hvad?

De to lilleput-ingeniører på Experimentariet viste mig, at “dovne” løsninger ikke nødvendigvis er lig dovenskab, men faktisk kan afføde nye muligheder.

 

Fugle i lyd og billede: Julie Nord og Joanna Newsom

Fra Joanna Newsoms kridtfugle og kratfugle og klangfugle til Julie Nords trækfugle. Det er underordnet om de ses eller høres: De er der, et sted inde i hovedet, uden for den umiddelbart sansede verden.

Hvad er det de gør ved mig? Vækker de længslen? Får de vingerne til at gro i skulderbladene?

 

Wolf Erlbruch: And, Døden og tulipanen - børnebog om døden

Jeg har tidligere skrevet om børnebøger om døden. I dagens bogtillæg i Politiken anmeldes Wolf Erlbruchs billedbog And, Døden og Tulipanen (oversat fra tysk: Ente, Tod und Tulpe). En and tilbringer en uge med Døden og “til sidst lægger Døden varsomt And ud i floden med en tulipan på maven”, som anmelderen Steffen Larsen skriver.

Der er ingen direkte trøst at hente i Ands møde med Døden. Ingen gemte løfter oppe i ærmet. Man fryser, og så er man død. Men som Døden rigtigt påpeger i en af sine samtaler med And, så er det “livet, der sørger for ulykker”. Så uden liv, ingen død.

 Afsluttende foreslår anmelderen, at børn skal have bogen for sig selv:

Her er en bog, der rager op. Den er alt for blufærdig til rundkredsen. Måske også til sengekanten. Jeg tror egentlig, at børn skal have den for sig selv. Helt privat. Så åbner den sig. Det er dens hemmelighed.

Vi går alle rundt med spørgsmål om døden, og det er så dejligt befriende at møde litteratur, som kan rumme spørgsmålene og især det faktum, at der ikke er entydige, klare svar. Så denne bog glæder jeg mig til at læse sammen med min 3-årige - og mon ikke også min 7-årige kan lokkes med?

 

Lommerne i universet

I en drøm engang for længe siden blev universets hemmelighed givet mig. Den var lillebitte, hemmeligheden, og den var hastigt skrevet ned med tusch, hvorefter Giveren lagde den ned i et blad og klistrede siderne sammen.

Bladet blev lagt ind i en sprække i en mur i et socialt boligbyggeri, hvor jeg kendte en grænsepsykotisk kvinde, og jeg så, at hun så, hvor bladet lå. Selv kan jeg ikke huske, hvilken af de tyve blokke, der var tale om. De lignede alle sammen hinanden for mig.

Så dér ligger den, hemmeligheden. I en lille sprække, en lomme i universet. Jeg ved det som man kan vide noget i drømme.

Her til aften fandt jeg sprækken i et splitsekund, da jeg havde en sælsomt poetisk TV-oplevelse. Jeg så Mikael Bertelsen, som tidligere har fornøjet mig med uaktuelle nyheder og radio på lytningens præmisser, og som nu er tilbage på skærmen i sit nye godnatshow “Den 11. time”. Normalt lever Bertelsens shows for mig i kraft af hans hittepåsomhed og personlige performance, men i aftenens udsendelse var han som person fuldkommen underordnet. Han var blot budbringer mellem to parter, som ikke talte sammen face-to-face, men derimod mødtes på en måde, der viser, at lommerne i universet findes:

Under ombygningen af Hovedbanegården fandt man en et-værelses lejlighed nede under jorden, over spor 12. Som følge af ombygningen er lejligheden ødelagt nu, men bygningsinspektøren viste os rundt i ruinerne og havde billeder af stedet, som var udstyret med både microbølgeovn og hængekøjer - og en hel række indrammede billeder på en af væggene.

Bygningsinspektøren kom i studiet, og her fortalte Bertelsen ham, at lejligheden var etableret af et par anonyme gadekunstnere, Adams og Itso. Dernæst rullede Bertelsen historien om kunstnernes projekt op, og han viste en bog, der var som taget ud af min drøm: En bog gemt i en lomme, indeholdende fantastiske billeder af bortgemte virkeligheder i Stockholms undergrund. I en anden lomme i bogens tilsyneladende triste forklædning var der anvisninger til nøgler, som igen er gemt inden i bøger, som er gemt på stadsbiblioteket i Stockholm.

Projektet i sig selv er dreamlike på alle måder, med sin hemmelighedsfulde, finurlige poesi. Usynlige refugier midt i offentligheden. Nøgler gemt mellem bibliotekets uendelighed af bøger. En sammenpakkelig kano til brug ved sejlads i byens kloakker. Men dér hvor projektet blev til kunst for mig, var ikke kun da jeg mærkede min egen begejstring; det var derimod at se entusiasmen, nysgerrigheden og glæden i bygningsinspektørens ansigt. Åh, hvor han havde mange spørgsmål han gerne ville stille de unge herrer, som har ligget der i hængekøjer over spor 12 og har lyttet til de rejsendes samtaler. Som har klædt sig ud som DSB-medarbejdere for at kunne bevæge sig frit og derved komme hen til deres hemmelige lomme. Som har gjort det samme i flere forskellige europæiske byer.

Som man måske kunne forvente sig, var det ikke en pedantisk bureaukrat, men et menneske, der var oprigtigt optaget af at få en nøgle til indsigt.

Det var det øjeblik, at programmet ændrede sig fra at være punkt i en sendeflade og i stedet transformeredes til et af disse magiske øjeblikke på TV, hvor virkeligheden ikke længere er et relevant begreb.

 Se selv med næste gang Bertelsen går i luften - hver mandag, tirsdag og onsdag kl. 23 på DR2.

 

Forventningens glæde

“Hvad glæder du dig allermest til i livet?” spurgte min syv-årige filosof i dag, og spørgsmålet gav stof til eftertanke. Det holdt dog ikke længe med den eftertænksomhed, for syv-årige filosoffer kræver hurtig afregning - så jeg mumlede et eller andet med, at jeg jo ikke ved, hvad jeg kan forvente af fremtiden, og derfor er det svært at glæde sig til noget specifikt.

Hans egne forventningsglæder handler om at komme i 2. klasse [sic :-)]. Når man er voksen, er livet bare ikke helt så forudsigeligt (og det er det egentlig heller ikke, når man er barn; det er bare lettere at bilde sig det ind).

Hvor jeg ikke kan glæde mig til noget helt konkret, fordi jeg ikke ved om det sker, så er der imidlertid en række ting jeg formoder og håber jeg vil kunne glæde mig over i en fremtid, nær eller fjern:

• At mine drenge og jeg kan bevare vores daglige undren over det vi møder og stille stadigt flere spørgsmål.
• At jeg på et tidspunkt kommer til at dele min begejstring for sprog med børn som deres lærer.
• At semikolon stadig er en eksistentiel mulighed, når jeg er gammel: At kunne være delvist eftertænksom, delvist definerende, men aldrig noget absolut.
• At kastanjen udenfor mit vindue på et tidspunkt inden længe beslutter sig til at springe ud og blive en overdådig krinolinekjole.
• At filosoffen og den tre-årige lilleputfilosof kommer i 2. og 3. og 4. og 5. … og forhåbentligvis stadig vil synes det er mindblowing at beskæftige sig med alt det man gør i skolen.

Der er dog lige to styks, som jeg helt konkret kan svare, at jeg er næsten sikker på kommer til at ske, og jeg glæder mig som et lille barn - måske er det som at begynde i 2. klasse?

• At Rufus Wainwrights næste studiealbum Release the Stars kommer d. 15. maj og hans Judy Garland-show udkommer på CD til september.
• At Harry Potter and the Deathly Hallows udkommer d. 21. juli.