Fantastiske DR2 viser i disse dage Jennifer Fox’ afsøgning af egne muligheder som kvinde i dokumentarserien Flying: Confessions of a Free Woman (på dansk Jennifers afsløringer, en titel der desværre nok kan skræmme en del mennesker væk): Hvordan får en moderne kvinde i Vesten sit liv til at hænge sammen med egne idealer om frihed og samtidig længslen efter reproduktion og børn?
Dokumentaristen Fox rejser verden tynd for at tale med kvinder, der lever markant anderledes liv end hun selv, og samtidig finder hun noget, der forener. Samtidig bruger hun sig selv som udgangspunkt eller, om man vil, en slags værktøj til at åbne fortællingerne. Dette gør hun ved at benytte sig af en enkel metode–passing the camera, som hun kalder det. Ganske enkelt handler det om i en samtale at give kameraet videre til den, der ikke taler. Dette gør det tydeligt, hvem der har ordet–hvem der har ordet. Hvor ofte oplever man ikke at blive afbrudt eller selv komme til at afbryde en tankerække? Her er et eksperimenterende og samtidig helt enkelt middel til at skabe ro og sammenhæng i samtaler. I dén grad et kraftfuldt middel!
Det var næppe tilfældigt, at solen skinnede lige netop den dag Rufus Wainwright gæstede København for at optræde i Operaen. Både før og efter denne smukke aften er havnen og kanalerne blevet skyllet godt igennem af al den regn, der truer udprægede udendørsarrangementer som Roskildefestivalen.
Således begunstigede af vejrets luner kunne vi stateligt ankomme i aftensolen til Operaen ad vandvejen, og allerede midt ude i havnen begyndte Olafur Eliassons (allerede sagnomspundne) lysekroner at glimte. Inde i Operasalen glimtede publikums brocher om kap med Rufus’ medbragte bagtæppe, der forestillede et gigantisk s/h amerikansk flag, hvor stjernerne var udskiftet med brocher.
Tæppet udgjorde et passende set-up til de indledende sange, titelsangen “Release The Stars” fra Rufus’ seneste plade, samt den første single, den politiske amerikakommentar “Going To A Town”. Slip de indre stjerner løs i stedet for at gå og ruge på dem. Virkeliggør dit sande potentiale! Hvor simpelt og selvhjælpspsykologiserende dette end måtte lyde, kom dette enkle budskab til bære koncerten på en måde, som netop musik formår ved at sætte varige spor i et menneskes sjæl.
Et skæbnetræf gjorde, at Frk. Jensen havde billet til sædet præcis ved siden af mig (og helt og aldeles forunderligt, at vi havde nået at finde ud af dette samt vidste hvordan hinanden så ud ). Undertegnede blev præsenteret overfor kærestedrengen som “die-hard fan”, og det er vist ingen underdrivelse!
Undervejs var der enkelte lydsvipsere, som må tilskrives mikrofonproblemer, men der var også store øjeblikke, hvor Rufus’ særegne stemme forenedes med rummet, så man nærmest kunne se den kælne dans mellem stemme og træpaneler for sig. Særligt da han sang den irske “Macushla” uden mikrofon, og samtidig akkompagneret af fire musikere, heriblandt blæsere, blev det klart, at hans stemme er i topform i disse år. Judy Garland-showene har uden tvivl været medvirkende hertil, både fordi Rufus har trænet sin stemme til at kunne klare det komplekse materiale og fordi han er blevet klar over vigtigheden af at u-d-t-a-l-e ordene, så folk kan forstå hvad han synger (ikke helt ubetydeligt, når man som han synger sange, hvor teksterne er centrale).
Da Rufus optrådte på Gl. Scene for 1½ år siden, lod han sig under ekstranummeret “Gay Messiah” korsfæste (det var før Madonna fandt på det samme!). Forleden var der ingen lidelse, intet offer, mens han fremførte sin signatur-encore, men derimod var det en stolt og nærmest munter konstatering af, at det nu engang er sådan det er. Der er ingen skabe i nærheden af Rufus, og hurra for det. Sangen fulgte efter et fabelagtigt dansenummer (som kan ses længere nede på siden), hvor Rufus var i dobbelt-drag. Dobbelt fordi hans dress refererede til filmen Summer Stock, hvor Judy Garland klædte sig i habit.
Så mens Rufus sang “Gay Messiah” var han stadig i sit crossover-outfit, som på alle måder krydsede grænser for, hvad faste kønskategorier er.
Sangen, der lagde op til “Gay Messiah”, kommer her i en optagelse fra den første gang han optrådte med den (i Paris i maj). Bemærk imperativet i sangens titel: Get Happy! Det er en invitation til at slippe stjernerne løs og gøre vores bedste for at holde fanen højt, mens vi bevæger os mod den yderste dag.
Kommentarfelterne er blogosfærens hyggehjørne eller bardisk. Her kan man falde i snak om stort og småt, og her kan de små grå få noget at arbejde videre med.
Udover at kommentarfelternes kommentatorer giver stof til eftertanke i forhold til det jeg selv har skrevet, så efterlader de også spor i form af links til egne blogs. Og hvor har jeg dog været glad for at lære nye medbloggere at kende på denne måde. Jeg er fx på denne måde blevet suget ind i Frk Jensens blomstrende blog og ser nu på vore grønne venner med længselsfulde øjne, når de sanseligt klæder sig i taft og velour.
En anden blog med sans for det sanselige er Favntag, som jeg også har lært at kende gennem mine kommentarfelter. Bare navnet er tilstrækkeligt inciterende til at få denne blogger op på dupperne. Selve bloggen handler om film, bøger m.m. med homoseksualitet som omdrejningspunkt.
Hurra! Det er forår. “Spring ud,” siger træerne til hinanden, og hvem har egentlig ikke også lyst til det? At springe ud på alle de måder man kan springe ud, bare være som man er og give sig hen i favntag.
Fra Joanna Newsoms kridtfugle og kratfugle og klangfugle til Julie Nords trækfugle. Det er underordnet om de ses eller høres: De er der, et sted inde i hovedet, uden for den umiddelbart sansede verden.
Hvad er det de gør ved mig? Vækker de længslen? Får de vingerne til at gro i skulderbladene?
Både Frk. Jensen og Nadja fik citrongrene forleden i deres Aarstiderne-kasser, og jeg må komme med en tilståelse: Jeg er lidt misundelig. Hverken på den gule [sic] eller grønne måde, bare sådan lidt hverdagsmisundelig. For jeg stoppede nemlig med at få Aarstidernes kasse for et par år siden, og se nu hvad de damer forkæles med for deres ihærdighed! (og så skal jeg slet ikke brokke mig, for jeg er såmænd godt forsynet med hverdagens både køb-bare og gratis mirakler).
En anden tilståelse (jeg kan nemlig så forbandet godt lide citroner). Vi har et lillebitte mikroskopisk hus i en landsby i Andalusien, og der vokser citroner overalt. Og min tilståelse er altså, at jeg engang har s.t.j.å.l.e.t. en citron fra et træ, der stod og lænede sig ud over vejen, der fører hen til nabobyen. Det var virkelig ikke pænt gjort, jeg ved det godt, og jeg fortryder det også bitterligt. Men det var lidt ligesom dengang med Jimmy Stahr og hans Mars-bar-is, som han fortalte simpelthen bare “røg ned i bukselommen”. Mig og Jimmy blev med andre ord draget. Eller forført.
Dragningen kan for en stund mættes ved at læse i Lotte Möllers suggestive bog Citron og kigge på billeder af gulhed, syrlighed, skarphed. Drømme sig væk til andalusiske citronlunde eller toscanske terracottakrukker. I bogen skriver Möller:
“Det blir så lätt så lite av verklig substans nuförtiden. Har någon utmärkt sig på det ena eller det andra sättet exponeras denna person till leda i varje tidning, i varje teveprogram. Nästan allt - även det bästa och det ädlaste - kan banaliseras och göras ofarligt genom att blåsas upp till massmedias jättedimensioner.
Men citronen säger stopp. Den blir aldrig någon pladderhatt, aldrig yvig eller uddlös. En citron äger alltid giltighet. Underskatta aldrig en citron!”
(Lotte Möller 1998: Citron. Albert Bonniers Förlag)
Her står iøvrigt om citronerne fra Menton i Frankrig, at de “är mer lik ett kvinnobröst än andra citroner” (mener i hvert fald de lokale):
). Undertegnede blev præsenteret overfor 
