Fantastiske DR2 viser i disse dage Jennifer Fox’ afsøgning af egne muligheder som kvinde i dokumentarserien Flying: Confessions of a Free Woman (på dansk Jennifers afsløringer, en titel der desværre nok kan skræmme en del mennesker væk): Hvordan får en moderne kvinde i Vesten sit liv til at hænge sammen med egne idealer om frihed og samtidig længslen efter reproduktion og børn?
Dokumentaristen Fox rejser verden tynd for at tale med kvinder, der lever markant anderledes liv end hun selv, og samtidig finder hun noget, der forener. Samtidig bruger hun sig selv som udgangspunkt eller, om man vil, en slags værktøj til at åbne fortællingerne. Dette gør hun ved at benytte sig af en enkel metode–passing the camera, som hun kalder det. Ganske enkelt handler det om i en samtale at give kameraet videre til den, der ikke taler. Dette gør det tydeligt, hvem der har ordet–hvem der har ordet. Hvor ofte oplever man ikke at blive afbrudt eller selv komme til at afbryde en tankerække? Her er et eksperimenterende og samtidig helt enkelt middel til at skabe ro og sammenhæng i samtaler. I dén grad et kraftfuldt middel!
Det var næppe tilfældigt, at solen skinnede lige netop den dag Rufus Wainwright gæstede København for at optræde i Operaen. Både før og efter denne smukke aften er havnen og kanalerne blevet skyllet godt igennem af al den regn, der truer udprægede udendørsarrangementer som Roskildefestivalen.
Således begunstigede af vejrets luner kunne vi stateligt ankomme i aftensolen til Operaen ad vandvejen, og allerede midt ude i havnen begyndte Olafur Eliassons (allerede sagnomspundne) lysekroner at glimte. Inde i Operasalen glimtede publikums brocher om kap med Rufus’ medbragte bagtæppe, der forestillede et gigantisk s/h amerikansk flag, hvor stjernerne var udskiftet med brocher.
Tæppet udgjorde et passende set-up til de indledende sange, titelsangen “Release The Stars” fra Rufus’ seneste plade, samt den første single, den politiske amerikakommentar “Going To A Town”. Slip de indre stjerner løs i stedet for at gå og ruge på dem. Virkeliggør dit sande potentiale! Hvor simpelt og selvhjælpspsykologiserende dette end måtte lyde, kom dette enkle budskab til bære koncerten på en måde, som netop musik formår ved at sætte varige spor i et menneskes sjæl.
Et skæbnetræf gjorde, at Frk. Jensen havde billet til sædet præcis ved siden af mig (og helt og aldeles forunderligt, at vi havde nået at finde ud af dette samt vidste hvordan hinanden så ud ). Undertegnede blev præsenteret overfor kærestedrengen som “die-hard fan”, og det er vist ingen underdrivelse!
Undervejs var der enkelte lydsvipsere, som må tilskrives mikrofonproblemer, men der var også store øjeblikke, hvor Rufus’ særegne stemme forenedes med rummet, så man nærmest kunne se den kælne dans mellem stemme og træpaneler for sig. Særligt da han sang den irske “Macushla” uden mikrofon, og samtidig akkompagneret af fire musikere, heriblandt blæsere, blev det klart, at hans stemme er i topform i disse år. Judy Garland-showene har uden tvivl været medvirkende hertil, både fordi Rufus har trænet sin stemme til at kunne klare det komplekse materiale og fordi han er blevet klar over vigtigheden af at u-d-t-a-l-e ordene, så folk kan forstå hvad han synger (ikke helt ubetydeligt, når man som han synger sange, hvor teksterne er centrale).
Da Rufus optrådte på Gl. Scene for 1½ år siden, lod han sig under ekstranummeret “Gay Messiah” korsfæste (det var før Madonna fandt på det samme!). Forleden var der ingen lidelse, intet offer, mens han fremførte sin signatur-encore, men derimod var det en stolt og nærmest munter konstatering af, at det nu engang er sådan det er. Der er ingen skabe i nærheden af Rufus, og hurra for det. Sangen fulgte efter et fabelagtigt dansenummer (som kan ses længere nede på siden), hvor Rufus var i dobbelt-drag. Dobbelt fordi hans dress refererede til filmen Summer Stock, hvor Judy Garland klædte sig i habit.
Så mens Rufus sang “Gay Messiah” var han stadig i sit crossover-outfit, som på alle måder krydsede grænser for, hvad faste kønskategorier er.
Sangen, der lagde op til “Gay Messiah”, kommer her i en optagelse fra den første gang han optrådte med den (i Paris i maj). Bemærk imperativet i sangens titel: Get Happy! Det er en invitation til at slippe stjernerne løs og gøre vores bedste for at holde fanen højt, mens vi bevæger os mod den yderste dag.
Min syv-årige søn og hans bedste ven var i dag godt i gang med at udforske Experimentariets fabelagtigheder, komplekse og bevidsthedsudvidende som mange af eksperimenterne er. Men det endte som det altid gør: De står i timevis og hænger over sandkassen, hvor man kan bygge og bryde dæmninger til den store guldmedalje. Selv de voksne bliver tre år igen, når de står der (jeg gjorde i hvert fald - og andre voksne er også spottet med skovle og sandbunker).
Pludselig begyndte de at hælde vådt sand oven på de store vandtætte knapper på kanten af vand/sand-bassinet, og straks begyndte Fru Lærer her at skælde ud: “Det er nok ikke så smart - hvorfor gør I det?” Hvad var pointen med at dække knapperne til med sand?
Svaret kom med følgende logik: Sandet er vådt og derfor tungt, så det tynger på knappen. Når knappen er aktiveret, fosser det ud med vand, hvilket er formålet med hele set-up’et. Det betyder, at man ikke behøver stå og trykke med den ene hånd (eller maven, for den sags skyld), mens man graver. Og når man pludselig har begge hænder fri, er det muligt at udføre et endnu mere komplekst ingeniørarbejde. Der var rent faktisk en væsentlig pointe med at dække knapperne til.
Det får mig til at tænke på, hvad fx irrigation har betydet for civilisationens udvikling: Når jordbrug pludselig er muligt ved hjælp af avanceret teknologi, har mennesket mere tid til rådighed til at tænke stort i forhold til arkitektur, politik - og poesi. Behovet for et alfabet opstod i Mesopotamien for at holde styr på kornøkonomien: Hvem skylder hvad til hvem? Med skriften opstod muligheden for at nedfælde ritualer, myter og love. Mennesket kunne som følge af irrigation, jordbrug og skrift pludselig bruge tid på andet end hårdt fysisk arbejde. Der blev med andre ord frigjort tid til at civilisationer kunne opstå.
Her sidder jeg så ved min computer og kunne holde styr på salget af mine afgrøder (hvis blot jeg havde en mark). Jeg udfører mit arbejde med hjælp af alfabetet og et væld af teknologier. Det er et slaraffenland at leve i en civiliseret verden, hvis man bare var det mindste dovent anlagt.
Samtidig får det mig til at tænke på, om al den teknologi vi har til vores rådighed i dag egentlig også gør os så frie til at skabe stort. Gør det os ikke bare luddovne - eller hvad?
De to lilleput-ingeniører på Experimentariet viste mig, at “dovne” løsninger ikke nødvendigvis er lig dovenskab, men faktisk kan afføde nye muligheder.
Da Clinton-administrationen forlod Det Hvide Hus, efterlod en række ansatte husets keyboards uden det berømte W, som ligger til grund for George W. Bushs øgenavn Dubya. Meget, meget vittigt (og temmelig puerilt!). Spøgefuglene havde tapet tasterne fast oven over dørene på kontorene, således at Bush-administrationens folk måtte bruge de første dage på at få et vigtigt bogstav ned på plads. Dengang vidste ingen, hvordan verden ville blive forandret, og at tingene ville blive knapt så morsomme.
Nu er der gået syv år, og verden ser fuldkommen anderledes ud. Det ville være særdeles ønskværdigt, om amerikanerne næste gang kunne vælge en præsident med større forstand på at indtage rollen som selvbestaltet leder for hele verden.
Som det kan ses i andre indlæg her på bloggen, er Rufus Wainwright en musiker jeg i høj grad værdsætter. Her er hans nye single, Going To A Town, som netop handler om det Amerika, som Bush har været med til at skabe - et land, der udnytter resten af verden:
Going To A Town
I’m going to a town that has already been burnt down,
I’m going to a place that has already been disgraced,
I’m gonna see some folks who have already been let down,
I’m so tired of America
I’m gonna make it up for all of the Sunday times,
I’m gonna make it up for all of the nursery rhymes,
They never really seem to want to tell the truth,
I’m so tired of you, America
Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’ve got a life to lead, America
I’ve got a life to lead
Tell me, do you really think you go to hell for having love,
Tell me, enough of thinking everything that you’ve done is good,
I really need to know, after soaking the body of Jesus Christ in blood,
I’m so tired of America
I really need to know,
I may just never see you again, or might as well,
You took advantage of a world that loved you well,
I’m going to a town that has already been burnt down,
I’m so tired of you, America
Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’ve got a life to lead, America
I’ve got a life to lead,
I got a soul to feed,
I got a dream to heed,
And that’s all I need,
Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’m going to a town,
That has already been burnt down
———-
Byen kan være mange byer. Det kan både være Berlin, hvor Wainwright kortvarigt flyttede til (dels for kærlighed, dels for at komme væk fra det politiske klima i USA), og det kan være New Orleans, hvis befolkning efter Katrina blev svigtet af sit lands øverste ledelse. Det kan være mange andre byer - steder, som det er nødvendigt at rejse til for at man kan blive i stand til at se sit hjem og sig selv i et andet, nyt lys.
Hvad gør man, hvis man er uenig i den førte politik (og iøvrigt som homoseksuel selv er ramt af det religiøse højres skarpe retorik)? Skal man bøje nakken og stikke af med halen mellem benene? Flygte væk fra USA til et friere liv i Europa? Rufus valgte til sidst at vende tilbage, men han nåede at bevæge sig væk og få en tænkepause.
Jeg tænker parallelle tanker i forhold til det politiske klima i Danmark; den udbredte angst for mangfoldighed, den stramme udlændingepolitik og ikke mindst den aktuelle styring af medierne som minder om Berlusconis Italien. Hvad skal jeg som borger i Danmark gøre? Skal jeg flytte til Sverige? Eller skal jeg blive og bide mig fast, kæmpe for det jeg har kært? Jeg kender godt svaret, og det er derfor jeg bor her.
Hvad angår Going To A Town, så ser jeg sangen som et klassisk eksempel på det Nadja kalder motivationsretorik - altså retorik, der motiverer til politisk refleksion via andre medier og genrer end dem man sædvanligvis finder politisk retorik i.
). Undertegnede blev præsenteret overfor 
