Tag i favn, det er forår!

Kommentarfelterne er blogosfærens hyggehjørne eller bardisk. Her kan man falde i snak om stort og småt, og her kan de små grå få noget at arbejde videre med.

Udover at kommentarfelternes kommentatorer giver stof til eftertanke i forhold til det jeg selv har skrevet, så efterlader de også spor i form af links til egne blogs. Og hvor har jeg dog været glad for at lære nye medbloggere at kende på denne måde. Jeg er fx på denne måde blevet suget ind i Frk Jensens blomstrende blog og ser nu på vore grønne venner med længselsfulde øjne, når de sanseligt klæder sig i taft og velour.

En anden blog med sans for det sanselige er Favntag, som jeg også har lært at kende gennem mine kommentarfelter. Bare navnet er tilstrækkeligt inciterende til at få denne blogger op på dupperne. Selve bloggen handler om film, bøger m.m. med homoseksualitet som omdrejningspunkt.

Hurra! Det er forår. “Spring ud,” siger træerne til hinanden, og hvem har egentlig ikke også lyst til det? At springe ud på alle de måder man kan springe ud, bare være som man er og give sig hen i favntag.

 

Hvad jorden fortalte

Oj, jeg kunne altså ikke lade være:

Note to Self: Nu må det snart være slut med denne stædige insisteren på kridtets fortrinligheder.

 

Fugle i lyd og billede: Julie Nord og Joanna Newsom

Fra Joanna Newsoms kridtfugle og kratfugle og klangfugle til Julie Nords trækfugle. Det er underordnet om de ses eller høres: De er der, et sted inde i hovedet, uden for den umiddelbart sansede verden.

Hvad er det de gør ved mig? Vækker de længslen? Får de vingerne til at gro i skulderbladene?

 

Joanna Newsom - poetisk tegnefilm i kridt

Joanna Newsom kom til byen i går, hvor hun spillede i Vega med sine tre musikere: Passioneret violinist, stoisk banjo-spiller og barfodet trommeslager. Sidstnævnte, Neal Morgan, backede Newsoms vokal smukt op og gav hermed en fin grobund for harmonier.

I det følgende er det dog Newsom, der alene synger og spiller Sprout and the Bean fra albummet The Milk-Eyed Mender:

Der dufter af kridt i klasseværelset. Jeg har som underviser en særlig svaghed for lærdommens rum, hvadenten det er sale eller huler. Rum, der giver én lyst til at suge til sig og drømme videre.

Helt alene i rummet; der er kun lyden af harpe. Klim, klim, plim. En sælsom lyd, helt ulig andre instrumenter. Stor og majestætisk at se på.

Men ikke helt alene: Der flyver en fugl afsted, den lander på en gren, og en stemme synger. Hun kan synge, hende harpespilleren. En lige så sælsom lyd som fra instrumentet strømmer fra hendes strube. Det er svært at lade være med at lytte.

 

Joanna Newsom: Sprout and the Bean

I slept all day
awoke with distaste
and I railed,
and I raved

That the difference between
the sprout and the bean
is a golden ring,
it is a twisted string.
And you can ask the counselor;
you can ask the king;
and they’ll say the same thing;
and it’s a funny thing:

Should we go outside?
Should we go outside?
Should we break some bread?
Are y’interested?

And as I said,
I slept as though dead
dreaming seamless dreams of lead.

When you go away,
I am big-boned and fey
in the dust of the day,
in the dirt of the day.

and Danger! Danger! Drawing near them was a white coat,
and Danger! Danger! drawing near them was a broad boat,
And the water! water! running clear beneath a white throat,
and the hollow chatter of the talking of the Tadpoles,

who know th’outside!
Should we go outside?
Should we break some bread?
Are y’interested?

 

Det dødeste sted i byen

Min vej ud af mørket går fra død til liv. Fra den dag, da noget døde inden i, og til nu, hvor jeg langsomt, dag for dag, fyldes af livskraft igen.

I dag gik vejen til livsglæden omkring mørket og ”det dødeste sted i byen”, som Zoologisk Museum kalder sig. Her i Zoologisk Museums faste udstillingshaller var lyset i anledning af vinterferien blevet slukket, og vi havde taget lommelygter med for at lyse os vej gennem et virvar af alskens farlige dyr: Fugleedderkopper, slanger og løver.

Når orangutangen orange lyser i mørket, ved jeg, at nu er det på tide at være på vagt. Det har jeg vidst, siden jeg var barn, og selvom jeg nu er godt på vej mod de 35, sidder frygten stadig i maven: Rundt om hjørnet kommer krokodillen! Den er ikke mindre frygtindgydende i lommelygtens skær, skal jeg hilse og sige.

I mørket anede jeg mønsteret af en giraf, midt ude i publikumsområdet. En moskusokse gav mig et chok, da den - stendød, naturligvis, men ikke desto mindre særdeles livagtig! - stod på lur bag et hjørne. De legesyge medarbejdere på museet havde moret sig og havde placeret dyr i helt forkerte biotoper. Hvad laver en hummer dog oppe hos sneleoparden?

De fortsætter med at slukke lyset også i uge 8.

Og når du nu er der, så glem endelig ikke at besøge museets smukke særudstilling “Fjer”, der går et par måneder endnu. Midt mellem en himmelsk hærskare af overvældende fjerpragte står der på en væg:

Døden er så let som fjer,
pligten tung som bly.