It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)
How did you know?
It’s what I always wanted,
You can never have too many of these
Will ya quit kicking me under the table?
I’m trying, will somebody make her shut up about it?
Can we settle down please?
It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)
Bite your tongue
Deep breaths
Count to ten
Nod your head
(sniff sniff)
I think something is burning,
Now you’ve ruined the whole thing
Muffle the smoke alarm
Whoever put on this music
Had better quick, sharp, remove it
Pour me another
Oh, don’t wag your finger at me
It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)
Will ya get me outta here, Get me outta here, Get me outta here (repeats ’till end)
Just for now
Just for now (repeats)
Det var næppe tilfældigt, at solen skinnede lige netop den dag Rufus Wainwright gæstede København for at optræde i Operaen. Både før og efter denne smukke aften er havnen og kanalerne blevet skyllet godt igennem af al den regn, der truer udprægede udendørsarrangementer som Roskildefestivalen.
Således begunstigede af vejrets luner kunne vi stateligt ankomme i aftensolen til Operaen ad vandvejen, og allerede midt ude i havnen begyndte Olafur Eliassons (allerede sagnomspundne) lysekroner at glimte. Inde i Operasalen glimtede publikums brocher om kap med Rufus’ medbragte bagtæppe, der forestillede et gigantisk s/h amerikansk flag, hvor stjernerne var udskiftet med brocher.
Tæppet udgjorde et passende set-up til de indledende sange, titelsangen “Release The Stars” fra Rufus’ seneste plade, samt den første single, den politiske amerikakommentar “Going To A Town”. Slip de indre stjerner løs i stedet for at gå og ruge på dem. Virkeliggør dit sande potentiale! Hvor simpelt og selvhjælpspsykologiserende dette end måtte lyde, kom dette enkle budskab til bære koncerten på en måde, som netop musik formår ved at sætte varige spor i et menneskes sjæl.
Et skæbnetræf gjorde, at Frk. Jensen havde billet til sædet præcis ved siden af mig (og helt og aldeles forunderligt, at vi havde nået at finde ud af dette samt vidste hvordan hinanden så ud ). Undertegnede blev præsenteret overfor kærestedrengen som “die-hard fan”, og det er vist ingen underdrivelse!
Undervejs var der enkelte lydsvipsere, som må tilskrives mikrofonproblemer, men der var også store øjeblikke, hvor Rufus’ særegne stemme forenedes med rummet, så man nærmest kunne se den kælne dans mellem stemme og træpaneler for sig. Særligt da han sang den irske “Macushla” uden mikrofon, og samtidig akkompagneret af fire musikere, heriblandt blæsere, blev det klart, at hans stemme er i topform i disse år. Judy Garland-showene har uden tvivl været medvirkende hertil, både fordi Rufus har trænet sin stemme til at kunne klare det komplekse materiale og fordi han er blevet klar over vigtigheden af at u-d-t-a-l-e ordene, så folk kan forstå hvad han synger (ikke helt ubetydeligt, når man som han synger sange, hvor teksterne er centrale).
Da Rufus optrådte på Gl. Scene for 1½ år siden, lod han sig under ekstranummeret “Gay Messiah” korsfæste (det var før Madonna fandt på det samme!). Forleden var der ingen lidelse, intet offer, mens han fremførte sin signatur-encore, men derimod var det en stolt og nærmest munter konstatering af, at det nu engang er sådan det er. Der er ingen skabe i nærheden af Rufus, og hurra for det. Sangen fulgte efter et fabelagtigt dansenummer (som kan ses længere nede på siden), hvor Rufus var i dobbelt-drag. Dobbelt fordi hans dress refererede til filmen Summer Stock, hvor Judy Garland klædte sig i habit.
Så mens Rufus sang “Gay Messiah” var han stadig i sit crossover-outfit, som på alle måder krydsede grænser for, hvad faste kønskategorier er.
Sangen, der lagde op til “Gay Messiah”, kommer her i en optagelse fra den første gang han optrådte med den (i Paris i maj). Bemærk imperativet i sangens titel: Get Happy! Det er en invitation til at slippe stjernerne løs og gøre vores bedste for at holde fanen højt, mens vi bevæger os mod den yderste dag.
Fra Joanna Newsoms kridtfugle og kratfugle og klangfugle til Julie Nords trækfugle. Det er underordnet om de ses eller høres: De er der, et sted inde i hovedet, uden for den umiddelbart sansede verden.
Hvad er det de gør ved mig? Vækker de længslen? Får de vingerne til at gro i skulderbladene?
Joanna Newsom kom til byen i går, hvor hun spillede i Vega med sine tre musikere: Passioneret violinist, stoisk banjo-spiller og barfodet trommeslager. Sidstnævnte, Neal Morgan, backede Newsoms vokal smukt op og gav hermed en fin grobund for harmonier.
I det følgende er det dog Newsom, der alene synger og spiller Sprout and the Bean fra albummet The Milk-Eyed Mender:
Der dufter af kridt i klasseværelset. Jeg har som underviser en særlig svaghed for lærdommens rum, hvadenten det er sale eller huler. Rum, der giver én lyst til at suge til sig og drømme videre.
Helt alene i rummet; der er kun lyden af harpe. Klim, klim, plim. En sælsom lyd, helt ulig andre instrumenter. Stor og majestætisk at se på.
Men ikke helt alene: Der flyver en fugl afsted, den lander på en gren, og en stemme synger. Hun kan synge, hende harpespilleren. En lige så sælsom lyd som fra instrumentet strømmer fra hendes strube. Det er svært at lade være med at lytte.
Joanna Newsom: Sprout and the Bean
I slept all day
awoke with distaste
and I railed,
and I raved
That the difference between
the sprout and the bean
is a golden ring,
it is a twisted string.
And you can ask the counselor;
you can ask the king;
and they’ll say the same thing;
and it’s a funny thing:
Should we go outside?
Should we go outside?
Should we break some bread?
Are y’interested?
And as I said,
I slept as though dead
dreaming seamless dreams of lead.
When you go away,
I am big-boned and fey
in the dust of the day,
in the dirt of the day.
and Danger! Danger! Drawing near them was a white coat,
and Danger! Danger! drawing near them was a broad boat,
And the water! water! running clear beneath a white throat,
and the hollow chatter of the talking of the Tadpoles,
who know th’outside!
Should we go outside?
Should we break some bread?
Are y’interested?
Da Clinton-administrationen forlod Det Hvide Hus, efterlod en række ansatte husets keyboards uden det berømte W, som ligger til grund for George W. Bushs øgenavn Dubya. Meget, meget vittigt (og temmelig puerilt!). Spøgefuglene havde tapet tasterne fast oven over dørene på kontorene, således at Bush-administrationens folk måtte bruge de første dage på at få et vigtigt bogstav ned på plads. Dengang vidste ingen, hvordan verden ville blive forandret, og at tingene ville blive knapt så morsomme.
Nu er der gået syv år, og verden ser fuldkommen anderledes ud. Det ville være særdeles ønskværdigt, om amerikanerne næste gang kunne vælge en præsident med større forstand på at indtage rollen som selvbestaltet leder for hele verden.
Som det kan ses i andre indlæg her på bloggen, er Rufus Wainwright en musiker jeg i høj grad værdsætter. Her er hans nye single, Going To A Town, som netop handler om det Amerika, som Bush har været med til at skabe - et land, der udnytter resten af verden:
Going To A Town
I’m going to a town that has already been burnt down,
I’m going to a place that has already been disgraced,
I’m gonna see some folks who have already been let down,
I’m so tired of America
I’m gonna make it up for all of the Sunday times,
I’m gonna make it up for all of the nursery rhymes,
They never really seem to want to tell the truth,
I’m so tired of you, America
Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’ve got a life to lead, America
I’ve got a life to lead
Tell me, do you really think you go to hell for having love,
Tell me, enough of thinking everything that you’ve done is good,
I really need to know, after soaking the body of Jesus Christ in blood,
I’m so tired of America
I really need to know,
I may just never see you again, or might as well,
You took advantage of a world that loved you well,
I’m going to a town that has already been burnt down,
I’m so tired of you, America
Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’ve got a life to lead, America
I’ve got a life to lead,
I got a soul to feed,
I got a dream to heed,
And that’s all I need,
Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’m going to a town,
That has already been burnt down
———-
Byen kan være mange byer. Det kan både være Berlin, hvor Wainwright kortvarigt flyttede til (dels for kærlighed, dels for at komme væk fra det politiske klima i USA), og det kan være New Orleans, hvis befolkning efter Katrina blev svigtet af sit lands øverste ledelse. Det kan være mange andre byer - steder, som det er nødvendigt at rejse til for at man kan blive i stand til at se sit hjem og sig selv i et andet, nyt lys.
Hvad gør man, hvis man er uenig i den førte politik (og iøvrigt som homoseksuel selv er ramt af det religiøse højres skarpe retorik)? Skal man bøje nakken og stikke af med halen mellem benene? Flygte væk fra USA til et friere liv i Europa? Rufus valgte til sidst at vende tilbage, men han nåede at bevæge sig væk og få en tænkepause.
Jeg tænker parallelle tanker i forhold til det politiske klima i Danmark; den udbredte angst for mangfoldighed, den stramme udlændingepolitik og ikke mindst den aktuelle styring af medierne som minder om Berlusconis Italien. Hvad skal jeg som borger i Danmark gøre? Skal jeg flytte til Sverige? Eller skal jeg blive og bide mig fast, kæmpe for det jeg har kært? Jeg kender godt svaret, og det er derfor jeg bor her.
Hvad angår Going To A Town, så ser jeg sangen som et klassisk eksempel på det Nadja kalder motivationsretorik - altså retorik, der motiverer til politisk refleksion via andre medier og genrer end dem man sædvanligvis finder politisk retorik i.
Musikprogrammet på DR2 kæder musik sammen på tværs af genrer ved at indkredse et tema. Her til aften var temaet melankoli, som bl.a. Joan Wasser (fra Joan As Police Woman) bidrog til at udforske.
For snart ti år siden mistede Joan Wasser sin kæreste, Jeff Buckley, og hun taler om hvad det har betydet for hendes musik og hendes evne til at værdsætte det liv der er.
Hun har en særlig stemme. Hun skriver og spiller alle sine sange selv, og hun skriver både på svensk, engelsk og farsi. Kun 23 år gammel er hun, og hun mestrer både den stille introspektive popsang, det der er mere knald på - og søreme om hun ikke også kan synge sig op i Cornelis Vreeswijks division med humor og sans for historiefortælling.
Og så spiller hun i Vega på tirsdag. Jeg går og glæder mig (ikke mindst fordi jeg sidste år tog til Lund for at høre hende, og da jeg stod foran Mejeriet, fandt jeg ud af at Laleh var syg og koncerten var aflyst).
Live Tomorrow
It’s cold around me, the night is young
The sun has fallen and I’ve become
The lonely one
The moon is dancing among the clouds
And my knees are shaking,
And my dreams are breaking
But I know I live
But i know i live, today
I know we could live tomorrow
But I know I live today
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait, no…
I know we could…
Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
I don’t like to wait!
No, no, It’s happening, It’s happening…
No, i don’t like to wait!
no, no, It’s happening, It’s happening…
I know we could live tomorrow
But I know I live today!
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait!
Mobiltelefonselskabet Orange lavede for nogle år siden en reklame, der handler om strømsvigtet i New York i 2003, hvor de brugte en sang jeg holder uendelig meget af: Joanna Newsoms This Side Of The Blue fra albummet The Milk-Eyed Mender (2004). Nedenfor er den eneste version af sangen på YouTube, og selvom den blot indeholder de to første vers, giver den et indtryk af sangens særegne karakter.
Joanna Newsom: This Side Of The Blue
Svetlana sucks lemons across from me,
and I am progressing abominably.
And I do not know my own way to the sea
but the saltiest sea knows its own way to me.
The city that turns, turns protracted and slow
and I find myself toeing th’embarcadero
and I find myself knowing the things that I knew
which is all that you can know on this side of the blue
And Jaimie has eyes black and shiny as boots
and they march at you, two-by-two (re - loo - re - loo);
when she looks at you, you know she’s nowhere near through:
it’s the kindest heart beating this side of the blue.
And the signifieds butt heads with the signifiers,
and we all fall down slack-jawed to marvel at words!
While across the sky sheet the impossible birds,
in a steady, illiterate movement homewards.
And Gabriel stands beneath forest and moon.
See them rattle & boo, see them shake, see them loom.
See him fashion a cap from a page of Camus;
see him navigate deftly this side of the blue.
And the rest of our lives will the moments accrue
when the shape of their goneness will flare up anew.
Then we do what we have to do (re - loo - re -loo),
which is all you can do on this side of the blue.
———
While across the sky sheet the impossible birds,
in a steady, illiterate movement homewards.
Den bevægelse, vi alle prøver at foretage - rejsen hjem - er ikke mulig. Den er analfabetisk, udannet, uskolet: Vi har ingen erfaring med at komme hjem igen, vi kan ikke. Vi kan kun flyve fremad, selvom vi prøver at flyve tilbage.
En lille nagende tanke melder sig hele tiden: Skal jeg fortælle i detaljer om min jul i sorg og fortvivlelse? Pensle det ud, hvordan en veninde, en psykiater og antidepressiv medicin har reddet mig? Måske kan det være en hjælp for andre i sorg at læse, at hvis man ikke passer på sig selv, kan sorgen blive til depression og kræve radikal behandling. Måske udleverer jeg for meget, måske kommer det til at gøre ondt på mig at se det på skrift.
Måske, måske, måske.
Så derfor tager jeg den gyldne mellemvej: Jeg lader en anden tale for mig og prøver derved at gøre det universelt, muligt at overføre til andre situationer.
Rufus Wainwright, som jeg før har skrevet om, udgav i 2003 første del af sin Want-samling (Want One og Want Two). Midt i værket optræder sangen Go or Go Ahead, som udtrykker så megen smerte, at Wainwright-entusiaster ligefrem taler om “a GoGA phase” i livet.
Rufus Wainwright: Go or Go Ahead Thank you for this bitter knowledge
Guardian angels who left me stranded
It was worth it, feeling abandoned
Makes one hardened but what has happened to love
You got me writing lyrics on postcards
Then in the evening looking at the stars
But the brightest of the planets is Mars
Then what has happened to love
So I will opt for the big white limo
Vanity fairgrounds and rebel angels
You can’t be trusted with feathers so hollow
Your heaven’s inventions, steel eyed vampires of love
You see over me, I’ll never know
What you have shown to other eyes
Go or go ahead and surprise me
Say you’ve lead the way to a mirage
Go or go ahead and just try me
Nowhere’s now here smelling of junipers
Fell of the hay bales, I’m over the rainbows
But of Medusa kiss me and crucify
This unholy notion of the mythic power of love
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Go or go ahead
Som han nævner i den lille intro inden sangen, handler den om de frygtelige konsekvenser af crystal meth, og handler derfor på det bogstavelige plan ikke decideret om sorg. Men mellem linjerne og i hans stemme er der så meget jeg kan genkende: Desperationen, sarkasmen, umuligheden; nowhere’s now here. Det gør ondt at høre denne sang, og alligevel hører jeg den igen og igen og igen, ganske enkelt fordi den et eller andet sted giver håb. For han kom jo over på den anden side, og han valgte livet - og var i stand til at skrive sangen med den indsigt han har fået.
Go - gå ned og lid en langsom, bitter død
eller Go Ahead - gå en anden vej frem. Ændring er mulig.
I aften spiller Sufjan Stevens i Vega, og jeg går og glæder mig som var det juleaften. Jeg glæder mig til at høre ham spille sin smukke, lavmælte musik, og til at se ham på scenen, han som efter sigende bærer en engels skønhed i sig.
Pludselig slår det mig,at hans sang Casimir Pulaski Day selvfølgelig også hører hjemme her, for den handler om sorgen efter at have mistet.
Sufjan Stevens: Casimir Pulaski Day
Goldenrod and the 4-H stone
The things I brought you
When I found out you had cancer of the bone
Your father cried on the telephone
And he drove his car to the Navy yard
Just to prove that he was sorry
In the morning through the window shade
When the light pressed up against your shoulder blade
I could see what you were reading
All the glory that the Lord has made
And the complications you could do without
When I kissed you on the mouth
Tuesday night at the Bible study
We lift our hands and pray over your body
But nothing ever happens
I remember at Michael’s house
In the living room when you kissed my neck
And I almost touched your blouse
In the morning at the top of the stairs
When your father found out what we did that night
And you told me you were scared
All the glory when you ran outside
With your shirt tucked in and your shoes untied
And you told me not to follow you
Sunday night when I clean the house
I find the card where you wrote it out
With the pictures of your mother
On the floor, at the great divide
With my shirt tucked in and my shoes untied
I am crying in the bathroom
In the morning when you finally go
And the nurse runs in with her head hung low
And the cardinal hits the window
In the morning, in the winter shade
On the first of March on the holiday
I thought I saw you breathing
All the glory that the Lord has made
And the complications when I see his face
In the morning in the window
All the glory when He took our place
But He took my shoulders and He shook my face
And He takes and He takes and He takes
fra Illinoise, 2005
——————-
Sufjan har vinger.
NB! Desværre er den første version, jeg linkede til, ikke længere tilgængelig (ganske givet fordi det var fra et tv-show og fordi der er copyright på det - så ovenfor er en amatøroptagelse).
). Undertegnede blev præsenteret overfor 
