Et år

Undertitlen på denne blog–”Det første år efter min mors død”–begynder at have udlevet sin værnepligt: Året afrundes i denne uge, hvor det er et år siden hun døde. Den lange vandring (eller rettere, for mit vedkommende, kravling) mod at blive levende igen har den seneste uge fået et helt særligt skæbneironisk twist, fordi min farmor døde forleden og skal begraves…ja, på min mors dødsdag. For som min søster sagde “vi kan lige så godt få det hele overstået på én dag”.

Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?

Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på “min mor er død”, og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.

 

Hverdag og klarhed: Min mors betydning

Det er blevet hverdag, eller i hvert fald ikke længere undtagelsestilstand. Nu græder jeg ikke længere, når jeg tænker på min mor. Jeg kan tale om det uden at frygte sammenbrud for åbent tæppe. Mine børn tør igen snakke om Mormor. Det er blevet nemmere at involvere mig i mine venners liv nu, fordi mit eget ikke fylder så meget. Selvom meget er så forandret, er jeg alligevel ved at vende tilbage til de levendes land nu, kan jeg mærke.

Jeg savner hende dog stadig. Hele tiden, hver dag - men det gør ikke så desperat ondt som det har gjort det seneste halve år. Det gode ved langsomt at transformere sorgen til savn er, at jeg nu klarere kan se, hvad min mor har betydet:

Hun havde en jernvilje på trods af jernlunger, og midt i tankerne om døden bekræfter det livets kerne: At være en kraft af vilje til at vokse og være. Det bringer jeg med mig dagligt.

Min mors tørre kommentarer med glimt i øjet delte hun generøst ud til dem, hun holdt af. At blive drillet af hende var en kærlighedserklæring, og hun værdsatte også selv at blive nænsomt spiddet. Hun var aldrig karrig med erklæringerne

Hvis nogen gik og tumlede med tunge tanker, var hun en ideel samtalepartner, fordi hun både sympatiserede med én og gav én noget at tænke over. Hun udfordrede én uden at såre eller forherlige, og det er en sjælden egenskab.

Hvor er jeg glad for, at jeg endelig kan begynde at se det hele i et lidt klarere lys! I min stue står en ghanesisk høvdingestol, hvor en and udgør et udskåret emblem, som kaldes Sankofa. Anden vender hovedet bagover - den skuer tilbage i tiden.

Sankofas motto er

“Look back
and pick up what’s good” 

 

Forsøg på at få glæden til at blomstre

I går gav min far mig afskårne amaryllis. Min mor holdt af disse overvældende trompeter. Og det er som om blomsterne vil sige, at der stadig er noget der vokser her i verden. De kommer til at være med os i aften, så hun kan være med. Det er en dag af savn i dag. Vi må prøve at gøre det så godt vi kan.

Glædelig glædesblomstring (hvis det er muligt).

 

Den sidste gave

Det er ikke mere end to dage siden, at jeg - endelig! - kom i en form for julestemning. Forstået på den måde, at jeg overhovedet begyndte at overveje det faktum, at vi skal være hos os juleaften, og at jeg i et svagt øjeblik var kommet til at love at sørge for and. Det var således først i mandags, at jeg bevægede mig over til slagteren for at bestille et par ænder. På min forespørgsel kiggede slagteren vantro på mig og udbrød “Jah? I 2007?”, underforstået at alle ænder var udsolgt. Hmmm.

Og det var ikke før i går, at jeg fik købt gaver. Normalt køber jeg gaverne løbende, i god tid, i løbet af efteråret. Jeg kan bedst lide at give gaver, som er velovervejede og som passer til den enkelte person, ikke til personens sociale rolle. Men i år er det anderledes. I år gør jeg tingene sådan lidt halvt.

Da jeg i går sad viklet ind i klisterbånd og gavepapir, mens jeg pakkede gaver ind, kunne jeg jo se, at der manglede en gave. Den sidste gave. Den skulle have været til min mor. Det var jo derfor det tog så lang tid at få købt gaver og få forberedt julen. Den bliver så anderledes, som jeg overhovedet kan forestille mig. Den bliver uden min mor, for første gang.

Hun skulle have haft et par gigantiske rosa solbriller, ja hun skulle. De skulle være så labre, at hun ville sidde med dem på hele juleaften, med iltapparatet kørende og et lille glas halvkølig pommeau eller to. Vi må drikke hendes skål i stedet.

 Dette var mit bidrag til Udfordringen nr. 8, hvor ordet “klisterbånd” indgår.

 

Og der blev lys (i hvert fald for en stund)

For to dage siden var jeg så nedtrykt, at jeg ikke kunne fungere i nogen som helst sammenhænge. Ikke sammen med mine nærmeste, fordi jeg mente jeg bare ville gøre dem ondt med mine depressive tendenser. Ikke i festligt lag med venner og bekendte, fordi samtalerne blev for overfladiske. Hvordan kan man beskæftige sig med den materielle verden, når den i sidste ende bare forgår? (…og endnu værre tanker, som jeg vil forskåne jer i blogosfæren for, u-rare som de er).

Og i dag har det været muligt for mig at grine, sådan rigtigt - helt nede i maven - for første gang i mange, mange dage. Jeg har kunnet tænke på min mor uden at bryde ud i instant krampegråd.  Jeg har ovenikøbet kunnet smile lidt af mig selv. Gad vide hvordan det er muligt at være så heldig?

Det startede med en hejre. Den fløj hen over søen i parken i morges, elegant og lydløst susede den over den sorte jernbro, hvor jeg stod, og hen til sit træ. Siden da har dagen taget form for mig. Netop, taget form for mig. Uden at jeg har gjort noget for det. Som en påmindelse et eller andet sted fra om, at lyset måske igen kommer til at skinne.

Måske banalt, jo såmænd. Måske var det netop så overfladisk en impuls som det at glædes over den materielle verdens frembringelser. Designdimser, ting. Men alligevel ikke. For hejren var der bare. Den skulle lige præcis i dén situation ikke imponere nogen eller tjene penge. Den var der bare. Og var. Egentlig en tilstand det er værd at øve sig på. At være og at svæve.

 

Festen for min mor

Min mor blev bisat for to en halv måned siden og nedsat i jorden før frosten tog til. Det var eftersommer; luften var klar og lyset skarpt. Gråden boede i mig konstant.

Det var så sandelig eftersommer, og det var blomstringstid for de skønneste blomster, som fandt deres vej til kirke og kiste. Som min mors veninde skrev i et brev stilet til min mor:

“Jeg er sikker på, at kirken vil være
fuld af alle dine yndlingsblomster”.

Det var den.

Vi var sammen om at sige farvel til min mor. Vi sang i kirken, og det var forløsende at synge sammen. Vi bar hende ud, min lille tynde mor i den tunge, tunge kiste. Vi græd og græd om kap med kirkeklokkernes dybe bimlen, hvis rytme sagde mig, at fra nu af går livet i slow-motion.

Men der er sket noget. Det er ikke længere gråden jeg står op og hilser på hver morgen. Jeg er begyndt at åbne øjnene og se alt det gode min mor har lært mig og vist mig.

Så da min far inviterede til fest forleden, kunne det ikke være på et bedre tidspunkt. Han inviterede familie og venner til en fest for min mor, for at vi sammen kunne mindes hende. Det blev ikke traurigt, tværtimod. Det var så dejligt at se min barndoms voksne igen, men under omstændigheder, hvor jeg ikke længere stod og græd hele tiden. Derimod kunne vi snakke og grine og huske min mor - og også være tilstede i at tale om det liv som er nu, uden min mor.

Det var ikke en fest for døden. Det var heller ikke en helgenkåring af min mor. Det var snarere en forsoningsfest, hvor vi sammen kunne forsone os med det faktum, at hun ikke lever mere, men at vi skal leve videre.

Aldrig havde jeg troet, at november kunne fostre så megen livslysten glæde.

Efterskrift: En person med ordet i sin magt har foreslået, at festen for min mor var et afterparty, dog med det forbehold, at begrebet ville være respektløst. Men jeg synes på ingen måde, at det er respektløst. Det er præcist, derimod: Det er efter døden, og det er en fest. Og sådan som jeg går og har det lige nu, næsten opstemt, tænker jeg, at min far gjorde noget meget, meget fint, da han besluttede sig for at holde denne fest.

 

Bagklogskabens forældreløse lys

Først var det en svag belysning i et hjørne af rummet på hospitalet, hvor min mor døde. Det lyste en smule, så jeg kunne se konturerne af nye erkendelser.

De seneste måneders eftertænksomhed har skruet op for lyset, således at det nu er et kraftigt spotlight af bagklogskabens forældreløse lys, der skinner.

 Og hvad ser jeg i dette lys? Jeg ser, at tidligere tiders issues jeg måtte have haft med min mor er så ligegyldige nu. At hvis jeg fik en chance for at snakke med min mor igen, bare for en lille stund, så ville jeg slå en streg over fortiden. Eller i hvert fald den del af fortiden, hvor en af os har været urimelig, forkælet, krævende. Bagklogskabens forældreløse lys skinner nøgent, men ikke ubarmhjertigt. Det skinner, så jeg kan se, hvad der virkelig betyder noget, og det eneste jeg kan gøre er at handle derefter. At ære min mor ved at elske og være.

 PS. Tak til frkjensen for titlen

 

Min mors hånd

Bader mig i en dråbes stille lys
og husker hvordan jeg blev til:
En blyant stukket i hånden,
min mors kølige hånd om min, der var varm.
- Og så skrev vi
ind og ud mellem koralrev,
et undersøisk alfabet af buer og spidser,
af sneglespiral, af søstjernetakker,
af fægtende blækspruttearme,
af grottehvælvinger og klippeformationer.
Bogstaver der fimrede og fandt vej,
svimmelt hen over det hvide.
Ord som flade fisk der flaprede
og gravede sig ned i sandet
eller svajende søanemoner med hundreder af tråde
i stille bevægelser på én gang.
Sætninger som strømme af fisk,
der fik finner og løftede sig,
fik vinger og bevægede sig rytmisk,
dunkende som mit blod, der blindt
slog stjerner mod hjertets nattehimmel,
da jeg så, at hendes hånd havde sluppet min,
at jeg for længst havde skrevet mig ud af hendes greb.

                                      fra Pia Tafdrup: Dronningeporten, 1998

 

Øv

Ja. ØV!

Det har været sådan en dag i dag. En dag hvor jeg bare har grædt og hikstet mig igennem timerne, mens jeg har prøvet at koncentrere mig om dagens dont. En dag hvor der har ophobet sig indtryk, som jeg gerne ville ringe til min mor og dele med hende. En dag hvor jeg konstant er blevet mindet om, at det aldrig aldrig aldrig mere er muligt.

Og så tænker jeg, at det er svært at se en vej ud af det her. Når folk siger til mig “tiden læger alle sår” - ved de så overhovedet hvad de taler om? For jeg synes bare det går ned ad bakke for hver dag der går.

Jeg savner hende hver dag. Både på hverdagene og de mere festlige dage (som nu ikke føles specielt festlige for tiden): Min fødselsdag et par dage efter hun døde. Min yngste søns fødselsdag i fredags. Og såmænd også i går efter urnenedsættelsen, hvor vi mødtes bagefter med familie og venner for at være sammen. Men der var én der manglede, og det var min mor.

 

Til jord skal du blive…

Sidste år gav min mor mig en bog i fødselsdagsgave, som hun med stor glæde konstaterede, at jeg havde ønsket mig: “Til jord skal du blive…” af Birgitte Kragh (2003). Bogens undertitel er “Dødens og begravelsens kulturhistorie i Danmark 1870-1990″.

Det kan umiddelbart lyde som makaber læsning for andre end lige netop historikere og etnologer, men jeg vil sige tværtimod. Bogen ser nemlig samfundsudviklingen gennem en særlig optik; alt det vi normalt ikke taler om.