Joan Didion: The Year of Magical Thinking

Det var meningen, at levende.wordpress.com skulle fade ud, lige så stille, i takt med at mit eget liv bliver mere og mere “normaliseret” (hvad det så end måtte betyde). Ikke desto mindre har der den seneste uge været en del trafik på bloggen, og jeg kan af søgeordsstatistikken udlede, at det må være sørgende, der kommer hertil. “Min mor er død”. “Dødsannoncer”. “Hvordan kommer man videre?”

Og midt i, at bloggen nægtede at fade ud af sig selv, kom en kær veninde og gav mig Joan Didions vidunderlige bog The Year of Magical Thinking på et helt rigtigt tidspunkt. Bogen handler om det første år efter Joan Didions mand døde, et år med magisk tænkning. Et år hvor al form for rationel tænkning sættes ude af funktion.

Min veninde kom med denne bog lige præcis nu, et år efter; lige præcis nu hvor bogens ord nærmest ikke er til at skelne fra mine følelser. Jeg tror ikke jeg kunne have læst bogen på samme måde for et år siden. Der er for meget, som jeg skulle igennem selv, for meget det ikke er muligt at læse sig til for at få lindring for smerten og savnet.

Bogen adskiller sig markant fra psykologiske bøger så som Den nødvendige smerte, idet Joan Didion ikke beskriver sorgen, som om den var hos en anden. Som sørgende føler jeg mig genkendt i Didions historie — ikke fordi den egentlig ligner min, men ganske enkelt fordi det er hende, og ikke en professionel, der beskriver den.

Jeg har skrevet lidt mere om den ovre på Share a Brainwave: Grief comes in waves.

Til alle jer, der kommer her til bloggen som sørgende: Jeg håber, at I finder en vej.

 

Tag i favn, det er forår!

Kommentarfelterne er blogosfærens hyggehjørne eller bardisk. Her kan man falde i snak om stort og småt, og her kan de små grå få noget at arbejde videre med.

Udover at kommentarfelternes kommentatorer giver stof til eftertanke i forhold til det jeg selv har skrevet, så efterlader de også spor i form af links til egne blogs. Og hvor har jeg dog været glad for at lære nye medbloggere at kende på denne måde. Jeg er fx på denne måde blevet suget ind i Frk Jensens blomstrende blog og ser nu på vore grønne venner med længselsfulde øjne, når de sanseligt klæder sig i taft og velour.

En anden blog med sans for det sanselige er Favntag, som jeg også har lært at kende gennem mine kommentarfelter. Bare navnet er tilstrækkeligt inciterende til at få denne blogger op på dupperne. Selve bloggen handler om film, bøger m.m. med homoseksualitet som omdrejningspunkt.

Hurra! Det er forår. “Spring ud,” siger træerne til hinanden, og hvem har egentlig ikke også lyst til det? At springe ud på alle de måder man kan springe ud, bare være som man er og give sig hen i favntag.

 

Civilisationens landvindinger, menneskets dovenskab?

Min syv-årige søn og hans bedste ven var i dag godt i gang med at udforske Experimentariets fabelagtigheder, komplekse og bevidsthedsudvidende som mange af eksperimenterne er. Men det endte som det altid gør: De står i timevis og hænger over sandkassen, hvor man kan bygge og bryde dæmninger til den store guldmedalje. Selv de voksne bliver tre år igen, når de står der (jeg gjorde i hvert fald - og andre voksne er også spottet med skovle og sandbunker).

Pludselig begyndte de at hælde vådt sand oven på de store vandtætte knapper på kanten af vand/sand-bassinet, og straks begyndte Fru Lærer her at skælde ud: “Det er nok ikke så smart - hvorfor gør I det?” Hvad var pointen med at dække knapperne til med sand?

Svaret kom med følgende logik: Sandet er vådt og derfor tungt, så det tynger på knappen. Når knappen er aktiveret, fosser det ud med vand, hvilket er formålet med hele set-up’et. Det betyder, at man ikke behøver stå og trykke med den ene hånd (eller maven, for den sags skyld), mens man graver. Og når man pludselig har begge hænder fri, er det muligt at udføre et endnu mere komplekst ingeniørarbejde. Der var rent faktisk en væsentlig pointe med at dække knapperne til.

Det får mig til at tænke på, hvad fx irrigation har betydet for civilisationens udvikling: Når jordbrug pludselig er muligt ved hjælp af avanceret teknologi, har mennesket mere tid til rådighed til at tænke stort i forhold til arkitektur, politik - og poesi. Behovet for et alfabet opstod i Mesopotamien for at holde styr på kornøkonomien: Hvem skylder hvad til hvem? Med skriften opstod muligheden for at nedfælde ritualer, myter og love. Mennesket kunne som følge af irrigation, jordbrug og skrift pludselig bruge tid på andet end hårdt fysisk arbejde. Der blev med andre ord frigjort tid til at civilisationer kunne opstå.

Her sidder jeg så ved min computer og kunne holde styr på salget af mine afgrøder (hvis blot jeg havde en mark). Jeg udfører mit arbejde med hjælp af alfabetet og et væld af teknologier. Det er et slaraffenland at leve i en civiliseret verden, hvis man bare var det mindste dovent anlagt.

Samtidig får det mig til at tænke på, om al den teknologi vi har til vores rådighed i dag egentlig også gør os så frie til at skabe stort. Gør det os ikke bare luddovne - eller hvad?

De to lilleput-ingeniører på Experimentariet viste mig, at “dovne” løsninger ikke nødvendigvis er lig dovenskab, men faktisk kan afføde nye muligheder.

 

Citron

Både Frk. Jensen og Nadja fik citrongrene forleden i deres Aarstiderne-kasser, og jeg må komme med en tilståelse: Jeg er lidt misundelig. Hverken på den gule [sic] eller grønne måde, bare sådan lidt hverdagsmisundelig. For jeg stoppede nemlig med at få Aarstidernes kasse for et par år siden, og se nu hvad de damer forkæles med for deres ihærdighed! (og så skal jeg slet ikke brokke mig, for jeg er såmænd godt forsynet med hverdagens både køb-bare og gratis mirakler).

En anden tilståelse (jeg kan nemlig så forbandet godt lide citroner). Vi har et lillebitte mikroskopisk hus i en landsby i Andalusien, og der vokser citroner overalt. Og min tilståelse er altså, at jeg engang har s.t.j.å.l.e.t. en citron fra et træ, der stod og lænede sig ud over vejen, der fører hen til nabobyen. Det var virkelig ikke pænt gjort, jeg ved det godt, og jeg fortryder det også bitterligt. Men det var lidt ligesom dengang med Jimmy Stahr og hans Mars-bar-is, som han fortalte simpelthen bare “røg ned i bukselommen”. Mig og Jimmy blev med andre ord draget. Eller forført.

Dragningen kan for en stund mættes ved at læse i Lotte Möllers suggestive bog Citron og kigge på billeder af gulhed, syrlighed, skarphed. Drømme sig væk til andalusiske citronlunde eller toscanske terracottakrukker. I bogen skriver Möller:

“Det blir så lätt så lite av verklig substans nuförtiden. Har någon utmärkt sig på det ena eller det andra sättet exponeras denna person till leda i varje tidning, i varje teveprogram. Nästan allt - även det bästa och det ädlaste - kan banaliseras och göras ofarligt genom att blåsas upp till massmedias jättedimensioner.

Men citronen säger stopp. Den blir aldrig någon pladderhatt, aldrig yvig eller uddlös. En citron äger alltid giltighet. Underskatta aldrig en citron!”

(Lotte Möller 1998: Citron. Albert Bonniers Förlag)

Her står iøvrigt om citronerne fra Menton i Frankrig, at de “är mer lik ett kvinnobröst än andra citroner” (mener i hvert fald de lokale):

 

Har du gode oplevelser med litteraturundervisningen i skolen?

Spørg mig om min dansklærer i gymnasiet, og jeg svømmer hen i begejstring: Hun var inspirerende, fordi hun brændte for litteraturen, og det var umuligt at ikke lade sig rive med. Hun var dygtig til det danskfaglige stof, og fordi hun kunne se, hvor hver enkelte elev var i forhold til sproglig bevidsthed, kunne man føle sig tryg i hendes vejledende hænder.

Ikke mindst var hendes pædagogiske udgangspunkt, at hun tog os alvorligt som læsere og skribenter. Det var en ny oplevelse for mig, for sådan havde jeg aldrig oplevet litteraturundervisning før.

Som underviser i litteratur er jeg derfor nysgerrig efter at høre andres erfaringer med litteraturundervisningen i skolen, både folkeskolen og gymnasiet:

Gjorde din lærer noget særligt for at motivere dig til litteraturlæsning? Bed du på maddingen?

Blev du undervist i sprog (fx grammatik) i forbindelse med litteraturundervisningen? (- hvis ja, var det med til at folde teksten mere ud eller det modsatte?)

Kan du huske nogle tekster, som i sammenhæng med undervisningen gav dig en ny forståelse af dig selv i verden?

 

Wolf Erlbruch: And, Døden og tulipanen - børnebog om døden

Jeg har tidligere skrevet om børnebøger om døden. I dagens bogtillæg i Politiken anmeldes Wolf Erlbruchs billedbog And, Døden og Tulipanen (oversat fra tysk: Ente, Tod und Tulpe). En and tilbringer en uge med Døden og “til sidst lægger Døden varsomt And ud i floden med en tulipan på maven”, som anmelderen Steffen Larsen skriver.

Der er ingen direkte trøst at hente i Ands møde med Døden. Ingen gemte løfter oppe i ærmet. Man fryser, og så er man død. Men som Døden rigtigt påpeger i en af sine samtaler med And, så er det “livet, der sørger for ulykker”. Så uden liv, ingen død.

 Afsluttende foreslår anmelderen, at børn skal have bogen for sig selv:

Her er en bog, der rager op. Den er alt for blufærdig til rundkredsen. Måske også til sengekanten. Jeg tror egentlig, at børn skal have den for sig selv. Helt privat. Så åbner den sig. Det er dens hemmelighed.

Vi går alle rundt med spørgsmål om døden, og det er så dejligt befriende at møde litteratur, som kan rumme spørgsmålene og især det faktum, at der ikke er entydige, klare svar. Så denne bog glæder jeg mig til at læse sammen med min 3-årige - og mon ikke også min 7-årige kan lokkes med?

 

Forunderlighed og forandring: Føljetonfiaskoforbedring

Det var med danseskridt jeg bevægede mig gennem sneen over til Hovedbanegården for at købe bogen - den bog jeg har drømt om dag og nat siden tirsdag. Forventningsfuld, frysende og fyldt til randen af en forunderlig tone indeni.

Og da jeg så kom til hælebaren, var der allerede udsolgt. Fordi jeg (i lighed med en række andre seere åbenbart!) havde skrevet en begejstret mail til Den 11. time-programmet, havde redaktionen i går sendt en mail til os om, at bogen ville være at købe fra midt på dagen i dag. Klokken var ikke meget over 11 [sic!], da jeg kom, og da var den allerede udsolgt.

Heldigvis kunne jeg som plaster på såret få forsålet mine yndlingsstøvler, så de atter kan sige klapr-klapr-klapr. Endnu bedre er, at bogen kan købes på nettet til 379 SEK.

På vejen hjem gennem sneeen - fra hvad der potentielt kunne være en fiaskoslutning på føljetonen om bogen - skete der en forunderlig ting: Da jeg skulle over vejen, kom en buschauffør kørende i en stor gul bus igennem den sæbelignende sjapsne. Han kiggede på mig og lod som om han havde tænkt sig at ignorere, at der var rødt for ham, og at det var min tur at gå over. Samtidig bremsede han så fornemt og glidende, at bussen stoppede lige på stregen, og vi brød begge sammen af grin, på hver vores side af ruden. Sådan gik jeg hjem, velvidende at intet kan være en fuld fiasko, når forunderlighed råder. På den måde forandres og forbedres den lille verden og smitter derved af på den store. Det er derfor jeg er så fuldkommen og aldeles besat af bogen Holes, Huts, and Hidings.

 

Forår med Walt Whitman

Unseen buds, infinite, hidden well,
Under the snow and ice, under the darkness, in every square or cubic inch,
Germinal, exquisite, in delicate lace, microscopic, unborn,
Like babes in wombs, latent, folded, compact, sleeping;
Billions of billions, and trillions of trillions of them waiting,
(On earth and in the sea—the universe—the stars there in the
      heavens,)
Urging slowly, surely forward, forming endless,
And waiting ever more, forever more behind.

Walt Whitman: fra Leaves of Grass

Man kan vel gå og drømme, her i vinterens frost og kulde, at snart - åh så snart! - folder verden sig ud på ny.

 

Julian Barnes: Citronbordet

“Det sidste liv før døden” stod der i overskriften på den anmeldelse, som har hængt på indersiden af min hoveddør for at minde mig om at jeg skulle købe Julian Barnes’ novellesamling Citronbordet.

Det afhænger naturligvis af perspektivet, om man tror, at dette er det sidste liv før døden. Kødets opstandelse og reinkarnation er eksempler på troen om, at livet er evigt. Denne tro kan der være megen trøst at hente i.

Udsagnet om at dette liv er det sidste før døden provokerer derimod ved at insistere på, at der ikke er flere liv. Samtidig synes tanken at være særdeles udfordrende, netop fordi den opfordrer til handling: Hvis der ikke kommer andre chancer end denne, så giver det bedst mening, hvis vi gør os umage med at være til nu og her.

Citronbordet handler i øvrigt om at ældes og finde sig til rette i en ny alder, med alt hvad det indebærer af kropslige forandringer, altings forfald og modnende passioner. Noget så fantastisk som en eftertænksom bog jeg har klukket mig igennem.

 

Ved graven

“Her hviler Maren Hansen.
Hun døde meget ubelejligt midt i høsten”

Dén grinede vi meget af den sommer. Og fandt selv på andre fiktive gravstenstekster med gamle citatschlagere i familiens kreds. For eksempel vores kære nabo, på hvis gravsten vi mente der skulle stå “Her hviler X. `Vi snakkes ved´”. Det sagde hun nemlig altid.

Ovre i den mere alvorstunge afdeling finder vi de virkelige gravsten. Dem man kan tage hen til og lægge blomster eller sten ved. Dem man kan samles om og græde ved. Dem man kan parkere sit savn ved.

Jeg er glad for, at min mor har fået et gravsted. Det gør det lidt mindre uhåndgribeligt for mig, og ikke mindst for mine børn. Da vi skulle finde ud af hvad der skulle stå, var vi nogenlunde enige, undtagen om hvorvidt der skulle stå dødsdato på. Men værre var det heller ikke. For selvom det er et vigtigt sted, så er det trods alt heller ikke andet end - en sten.

When we are dead, seek not our tomb in the earth, but find it in the hearts of men.                                                           

                                                                                           Rumi (sufitænker og -digter)

 Det er dér jeg også ser min mors grav, udover den konkrete sten der hviler på græsset over hendes urne.

Ja. I menneskers hjerter. Som da jeg i Moskva for mange år siden var på digteren Jesenins grav på Vagankovskoje-kirkegården, og der ikke blot var blomster, mad og vodka stillet frem til ham. Der var også en pensioneret pilot, der kunne recitere alle Jesenins digte on request. Som for eksempel dette:

До свиданья, друг мой, до свиданья.                   
Милый мой, ты у меня в груди.
Предназначенное расставанье
Обещает встречу впереди.

До свиданья, друг мой, без руки, без слова,
Не грусти и не печаль бровей,-
В этой жизни умирать не ново,
Но и жить, конечно, не новей.

Farvel, min ven, farvel
Min kære, du er i mit bryst
Denne forudanede afsked
lover genforening forude.

Farvel, min ven, uden håndtryk, uden ord,
Bliv ikke ked af det eller vis tristhed med dine øjenbryn,
At dø er ikke noget nyt i dette liv,
men at leve er selvfølgelig heller ingen nyhed.

                                                   (egen yderst amatøragtige oversættelse
                                                   af Jesenins afskedsdigt fra 1925)

Barskt, men også nøgternt. 

—– 

Min mor er faktisk ikke helt rigtigt død. For hvor en del af hende godt nok ligger under stenen på kirkegården, så er der en anden del af hende, der bor i den fælles hukommelse jeg deler med hendes andre kære.