I en drøm engang for længe siden blev universets hemmelighed givet mig. Den var lillebitte, hemmeligheden, og den var hastigt skrevet ned med tusch, hvorefter Giveren lagde den ned i et blad og klistrede siderne sammen.
Bladet blev lagt ind i en sprække i en mur i et socialt boligbyggeri, hvor jeg kendte en grænsepsykotisk kvinde, og jeg så, at hun så, hvor bladet lå. Selv kan jeg ikke huske, hvilken af de tyve blokke, der var tale om. De lignede alle sammen hinanden for mig.
Så dér ligger den, hemmeligheden. I en lille sprække, en lomme i universet. Jeg ved det som man kan vide noget i drømme.
Her til aften fandt jeg sprækken i et splitsekund, da jeg havde en sælsomt poetisk TV-oplevelse. Jeg så Mikael Bertelsen, som tidligere har fornøjet mig med uaktuelle nyheder og radio på lytningens præmisser, og som nu er tilbage på skærmen i sit nye godnatshow “Den 11. time”. Normalt lever Bertelsens shows for mig i kraft af hans hittepåsomhed og personlige performance, men i aftenens udsendelse var han som person fuldkommen underordnet. Han var blot budbringer mellem to parter, som ikke talte sammen face-to-face, men derimod mødtes på en måde, der viser, at lommerne i universet findes:
Under ombygningen af Hovedbanegården fandt man en et-værelses lejlighed nede under jorden, over spor 12. Som følge af ombygningen er lejligheden ødelagt nu, men bygningsinspektøren viste os rundt i ruinerne og havde billeder af stedet, som var udstyret med både microbølgeovn og hængekøjer - og en hel række indrammede billeder på en af væggene.
Bygningsinspektøren kom i studiet, og her fortalte Bertelsen ham, at lejligheden var etableret af et par anonyme gadekunstnere, Adams og Itso. Dernæst rullede Bertelsen historien om kunstnernes projekt op, og han viste en bog, der var som taget ud af min drøm: En bog gemt i en lomme, indeholdende fantastiske billeder af bortgemte virkeligheder i Stockholms undergrund. I en anden lomme i bogens tilsyneladende triste forklædning var der anvisninger til nøgler, som igen er gemt inden i bøger, som er gemt på stadsbiblioteket i Stockholm.
Projektet i sig selv er dreamlike på alle måder, med sin hemmelighedsfulde, finurlige poesi. Usynlige refugier midt i offentligheden. Nøgler gemt mellem bibliotekets uendelighed af bøger. En sammenpakkelig kano til brug ved sejlads i byens kloakker. Men dér hvor projektet blev til kunst for mig, var ikke kun da jeg mærkede min egen begejstring; det var derimod at se entusiasmen, nysgerrigheden og glæden i bygningsinspektørens ansigt. Åh, hvor han havde mange spørgsmål han gerne ville stille de unge herrer, som har ligget der i hængekøjer over spor 12 og har lyttet til de rejsendes samtaler. Som har klædt sig ud som DSB-medarbejdere for at kunne bevæge sig frit og derved komme hen til deres hemmelige lomme. Som har gjort det samme i flere forskellige europæiske byer.
Som man måske kunne forvente sig, var det ikke en pedantisk bureaukrat, men et menneske, der var oprigtigt optaget af at få en nøgle til indsigt.
Det var det øjeblik, at programmet ændrede sig fra at være punkt i en sendeflade og i stedet transformeredes til et af disse magiske øjeblikke på TV, hvor virkeligheden ikke længere er et relevant begreb.
Se selv med næste gang Bertelsen går i luften - hver mandag, tirsdag og onsdag kl. 23 på DR2.
). Undertegnede blev præsenteret overfor 
).
