Levende


Det var meningen, at levende.wordpress.com skulle fade ud, lige så stille, i takt med at mit eget liv bliver mere og mere “normaliseret” (hvad det så end måtte betyde). Ikke desto mindre har der den seneste uge været en del trafik på bloggen, og jeg kan af søgeordsstatistikken udlede, at det må være sørgende, der kommer hertil. “Min mor er død”. “Dødsannoncer”. “Hvordan kommer man videre?”

Og midt i, at bloggen nægtede at fade ud af sig selv, kom en kær veninde og gav mig Joan Didions vidunderlige bog The Year of Magical Thinking på et helt rigtigt tidspunkt. Bogen handler om det første år efter Joan Didions mand døde, et år med magisk tænkning. Et år hvor al form for rationel tænkning sættes ude af funktion.

The Year of Magical Thinking

Min veninde kom med denne bog lige præcis nu, et år efter; lige præcis nu hvor bogens ord nærmest ikke er til at skelne fra mine følelser. Jeg tror ikke jeg kunne have læst bogen på samme måde for et år siden. Der er for meget, som jeg skulle igennem selv, for meget det ikke er muligt at læse sig til for at få lindring for smerten og savnet.

Bogen adskiller sig markant fra psykologiske bøger så som Den nødvendige smerte, idet Joan Didion ikke beskriver sorgen, som om den var hos en anden. Som sørgende føler jeg mig genkendt i Didions historie — ikke fordi den egentlig ligner min, men ganske enkelt fordi det er hende, og ikke en professionel, der beskriver den.

Jeg har skrevet lidt mere om den ovre på Share a Brainwave: Grief comes in waves.

Til alle jer, der kommer her til bloggen som sørgende: Jeg håber, at I finder en vej.

Mens vi venter på dommens dag, som muligvis er lige om hjørnet, var det måske en god idé at få det meste ud af tiden vi har her?

 

Imogen Heap: Just For Now 

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

How did you know?
It’s what I always wanted,
You can never have too many of these
Will ya quit kicking me under the table?
I’m trying, will somebody make her shut up about it?
Can we settle down please?

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

Bite your tongue
Deep breaths
Count to ten
Nod your head
(sniff sniff)

I think something is burning,
Now you’ve ruined the whole thing
Muffle the smoke alarm
Whoever put on this music
Had better quick, sharp, remove it
Pour me another
Oh, don’t wag your finger at me

It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)

Will ya get me outta here, Get me outta here, Get me outta here (repeats ’till end)
Just for now
Just for now (repeats)

Undertitlen på denne blog–”Det første år efter min mors død”–begynder at have udlevet sin værnepligt: Året afrundes i denne uge, hvor det er et år siden hun døde. Den lange vandring (eller rettere, for mit vedkommende, kravling) mod at blive levende igen har den seneste uge fået et helt særligt skæbneironisk twist, fordi min farmor døde forleden og skal begraves…ja, på min mors dødsdag. For som min søster sagde “vi kan lige så godt få det hele overstået på én dag”.

Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?

Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på “min mor er død”, og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.

Det var næppe tilfældigt, at solen skinnede lige netop den dag Rufus Wainwright gæstede København for at optræde i Operaen. Både før og efter denne smukke aften er havnen og kanalerne blevet skyllet godt igennem af al den regn, der truer udprægede udendørsarrangementer som Roskildefestivalen.

Således begunstigede af vejrets luner kunne vi stateligt ankomme i aftensolen til Operaen ad vandvejen, og allerede midt ude i havnen begyndte Olafur Eliassons (allerede sagnomspundne) lysekroner at glimte. Inde i Operasalen glimtede publikums brocher om kap med Rufus’ medbragte bagtæppe, der forestillede et gigantisk s/h amerikansk flag, hvor stjernerne var udskiftet med brocher. 

Tæppet udgjorde et passende set-up til de indledende sange, titelsangen “Release The Stars” fra Rufus’ seneste plade, samt den første single, den politiske amerikakommentar “Going To A Town”. Slip de indre stjerner løs i stedet for at gå og ruge på dem. Virkeliggør dit sande potentiale!  Hvor simpelt og selvhjælpspsykologiserende dette end måtte lyde, kom dette enkle budskab til bære koncerten på en måde, som netop musik formår ved at sætte varige spor i et menneskes sjæl.

Et skæbnetræf gjorde, at Frk. Jensen havde billet til sædet præcis ved siden af mig (og helt og aldeles forunderligt, at vi havde nået at finde ud af dette samt vidste hvordan hinanden så ud :) ). Undertegnede blev præsenteret overfor kærestedrengen som “die-hard fan”, og det er vist ingen underdrivelse!

Undervejs var der enkelte lydsvipsere, som må tilskrives mikrofonproblemer, men der var også store øjeblikke, hvor Rufus’ særegne stemme forenedes med rummet, så man nærmest kunne se den kælne dans mellem stemme og træpaneler for sig. Særligt da han sang den irske “Macushla” uden mikrofon, og samtidig akkompagneret af fire musikere, heriblandt blæsere, blev det klart, at hans stemme er i topform i disse år. Judy Garland-showene har uden tvivl været medvirkende hertil, både fordi Rufus har trænet sin stemme til at kunne klare det komplekse materiale og fordi han er blevet klar over vigtigheden af at u-d-t-a-l-e ordene, så folk kan forstå hvad han synger (ikke helt ubetydeligt, når man som han synger sange, hvor teksterne er centrale).

Da Rufus optrådte på Gl. Scene for 1½ år siden, lod han sig under ekstranummeret “Gay Messiah” korsfæste (det var før Madonna fandt på det samme!). Forleden var der ingen lidelse, intet offer, mens han fremførte sin signatur-encore, men derimod var det en stolt og nærmest munter konstatering af, at det nu engang er sådan det er. Der er ingen skabe i nærheden af Rufus, og hurra for det. Sangen fulgte efter et fabelagtigt dansenummer (som kan ses længere nede på siden), hvor Rufus var i dobbelt-drag. Dobbelt fordi hans dress refererede til filmen Summer Stock, hvor Judy Garland klædte sig i habit.

Judy Garland i filmen Summer Stock

Så mens Rufus sang “Gay Messiah” var han stadig i sit crossover-outfit, som på alle måder krydsede grænser for, hvad faste kønskategorier er.

Sangen, der lagde op til “Gay Messiah”, kommer her i en optagelse fra den første gang han optrådte med den (i Paris i maj).  Bemærk imperativet i sangens titel: Get Happy! Det er en invitation til at slippe stjernerne løs og gøre vores bedste for at holde fanen højt, mens vi bevæger os mod den yderste dag.

Vi må insistere på, at solen stadig kan skinne.

 For mere Rufus Wainwright:

Kommentarfelterne er blogosfærens hyggehjørne eller bardisk. Her kan man falde i snak om stort og småt, og her kan de små grå få noget at arbejde videre med.

Udover at kommentarfelternes kommentatorer giver stof til eftertanke i forhold til det jeg selv har skrevet, så efterlader de også spor i form af links til egne blogs. Og hvor har jeg dog været glad for at lære nye medbloggere at kende på denne måde. Jeg er fx på denne måde blevet suget ind i Frk Jensens blomstrende blog og ser nu på vore grønne venner med længselsfulde øjne, når de sanseligt klæder sig i taft og velour.

En anden blog med sans for det sanselige er Favntag, som jeg også har lært at kende gennem mine kommentarfelter. Bare navnet er tilstrækkeligt inciterende til at få denne blogger op på dupperne. Selve bloggen handler om film, bøger m.m. med homoseksualitet som omdrejningspunkt.

Hurra! Det er forår. “Spring ud,” siger træerne til hinanden, og hvem har egentlig ikke også lyst til det? At springe ud på alle de måder man kan springe ud, bare være som man er og give sig hen i favntag.

 Hvad er det egentlig jeg vil med denne blog?

Hmmm. I starten havde jeg brug for en ventil, et sted at lufte min sorg på en måde, så det forhåbentlig også kunne komme andre til gode. Andre, som også sørger. Som også kunne have brug for at dele tanker om døden. Jeg kan se på statistikken, at der er rigtig mange, der googler “min mor er død” eller “begravelsesritualer”. Det er sådan noget jeg selv havde brug for at vide noget om og snakke med andre om, da min mor døde. Så det var min primære grund til at blogge: At prøve at skabe et sted, hvor det er okay at snakke om det der er svært ved at miste.

Nu er jeg et andet sted. Jeg har været igennem mit livs værste krise og er kommet ud på den anden side (7-9-13). Hvad skal bloggen så til for? Det oprindelige mål - at skabe et forum for samtale om døden - er ikke rigtig indfriet. Og jeg kan mærke, at det mest givende for mig selv ved at blogge er at skrive i andres kommentarfelter, hvor jeg folder mig meget mere ud. Det vil jeg også i min egen blog: Jeg vil være lige så levende hér, som jeg er IRL og på andres blogs. Så det er for mit vedkommende slut med at snakke om døden her.

(i hvert fald for nu… ).

Jeg vil til at blogge om alt det andet der interesserer mig, og jeg håber I vil lege med.

Som Kurt Thorsen på sand diva-vis proklamerede til et samlet presskorps:

“Her har I mig tilbage”

(uden sammenligninger i øvrigt! :-) ).

Jo, levende er tilbage. Men det går ikke tilbage for mig lige nu - derimod går det fremad. Jeg fik i dag den sødeste mail fra en medsøster, som også har mistet en af sine forældre og som gav udtryk for ønske om at høre mere om processen her, hvilket fik mig til at indse, at jeg ikke har blogget den seneste måned. Det skyldes ganske enkelt, at det går rigtig, rigtig godt lige nu, og at jeg for første gang siden min mor døde kan se og sige, at himmelen er blå.

Så derfor: Tak, ukendte. Du er ukendt, ikke fremmed. Da jeg læste din mail, forstod jeg, at ingen kan være fuldkommen fremmede for hinanden, når vi deler menneskelige grundvilkår: Vi kan elske, vi kan miste.

Det var med danseskridt jeg bevægede mig gennem sneen over til Hovedbanegården for at købe bogen - den bog jeg har drømt om dag og nat siden tirsdag. Forventningsfuld, frysende og fyldt til randen af en forunderlig tone indeni.

Og da jeg så kom til hælebaren, var der allerede udsolgt. Fordi jeg (i lighed med en række andre seere åbenbart!) havde skrevet en begejstret mail til Den 11. time-programmet, havde redaktionen i går sendt en mail til os om, at bogen ville være at købe fra midt på dagen i dag. Klokken var ikke meget over 11 [sic!], da jeg kom, og da var den allerede udsolgt.

Heldigvis kunne jeg som plaster på såret få forsålet mine yndlingsstøvler, så de atter kan sige klapr-klapr-klapr. Endnu bedre er, at bogen kan købes på nettet til 379 SEK.

På vejen hjem gennem sneeen - fra hvad der potentielt kunne være en fiaskoslutning på føljetonen om bogen - skete der en forunderlig ting: Da jeg skulle over vejen, kom en buschauffør kørende i en stor gul bus igennem den sæbelignende sjapsne. Han kiggede på mig og lod som om han havde tænkt sig at ignorere, at der var rødt for ham, og at det var min tur at gå over. Samtidig bremsede han så fornemt og glidende, at bussen stoppede lige på stregen, og vi brød begge sammen af grin, på hver vores side af ruden. Sådan gik jeg hjem, velvidende at intet kan være en fuld fiasko, når forunderlighed råder. På den måde forandres og forbedres den lille verden og smitter derved af på den store. Det er derfor jeg er så fuldkommen og aldeles besat af bogen Holes, Huts, and Hidings.

I en drøm engang for længe siden blev universets hemmelighed givet mig. Den var lillebitte, hemmeligheden, og den var hastigt skrevet ned med tusch, hvorefter Giveren lagde den ned i et blad og klistrede siderne sammen.

Bladet blev lagt ind i en sprække i en mur i et socialt boligbyggeri, hvor jeg kendte en grænsepsykotisk kvinde, og jeg så, at hun så, hvor bladet lå. Selv kan jeg ikke huske, hvilken af de tyve blokke, der var tale om. De lignede alle sammen hinanden for mig.

Så dér ligger den, hemmeligheden. I en lille sprække, en lomme i universet. Jeg ved det som man kan vide noget i drømme.

Her til aften fandt jeg sprækken i et splitsekund, da jeg havde en sælsomt poetisk TV-oplevelse. Jeg så Mikael Bertelsen, som tidligere har fornøjet mig med uaktuelle nyheder og radio på lytningens præmisser, og som nu er tilbage på skærmen i sit nye godnatshow “Den 11. time”. Normalt lever Bertelsens shows for mig i kraft af hans hittepåsomhed og personlige performance, men i aftenens udsendelse var han som person fuldkommen underordnet. Han var blot budbringer mellem to parter, som ikke talte sammen face-to-face, men derimod mødtes på en måde, der viser, at lommerne i universet findes:

Under ombygningen af Hovedbanegården fandt man en et-værelses lejlighed nede under jorden, over spor 12. Som følge af ombygningen er lejligheden ødelagt nu, men bygningsinspektøren viste os rundt i ruinerne og havde billeder af stedet, som var udstyret med både microbølgeovn og hængekøjer - og en hel række indrammede billeder på en af væggene.

Bygningsinspektøren kom i studiet, og her fortalte Bertelsen ham, at lejligheden var etableret af et par anonyme gadekunstnere, Adams og Itso. Dernæst rullede Bertelsen historien om kunstnernes projekt op, og han viste en bog, der var som taget ud af min drøm: En bog gemt i en lomme, indeholdende fantastiske billeder af bortgemte virkeligheder i Stockholms undergrund. I en anden lomme i bogens tilsyneladende triste forklædning var der anvisninger til nøgler, som igen er gemt inden i bøger, som er gemt på stadsbiblioteket i Stockholm.

Projektet i sig selv er dreamlike på alle måder, med sin hemmelighedsfulde, finurlige poesi. Usynlige refugier midt i offentligheden. Nøgler gemt mellem bibliotekets uendelighed af bøger. En sammenpakkelig kano til brug ved sejlads i byens kloakker. Men dér hvor projektet blev til kunst for mig, var ikke kun da jeg mærkede min egen begejstring; det var derimod at se entusiasmen, nysgerrigheden og glæden i bygningsinspektørens ansigt. Åh, hvor han havde mange spørgsmål han gerne ville stille de unge herrer, som har ligget der i hængekøjer over spor 12 og har lyttet til de rejsendes samtaler. Som har klædt sig ud som DSB-medarbejdere for at kunne bevæge sig frit og derved komme hen til deres hemmelige lomme. Som har gjort det samme i flere forskellige europæiske byer.

Som man måske kunne forvente sig, var det ikke en pedantisk bureaukrat, men et menneske, der var oprigtigt optaget af at få en nøgle til indsigt.

Det var det øjeblik, at programmet ændrede sig fra at være punkt i en sendeflade og i stedet transformeredes til et af disse magiske øjeblikke på TV, hvor virkeligheden ikke længere er et relevant begreb.

 Se selv med næste gang Bertelsen går i luften - hver mandag, tirsdag og onsdag kl. 23 på DR2.

Meget godt kan jeg sige om Laleh:

Hun har en særlig stemme. Hun skriver og spiller alle sine sange selv, og hun skriver både på svensk, engelsk og farsi. Kun 23 år gammel er hun, og hun mestrer både den stille introspektive popsang, det der er mere knald på - og søreme om hun ikke også kan synge sig op i Cornelis Vreeswijks division med humor og sans for historiefortælling.

Og så spiller hun i Vega på tirsdag. Jeg går og glæder mig (ikke mindst fordi jeg sidste år tog til Lund for at høre hende, og da jeg stod foran Mejeriet, fandt jeg ud af at Laleh var syg og koncerten var aflyst).

 

Live Tomorrow

It’s cold around me, the night is young
The sun has fallen and I’ve become
The lonely one

The moon is dancing among the clouds
And my knees are shaking,
And my dreams are breaking
But I know I live
But i know i live, today

I know we could live tomorrow
But I know I live today
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait, no…

I know we could…

Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
I don’t like to wait!
No, no, It’s happening, It’s happening…
No, i don’t like to wait!
no, no, It’s happening, It’s happening…

I know we could live tomorrow
But I know I live today!
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait!

Next Page »