Tag i favn, det er forår!

Kommentarfelterne er blogosfærens hyggehjørne eller bardisk. Her kan man falde i snak om stort og småt, og her kan de små grå få noget at arbejde videre med.

Udover at kommentarfelternes kommentatorer giver stof til eftertanke i forhold til det jeg selv har skrevet, så efterlader de også spor i form af links til egne blogs. Og hvor har jeg dog været glad for at lære nye medbloggere at kende på denne måde. Jeg er fx på denne måde blevet suget ind i Frk Jensens blomstrende blog og ser nu på vore grønne venner med længselsfulde øjne, når de sanseligt klæder sig i taft og velour.

En anden blog med sans for det sanselige er Favntag, som jeg også har lært at kende gennem mine kommentarfelter. Bare navnet er tilstrækkeligt inciterende til at få denne blogger op på dupperne. Selve bloggen handler om film, bøger m.m. med homoseksualitet som omdrejningspunkt.

Hurra! Det er forår. “Spring ud,” siger træerne til hinanden, og hvem har egentlig ikke også lyst til det? At springe ud på alle de måder man kan springe ud, bare være som man er og give sig hen i favntag.

 

Noter fra kridttiden

Inspireret af en interessant diskussion om powerpoints vs. paperpoints, tog jeg skridtet til at tage kridtet i egen hånd for at udforske fordele og ulemper herved. Indtil videre har jeg fundet flere fordele end ulemper: 

Det, som jeg godt kan lide ved kridt og tavler i forhold til powerpoints, er netop at man kan viske ud og ændre i det man har skrevet. Man kan lade hver undervisningstime adskille sig fra den forrige og fra den næste. Lade elevernes inputs blive synlige og skriftlige. Gøre eleverne mindre nervøse ved tanken om at udtrykke sig skriftligt, fordi det skriftlige godt må være foranderligt. Bare fordi noget er på skrift, betyder det ikke, at det er endegyldigt (som det fx godt kan være i et powerpointshow). Kridtskriften kan være et redskab i en samtale. Faktisk lidt som at blogge, tænker jeg.

Idéen om dialog ved hjælp af skriftlighed er stærkt inspireret af den norske læringstænker Olga Dysthe og hendes begreb “det dialogiske klasserum” (modsat det “monologiske”, hvor kun ét verdenssyn er tilladt). Læs mere herom i hendes bog Det flerstemmige klasserum (Klim, 1995).

PS. Overskriften henviser til en af de første kridtslides jeg lavede til Nadjas blog om at bruge kridt:

(dinosaurerne levede i kridttiden)

PPS. Og så er det jo altså også muligt at lave poetiske tegnefilm på tavle

 

Fugle i lyd og billede: Julie Nord og Joanna Newsom

Fra Joanna Newsoms kridtfugle og kratfugle og klangfugle til Julie Nords trækfugle. Det er underordnet om de ses eller høres: De er der, et sted inde i hovedet, uden for den umiddelbart sansede verden.

Hvad er det de gør ved mig? Vækker de længslen? Får de vingerne til at gro i skulderbladene?

 

Citron

Både Frk. Jensen og Nadja fik citrongrene forleden i deres Aarstiderne-kasser, og jeg må komme med en tilståelse: Jeg er lidt misundelig. Hverken på den gule [sic] eller grønne måde, bare sådan lidt hverdagsmisundelig. For jeg stoppede nemlig med at få Aarstidernes kasse for et par år siden, og se nu hvad de damer forkæles med for deres ihærdighed! (og så skal jeg slet ikke brokke mig, for jeg er såmænd godt forsynet med hverdagens både køb-bare og gratis mirakler).

En anden tilståelse (jeg kan nemlig så forbandet godt lide citroner). Vi har et lillebitte mikroskopisk hus i en landsby i Andalusien, og der vokser citroner overalt. Og min tilståelse er altså, at jeg engang har s.t.j.å.l.e.t. en citron fra et træ, der stod og lænede sig ud over vejen, der fører hen til nabobyen. Det var virkelig ikke pænt gjort, jeg ved det godt, og jeg fortryder det også bitterligt. Men det var lidt ligesom dengang med Jimmy Stahr og hans Mars-bar-is, som han fortalte simpelthen bare “røg ned i bukselommen”. Mig og Jimmy blev med andre ord draget. Eller forført.

Dragningen kan for en stund mættes ved at læse i Lotte Möllers suggestive bog Citron og kigge på billeder af gulhed, syrlighed, skarphed. Drømme sig væk til andalusiske citronlunde eller toscanske terracottakrukker. I bogen skriver Möller:

“Det blir så lätt så lite av verklig substans nuförtiden. Har någon utmärkt sig på det ena eller det andra sättet exponeras denna person till leda i varje tidning, i varje teveprogram. Nästan allt - även det bästa och det ädlaste - kan banaliseras och göras ofarligt genom att blåsas upp till massmedias jättedimensioner.

Men citronen säger stopp. Den blir aldrig någon pladderhatt, aldrig yvig eller uddlös. En citron äger alltid giltighet. Underskatta aldrig en citron!”

(Lotte Möller 1998: Citron. Albert Bonniers Förlag)

Her står iøvrigt om citronerne fra Menton i Frankrig, at de “är mer lik ett kvinnobröst än andra citroner” (mener i hvert fald de lokale):

 

Wolf Erlbruch: And, Døden og tulipanen - børnebog om døden

Jeg har tidligere skrevet om børnebøger om døden. I dagens bogtillæg i Politiken anmeldes Wolf Erlbruchs billedbog And, Døden og Tulipanen (oversat fra tysk: Ente, Tod und Tulpe). En and tilbringer en uge med Døden og “til sidst lægger Døden varsomt And ud i floden med en tulipan på maven”, som anmelderen Steffen Larsen skriver.

Der er ingen direkte trøst at hente i Ands møde med Døden. Ingen gemte løfter oppe i ærmet. Man fryser, og så er man død. Men som Døden rigtigt påpeger i en af sine samtaler med And, så er det “livet, der sørger for ulykker”. Så uden liv, ingen død.

 Afsluttende foreslår anmelderen, at børn skal have bogen for sig selv:

Her er en bog, der rager op. Den er alt for blufærdig til rundkredsen. Måske også til sengekanten. Jeg tror egentlig, at børn skal have den for sig selv. Helt privat. Så åbner den sig. Det er dens hemmelighed.

Vi går alle rundt med spørgsmål om døden, og det er så dejligt befriende at møde litteratur, som kan rumme spørgsmålene og især det faktum, at der ikke er entydige, klare svar. Så denne bog glæder jeg mig til at læse sammen med min 3-årige - og mon ikke også min 7-årige kan lokkes med?

 

Forunderlighed og forandring: Føljetonfiaskoforbedring

Det var med danseskridt jeg bevægede mig gennem sneen over til Hovedbanegården for at købe bogen - den bog jeg har drømt om dag og nat siden tirsdag. Forventningsfuld, frysende og fyldt til randen af en forunderlig tone indeni.

Og da jeg så kom til hælebaren, var der allerede udsolgt. Fordi jeg (i lighed med en række andre seere åbenbart!) havde skrevet en begejstret mail til Den 11. time-programmet, havde redaktionen i går sendt en mail til os om, at bogen ville være at købe fra midt på dagen i dag. Klokken var ikke meget over 11 [sic!], da jeg kom, og da var den allerede udsolgt.

Heldigvis kunne jeg som plaster på såret få forsålet mine yndlingsstøvler, så de atter kan sige klapr-klapr-klapr. Endnu bedre er, at bogen kan købes på nettet til 379 SEK.

På vejen hjem gennem sneeen - fra hvad der potentielt kunne være en fiaskoslutning på føljetonen om bogen - skete der en forunderlig ting: Da jeg skulle over vejen, kom en buschauffør kørende i en stor gul bus igennem den sæbelignende sjapsne. Han kiggede på mig og lod som om han havde tænkt sig at ignorere, at der var rødt for ham, og at det var min tur at gå over. Samtidig bremsede han så fornemt og glidende, at bussen stoppede lige på stregen, og vi brød begge sammen af grin, på hver vores side af ruden. Sådan gik jeg hjem, velvidende at intet kan være en fuld fiasko, når forunderlighed råder. På den måde forandres og forbedres den lille verden og smitter derved af på den store. Det er derfor jeg er så fuldkommen og aldeles besat af bogen Holes, Huts, and Hidings.

 

Farveterapi

Engang kendte jeg en kvinde, hvis sproglige ytringer begrænsede sig til sætninger, der ikke indbyrdes hang helt sammen.

“Der er ikke lang tid til påske. Erik Paaske er død”

Eller måske gjorde de, bare på deres egen måde. Der var bare ikke så mange, der forstod sammenhængen, sådan som det ofte er tilfældet for psykisk syge.

Hun og jeg kunne godt lide hinanden. Derfor måtte vi finde vores eget sprog, og det blev sang. Heldigvis for mig kunne hun ikke høre, hvor pivfalsk jeg synger, og vi sang derfor vores sindsstemninger til hinanden hver gang vi mødtes. I vores fælles sangkatalog fandt vi frem til præcis hvilken farve vores indre havde. Det var en fuldkommen uvidenskabelig form for musikterapi, og det virkede.

Det er oftest musik, der rykker mig ud af min skal. Nu har jeg været i farvebad og er blevet farveglad. Ren farveterapi!

Her er den svenske maler Isaac Grünewalds Det sjungande trädet:

En af den slags øjeblikke der opstår uventet og glædeligt.

 

Angel break

Når engle ikke er optaget af at bringe bud eller varetage skytsjobbet, forestiller jeg mig at de sover.

Imidlertid er jeg gennem den seneste tid blevet opmærksom på, at også engle har brug for et frikvarter ind i mellem:

 

Babel

En sen aftentime i biografen for at komme væk fra mig selv. Filmen Babel viste sig at give næring til tanker, der hober sig op for tiden. Tunge tanker om verdens tilstand, ikke kun politisk og økonomisk, men så sandelig også på mikroplan. Hvad er det vi gør ved hinanden? Hvad er vi her for?

Med vores mange sprog er vi mennesker adskilt fra hinanden. Ikke bare grammatiske og formelle sprog, men alle har vi hver vores måde at udtrykke os på, som alt alt for ofte giver bøvl og ballade. Det, som du siger, kan jeg fortolke gennem så mange lag af beskidte pyskologiske filtre, jeg aldrig har fået rengjort, og det kan få fatale konsekvenser.

Det har forundret mig gennem mit arbejde at være vidne til gigantiske it-udviklingsprojekter, som strander eller resulterer i makværk, ganske enkelt på grund af menneskers manglende evne til at tale sammen. Babelstårn indeed. Manglende evne til at forklare det forplumrede. Hvordan skal vi så kunne bygge sammen? 

Desperat ved tanken om håbløshed spørger jeg mig selv, hvornår det så er, at kommunikationen rent faktisk kan være anderledes tydelig (hvis den overhovedet kan)?

Den seneste uge har jeg haft tre oplevelser af mellemmenneskelig kommunikation, der har gjort stort indtryk. I den håbløse ende har jeg oplevet et eksempel på miskommunikation af slags, som jeg aldrig nogensinde ønsker at opleve igen. En vred, hadefuld person, der har fortolket andres ord efter eget forgodtbefindende, uden omtanke for andet end egen navle. Han lytter ikke, han taler bare. Sproglighedens brist # 1: At være lutter mund og ikke øren.

I den anden ende af mellemmenneskelighedsspektret har jeg oplevet to særligt gode ting den seneste uge, og de hører også hjemme her, som modspil til hadet og vreden og bristen.

På Galleria Borghese i Rom fik jeg forleden, ved hjælp af sproget, en fornem fortolkning af Berninis skulptur Apollon og Daphne.

(NB! Skulpturen skal ikke ses på billede, men netop som - skulptur, og jeg undskylder derfor den forringede tredimensionalitet her i mediet).

Fortolkningsseancen er en sand for-klaring. Det bliver klart for mig, hvorfor jeg skal stå der, lige foran, og hvorfor jeg skal gå rundt om skulpturen. Jeg forstår noget inden i mig selv ved at se på skulpturen, og marmoren fortæller mig om et grundvilkår ved at være menneske. Først ser jeg Apollon bagfra. Daphne anes blot. Han jagter hende, uskyldigt er det. Men går jeg rundt om dem, ser jeg pludselig hendes ansigt lammet af frygt, og ud af hendes hænder vokser blade, af hendes tæer gror rødder. Historiens metamorfose udfolder sig i takt med, at jeg går rundt om statuen. “The lover who would fleeting beauty follow, Plucks bitter berries, and leaves his hands hollow” er statuens inskription.Den uskyldige leg og jagten på den flygtige flirt bliver alvorstung og fuld af fatale konsekvenser, efterhånden som jeg går rundt om skulpturen, efterhånden som jeg får sproget med mig.  Sproglighedens glæde # 1: Når sproget følger rummet og tiden og folder verden ud for øjnene af mig, og i mig.

Mellemmenneskelighed er sprogets mål (jeg ville ikke have brug for sprog, hvis jeg var det eneste menneske i verden), men oftest resulterer sprog i forvirring og kaos. Hvis vi ikke vil eller ikke har overskuddet. Det er så her, filmen i går gav mig endnu en forståelse, som hænger sammen med den tredje oplevelse jeg vil fortælle om her. Det handler om børn og forældre. Om hvordan børn og deres voksne har et særligt sprog. I filmen hører vi den samme samtale mellem far og søn to gange, først hvor vi kun hører sønnen, og til sidst hvor vi hører dem begge og ved mere om hvorfor de siger som de gør. De har et bånd mellem sig. Sønnen fornemmer faderen græde og spørger “er du okay, far?”. Samtidig er far og søn væsensforskellige. På et andet tidspunkt i filmen ser vi, hvordan barnet ved hjælp af sproget kan give udtryk for tanker, som hans far ikke kan, nemlig sorg over, at familiens tredje barn er dødt.

Min lille søn på tre trøstede mig forleden, da jeg var rigtig ked af det. Han sagde til mig “Mor, når man er ked af det, hjælper det at få et kram”. Han kunne have nøjedes med at give mig et kram, og jeg ville være blevet trøstet så fint. Men i og med at han kunne sætte ord på sin intention, gav han mig, sammen med filmen, en nøgle til at forstå sproglighedens glæde # 2: At kunne præcisere den sociale relations rodfæstethed gennem intimitet i sproget.

Så til mine indledende spørgsmål “Hvad er det vi gør ved hinanden? Hvad er vi her for?” ville jeg i går udsigtsløst og trist have svaret “vi sover, vi spiser, vi skider, vi elsker, og så dør vi”. Efter at have set Babel i en sen aftentime husker jeg, svagt, gennem melankoliens tunge dyne, at det vi gør ved hinanden ikke kun er fyldt med brister. At vi ikke kun bruger sproget til at misforstå hinanden med. At vi også kan bruge det til at komme nærmere os selv, nærmere hinanden. At folde ud og præcisere.

 

Dagens lille lyspunkt

Inspireret af min blomster-pusher hentede jeg forleden Amsterdams Rijksmuseums “rijks-widget” til min computers skrivebord. Hver dag kommer der et nyt billede fra museets skatkamre.

Det ser sådan her ud hos mig:

(og så kan vi håbløse Windows-brugere oven i købet godt være med - nu med guldramme!)

Dagens godbid passer lige netop til i dag, hvor det blev så tidligt sent:

                                                             Gerard Dou:  The Night School, 1660