Det var meningen, at levende.wordpress.com skulle fade ud, lige så stille, i takt med at mit eget liv bliver mere og mere “normaliseret” (hvad det så end måtte betyde). Ikke desto mindre har der den seneste uge været en del trafik på bloggen, og jeg kan af søgeordsstatistikken udlede, at det må være sørgende, der kommer hertil. “Min mor er død”. “Dødsannoncer”. “Hvordan kommer man videre?”
Og midt i, at bloggen nægtede at fade ud af sig selv, kom en kær veninde og gav mig Joan Didions vidunderlige bog The Year of Magical Thinking på et helt rigtigt tidspunkt. Bogen handler om det første år efter Joan Didions mand døde, et år med magisk tænkning. Et år hvor al form for rationel tænkning sættes ude af funktion.
Min veninde kom med denne bog lige præcis nu, et år efter; lige præcis nu hvor bogens ord nærmest ikke er til at skelne fra mine følelser. Jeg tror ikke jeg kunne have læst bogen på samme måde for et år siden. Der er for meget, som jeg skulle igennem selv, for meget det ikke er muligt at læse sig til for at få lindring for smerten og savnet.
Bogen adskiller sig markant fra psykologiske bøger så som Den nødvendige smerte, idet Joan Didion ikke beskriver sorgen, som om den var hos en anden. Som sørgende føler jeg mig genkendt i Didions historie — ikke fordi den egentlig ligner min, men ganske enkelt fordi det er hende, og ikke en professionel, der beskriver den.
Jeg har skrevet lidt mere om den ovre på Share a Brainwave: Grief comes in waves.
Til alle jer, der kommer her til bloggen som sørgende: Jeg håber, at I finder en vej.
It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)
How did you know?
It’s what I always wanted,
You can never have too many of these
Will ya quit kicking me under the table?
I’m trying, will somebody make her shut up about it?
Can we settle down please?
It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)
Bite your tongue
Deep breaths
Count to ten
Nod your head
(sniff sniff)
I think something is burning,
Now you’ve ruined the whole thing
Muffle the smoke alarm
Whoever put on this music
Had better quick, sharp, remove it
Pour me another
Oh, don’t wag your finger at me
It’s that time of year,
Leave all our hopelessnesses aside (if just for a little while)
Tears stop right here,
I know we’ve all had a bumpy ride (I’m secretly on your side)
Will ya get me outta here, Get me outta here, Get me outta here (repeats ’till end)
Just for now
Just for now (repeats)
Fantastiske DR2 viser i disse dage Jennifer Fox’ afsøgning af egne muligheder som kvinde i dokumentarserien Flying: Confessions of a Free Woman (på dansk Jennifers afsløringer, en titel der desværre nok kan skræmme en del mennesker væk): Hvordan får en moderne kvinde i Vesten sit liv til at hænge sammen med egne idealer om frihed og samtidig længslen efter reproduktion og børn?
Dokumentaristen Fox rejser verden tynd for at tale med kvinder, der lever markant anderledes liv end hun selv, og samtidig finder hun noget, der forener. Samtidig bruger hun sig selv som udgangspunkt eller, om man vil, en slags værktøj til at åbne fortællingerne. Dette gør hun ved at benytte sig af en enkel metode–passing the camera, som hun kalder det. Ganske enkelt handler det om i en samtale at give kameraet videre til den, der ikke taler. Dette gør det tydeligt, hvem der har ordet–hvem der har ordet. Hvor ofte oplever man ikke at blive afbrudt eller selv komme til at afbryde en tankerække? Her er et eksperimenterende og samtidig helt enkelt middel til at skabe ro og sammenhæng i samtaler. I dén grad et kraftfuldt middel!
Undertitlen på denne blog–”Det første år efter min mors død”–begynder at have udlevet sin værnepligt: Året afrundes i denne uge, hvor det er et år siden hun døde. Den lange vandring (eller rettere, for mit vedkommende, kravling) mod at blive levende igen har den seneste uge fået et helt særligt skæbneironisk twist, fordi min farmor døde forleden og skal begraves…ja, på min mors dødsdag. For som min søster sagde “vi kan lige så godt få det hele overstået på én dag”.
Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?
Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på “min mor er død”, og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.
