Min syv-årige søn og hans bedste ven var i dag godt i gang med at udforske Experimentariets fabelagtigheder, komplekse og bevidsthedsudvidende som mange af eksperimenterne er. Men det endte som det altid gør: De står i timevis og hænger over sandkassen, hvor man kan bygge og bryde dæmninger til den store guldmedalje. Selv de voksne bliver tre år igen, når de står der (jeg gjorde i hvert fald - og andre voksne er også spottet med skovle og sandbunker).

Pludselig begyndte de at hælde vådt sand oven på de store vandtætte knapper på kanten af vand/sand-bassinet, og straks begyndte Fru Lærer her at skælde ud: “Det er nok ikke så smart - hvorfor gør I det?” Hvad var pointen med at dække knapperne til med sand?

Svaret kom med følgende logik: Sandet er vådt og derfor tungt, så det tynger på knappen. Når knappen er aktiveret, fosser det ud med vand, hvilket er formålet med hele set-up’et. Det betyder, at man ikke behøver stå og trykke med den ene hånd (eller maven, for den sags skyld), mens man graver. Og når man pludselig har begge hænder fri, er det muligt at udføre et endnu mere komplekst ingeniørarbejde. Der var rent faktisk en væsentlig pointe med at dække knapperne til.

Det får mig til at tænke på, hvad fx irrigation har betydet for civilisationens udvikling: Når jordbrug pludselig er muligt ved hjælp af avanceret teknologi, har mennesket mere tid til rådighed til at tænke stort i forhold til arkitektur, politik - og poesi. Behovet for et alfabet opstod i Mesopotamien for at holde styr på kornøkonomien: Hvem skylder hvad til hvem? Med skriften opstod muligheden for at nedfælde ritualer, myter og love. Mennesket kunne som følge af irrigation, jordbrug og skrift pludselig bruge tid på andet end hårdt fysisk arbejde. Der blev med andre ord frigjort tid til at civilisationer kunne opstå.

Her sidder jeg så ved min computer og kunne holde styr på salget af mine afgrøder (hvis blot jeg havde en mark). Jeg udfører mit arbejde med hjælp af alfabetet og et væld af teknologier. Det er et slaraffenland at leve i en civiliseret verden, hvis man bare var det mindste dovent anlagt.

Samtidig får det mig til at tænke på, om al den teknologi vi har til vores rådighed i dag egentlig også gør os så frie til at skabe stort. Gør det os ikke bare luddovne - eller hvad?

De to lilleput-ingeniører på Experimentariet viste mig, at “dovne” løsninger ikke nødvendigvis er lig dovenskab, men faktisk kan afføde nye muligheder.