Levende

Kommentarfelterne er blogosfærens hyggehjørne eller bardisk. Her kan man falde i snak om stort og småt, og her kan de små grå få noget at arbejde videre med.

Udover at kommentarfelternes kommentatorer giver stof til eftertanke i forhold til det jeg selv har skrevet, så efterlader de også spor i form af links til egne blogs. Og hvor har jeg dog været glad for at lære nye medbloggere at kende på denne måde. Jeg er fx på denne måde blevet suget ind i Frk Jensens blomstrende blog og ser nu på vore grønne venner med længselsfulde øjne, når de sanseligt klæder sig i taft og velour.

En anden blog med sans for det sanselige er Favntag, som jeg også har lært at kende gennem mine kommentarfelter. Bare navnet er tilstrækkeligt inciterende til at få denne blogger op på dupperne. Selve bloggen handler om film, bøger m.m. med homoseksualitet som omdrejningspunkt.

Hurra! Det er forår. “Spring ud,” siger træerne til hinanden, og hvem har egentlig ikke også lyst til det? At springe ud på alle de måder man kan springe ud, bare være som man er og give sig hen i favntag.

Oj, jeg kunne altså ikke lade være:

Note to Self: Nu må det snart være slut med denne stædige insisteren på kridtets fortrinligheder.

Inspireret af en interessant diskussion om powerpoints vs. paperpoints, tog jeg skridtet til at tage kridtet i egen hånd for at udforske fordele og ulemper herved. Indtil videre har jeg fundet flere fordele end ulemper: 

Det, som jeg godt kan lide ved kridt og tavler i forhold til powerpoints, er netop at man kan viske ud og ændre i det man har skrevet. Man kan lade hver undervisningstime adskille sig fra den forrige og fra den næste. Lade elevernes inputs blive synlige og skriftlige. Gøre eleverne mindre nervøse ved tanken om at udtrykke sig skriftligt, fordi det skriftlige godt må være foranderligt. Bare fordi noget er på skrift, betyder det ikke, at det er endegyldigt (som det fx godt kan være i et powerpointshow). Kridtskriften kan være et redskab i en samtale. Faktisk lidt som at blogge, tænker jeg.

Idéen om dialog ved hjælp af skriftlighed er stærkt inspireret af den norske læringstænker Olga Dysthe og hendes begreb “det dialogiske klasserum” (modsat det “monologiske”, hvor kun ét verdenssyn er tilladt). Læs mere herom i hendes bog Det flerstemmige klasserum (Klim, 1995).

PS. Overskriften henviser til en af de første kridtslides jeg lavede til Nadjas blog om at bruge kridt:

(dinosaurerne levede i kridttiden)

PPS. Og så er det jo altså også muligt at lave poetiske tegnefilm på tavle

Min syv-årige søn og hans bedste ven var i dag godt i gang med at udforske Experimentariets fabelagtigheder, komplekse og bevidsthedsudvidende som mange af eksperimenterne er. Men det endte som det altid gør: De står i timevis og hænger over sandkassen, hvor man kan bygge og bryde dæmninger til den store guldmedalje. Selv de voksne bliver tre år igen, når de står der (jeg gjorde i hvert fald - og andre voksne er også spottet med skovle og sandbunker).

Pludselig begyndte de at hælde vådt sand oven på de store vandtætte knapper på kanten af vand/sand-bassinet, og straks begyndte Fru Lærer her at skælde ud: “Det er nok ikke så smart - hvorfor gør I det?” Hvad var pointen med at dække knapperne til med sand?

Svaret kom med følgende logik: Sandet er vådt og derfor tungt, så det tynger på knappen. Når knappen er aktiveret, fosser det ud med vand, hvilket er formålet med hele set-up’et. Det betyder, at man ikke behøver stå og trykke med den ene hånd (eller maven, for den sags skyld), mens man graver. Og når man pludselig har begge hænder fri, er det muligt at udføre et endnu mere komplekst ingeniørarbejde. Der var rent faktisk en væsentlig pointe med at dække knapperne til.

Det får mig til at tænke på, hvad fx irrigation har betydet for civilisationens udvikling: Når jordbrug pludselig er muligt ved hjælp af avanceret teknologi, har mennesket mere tid til rådighed til at tænke stort i forhold til arkitektur, politik - og poesi. Behovet for et alfabet opstod i Mesopotamien for at holde styr på kornøkonomien: Hvem skylder hvad til hvem? Med skriften opstod muligheden for at nedfælde ritualer, myter og love. Mennesket kunne som følge af irrigation, jordbrug og skrift pludselig bruge tid på andet end hårdt fysisk arbejde. Der blev med andre ord frigjort tid til at civilisationer kunne opstå.

Her sidder jeg så ved min computer og kunne holde styr på salget af mine afgrøder (hvis blot jeg havde en mark). Jeg udfører mit arbejde med hjælp af alfabetet og et væld af teknologier. Det er et slaraffenland at leve i en civiliseret verden, hvis man bare var det mindste dovent anlagt.

Samtidig får det mig til at tænke på, om al den teknologi vi har til vores rådighed i dag egentlig også gør os så frie til at skabe stort. Gør det os ikke bare luddovne - eller hvad?

De to lilleput-ingeniører på Experimentariet viste mig, at “dovne” løsninger ikke nødvendigvis er lig dovenskab, men faktisk kan afføde nye muligheder.