W

Da Clinton-administrationen forlod Det Hvide Hus, efterlod en række ansatte husets keyboards uden det berømte W, som ligger til grund for George W. Bushs øgenavn Dubya. Meget, meget vittigt (og temmelig puerilt!). Spøgefuglene havde tapet tasterne fast oven over dørene på kontorene, således at Bush-administrationens folk måtte bruge de første dage på at få et vigtigt bogstav ned på plads. Dengang vidste ingen, hvordan verden ville blive forandret, og at tingene ville blive knapt så morsomme.

Nu er der gået syv år, og verden ser fuldkommen anderledes ud. Det ville være særdeles ønskværdigt, om amerikanerne næste gang kunne vælge en præsident med større forstand på at indtage rollen som selvbestaltet leder for hele verden.

Som det kan ses i andre indlæg her på bloggen, er Rufus Wainwright en musiker jeg i høj grad værdsætter. Her er hans nye single, Going To A Town, som netop handler om det Amerika, som Bush har været med til at skabe - et land, der udnytter resten af verden:

Going To A Town

I’m going to a town that has already been burnt down,
I’m going to a place that has already been disgraced,
I’m gonna see some folks who have already been let down,
I’m so tired of America

I’m gonna make it up for all of the Sunday times,
I’m gonna make it up for all of the nursery rhymes,
They never really seem to want to tell the truth,
I’m so tired of you, America

Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’ve got a life to lead, America
I’ve got a life to lead

Tell me, do you really think you go to hell for having love,
Tell me, enough of thinking everything that you’ve done is good,
I really need to know, after soaking the body of Jesus Christ in blood,
I’m so tired of America

I really need to know,
I may just never see you again, or might as well,
You took advantage of a world that loved you well,
I’m going to a town that has already been burnt down,
I’m so tired of you, America

Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’ve got a life to lead, America
I’ve got a life to lead,
I got a soul to feed,
I got a dream to heed,
And that’s all I need,
Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’m going to a town,
That has already been burnt down

———-

Byen kan være mange byer. Det kan både være Berlin, hvor Wainwright kortvarigt flyttede til (dels for kærlighed, dels for at komme væk fra det politiske klima i USA), og det kan være New Orleans, hvis befolkning efter Katrina blev svigtet af sit lands øverste ledelse. Det kan være mange andre byer - steder, som det er nødvendigt at rejse til for at man kan blive i stand til at se sit hjem og sig selv i et andet, nyt lys.

Hvad gør man, hvis man er uenig i den førte politik (og iøvrigt som homoseksuel selv er ramt af det religiøse højres skarpe retorik)? Skal man bøje nakken og stikke af med halen mellem benene? Flygte væk fra USA til et friere liv i Europa? Rufus valgte til sidst at vende tilbage, men han nåede at bevæge sig væk og få en tænkepause.

Jeg tænker parallelle tanker i forhold til det politiske klima i Danmark; den udbredte angst for mangfoldighed, den stramme udlændingepolitik og ikke mindst den aktuelle styring af medierne som minder om Berlusconis Italien. Hvad skal jeg som borger i Danmark gøre? Skal jeg flytte til Sverige? Eller skal jeg blive og bide mig fast, kæmpe for det jeg har kært? Jeg kender godt svaret, og det er derfor jeg bor her.

Hvad angår Going To A Town, så ser jeg sangen som et klassisk eksempel på det Nadja kalder motivationsretorik - altså retorik, der motiverer til politisk refleksion via andre medier og genrer end dem man sædvanligvis finder politisk retorik i.