Levende

Fra Joanna Newsoms kridtfugle og kratfugle og klangfugle til Julie Nords trækfugle. Det er underordnet om de ses eller høres: De er der, et sted inde i hovedet, uden for den umiddelbart sansede verden.

Hvad er det de gør ved mig? Vækker de længslen? Får de vingerne til at gro i skulderbladene?

Joanna Newsom kom til byen i går, hvor hun spillede i Vega med sine tre musikere: Passioneret violinist, stoisk banjo-spiller og barfodet trommeslager. Sidstnævnte, Neal Morgan, backede Newsoms vokal smukt op og gav hermed en fin grobund for harmonier.

I det følgende er det dog Newsom, der alene synger og spiller Sprout and the Bean fra albummet The Milk-Eyed Mender:

Der dufter af kridt i klasseværelset. Jeg har som underviser en særlig svaghed for lærdommens rum, hvadenten det er sale eller huler. Rum, der giver én lyst til at suge til sig og drømme videre.

Helt alene i rummet; der er kun lyden af harpe. Klim, klim, plim. En sælsom lyd, helt ulig andre instrumenter. Stor og majestætisk at se på.

Men ikke helt alene: Der flyver en fugl afsted, den lander på en gren, og en stemme synger. Hun kan synge, hende harpespilleren. En lige så sælsom lyd som fra instrumentet strømmer fra hendes strube. Det er svært at lade være med at lytte.

Joanna Newsom: Sprout and the Bean

I slept all day
awoke with distaste
and I railed,
and I raved

That the difference between
the sprout and the bean
is a golden ring,
it is a twisted string.
And you can ask the counselor;
you can ask the king;
and they’ll say the same thing;
and it’s a funny thing:

Should we go outside?
Should we go outside?
Should we break some bread?
Are y’interested?

And as I said,
I slept as though dead
dreaming seamless dreams of lead.

When you go away,
I am big-boned and fey
in the dust of the day,
in the dirt of the day.

and Danger! Danger! Drawing near them was a white coat,
and Danger! Danger! drawing near them was a broad boat,
And the water! water! running clear beneath a white throat,
and the hollow chatter of the talking of the Tadpoles,

who know th’outside!
Should we go outside?
Should we break some bread?
Are y’interested?

Både Frk. Jensen og Nadja fik citrongrene forleden i deres Aarstiderne-kasser, og jeg må komme med en tilståelse: Jeg er lidt misundelig. Hverken på den gule [sic] eller grønne måde, bare sådan lidt hverdagsmisundelig. For jeg stoppede nemlig med at få Aarstidernes kasse for et par år siden, og se nu hvad de damer forkæles med for deres ihærdighed! (og så skal jeg slet ikke brokke mig, for jeg er såmænd godt forsynet med hverdagens både køb-bare og gratis mirakler).

En anden tilståelse (jeg kan nemlig så forbandet godt lide citroner). Vi har et lillebitte mikroskopisk hus i en landsby i Andalusien, og der vokser citroner overalt. Og min tilståelse er altså, at jeg engang har s.t.j.å.l.e.t. en citron fra et træ, der stod og lænede sig ud over vejen, der fører hen til nabobyen. Det var virkelig ikke pænt gjort, jeg ved det godt, og jeg fortryder det også bitterligt. Men det var lidt ligesom dengang med Jimmy Stahr og hans Mars-bar-is, som han fortalte simpelthen bare “røg ned i bukselommen”. Mig og Jimmy blev med andre ord draget. Eller forført.

Dragningen kan for en stund mættes ved at læse i Lotte Möllers suggestive bog Citron og kigge på billeder af gulhed, syrlighed, skarphed. Drømme sig væk til andalusiske citronlunde eller toscanske terracottakrukker. I bogen skriver Möller:

“Det blir så lätt så lite av verklig substans nuförtiden. Har någon utmärkt sig på det ena eller det andra sättet exponeras denna person till leda i varje tidning, i varje teveprogram. Nästan allt – även det bästa och det ädlaste – kan banaliseras och göras ofarligt genom att blåsas upp till massmedias jättedimensioner.

Men citronen säger stopp. Den blir aldrig någon pladderhatt, aldrig yvig eller uddlös. En citron äger alltid giltighet. Underskatta aldrig en citron!”

(Lotte Möller 1998: Citron. Albert Bonniers Förlag)

Her står iøvrigt om citronerne fra Menton i Frankrig, at de “är mer lik ett kvinnobröst än andra citroner” (mener i hvert fald de lokale):

Sidst jeg spillede Matador, kom jeg op på at eje otte hoteller og mange ubebyggede grunde. Stor grund til jubel, i hvert fald fra min side, men der var ikke megen begejstring at spore hos mine medspillere. Lige indtil øksen faldt og jeg skulle betale en elregning for alle mine hoteller, og bankerotten stod for døren: Åh, så højt at flyve og så dybt at falde!

Uanset om jeg vinder eller taber, har jeg en svaghed for at spille Matador, og den lille gambler kommer op i mig, når jeg sidder og tæller mine penge. Det er derfor med et lille smil om læben, at jeg noterer mig tilstedeværelsen af blogosfærens Matadorspil:

Hvad ville du betale mange (matador-)penge for i blogosfæren?

Hvilke blogs besøger du og af hvilke grunde?

Spørg mig om min dansklærer i gymnasiet, og jeg svømmer hen i begejstring: Hun var inspirerende, fordi hun brændte for litteraturen, og det var umuligt at ikke lade sig rive med. Hun var dygtig til det danskfaglige stof, og fordi hun kunne se, hvor hver enkelte elev var i forhold til sproglig bevidsthed, kunne man føle sig tryg i hendes vejledende hænder.

Ikke mindst var hendes pædagogiske udgangspunkt, at hun tog os alvorligt som læsere og skribenter. Det var en ny oplevelse for mig, for sådan havde jeg aldrig oplevet litteraturundervisning før.

Som underviser i litteratur er jeg derfor nysgerrig efter at høre andres erfaringer med litteraturundervisningen i skolen, både folkeskolen og gymnasiet:

Gjorde din lærer noget særligt for at motivere dig til litteraturlæsning? Bed du på maddingen?

Blev du undervist i sprog (fx grammatik) i forbindelse med litteraturundervisningen? (- hvis ja, var det med til at folde teksten mere ud eller det modsatte?)

Kan du huske nogle tekster, som i sammenhæng med undervisningen gav dig en ny forståelse af dig selv i verden?

Da Clinton-administrationen forlod Det Hvide Hus, efterlod en række ansatte husets keyboards uden det berømte W, som ligger til grund for George W. Bushs øgenavn Dubya. Meget, meget vittigt (og temmelig puerilt!). Spøgefuglene havde tapet tasterne fast oven over dørene på kontorene, således at Bush-administrationens folk måtte bruge de første dage på at få et vigtigt bogstav ned på plads. Dengang vidste ingen, hvordan verden ville blive forandret, og at tingene ville blive knapt så morsomme.

Nu er der gået syv år, og verden ser fuldkommen anderledes ud. Det ville være særdeles ønskværdigt, om amerikanerne næste gang kunne vælge en præsident med større forstand på at indtage rollen som selvbestaltet leder for hele verden.

Som det kan ses i andre indlæg her på bloggen, er Rufus Wainwright en musiker jeg i høj grad værdsætter. Her er hans nye single, Going To A Town, som netop handler om det Amerika, som Bush har været med til at skabe – et land, der udnytter resten af verden:

Going To A Town

I’m going to a town that has already been burnt down,
I’m going to a place that has already been disgraced,
I’m gonna see some folks who have already been let down,
I’m so tired of America

I’m gonna make it up for all of the Sunday times,
I’m gonna make it up for all of the nursery rhymes,
They never really seem to want to tell the truth,
I’m so tired of you, America

Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’ve got a life to lead, America
I’ve got a life to lead

Tell me, do you really think you go to hell for having love,
Tell me, enough of thinking everything that you’ve done is good,
I really need to know, after soaking the body of Jesus Christ in blood,
I’m so tired of America

I really need to know,
I may just never see you again, or might as well,
You took advantage of a world that loved you well,
I’m going to a town that has already been burnt down,
I’m so tired of you, America

Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’ve got a life to lead, America
I’ve got a life to lead,
I got a soul to feed,
I got a dream to heed,
And that’s all I need,
Making my own way home, ain’t gonna be alone,
I’m going to a town,
That has already been burnt down

———-

Byen kan være mange byer. Det kan både være Berlin, hvor Wainwright kortvarigt flyttede til (dels for kærlighed, dels for at komme væk fra det politiske klima i USA), og det kan være New Orleans, hvis befolkning efter Katrina blev svigtet af sit lands øverste ledelse. Det kan være mange andre byer – steder, som det er nødvendigt at rejse til for at man kan blive i stand til at se sit hjem og sig selv i et andet, nyt lys.

Hvad gør man, hvis man er uenig i den førte politik (og iøvrigt som homoseksuel selv er ramt af det religiøse højres skarpe retorik)? Skal man bøje nakken og stikke af med halen mellem benene? Flygte væk fra USA til et friere liv i Europa? Rufus valgte til sidst at vende tilbage, men han nåede at bevæge sig væk og få en tænkepause.

Jeg tænker parallelle tanker i forhold til det politiske klima i Danmark; den udbredte angst for mangfoldighed, den stramme udlændingepolitik og ikke mindst den aktuelle styring af medierne som minder om Berlusconis Italien. Hvad skal jeg som borger i Danmark gøre? Skal jeg flytte til Sverige? Eller skal jeg blive og bide mig fast, kæmpe for det jeg har kært? Jeg kender godt svaret, og det er derfor jeg bor her.

Hvad angår Going To A Town, så ser jeg sangen som et klassisk eksempel på det Nadja kalder motivationsretorik – altså retorik, der motiverer til politisk refleksion via andre medier og genrer end dem man sædvanligvis finder politisk retorik i.

 Hvad er det egentlig jeg vil med denne blog?

Hmmm. I starten havde jeg brug for en ventil, et sted at lufte min sorg på en måde, så det forhåbentlig også kunne komme andre til gode. Andre, som også sørger. Som også kunne have brug for at dele tanker om døden. Jeg kan se på statistikken, at der er rigtig mange, der googler “min mor er død” eller “begravelsesritualer”. Det er sådan noget jeg selv havde brug for at vide noget om og snakke med andre om, da min mor døde. Så det var min primære grund til at blogge: At prøve at skabe et sted, hvor det er okay at snakke om det der er svært ved at miste.

Nu er jeg et andet sted. Jeg har været igennem mit livs værste krise og er kommet ud på den anden side (7-9-13). Hvad skal bloggen så til for? Det oprindelige mål – at skabe et forum for samtale om døden – er ikke rigtig indfriet. Og jeg kan mærke, at det mest givende for mig selv ved at blogge er at skrive i andres kommentarfelter, hvor jeg folder mig meget mere ud. Det vil jeg også i min egen blog: Jeg vil være lige så levende hér, som jeg er IRL og på andres blogs. Så det er for mit vedkommende slut med at snakke om døden her.

(i hvert fald for nu… ).

Jeg vil til at blogge om alt det andet der interesserer mig, og jeg håber I vil lege med.