Jeg har tidligere skrevet om børnebøger om døden. I dagens bogtillæg i Politiken anmeldes Wolf Erlbruchs billedbog And, Døden og Tulipanen (oversat fra tysk: Ente, Tod und Tulpe). En and tilbringer en uge med Døden og “til sidst lægger Døden varsomt And ud i floden med en tulipan på maven”, som anmelderen Steffen Larsen skriver.
Der er ingen direkte trøst at hente i Ands møde med Døden. Ingen gemte løfter oppe i ærmet. Man fryser, og så er man død. Men som Døden rigtigt påpeger i en af sine samtaler med And, så er det “livet, der sørger for ulykker”. Så uden liv, ingen død.
Afsluttende foreslår anmelderen, at børn skal have bogen for sig selv:
Her er en bog, der rager op. Den er alt for blufærdig til rundkredsen. Måske også til sengekanten. Jeg tror egentlig, at børn skal have den for sig selv. Helt privat. Så åbner den sig. Det er dens hemmelighed.
Vi går alle rundt med spørgsmål om døden, og det er så dejligt befriende at møde litteratur, som kan rumme spørgsmålene og især det faktum, at der ikke er entydige, klare svar. Så denne bog glæder jeg mig til at læse sammen med min 3-årige - og mon ikke også min 7-årige kan lokkes med?
