Min vej ud af mørket går fra død til liv. Fra den dag, da noget døde inden i, og til nu, hvor jeg langsomt, dag for dag, fyldes af livskraft igen.

I dag gik vejen til livsglæden omkring mørket og ”det dødeste sted i byen”, som Zoologisk Museum kalder sig. Her i Zoologisk Museums faste udstillingshaller var lyset i anledning af vinterferien blevet slukket, og vi havde taget lommelygter med for at lyse os vej gennem et virvar af alskens farlige dyr: Fugleedderkopper, slanger og løver.

Natløve

Når orangutangen orange lyser i mørket, ved jeg, at nu er det på tide at være på vagt. Det har jeg vidst, siden jeg var barn, og selvom jeg nu er godt på vej mod de 35, sidder frygten stadig i maven: Rundt om hjørnet kommer krokodillen! Den er ikke mindre frygtindgydende i lommelygtens skær, skal jeg hilse og sige.

I mørket anede jeg mønsteret af en giraf, midt ude i publikumsområdet. En moskusokse gav mig et chok, da den – stendød, naturligvis, men ikke desto mindre særdeles livagtig! – stod på lur bag et hjørne. De legesyge medarbejdere på museet havde moret sig og havde placeret dyr i helt forkerte biotoper. Hvad laver en hummer dog oppe hos sneleoparden?

De fortsætter med at slukke lyset også i uge 8.

Og når du nu er der, så glem endelig ikke at besøge museets smukke særudstilling “Fjer”, der går et par måneder endnu. Midt mellem en himmelsk hærskare af overvældende fjerpragte står der på en væg:

Døden er så let som fjer,
pligten tung som bly.