Engang kendte jeg en kvinde, hvis sproglige ytringer begrænsede sig til sætninger, der ikke indbyrdes hang helt sammen.
“Der er ikke lang tid til påske. Erik Paaske er død”
Eller måske gjorde de, bare på deres egen måde. Der var bare ikke så mange, der forstod sammenhængen, sådan som det ofte er tilfældet for psykisk syge.
Hun og jeg kunne godt lide hinanden. Derfor måtte vi finde vores eget sprog, og det blev sang. Heldigvis for mig kunne hun ikke høre, hvor pivfalsk jeg synger, og vi sang derfor vores sindsstemninger til hinanden hver gang vi mødtes. I vores fælles sangkatalog fandt vi frem til præcis hvilken farve vores indre havde. Det var en fuldkommen uvidenskabelig form for musikterapi, og det virkede.
Det er oftest musik, der rykker mig ud af min skal. Nu har jeg været i farvebad og er blevet farveglad. Ren farveterapi!
Her er den svenske maler Isaac Grünewalds Det sjungande trädet:
En af den slags øjeblikke der opstår uventet og glædeligt.
