februar 2007


Jeg har tidligere skrevet om børnebøger om døden. I dagens bogtillæg i Politiken anmeldes Wolf Erlbruchs billedbog And, Døden og Tulipanen (oversat fra tysk: Ente, Tod und Tulpe). En and tilbringer en uge med Døden og “til sidst lægger Døden varsomt And ud i floden med en tulipan på maven”, som anmelderen Steffen Larsen skriver.

Der er ingen direkte trøst at hente i Ands møde med Døden. Ingen gemte løfter oppe i ærmet. Man fryser, og så er man død. Men som Døden rigtigt påpeger i en af sine samtaler med And, så er det “livet, der sørger for ulykker”. Så uden liv, ingen død.

 Afsluttende foreslår anmelderen, at børn skal have bogen for sig selv:

Her er en bog, der rager op. Den er alt for blufærdig til rundkredsen. Måske også til sengekanten. Jeg tror egentlig, at børn skal have den for sig selv. Helt privat. Så åbner den sig. Det er dens hemmelighed.

Vi går alle rundt med spørgsmål om døden, og det er så dejligt befriende at møde litteratur, som kan rumme spørgsmålene og især det faktum, at der ikke er entydige, klare svar. Så denne bog glæder jeg mig til at læse sammen med min 3-årige - og mon ikke også min 7-årige kan lokkes med?

Det var med danseskridt jeg bevægede mig gennem sneen over til Hovedbanegården for at købe bogen - den bog jeg har drømt om dag og nat siden tirsdag. Forventningsfuld, frysende og fyldt til randen af en forunderlig tone indeni.

Og da jeg så kom til hælebaren, var der allerede udsolgt. Fordi jeg (i lighed med en række andre seere åbenbart!) havde skrevet en begejstret mail til Den 11. time-programmet, havde redaktionen i går sendt en mail til os om, at bogen ville være at købe fra midt på dagen i dag. Klokken var ikke meget over 11 [sic!], da jeg kom, og da var den allerede udsolgt.

Heldigvis kunne jeg som plaster på såret få forsålet mine yndlingsstøvler, så de atter kan sige klapr-klapr-klapr. Endnu bedre er, at bogen kan købes på nettet til 379 SEK.

På vejen hjem gennem sneeen - fra hvad der potentielt kunne være en fiaskoslutning på føljetonen om bogen - skete der en forunderlig ting: Da jeg skulle over vejen, kom en buschauffør kørende i en stor gul bus igennem den sæbelignende sjapsne. Han kiggede på mig og lod som om han havde tænkt sig at ignorere, at der var rødt for ham, og at det var min tur at gå over. Samtidig bremsede han så fornemt og glidende, at bussen stoppede lige på stregen, og vi brød begge sammen af grin, på hver vores side af ruden. Sådan gik jeg hjem, velvidende at intet kan være en fuld fiasko, når forunderlighed råder. På den måde forandres og forbedres den lille verden og smitter derved af på den store. Det er derfor jeg er så fuldkommen og aldeles besat af bogen Holes, Huts, and Hidings.

I en drøm engang for længe siden blev universets hemmelighed givet mig. Den var lillebitte, hemmeligheden, og den var hastigt skrevet ned med tusch, hvorefter Giveren lagde den ned i et blad og klistrede siderne sammen.

Bladet blev lagt ind i en sprække i en mur i et socialt boligbyggeri, hvor jeg kendte en grænsepsykotisk kvinde, og jeg så, at hun så, hvor bladet lå. Selv kan jeg ikke huske, hvilken af de tyve blokke, der var tale om. De lignede alle sammen hinanden for mig.

Så dér ligger den, hemmeligheden. I en lille sprække, en lomme i universet. Jeg ved det som man kan vide noget i drømme.

Her til aften fandt jeg sprækken i et splitsekund, da jeg havde en sælsomt poetisk TV-oplevelse. Jeg så Mikael Bertelsen, som tidligere har fornøjet mig med uaktuelle nyheder og radio på lytningens præmisser, og som nu er tilbage på skærmen i sit nye godnatshow “Den 11. time”. Normalt lever Bertelsens shows for mig i kraft af hans hittepåsomhed og personlige performance, men i aftenens udsendelse var han som person fuldkommen underordnet. Han var blot budbringer mellem to parter, som ikke talte sammen face-to-face, men derimod mødtes på en måde, der viser, at lommerne i universet findes:

Under ombygningen af Hovedbanegården fandt man en et-værelses lejlighed nede under jorden, over spor 12. Som følge af ombygningen er lejligheden ødelagt nu, men bygningsinspektøren viste os rundt i ruinerne og havde billeder af stedet, som var udstyret med både microbølgeovn og hængekøjer - og en hel række indrammede billeder på en af væggene.

Bygningsinspektøren kom i studiet, og her fortalte Bertelsen ham, at lejligheden var etableret af et par anonyme gadekunstnere, Adams og Itso. Dernæst rullede Bertelsen historien om kunstnernes projekt op, og han viste en bog, der var som taget ud af min drøm: En bog gemt i en lomme, indeholdende fantastiske billeder af bortgemte virkeligheder i Stockholms undergrund. I en anden lomme i bogens tilsyneladende triste forklædning var der anvisninger til nøgler, som igen er gemt inden i bøger, som er gemt på stadsbiblioteket i Stockholm.

Projektet i sig selv er dreamlike på alle måder, med sin hemmelighedsfulde, finurlige poesi. Usynlige refugier midt i offentligheden. Nøgler gemt mellem bibliotekets uendelighed af bøger. En sammenpakkelig kano til brug ved sejlads i byens kloakker. Men dér hvor projektet blev til kunst for mig, var ikke kun da jeg mærkede min egen begejstring; det var derimod at se entusiasmen, nysgerrigheden og glæden i bygningsinspektørens ansigt. Åh, hvor han havde mange spørgsmål han gerne ville stille de unge herrer, som har ligget der i hængekøjer over spor 12 og har lyttet til de rejsendes samtaler. Som har klædt sig ud som DSB-medarbejdere for at kunne bevæge sig frit og derved komme hen til deres hemmelige lomme. Som har gjort det samme i flere forskellige europæiske byer.

Som man måske kunne forvente sig, var det ikke en pedantisk bureaukrat, men et menneske, der var oprigtigt optaget af at få en nøgle til indsigt.

Det var det øjeblik, at programmet ændrede sig fra at være punkt i en sendeflade og i stedet transformeredes til et af disse magiske øjeblikke på TV, hvor virkeligheden ikke længere er et relevant begreb.

 Se selv med næste gang Bertelsen går i luften - hver mandag, tirsdag og onsdag kl. 23 på DR2.

Min vej ud af mørket går fra død til liv. Fra den dag, da noget døde inden i, og til nu, hvor jeg langsomt, dag for dag, fyldes af livskraft igen.

I dag gik vejen til livsglæden omkring mørket og ”det dødeste sted i byen”, som Zoologisk Museum kalder sig. Her i Zoologisk Museums faste udstillingshaller var lyset i anledning af vinterferien blevet slukket, og vi havde taget lommelygter med for at lyse os vej gennem et virvar af alskens farlige dyr: Fugleedderkopper, slanger og løver.

Natløve

Når orangutangen orange lyser i mørket, ved jeg, at nu er det på tide at være på vagt. Det har jeg vidst, siden jeg var barn, og selvom jeg nu er godt på vej mod de 35, sidder frygten stadig i maven: Rundt om hjørnet kommer krokodillen! Den er ikke mindre frygtindgydende i lommelygtens skær, skal jeg hilse og sige.

I mørket anede jeg mønsteret af en giraf, midt ude i publikumsområdet. En moskusokse gav mig et chok, da den - stendød, naturligvis, men ikke desto mindre særdeles livagtig! - stod på lur bag et hjørne. De legesyge medarbejdere på museet havde moret sig og havde placeret dyr i helt forkerte biotoper. Hvad laver en hummer dog oppe hos sneleoparden?

De fortsætter med at slukke lyset også i uge 8.

Og når du nu er der, så glem endelig ikke at besøge museets smukke særudstilling “Fjer”, der går et par måneder endnu. Midt mellem en himmelsk hærskare af overvældende fjerpragte står der på en væg:

Døden er så let som fjer,
pligten tung som bly.

Meget godt kan jeg sige om Laleh:

Hun har en særlig stemme. Hun skriver og spiller alle sine sange selv, og hun skriver både på svensk, engelsk og farsi. Kun 23 år gammel er hun, og hun mestrer både den stille introspektive popsang, det der er mere knald på - og søreme om hun ikke også kan synge sig op i Cornelis Vreeswijks division med humor og sans for historiefortælling.

Og så spiller hun i Vega på tirsdag. Jeg går og glæder mig (ikke mindst fordi jeg sidste år tog til Lund for at høre hende, og da jeg stod foran Mejeriet, fandt jeg ud af at Laleh var syg og koncerten var aflyst).

 

Live Tomorrow

It’s cold around me, the night is young
The sun has fallen and I’ve become
The lonely one

The moon is dancing among the clouds
And my knees are shaking,
And my dreams are breaking
But I know I live
But i know i live, today

I know we could live tomorrow
But I know I live today
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait, no…

I know we could…

Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
Taking my life in my hands!
(The power who has it?)
I don’t like to wait!
No, no, It’s happening, It’s happening…
No, i don’t like to wait!
no, no, It’s happening, It’s happening…

I know we could live tomorrow
But I know I live today!
I know we could live tomorrow
But I don’t think we should wait!

Det er de små ting, der gør det. Hvad enten det er min afdøde mor eller mine højst levende - og livlige - sønner. Det er de små ting jeg altid vil huske: Duften af min mors sjal. Lyden af mine børn, der snorker let i søvne. Hvordan de skraldgriner, hvordan de surmuler. Hvordan de med stor appetit og vovemod kaster sig ud i nye opskrifter. Hvordan de vinker. Det er de små ting.

De kan ikke indfanges på skrift, de små ting; dertil er de for flygtige. De små ting kan ikke altid forklares eller deles med andre. Derimod kan de gemmes i det inderste kammer, når de er indfanget i yderøre, næsefløj og øjeblik.  

“Hvad glæder du dig allermest til i livet?” spurgte min syv-årige filosof i dag, og spørgsmålet gav stof til eftertanke. Det holdt dog ikke længe med den eftertænksomhed, for syv-årige filosoffer kræver hurtig afregning - så jeg mumlede et eller andet med, at jeg jo ikke ved, hvad jeg kan forvente af fremtiden, og derfor er det svært at glæde sig til noget specifikt.

Hans egne forventningsglæder handler om at komme i 2. klasse [sic :-)]. Når man er voksen, er livet bare ikke helt så forudsigeligt (og det er det egentlig heller ikke, når man er barn; det er bare lettere at bilde sig det ind).

Hvor jeg ikke kan glæde mig til noget helt konkret, fordi jeg ikke ved om det sker, så er der imidlertid en række ting jeg formoder og håber jeg vil kunne glæde mig over i en fremtid, nær eller fjern:

  • At mine drenge og jeg kan bevare vores daglige undren over det vi møder og stille stadigt flere spørgsmål.
  • At jeg på et tidspunkt kommer til at dele min begejstring for sprog med børn som deres lærer.
  • At semikolon stadig er en eksistentiel mulighed, når jeg er gammel: At kunne være delvist eftertænksom, delvist definerende, men aldrig noget absolut.
  • At kastanjen udenfor mit vindue på et tidspunkt inden længe beslutter sig til at springe ud og blive en overdådig krinolinekjole.
  • At filosoffen og den tre-årige lilleputfilosof kommer i 2. og 3. og 4. og 5. … og forhåbentligvis stadig vil synes det er mindblowing at beskæftige sig med alt det man gør i skolen.

Der er dog lige to styks, som jeg helt konkret kan svare, at jeg er næsten sikker på kommer til at ske, og jeg glæder mig som et lille barn - måske er det som at begynde i 2. klasse?

  • At Rufus Wainwrights næste studiealbum Release the Stars kommer d. 15. maj og hans Judy Garland-show udkommer på CD til september.
  • At Harry Potter and the Deathly Hallows udkommer d. 21. juli.

Engang kendte jeg en kvinde, hvis sproglige ytringer begrænsede sig til sætninger, der ikke indbyrdes hang helt sammen.

“Der er ikke lang tid til påske. Erik Paaske er død”

Eller måske gjorde de, bare på deres egen måde. Der var bare ikke så mange, der forstod sammenhængen, sådan som det ofte er tilfældet for psykisk syge.

Hun og jeg kunne godt lide hinanden. Derfor måtte vi finde vores eget sprog, og det blev sang. Heldigvis for mig kunne hun ikke høre, hvor pivfalsk jeg synger, og vi sang derfor vores sindsstemninger til hinanden hver gang vi mødtes. I vores fælles sangkatalog fandt vi frem til præcis hvilken farve vores indre havde. Det var en fuldkommen uvidenskabelig form for musikterapi, og det virkede.

Det er oftest musik, der rykker mig ud af min skal. Nu har jeg været i farvebad og er blevet farveglad. Ren farveterapi!

Her er den svenske maler Isaac Grünewalds Det sjungande trädet:

Grünewald: Det sjungande trädet

En af den slags øjeblikke der opstår uventet og glædeligt.