Diskussionen om hvor meget af sit jeg man kan/skal/bør/tør lægge ud på bloggen er fløjtet igang på flere blogs, og det er tankevækkende læsning. For hvor meget vil vi og tør vi lægge ud her, på internettet, til fri afbenyttelse af alle og enhver, på godt og ondt? (Mest på godt, insisterer jeg).
En lille nagende tanke melder sig hele tiden: Skal jeg fortælle i detaljer om min jul i sorg og fortvivlelse? Pensle det ud, hvordan en veninde, en psykiater og antidepressiv medicin har reddet mig? Måske kan det være en hjælp for andre i sorg at læse, at hvis man ikke passer på sig selv, kan sorgen blive til depression og kræve radikal behandling. Måske udleverer jeg for meget, måske kommer det til at gøre ondt på mig at se det på skrift.
Måske, måske, måske.
Så derfor tager jeg den gyldne mellemvej: Jeg lader en anden tale for mig og prøver derved at gøre det universelt, muligt at overføre til andre situationer.
Rufus Wainwright, som jeg før har skrevet om, udgav i 2003 første del af sin Want-samling (Want One og Want Two). Midt i værket optræder sangen Go or Go Ahead, som udtrykker så megen smerte, at Wainwright-entusiaster ligefrem taler om “a GoGA phase” i livet.
Rufus Wainwright: Go or Go Ahead
Thank you for this bitter knowledge
Guardian angels who left me stranded
It was worth it, feeling abandoned
Makes one hardened but what has happened to love
You got me writing lyrics on postcards
Then in the evening looking at the stars
But the brightest of the planets is Mars
Then what has happened to love
So I will opt for the big white limo
Vanity fairgrounds and rebel angels
You can’t be trusted with feathers so hollow
Your heaven’s inventions, steel eyed vampires of love
You see over me, I’ll never know
What you have shown to other eyes
Go or go ahead and surprise me
Say you’ve lead the way to a mirage
Go or go ahead and just try me
Nowhere’s now here smelling of junipers
Fell of the hay bales, I’m over the rainbows
But of Medusa kiss me and crucify
This unholy notion of the mythic power of love
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Go or go ahead
Som han nævner i den lille intro inden sangen, handler den om de frygtelige konsekvenser af crystal meth, og handler derfor på det bogstavelige plan ikke decideret om sorg. Men mellem linjerne og i hans stemme er der så meget jeg kan genkende: Desperationen, sarkasmen, umuligheden; nowhere’s now here. Det gør ondt at høre denne sang, og alligevel hører jeg den igen og igen og igen, ganske enkelt fordi den et eller andet sted giver håb. For han kom jo over på den anden side, og han valgte livet – og var i stand til at skrive sangen med den indsigt han har fået.
Go - gå ned og lid en langsom, bitter død
eller Go Ahead - gå en anden vej frem. Ændring er mulig.
20. maj 2007 at 10:17 am
Fint indlæg, som får mig til at tænke på Michael Cuninghams fabelagtige roman “Timerne”, der netop også handler om at vælge livet fremfor døden.
Rufus er i øvrigt en mester og hans smukke stemme er så hjerteskærende at man ikke kan undgå at blive følelsesmæssigt påvirket af hans sange…om ham selv.
20. maj 2007 at 1:51 pm
Ja, det er en fantastisk bog (en stor læseoplevelse efter at have set filmen, som jeg var svært glad for – og så viste bogen sig at have et smukt sprog).
Sangen Slideshow på Rufus’ nye plade (Release The Stars) er arrangeret på samme måde som Go Or Go Ahead, meget eltonjohnsk/queensk (men alligevel helt sin egen!), byggende op til et imposant højdepunkt. Og pga arrangementet er det svært ikke at drage paralleller: Fra Go Or Go Aheads desperation og lidelse til Slideshows erkendelse af, at kærligheden findes, trods skønhedsfejl og egocentrisme.
(he he, jo hans sange handler om ham selv, eller i hvert fald: tager udgangspunkt i ham selv. Det fine er, at man godt kan spejle sig i sangene alligevel, altså at hans specifikke erfaringer bliver mulige at overføre til andres liv in general).
22. maj 2007 at 5:26 pm
Jeg er helt enig og nu glæder jeg mig endnu mere til at lytte til “Release the stars”
22. maj 2007 at 5:39 pm
Udmærket. Der er noget at glæde sig til. I skrivende stund får koret og trompeterne på intronummeret, Do I Disappoint You de små hår til at rejse sig på mine arme. Og så går det ellers der ud af!
Her er et andet Rufus-relateret indlæg jeg har skrevet her på bloggen.
Forresten, Favntag, så er jeg yderst begejstret for dit smukke brugernavn
23. maj 2007 at 5:19 pm
Hej igen.
Jeg vender stærkt tilbage med min mening om pladen når jeg har fået fordøjet den ordenligt.
Det var rørende at læse dit indlæg om din mor samt koncerten med Rufus, som må have været fantastisk. Og så er du god til at skrive
Jeg kan i øvrigt fortælle dig at jeg to gange har haft billet til en Rufus-koncert. Den ene gang spillede han i Det Kongelige Teater og den anden i Forum, men af personlige årsager missede jeg desværre dem begge…og græder stadig indvendig over det*G*
24. maj 2007 at 8:26 am
Jeg ser frem til at høre hvad du synes om den. Den bør i højeste grad fordøjes, og det kan godt tage lang tid.
Tak for de pæne ord om mine ord.
Awww, hvor ærgerligt at misse Rufus to gange. Jeg håber du har fået billetter til d. 3. juli i Operaen?? Det bliver STORT! (og jeg kan allerede afsløre, at han kommer til at overgå sig selv i camp-ness!).
Forresten kan jeg se, at du på din blog anbefaler Release The Stars – jeg håber du vil skrive noget om den, når du har fordøjet den. Lige netop i forhold til seksualitet ville Rufus være oplagt at diskutere på din blog. Der er på denne plade ikke nogen eksplicit homohyldende sange som Gay Messiah, men der er vidunderlige øjeblikke rundt omkring på pladen, fx hans flirtende sang om Brandon Flowers fra The Killers, Tulsa, som tvetydigt indledes af sætningen “You taste of potato chips in the morning”
2. juni 2007 at 8:44 am
Hej igen og beklager det sene svar!
Det bliver også bare til en hurtig kommentar om “Release the stars”, som jeg er kommet til at holde meget af. Især elsker jeg numrene “Do I Disappoint You, “Going to a Town” og “Not Ready to Love, som er mine yndlingsnumre på pladen. Generelt synes jeg at pladen minder meget om Want-pladerne, og derfor savner jeg nok at blive overrasket. MEN det ændrer ikke ved at jeg ville give min højre arm for at få billet til Rufus koncerten i Operaen – håber du skriver en lille anmeldelse efter koncerten
Bedste hilsener
4. juni 2007 at 8:48 am
Det kan du tro jeg nok skal gøre!
PS. Er instrumentalversionen af Do I Disappoint you med på din CD (som en skjult nr. 13)? Den er helt og aldeles fabelagtig, synes jeg.
21. juni 2007 at 8:29 pm
Ja, det er den og jeg er helt enig…jeg elsker koret