“Det sidste liv før døden” stod der i overskriften på den anmeldelse, som har hængt på indersiden af min hoveddør for at minde mig om at jeg skulle købe Julian Barnes’ novellesamling Citronbordet.
Det afhænger naturligvis af perspektivet, om man tror, at dette er det sidste liv før døden. Kødets opstandelse og reinkarnation er eksempler på troen om, at livet er evigt. Denne tro kan der være megen trøst at hente i.
Udsagnet om at dette liv er det sidste før døden provokerer derimod ved at insistere på, at der ikke er flere liv. Samtidig synes tanken at være særdeles udfordrende, netop fordi den opfordrer til handling: Hvis der ikke kommer andre chancer end denne, så giver det bedst mening, hvis vi gør os umage med at være til nu og her.
Citronbordet handler i øvrigt om at ældes og finde sig til rette i en ny alder, med alt hvad det indebærer af kropslige forandringer, altings forfald og modnende passioner. Noget så fantastisk som en eftertænksom bog jeg har klukket mig igennem.
