Jeg kender godt dén type blogs du beskriver. En gang var der mange af dem i min reader, men efterhånden er de fleste blevet slettet. Jeg tror denne type blogs har lige så meget et formål (at dele erfaringer, genkendelse, at føle sig som del af et fællesskab, problemer med kærrrrrrrrlighed….) som mere tema-orienterede blogs, men det er bare en anden type formål, og noget som jeg personligt vælger at klare med mine IRL-venner.

Når jeg går kold på læsning denne type blogs skyldes det dels det snigende ubehag ved forfatterens lidt for bramfri ærlighed (sådan som du beskriver). Men det, der virkelig gør, at jeg må vende mine øjne væk er, at der nogle gange mellem linjerne, i kommentarfunktionerne, gennem valg af emner og temaer dukker noget op om personen, som jeg ikke vil vide. Et billede som det ikke er mig beskåret at skulle se. F.eks. at han og hun i bund og grund er dybt usikker på sig selv, går i tomgang, skriver ud fra et stort behov for opmærksomhed, eller hvad det nu kan være. At få fornemmelsen af et psykologisk blueprint af personen, som det næppe er formålet med bloggen at vise frem. det er ubehageligt.

Trods nyfigenhed læser jeg ikke længere de blogs, der giver mig denne fornemmelse at at ’se for meget’, og selvfølgelig har jeg også vendt denne overvejelse mod mig selv. Hvad er det jeg selv viser frem mellem linjerne? Hvor er det jeg ikke selv kan styre? Hvor er min blinde plet? Måske er det også det du efterspørger i din blogpost?

Tak for dine kommentarer om bloggen her, og for dine tanker til diskussionen. Særligt hæfter jeg mig ved ordet formål, ikke i en formel formålsparagrafbetydning, men derimod forstået som at det gerne skal give mening at skrive og læse blogs. Den mening kan man jo sagtens finde i pjank og ballade og bevægen sig ud ad nogle meget lange tangenter!

Men der hvor det ikke længere giver mening for mig, er når min personlige (eller er det den private? ) grænse overskrides, uden at det har et formål, fx at provokere mig eller bringe mig til nye erkendelser. Det kan fx være når en blogger udleverer andre mennesker, enten ved direkte at hænge nogen ud, eller indirekte ved at fortælle om sit liv og dets aktører, så det bliver klart, at nogen andre har gjort noget dumt eller komisk (sjovt nok er der ofte tale om eks-kærester, har jeg lagt mærke til).

Men så er det jo så heldigt at jeg har muligheden for at gå videre til en anden blog – eller hengive mig til IRL-sysler

Muligheden for at vælge til og fra er en stærk motivationskraft for at blogge. Og det er bestemt tillokkende og befriende at være i kontrol og selv kunne bestemme, hvem, hvad, hvor, hvornår og ikke mindst hvor meget.
Hvor jeg dog genkender den trang: Endelig kan man selv bestemme, i hvilken hastighed man vil besvare et spørgsmål! Endelig er der tid og rum til at give sig tid til at tænke, før man afkræves et svar!

Sagen er blot, at det nemt kan blive så forjættende at leve sit liv på denne måde, at der ikke er plads til det uventede, chokerende, ubehagelige – simpelthen fordi det virkelige liv er så propfyldt med alt det uventede.

På sin blog skriver frkjensen iøvrigt også om samme emne og præsenterer nye ord til blogabulariet: Blog-spleen og Blog-o-tik.

Hvad angår privathed, så tænker jeg tit på min egen blog og det ‘netværk’ (hvis man kan kalde det det) den indgår i, som et middagsselskab med venner og venners venner. Derfor er mit kriterie også, at hvis jeg ville fortælle en ting til et tilsvarende IRL-middagssselskab, så er det også ok at skrive det på bloggen. Hvis der er et formål, en pointe eller et budskab er det ok at skrive det på bloggen. Hvis jeg synes det, af principielle årsager, ‘trænger til at blive sagt’ så er det ok at skrive det på bloggen. Og så er der selvfølgelig en masse pjat og ballade oveni, og for mig var det sådan det startede, som et overskudsfænomen “hov! jeg har lige et billede af en blomst hér…”

Det sidste jeg vil sige er, at jeg er SÅ enig med Nadja. Det herlige er, at man bestemmer selv! Denne ret til at vælge selv gælder også læseren. Derfor behøver man i princippet ikke være bekymret for hvad læserne synes eller føler, for læserne ‘behøver’ ikke at synes noget, der er nemlig masser af andre blogs derude som garanteret passer lige præcis til dem! Eller hvis jeg kunne fatte mig i korthed. De eneste grænser man skal være bekymret for at overskride er ens egne. (Det starter så diskussionen om, hvornår man er anonym og hvordan man overhovedet kan være anonym osv. osv. Men dén gemmer vi vist liiige til fyraften )

Igår sagde en af mine veninder, at hun havde meget brug for private ‘heller’ – og at hun derfor ikke kunne forestille sig at blogge om personlige ting. Jeg har også et meget stort behov for ‘heller’ og at for at stemple ud af ‘frontstage’ temmelig ofte. Men sjovt nok føler jeg, at jeg med bloggen har fået endnu mere mulighed for at vælge, hvornår jeg vil stemple ud og ind. Her vælger jeg selv suverænt, hvornår jeg vil være på, blande mig, reagere, svare – i modsætning til for eksempel telefonopkald, når jeg er midt i noget (og ja, jeg ved godt, at jeg ikke er forpligtet til at tage den, og det gør jeg ofte heller ikke – men alligevel – pointen er, at forstyrrelserne kommer på tidspunkter, jeg ikke selv vælger) og tilfældige møder på gaden, hvor jeg tit går i mine helt egne tanker og egentlig ikke altid er klar til at skulle smalltalke med min fortid.

Oftest synes jeg telefonopkald og tilfældedige gademøder er herlige – men ikke altid. Og pointen er, at der kan man ikke selv vælge til og fra. Det kan man på bloggen. Her bestemmer man suverænt selv hvem, hvad, hvor, hvornår og hvor meget.