Filesharing har gennem lang tid været et af nettets kendetegn. Ved at bytte rundt på et par bogstaver får vi anagrammet Lifesharing, eller som man også kan kalde det - erfaringsdeling. I takt med blogosfærens eksplosive vækst deler vi mere og mere af os selv, vores erfaringer og fantasier med hinanden. Lifesharing er et kendetegn ved nettet som vi kender det nu, in medias res.
Når jeg logger ind her for at skrive et indlæg på min blog, tænker jeg nærmest hver gang “Er det nu for tæt på?”. Piller jeg mig selv i navlen på en måde, der måske mest er interessant for mig selv og evt. mine nærmeste? (Måske lige min psykolog, fordi hun får penge for det 
)
På grund af denne selvcensur ender mange potentielle indlæg i papirkurven, den virtuelle af slagsen, simpelthen fordi jeg er i tvivl om, hvorvidt det jeg skriver om reelt kan interessere andre. For det jeg her har skrevet mest om har været død, jammer og elendighed - for det er sådan det har set ud inden i, siden jeg startede bloggen. Måske kan du der læser dette, nikke genkendende til de stadier jeg har gennemgået, måske ikke.
Grundlæggende vil jeg gerne dele det jeg kan med andre, hvis det kan bruges. Samtidig er jeg forbeholden overfor at lægge det hele frem og skrive om personlige hændelser i mit liv, som om bloggen udgjorde en offentlig tilgængelig dagbog over mit liv og aktørerne der optræder i det.
Og det er jo lidt af et paradoks, tænker jeg: At ville skrive om noget meget personligt, nemlig hvordan man bliver levende igen efter et dødsfald, og samtidig gerne ville værne om mit private jeg. Men jeg er ganske enkelt i tvivl: Er denne blog reel og brugbar erfaringsdeling eller er det en unødvendig udlevering af et privat “jeg”?
Christine skriver om skribenter der godt tør skrive “jeg” og skrive under på det. Det er en særdeles inspirerende blog om et fagligt felt, som fanger min interesse, selvom jeg hverken er retoriker eller journalist. Da jeg læste om hendes fortid i en setting, der er Indiana Jones værdig, klappede jeg begejstret i mine hænder, netop fordi Christine herved selv bevæger sig et stykke væk fra forskerstemmens alfar-jeg.
Jeg er nysgerrig efter at vide mere om dette. Hvornår, hvordan og hvor intimt er det okay at sætte sit jeg i spil på en blog? Det er jo den gode gamle “personligt, men ikke privat”-diskussion, som jeg godt kunne tænke mig at puste liv i, netop her på bloggen, som handler om noget af det mest private, mest tabu-belagte, man overhovedet kan forestille sig.
19. januar 2007 at 9:34 am
Det er også noget, jeg selv har tænkt meget over - og diskuteret rigtig meget offline - i de seneste par dage. Og jeg går også og tumler med et længere indlæg om det. For der er helt klart sket en stor forandring på min blog i retning af det stadigt mere personlige i den senere tid.
Igår sagde en af mine veninder, at hun havde meget brug for private ‘heller’ - og at hun derfor ikke kunne forestille sig at blogge om personlige ting. Jeg har også et meget stort behov for ‘heller’ og at for at stemple ud af ‘frontstage’ temmelig ofte. Men sjovt nok føler jeg, at jeg med bloggen har fået endnu mere mulighed for at vælge, hvornår jeg vil stemple ud og ind. Her vælger jeg selv suverænt, hvornår jeg vil være på, blande mig, reagere, svare - i modsætning til for eksempel telefonopkald, når jeg er midt i noget (og ja, jeg ved godt, at jeg ikke er forpligtet til at tage den, og det gør jeg ofte heller ikke - men alligevel - pointen er, at forstyrrelserne kommer på tidspunkter, jeg ikke selv vælger) og tilfældige møder på gaden, hvor jeg tit går i mine helt egne tanker og egentlig ikke altid er klar til at skulle smalltalke med min fortid.
Oftest synes jeg telefonopkald og tilfældedige gademøder er herlige - men ikke altid. Og pointen er, at der kan man ikke selv vælge til og fra. Det kan man på bloggen. Her bestemmer man suverænt selv hvem, hvad, hvor, hvornår og hvor meget.
19. januar 2007 at 12:27 pm
Af mine tidligere kommentarer er du nok næppe i tvivl om, at jeg synes det du gør med din blog er både interessant og relevant. Der findes andre blogs om sorg som er meget, meget personlige, og tit rummer meget nære dag-til-dag erfaringer med sorgprocessen “i dag har vi været meget kede af det, i går gik det bedre…”. Din blog udmærker sig ved at have det kulturelle perspektiv med, således at den kombinerer de personlige erfaringer med refleksioner over hvad der er vi “går og gør” i forbindelse med døden. Og det kan ikke siges nok: jeg synes du gør det rigtig, rigtig fint! og rammer en balance som på ingen måde er hverken grænseoverskridende eller unødvendig.
Hvad angår privathed, så tænker jeg tit på min egen blog og det ‘netværk’ (hvis man kan kalde det det) den indgår i, som et middagsselskab med venner og venners venner. Derfor er mit kriterie også, at hvis jeg ville fortælle en ting til et tilsvarende IRL-middagssselskab, så er det også ok at skrive det på bloggen. Hvis der er et formål, en pointe eller et budskab er det ok at skrive det på bloggen. Hvis jeg synes det, af principielle årsager, ‘trænger til at blive sagt’ så er det ok at skrive det på bloggen. Og så er der selvfølgelig en masse pjat og ballade oveni, og for mig var det sådan det startede, som et overskudsfænomen “hov! jeg har lige et billede af en blomst hér…”
Det sidste jeg vil sige er, at jeg er SÅ enig med Nadja. Det herlige er, at man bestemmer selv! Denne ret til at vælge selv gælder også læseren. Derfor behøver man i princippet ikke være bekymret for hvad læserne synes eller føler, for læserne ‘behøver’ ikke at synes noget, der er nemlig masser af andre blogs derude som garanteret passer lige præcis til dem! Eller hvis jeg kunne fatte mig i korthed. De eneste grænser man skal være bekymret for at overskride er ens egne. (Det starter så diskussionen om, hvornår man er anonym og hvordan man overhovedet kan være anonym osv. osv. Men dén gemmer vi vist liiige til fyraften
)
19. januar 2007 at 12:32 pm
@Nadja: Godt at høre, at diskussionen finder sted andre steder end i min lille twisted mind
Det er sgu smartere at diskutere flere mennesker imellem end bare med sig selv!
Muligheden for at vælge til og fra er en stærk motivationskraft for at blogge. Og det er bestemt tillokkende og befriende at være i kontrol og selv kunne bestemme, hvem, hvad, hvor, hvornår og ikke mindst hvor meget.
Hvor jeg dog genkender den trang: Endelig kan man selv bestemme, i hvilken hastighed man vil besvare et spørgsmål! Endelig er der tid og rum til at give sig tid til at tænke, før man afkræves et svar!
Sagen er blot, at det nemt kan blive så forjættende at leve sit liv på denne måde, at der ikke er plads til det uventede, chokerende, ubehagelige - simpelthen fordi det virkelige liv er så propfyldt med alt det uventede.
På sin blog skriver frkjensen iøvrigt også om samme emne og præsenterer nye ord til blogabulariet: Blog-spleen og Blog-o-tik.
19. januar 2007 at 12:46 pm
Hey frkjensen, der fik du lige postet, mens jeg skrev
Tak for dine kommentarer om bloggen her, og for dine tanker til diskussionen. Særligt hæfter jeg mig ved ordet formål, ikke i en formel formålsparagrafbetydning, men derimod forstået som at det gerne skal give mening at skrive og læse blogs. Den mening kan man jo sagtens finde i pjank og ballade og bevægen sig ud ad nogle meget lange tangenter!
Men der hvor det ikke længere giver mening for mig, er når min personlige (eller er det den private?
) grænse overskrides, uden at det har et formål, fx at provokere mig eller bringe mig til nye erkendelser. Det kan fx være når en blogger udleverer andre mennesker, enten ved direkte at hænge nogen ud, eller indirekte ved at fortælle om sit liv og dets aktører, så det bliver klart, at nogen andre har gjort noget dumt eller komisk (sjovt nok er der ofte tale om eks-kærester, har jeg lagt mærke til).
Men så er det jo så heldigt at jeg har muligheden for at gå videre til en anden blog - eller hengive mig til IRL-sysler
19. januar 2007 at 1:34 pm
Ture ud ad lange tangenter er godt
Jeg kender godt dén type blogs du beskriver. En gang var der mange af dem i min reader, men efterhånden er de fleste blevet slettet. Jeg tror denne type blogs har lige så meget et formål (at dele erfaringer, genkendelse, at føle sig som del af et fællesskab, problemer med kærrrrrrrrlighed….) som mere tema-orienterede blogs, men det er bare en anden type formål, og noget som jeg personligt vælger at klare med mine IRL-venner.
Når jeg går kold på læsning denne type blogs skyldes det dels det snigende ubehag ved forfatterens lidt for bramfri ærlighed (sådan som du beskriver). Men det, der virkelig gør, at jeg må vende mine øjne væk er, at der nogle gange mellem linjerne, i kommentarfunktionerne, gennem valg af emner og temaer dukker noget op om personen, som jeg ikke vil vide. Et billede som det ikke er mig beskåret at skulle se. F.eks. at han og hun i bund og grund er dybt usikker på sig selv, går i tomgang, skriver ud fra et stort behov for opmærksomhed, eller hvad det nu kan være. At få fornemmelsen af et psykologisk blueprint af personen, som det næppe er formålet med bloggen at vise frem. det er ubehageligt.
Trods nyfigenhed læser jeg ikke længere de blogs, der giver mig denne fornemmelse at at ’se for meget’, og selvfølgelig har jeg også vendt denne overvejelse mod mig selv. Hvad er det jeg selv viser frem mellem linjerne? Hvor er det jeg ikke selv kan styre? Hvor er min blinde plet? Måske er det også det du efterspørger i din blogpost?
19. januar 2007 at 9:55 pm
[...] Rufus Wainwright: Go or Go Ahead Posted by levende under Musik , Tid , Sorg , Levende Diskussionen om hvor meget af sit jeg man kan/skal/bør/tør lægge ud på bloggen er fløjtet igang på flere blogs, og det er tankevækkende læsning. For hvor meget vil vi og tør [...]