Levende

Mobiltelefonselskabet Orange lavede for nogle år siden en reklame, der handler om strømsvigtet i New York i 2003, hvor de brugte en sang jeg holder uendelig meget af: Joanna Newsoms This Side Of The Blue fra albummet The Milk-Eyed Mender (2004). Nedenfor er den eneste version af sangen på YouTube, og selvom den blot indeholder de to første vers, giver den et indtryk af sangens særegne karakter.

Joanna Newsom: This Side Of The Blue

Svetlana sucks lemons across from me,
and I am progressing abominably.
And I do not know my own way to the sea
but the saltiest sea knows its own way to me.

The city that turns, turns protracted and slow
and I find myself toeing th’embarcadero
and I find myself knowing the things that I knew
which is all that you can know on this side of the blue

And Jaimie has eyes black and shiny as boots
and they march at you, two-by-two (re - loo - re - loo);
when she looks at you, you know she’s nowhere near through:
it’s the kindest heart beating this side of the blue.

And the signifieds butt heads with the signifiers,
and we all fall down slack-jawed to marvel at words!
While across the sky sheet the impossible birds,
in a steady, illiterate movement homewards.

And Gabriel stands beneath forest and moon.
See them rattle & boo, see them shake, see them loom.
See him fashion a cap from a page of Camus;
see him navigate deftly this side of the blue.

And the rest of our lives will the moments accrue
when the shape of their goneness will flare up anew.
Then we do what we have to do (re - loo - re -loo),
which is all you can do on this side of the blue.

———

While across the sky sheet the impossible birds,
in a steady, illiterate movement homewards.

Den bevægelse, vi alle prøver at foretage - rejsen hjem - er ikke mulig. Den er analfabetisk, udannet, uskolet: Vi har ingen erfaring med at komme hjem igen, vi kan ikke. Vi kan kun flyve fremad, selvom vi prøver at flyve tilbage.

Joanna Newsom spiller i Vega d. 23. april 2007

Det er blevet hverdag, eller i hvert fald ikke længere undtagelsestilstand. Nu græder jeg ikke længere, når jeg tænker på min mor. Jeg kan tale om det uden at frygte sammenbrud for åbent tæppe. Mine børn tør igen snakke om Mormor. Det er blevet nemmere at involvere mig i mine venners liv nu, fordi mit eget ikke fylder så meget. Selvom meget er så forandret, er jeg alligevel ved at vende tilbage til de levendes land nu, kan jeg mærke.

Jeg savner hende dog stadig. Hele tiden, hver dag - men det gør ikke så desperat ondt som det har gjort det seneste halve år. Det gode ved langsomt at transformere sorgen til savn er, at jeg nu klarere kan se, hvad min mor har betydet:

Hun havde en jernvilje på trods af jernlunger, og midt i tankerne om døden bekræfter det livets kerne: At være en kraft af vilje til at vokse og være. Det bringer jeg med mig dagligt.

Min mors tørre kommentarer med glimt i øjet delte hun generøst ud til dem, hun holdt af. At blive drillet af hende var en kærlighedserklæring, og hun værdsatte også selv at blive nænsomt spiddet. Hun var aldrig karrig med erklæringerne

Hvis nogen gik og tumlede med tunge tanker, var hun en ideel samtalepartner, fordi hun både sympatiserede med én og gav én noget at tænke over. Hun udfordrede én uden at såre eller forherlige, og det er en sjælden egenskab.

Hvor er jeg glad for, at jeg endelig kan begynde at se det hele i et lidt klarere lys! I min stue står en ghanesisk høvdingestol, hvor en and udgør et udskåret emblem, som kaldes Sankofa. Anden vender hovedet bagover - den skuer tilbage i tiden.

Sankofas motto er

“Look back
and pick up what’s good” 

Noget af det, jeg holder allermest af, er at lege. Med mine børn og med andre voksne. Mine børn kan lide at klæde sig ud og så går vi rundt og er nogen andre en hel dag. Heldigvis har jeg endnu ikke prøvet at blive tildelt rollen som hund (=den absolutte nitte-rolle, har jeg ladet mig fortælle, bortset altså fra hvis man skal være “faren som går på arbejde” og derfor er væk under hele legen). Min yndlingsleg er den hvor jeg er til frisøren og som bonus får masseret min ryg

Sammen med en god veninde har jeg et flyselskab (vi er CEOs, naturligvis), og vi flyver til alle mulige og umulige steder, gerne med gæster. Vi medbringer div. props såsom kufferter og first class toilettasker, og vi har sågar også nogle vældig labre flybakker.

Det er så dejligt at lege!

Derfor begyndte det at krible i fingrene, da jeg blev inviteret til at lege med i én stor kollektiv bølge af associationsglæde på http://shareabrainwave.net/. Tanken er, at man som tænkende, skrivende, observerende væsen kan sende en bølge afsted - udfra det sted hvor man nu engang selv er, hvadenten det er som fagperson eller menigmand - om bølger. Det er vitterligt en fantastisk leg: At associere vildt over et bestemt tema, som i dén grad kan pege i mange retninger.

Unseen buds, infinite, hidden well,
Under the snow and ice, under the darkness, in every square or cubic inch,
Germinal, exquisite, in delicate lace, microscopic, unborn,
Like babes in wombs, latent, folded, compact, sleeping;
Billions of billions, and trillions of trillions of them waiting,
(On earth and in the sea—the universe—the stars there in the
      heavens,)
Urging slowly, surely forward, forming endless,
And waiting ever more, forever more behind.

Walt Whitman: fra Leaves of Grass

Man kan vel gå og drømme, her i vinterens frost og kulde, at snart - åh så snart! - folder verden sig ud på ny.

Når engle ikke er optaget af at bringe bud eller varetage skytsjobbet, forestiller jeg mig at de sover.

Imidlertid er jeg gennem den seneste tid blevet opmærksom på, at også engle har brug for et frikvarter ind i mellem:

Ah! At tænke sig… det findes virkelig - Vicipaedia. Og det er super-gennemført. 
Se bare den latinske “Søg”-knap her:

Eneste mislyd herfra skal lyde over, at FAQ ikke er oversat

Diskussionen om hvor meget af sit jeg man kan/skal/bør/tør lægge ud på bloggen er fløjtet igang på flere blogs, og det er tankevækkende læsning. For hvor meget vil vi og tør vi lægge ud her, på internettet, til fri afbenyttelse af alle og enhver, på godt og ondt? (Mest på godt, insisterer jeg).

En lille nagende tanke melder sig hele tiden: Skal jeg fortælle i detaljer om min jul i sorg og fortvivlelse? Pensle det ud, hvordan en veninde, en psykiater og antidepressiv medicin har reddet mig? Måske kan det være en hjælp for andre i sorg at læse, at hvis man ikke passer på sig selv, kan sorgen blive til depression og kræve radikal behandling. Måske udleverer jeg for meget, måske kommer det til at gøre ondt på mig at se det på skrift.

Måske, måske, måske.

Så derfor tager jeg den gyldne mellemvej: Jeg lader en anden tale for mig og prøver derved at gøre det universelt, muligt at overføre til andre situationer.

Rufus Wainwright, som jeg før har skrevet om, udgav i 2003 første del af sin Want-samling (Want One og Want Two). Midt i værket optræder sangen Go or Go Ahead, som udtrykker så megen smerte, at Wainwright-entusiaster ligefrem taler om “a GoGA phase” i livet.

Rufus Wainwright: Go or Go Ahead
Thank you for this bitter knowledge
Guardian angels who left me stranded
It was worth it, feeling abandoned
Makes one hardened but what has happened to love
You got me writing lyrics on postcards
Then in the evening looking at the stars
But the brightest of the planets is Mars
Then what has happened to love
So I will opt for the big white limo
Vanity fairgrounds and rebel angels
You can’t be trusted with feathers so hollow
Your heaven’s inventions, steel eyed vampires of love
You see over me, I’ll never know
What you have shown to other eyes
Go or go ahead and surprise me
Say you’ve lead the way to a mirage
Go or go ahead and just try me
Nowhere’s now here smelling of junipers
Fell of the hay bales, I’m over the rainbows
But of Medusa kiss me and crucify
This unholy notion of the mythic power of love
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Look in her eyes, look in her eyes
Forget about the ones that are crying
Go or go ahead

Som han nævner i den lille intro inden sangen, handler den om de frygtelige konsekvenser af crystal meth, og handler derfor på det bogstavelige plan ikke decideret om sorg. Men mellem linjerne og i hans stemme er der så meget jeg kan genkende: Desperationen, sarkasmen, umuligheden; nowhere’s now here. Det gør ondt at høre denne sang, og alligevel hører jeg den igen og igen og igen, ganske enkelt fordi den et eller andet sted giver håb. For han kom jo over på den anden side, og han valgte livet - og var i stand til at skrive sangen med den indsigt han har fået.

Go - gå ned og lid en langsom, bitter død
eller Go Ahead - gå en anden vej frem. Ændring er mulig.

“Det sidste liv før døden” stod der i overskriften på den anmeldelse, som har hængt på indersiden af min hoveddør for at minde mig om at jeg skulle købe Julian Barnes’ novellesamling Citronbordet.

Det afhænger naturligvis af perspektivet, om man tror, at dette er det sidste liv før døden. Kødets opstandelse og reinkarnation er eksempler på troen om, at livet er evigt. Denne tro kan der være megen trøst at hente i.

Udsagnet om at dette liv er det sidste før døden provokerer derimod ved at insistere på, at der ikke er flere liv. Samtidig synes tanken at være særdeles udfordrende, netop fordi den opfordrer til handling: Hvis der ikke kommer andre chancer end denne, så giver det bedst mening, hvis vi gør os umage med at være til nu og her.

Citronbordet handler i øvrigt om at ældes og finde sig til rette i en ny alder, med alt hvad det indebærer af kropslige forandringer, altings forfald og modnende passioner. Noget så fantastisk som en eftertænksom bog jeg har klukket mig igennem.

Filesharing har gennem lang tid været et af nettets kendetegn. Ved at bytte rundt på et par bogstaver får vi anagrammet Lifesharing, eller som man også kan kalde det - erfaringsdeling. I takt med blogosfærens eksplosive vækst deler vi mere og mere af os selv, vores erfaringer og fantasier med hinanden. Lifesharing er et kendetegn ved nettet som vi kender det nu, in medias res. 

Når jeg logger ind her for at skrive et indlæg på min blog, tænker jeg nærmest hver gang “Er det nu for tæt på?”. Piller jeg mig selv i navlen på en måde, der måske mest er interessant for mig selv og evt. mine nærmeste? (Måske lige min psykolog, fordi hun får penge for det )

På grund af denne selvcensur ender mange potentielle indlæg i papirkurven, den virtuelle af slagsen, simpelthen fordi jeg er i tvivl om, hvorvidt det jeg skriver om reelt kan interessere andre. For det jeg her har skrevet mest om har været død, jammer og elendighed - for det er sådan det har set ud inden i, siden jeg startede bloggen. Måske kan du der læser dette, nikke genkendende til de stadier jeg har gennemgået, måske ikke.

Grundlæggende vil jeg gerne dele det jeg kan med andre, hvis det kan bruges. Samtidig er jeg forbeholden overfor at lægge det hele frem og skrive om personlige hændelser i mit liv, som om bloggen udgjorde en offentlig tilgængelig dagbog over mit liv og aktørerne der optræder i det.

Og det er jo lidt af et paradoks, tænker jeg: At ville skrive om noget meget personligt, nemlig hvordan man bliver levende igen efter et dødsfald, og samtidig gerne ville værne om mit private jeg. Men jeg er ganske enkelt i tvivl: Er denne blog reel og brugbar erfaringsdeling eller er det en unødvendig udlevering af et privat “jeg”?

Christine skriver om skribenter der godt tør skrive “jeg” og skrive under på det. Det er en særdeles inspirerende blog om et fagligt felt, som fanger min interesse, selvom jeg hverken er retoriker eller journalist. Da jeg læste om hendes fortid i en setting, der er Indiana Jones værdig, klappede jeg begejstret i mine hænder, netop fordi Christine herved selv bevæger sig et stykke væk fra forskerstemmens alfar-jeg.

Jeg er nysgerrig efter at vide mere om dette. Hvornår, hvordan og hvor intimt er det okay at sætte sit jeg i spil på en blog? Det er jo den gode gamle “personligt, men ikke privat”-diskussion, som jeg godt kunne tænke mig at puste liv i, netop her på bloggen, som handler om noget af det mest private, mest tabu-belagte, man overhovedet kan forestille sig.

Et skæbnefællesskab blev født, da to mødre døde sidste år. Min mor døde inden efteråret for alvor startede, og min venindes mor døde, da efteråret gik på hæld. Et skæbnefællesskab af den slags jeg selvfølgelig grundlæggende helst ville være foruden.

Nadja skriver på sin blog nogle tanker om, hvordan man kan vise sin sympati for dem, der har mistet. Hvordan man kan vise sin deltagelse, som det hedder i tidligere generationers sprog. For det behøver jo ikke være emma gadskt korrekt - så vidt jeg husker fra min Emma Gad-læsning redegjorde hun for meget specifikke regler for de sorte rander på kondelance-kortene etc. - men hvor formen i mine øjne er underordnet, så har det for mig været dejligt, når jeg har kunnet mærke, at folk har, ja, deltaget.

Der har været mange måder at gøre det på: De klassiske at sende blomster til begravelsen eller selv at komme. Men som Nadja også skriver om, så har det været en fantastisk overraskelse at modtage buketter derhjemme - buketter, som man kan nyde på en helt anden måde, fordi de står derhjemme. For mit vedkommende blev mit liv med ét ændret til at foregå i slow-motion, efter min mor døde. En buket blomster, som står derhjemme, kan man have den glæde at nyde i slow-motion.

Det varmede også i særlig grad at modtage breve og mails, hvor folk skrev nogle ord om, hvordan de huskede min mor. Det gjorde det på en eller anden måde mindre ensomt, fordi andres erindringer om hende var med til at give et helt billede af min mor. Det allerbedste var dem, der helt enkelt bare ringede eller kom forbi.  

Naturligvis reagerer vi alle forskelligt, og der er andre måder at tænke end den måde jeg gør det. Noget af det gode, som blogmediet kan, er at bringe mange menneskers fælles hukommelse i spil, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre fra andre:

Har du erfaring med at have mistet en, der stod dig nær? Oplevede du nogle særligt fine måder, som folk reagerede på?