Det er ikke mere end to dage siden, at jeg - endelig! - kom i en form for julestemning. Forstået på den måde, at jeg overhovedet begyndte at overveje det faktum, at vi skal være hos os juleaften, og at jeg i et svagt øjeblik var kommet til at love at sørge for and. Det var således først i mandags, at jeg bevægede mig over til slagteren for at bestille et par ænder. På min forespørgsel kiggede slagteren vantro på mig og udbrød “Jah? I 2007?”, underforstået at alle ænder var udsolgt. Hmmm.

Og det var ikke før i går, at jeg fik købt gaver. Normalt køber jeg gaverne løbende, i god tid, i løbet af efteråret. Jeg kan bedst lide at give gaver, som er velovervejede og som passer til den enkelte person, ikke til personens sociale rolle. Men i år er det anderledes. I år gør jeg tingene sådan lidt halvt.

Da jeg i går sad viklet ind i klisterbånd og gavepapir, mens jeg pakkede gaver ind, kunne jeg jo se, at der manglede en gave. Den sidste gave. Den skulle have været til min mor. Det var jo derfor det tog så lang tid at få købt gaver og få forberedt julen. Den bliver så anderledes, som jeg overhovedet kan forestille mig. Den bliver uden min mor, for første gang.

Hun skulle have haft et par gigantiske rosa solbriller, ja hun skulle. De skulle være så labre, at hun ville sidde med dem på hele juleaften, med iltapparatet kørende og et lille glas halvkølig pommeau eller to. Vi må drikke hendes skål i stedet.

 Dette var mit bidrag til Udfordringen nr. 8, hvor ordet “klisterbånd” indgår.