I sommer - da vi troede at min mor var ovre det værste efter sit besøg på Intensiv, et par måneder inden hun døde - var jeg i New York for at høre fantastiske Rufus Wainwright synge Judy Garlands sange i Carnegie Hall. En helt og aldeles storslået aften, hvor Rufus formåede at kanalisere Garlands ånd til os. En aften hvor tiden stod stille.

Han gjorde det igen forleden. Denne gang var det ikke Judy Garland-showet (som han til gengæld kommer til Paris og London med i starten af det nye år), men han og hans familie og venner indtog Carnegie Hall i onsdags, hvor de sang  julen ind med et Wainwright & friends juleshow. Her sang Rufus falset med Lou Reed på White Christmas, og Antony sang Elvis’ Blue Christmas. Sikke en farvepalet :-)

Hvor jeg dog gerne ville have været der. Heldigvis har en venlig sjæl lagt Rufus’ fortolkning af Minuit, Chrétiens ud på YouTube. Og hvor de fleste amatøroptagelser fra koncerter er frygtelige at se på og absolut kun for entusiaster, har denne lille optagelse en særlig kvalitet, og overraskende nok består kvaliteten i at beskueren har siddet så langt væk, at man kun ser Rufus som en lille figur nede i højre hjørne. Til gengæld er billedet beskåret, så mørket taler for sig selv. Sangen taler for sig selv. Det er her fortællingen begynder, i mørket, alene med mig selv, mine tanker og musikken.

Sidst på aftenen kom Rufus’ mor, sangerinden Kate McGarrigle, på scenen under akkompagnement af mange tårer af hendes børn og venner. Det var nemlig oprindeligt hende og hendes søster Anna (de navnkundige McGarrigle Sisters), som stod for koncerten, men Kate blev alvorligt syg i efteråret, og kunne derfor kun være med et kort øjeblik, hvor hun spillede banjo.

I sommer sad jeg på første række i Carnegie Hall og kunne se hende stå ude i kulissen og græde af lykke og stolthed over sin søn. Jeg har selv som mor oplevet sådanne øjeblikke af uendelig stolthed, når mine børn opdager noget nyt i sig selv eller verden. Og jeg er også barn af en alvorligt syg mor, og jeg kender den gråd, der kan overvælde én. Måske var det alligevel meget godt jeg ikke var der i onsdags. Det kunne godt tænkes at have været en for stor mundfuld. Men Minuit, Chrétiens hører jeg igen og igen og igen i disse dage.