Og der blev lys (i hvert fald for en stund)

For to dage siden var jeg så nedtrykt, at jeg ikke kunne fungere i nogen som helst sammenhænge. Ikke sammen med mine nærmeste, fordi jeg mente jeg bare ville gøre dem ondt med mine depressive tendenser. Ikke i festligt lag med venner og bekendte, fordi samtalerne blev for overfladiske. Hvordan kan man beskæftige sig med den materielle verden, når den i sidste ende bare forgår? (…og endnu værre tanker, som jeg vil forskåne jer i blogosfæren for, u-rare som de er).

Og i dag har det været muligt for mig at grine, sådan rigtigt - helt nede i maven - for første gang i mange, mange dage. Jeg har kunnet tænke på min mor uden at bryde ud i instant krampegråd. Jeg har ovenikøbet kunnet smile lidt af mig selv. Gad vide hvordan det er muligt at være så heldig?

Det startede med en hejre. Den fløj hen over søen i parken i morges, elegant og lydløst susede den over den sorte jernbro, hvor jeg stod, og hen til sit træ. Siden da har dagen taget form for mig. Netop, taget form for mig. Uden at jeg har gjort noget for det. Som en påmindelse et eller andet sted fra om, at lyset måske igen kommer til at skinne.

Måske banalt, jo såmænd. Måske var det netop så overfladisk en impuls som det at glædes over den materielle verdens frembringelser. Designdimser, ting. Men alligevel ikke. For hejren var der bare. Den skulle lige præcis i dén situation ikke imponere nogen eller tjene penge. Den var der bare. Og var. Egentlig en tilstand det er værd at øve sig på. At være og at svæve.

frkjensen siger:
13. december 2006 at 5:12 am

Jeg springer direkte til de unævnelige tanker. Med fare for, at jeg læser noget ind i teksten, som ikke er der. Så jeg ved ikke om det er dig, der har brug for at høre eller mig der har brug for at sige at:

Hejren, der fløj op hér til morgen, det umælende dyr, er slet ikke bevidst om sin egen eksistens. Den aner ikke hvor perlegrå og smukt glat i fjerdragten og forunderlig den er. Den har ingen anelse om, hvilke ringe i vandet, den spreder. Dén fløj op, og du blev ramt af dens skønhed.

Du er jo netop hejren! Du flyver hele tiden op, og spreder ringe i vandet (eller… luften) af skønhed og mening. Måske bare elementær glæde over, at hejren er smuk. Måske noget mere i form af en troende eller ikke-troende metafysik.

Lige nu er der tider, hvor du ikke selv kan se, hvor smuk og svæveflyvende du er, lige nu føles tingene lidt rå . Hvis du var hejren ville du sige “Arhj - jeg sover udenfor i et træ, og jeg lever af hele, levende fisk som jeg sluger. Øv, helt ærlig!”

Men hejre. Glæden ved træsidning og hjemmefanget sushi kommer igen. Og også i mere end dagens glimt. Det LOVER jeg.

Jeg kan også til tider fortabe mig i spekulationerne over, hvad det hele -når man sådan virkelig tænker over det- skal være godt for. Og det er tilladt at spekulere alt det man vil forudsat at man husker, at ens virkelige skønhed den virkelige skønhed ligger i det, vi har imellem os. I evnen til at udvise empati, at tage sig kærligt af et barn, bare at VÆRE der er faktisk, på forunderlig vis, godt nok for dem, der elsker én.