Levende

I går gav min far mig afskårne amaryllis. Min mor holdt af disse overvældende trompeter. Og det er som om blomsterne vil sige, at der stadig er noget der vokser her i verden. De kommer til at være med os i aften, så hun kan være med. Det er en dag af savn i dag. Vi må prøve at gøre det så godt vi kan.

Glædelig glædesblomstring (hvis det er muligt).

Det er ikke mere end to dage siden, at jeg – endelig! – kom i en form for julestemning. Forstået på den måde, at jeg overhovedet begyndte at overveje det faktum, at vi skal være hos os juleaften, og at jeg i et svagt øjeblik var kommet til at love at sørge for and. Det var således først i mandags, at jeg bevægede mig over til slagteren for at bestille et par ænder. På min forespørgsel kiggede slagteren vantro på mig og udbrød “Jah? I 2007?”, underforstået at alle ænder var udsolgt. Hmmm.

Og det var ikke før i går, at jeg fik købt gaver. Normalt køber jeg gaverne løbende, i god tid, i løbet af efteråret. Jeg kan bedst lide at give gaver, som er velovervejede og som passer til den enkelte person, ikke til personens sociale rolle. Men i år er det anderledes. I år gør jeg tingene sådan lidt halvt.

Da jeg i går sad viklet ind i klisterbånd og gavepapir, mens jeg pakkede gaver ind, kunne jeg jo se, at der manglede en gave. Den sidste gave. Den skulle have været til min mor. Det var jo derfor det tog så lang tid at få købt gaver og få forberedt julen. Den bliver så anderledes, som jeg overhovedet kan forestille mig. Den bliver uden min mor, for første gang.

Hun skulle have haft et par gigantiske rosa solbriller, ja hun skulle. De skulle være så labre, at hun ville sidde med dem på hele juleaften, med iltapparatet kørende og et lille glas halvkølig pommeau eller to. Vi må drikke hendes skål i stedet.

 Dette var mit bidrag til Udfordringen nr. 8, hvor ordet “klisterbånd” indgår.

I sommer - da vi troede at min mor var ovre det værste efter sit besøg på Intensiv, et par måneder inden hun døde - var jeg i New York for at høre fantastiske Rufus Wainwright synge Judy Garlands sange i Carnegie Hall. En helt og aldeles storslået aften, hvor Rufus formåede at kanalisere Garlands ånd til os. En aften hvor tiden stod stille.

Han gjorde det igen forleden. Denne gang var det ikke Judy Garland-showet (som han til gengæld kommer til Paris og London med i starten af det nye år), men han og hans familie og venner indtog Carnegie Hall i onsdags, hvor de sang  julen ind med et Wainwright & friends juleshow. Her sang Rufus falset med Lou Reed på White Christmas, og Antony sang Elvis’ Blue Christmas. Sikke en farvepalet

Hvor jeg dog gerne ville have været der. Heldigvis har en venlig sjæl lagt Rufus’ fortolkning af Minuit, Chrétiens ud på YouTube. Og hvor de fleste amatøroptagelser fra koncerter er frygtelige at se på og absolut kun for entusiaster, har denne lille optagelse en særlig kvalitet, og overraskende nok består kvaliteten i at beskueren har siddet så langt væk, at man kun ser Rufus som en lille figur nede i højre hjørne. Til gengæld er billedet beskåret, så mørket taler for sig selv. Sangen taler for sig selv. Det er her fortællingen begynder, i mørket, alene med mig selv, mine tanker og musikken.

Sidst på aftenen kom Rufus’ mor, sangerinden Kate McGarrigle, på scenen under akkompagnement af mange tårer af hendes børn og venner. Det var nemlig oprindeligt hende og hendes søster Anna (de navnkundige McGarrigle Sisters), som stod for koncerten, men Kate blev alvorligt syg i efteråret, og kunne derfor kun være med et kort øjeblik, hvor hun spillede banjo.

I sommer sad jeg på første række i Carnegie Hall og kunne se hende stå ude i kulissen og græde af lykke og stolthed over sin søn. Jeg har selv som mor oplevet sådanne øjeblikke af uendelig stolthed, når mine børn opdager noget nyt i sig selv eller verden. Og jeg er også barn af en alvorligt syg mor, og jeg kender den gråd, der kan overvælde én. Måske var det alligevel meget godt jeg ikke var der i onsdags. Det kunne godt tænkes at have været en for stor mundfuld. Men Minuit, Chrétiens hører jeg igen og igen og igen i disse dage.

Visse dage er der flere vita-miner i end andre.

Det er nu jeg begynder at tælle dem, dagene. Og det er snart de må virke, vitaminerne. Virktaminerne. Clementinerne.

For to dage siden var jeg så nedtrykt, at jeg ikke kunne fungere i nogen som helst sammenhænge. Ikke sammen med mine nærmeste, fordi jeg mente jeg bare ville gøre dem ondt med mine depressive tendenser. Ikke i festligt lag med venner og bekendte, fordi samtalerne blev for overfladiske. Hvordan kan man beskæftige sig med den materielle verden, når den i sidste ende bare forgår? (…og endnu værre tanker, som jeg vil forskåne jer i blogosfæren for, u-rare som de er).

Og i dag har det været muligt for mig at grine, sådan rigtigt – helt nede i maven – for første gang i mange, mange dage. Jeg har kunnet tænke på min mor uden at bryde ud i instant krampegråd.  Jeg har ovenikøbet kunnet smile lidt af mig selv. Gad vide hvordan det er muligt at være så heldig?

Det startede med en hejre. Den fløj hen over søen i parken i morges, elegant og lydløst susede den over den sorte jernbro, hvor jeg stod, og hen til sit træ. Siden da har dagen taget form for mig. Netop, taget form for mig. Uden at jeg har gjort noget for det. Som en påmindelse et eller andet sted fra om, at lyset måske igen kommer til at skinne.

Måske banalt, jo såmænd. Måske var det netop så overfladisk en impuls som det at glædes over den materielle verdens frembringelser. Designdimser, ting. Men alligevel ikke. For hejren var der bare. Den skulle lige præcis i dén situation ikke imponere nogen eller tjene penge. Den var der bare. Og var. Egentlig en tilstand det er værd at øve sig på. At være og at svæve.

En sen aftentime i biografen for at komme væk fra mig selv. Filmen Babel viste sig at give næring til tanker, der hober sig op for tiden. Tunge tanker om verdens tilstand, ikke kun politisk og økonomisk, men så sandelig også på mikroplan. Hvad er det vi gør ved hinanden? Hvad er vi her for?

Med vores mange sprog er vi mennesker adskilt fra hinanden. Ikke bare grammatiske og formelle sprog, men alle har vi hver vores måde at udtrykke os på, som alt alt for ofte giver bøvl og ballade. Det, som du siger, kan jeg fortolke gennem så mange lag af beskidte pyskologiske filtre, jeg aldrig har fået rengjort, og det kan få fatale konsekvenser.

Det har forundret mig gennem mit arbejde at være vidne til gigantiske it-udviklingsprojekter, som strander eller resulterer i makværk, ganske enkelt på grund af menneskers manglende evne til at tale sammen. Babelstårn indeed. Manglende evne til at forklare det forplumrede. Hvordan skal vi så kunne bygge sammen? 

Desperat ved tanken om håbløshed spørger jeg mig selv, hvornår det så er, at kommunikationen rent faktisk kan være anderledes tydelig (hvis den overhovedet kan)?

Den seneste uge har jeg haft tre oplevelser af mellemmenneskelig kommunikation, der har gjort stort indtryk. I den håbløse ende har jeg oplevet et eksempel på miskommunikation af slags, som jeg aldrig nogensinde ønsker at opleve igen. En vred, hadefuld person, der har fortolket andres ord efter eget forgodtbefindende, uden omtanke for andet end egen navle. Han lytter ikke, han taler bare. Sproglighedens brist # 1: At være lutter mund og ikke øren.

I den anden ende af mellemmenneskelighedsspektret har jeg oplevet to særligt gode ting den seneste uge, og de hører også hjemme her, som modspil til hadet og vreden og bristen.

På Galleria Borghese i Rom fik jeg forleden, ved hjælp af sproget, en fornem fortolkning af Berninis skulptur Apollon og Daphne.

(NB! Skulpturen skal ikke ses på billede, men netop som – skulptur, og jeg undskylder derfor den forringede tredimensionalitet her i mediet).

Fortolkningsseancen er en sand for-klaring. Det bliver klart for mig, hvorfor jeg skal stå der, lige foran, og hvorfor jeg skal gå rundt om skulpturen. Jeg forstår noget inden i mig selv ved at se på skulpturen, og marmoren fortæller mig om et grundvilkår ved at være menneske. Først ser jeg Apollon bagfra. Daphne anes blot. Han jagter hende, uskyldigt er det. Men går jeg rundt om dem, ser jeg pludselig hendes ansigt lammet af frygt, og ud af hendes hænder vokser blade, af hendes tæer gror rødder. Historiens metamorfose udfolder sig i takt med, at jeg går rundt om statuen. “The lover who would fleeting beauty follow, Plucks bitter berries, and leaves his hands hollow” er statuens inskription.Den uskyldige leg og jagten på den flygtige flirt bliver alvorstung og fuld af fatale konsekvenser, efterhånden som jeg går rundt om skulpturen, efterhånden som jeg får sproget med mig.  Sproglighedens glæde # 1: Når sproget følger rummet og tiden og folder verden ud for øjnene af mig, og i mig.

Mellemmenneskelighed er sprogets mål (jeg ville ikke have brug for sprog, hvis jeg var det eneste menneske i verden), men oftest resulterer sprog i forvirring og kaos. Hvis vi ikke vil eller ikke har overskuddet. Det er så her, filmen i går gav mig endnu en forståelse, som hænger sammen med den tredje oplevelse jeg vil fortælle om her. Det handler om børn og forældre. Om hvordan børn og deres voksne har et særligt sprog. I filmen hører vi den samme samtale mellem far og søn to gange, først hvor vi kun hører sønnen, og til sidst hvor vi hører dem begge og ved mere om hvorfor de siger som de gør. De har et bånd mellem sig. Sønnen fornemmer faderen græde og spørger “er du okay, far?”. Samtidig er far og søn væsensforskellige. På et andet tidspunkt i filmen ser vi, hvordan barnet ved hjælp af sproget kan give udtryk for tanker, som hans far ikke kan, nemlig sorg over, at familiens tredje barn er dødt.

Min lille søn på tre trøstede mig forleden, da jeg var rigtig ked af det. Han sagde til mig “Mor, når man er ked af det, hjælper det at få et kram”. Han kunne have nøjedes med at give mig et kram, og jeg ville være blevet trøstet så fint. Men i og med at han kunne sætte ord på sin intention, gav han mig, sammen med filmen, en nøgle til at forstå sproglighedens glæde # 2: At kunne præcisere den sociale relations rodfæstethed gennem intimitet i sproget.

Så til mine indledende spørgsmål “Hvad er det vi gør ved hinanden? Hvad er vi her for?” ville jeg i går udsigtsløst og trist have svaret “vi sover, vi spiser, vi skider, vi elsker, og så dør vi”. Efter at have set Babel i en sen aftentime husker jeg, svagt, gennem melankoliens tunge dyne, at det vi gør ved hinanden ikke kun er fyldt med brister. At vi ikke kun bruger sproget til at misforstå hinanden med. At vi også kan bruge det til at komme nærmere os selv, nærmere hinanden. At folde ud og præcisere.

Rom er velegnet til at sørge i.

Det antikke tempel Pantheon sætter det jordiske liv i perspektiv ved at lade solens lys vise tidens gang. Lyset skinner ind gennem hullet i taget i dette evighedens tempel:

Og mens evighedens lys skinner i Pantheon, sætter krypten under Santa Maria della Concezione-kirken alting i et helt andet lys; her prydes væggene af dekorationer, lavet af knogler fra århundreders døde cappuccinermunke.

Nede i krypten er der rosetter af hofteskåle og andre morbiditeter. Oppe fra kirken høres et drengekor i gang med at øve, og det giver i denne kontekst på absurd vis mening at læse skiltet i det sidste af de fem små underjordiske kapeller:

Vi var som jer.
I bliver som os.

Praktisk detalje for rejsende: 
Til at skærpe hukommelsen om byen var jeg glad for at kunne benytte mig af notesbogfirmaet Moleskines nyeste kreation: Den stedbestemte, udfyldbare notesbog.

Et metrokort, et oversigtskort samt relevante detaljekort er stort set alt man behøver, når man rejser. De virkeligt værdifulde samtaler og syn står ikke i en guidebog, men derimod på fodsålerne og i ens egne mentale og faktiske noter.

Bogen her har ovennævnte kort. Resten består af blanke sider, som har en fornem og fantasifuld indeksering (en kategori som “Places, dreams, adventures” tog fx kegler hos denne rejsende). Kalkérpapir til at klæbe på kortsiderne og aftegne vandringsruter på. En lomme til billetter og andet man kunne finde på at gemme fra sin tur. Og bedst af alt: En passende størrelse og et diskret udseende, der ikke råber “TURIST!” til alverden.

P.t. er bøgerne udkommet med udvalgte europæiske byer. Amerikanske byer følger til foråret og senere også asiatiske.