Jeg er meget, meget glad for Rufus Wainwright, så selvfølgelig måtte øjeblikket komme, hvor jeg finder en sang, så jeg kan få ham smuglet med ind på bloggen, indenfor de rammer jeg har pålagt mig selv. Hvilket egentlig, ret beset, indebærer, at alt hører hjemme her.
Sangen hedder In A Graveyard, og hvad egentlig kan være mere passende? Jeg har dog desværre ikke kunnet finde en uploadet version af sangen uden at der følger billeder med, så jeg vil anbefale lukkede øjne undervejs, da denne lille film (som jeg fandt på allestedsnærværende YouTube) benytter sig mere af håndholdt kamera end godt er som akkompagnement til netop denne sang.
Rufus Wainwright: In A Graveyard
Wandering properties of death
Arresting moons within our eyes and smiles
We did rest
Amongst the granite tombs to catch our breath
Worldly sounds of endless warring
Were for just a moment silent stars
Worldly boundaries of dying
Were for just a moment never ours
All was new
Just as the black horizons blue
Then along the bending path away
I smiled in knowing I’d be back one day
DR2 er uovertruffent TV. Så er det sagt. Jeg er ganske enkelt Fan med stort F.
Det er jeg også af serien Prime Suspect med Helen Mirren i den altoverskyggende hovedrolle som kriminalinspektør Jane Tennison. Gennem flere år har hun modstået alt: Et hårdt prøvet kærlighedsliv. Et mildest talt udfordrende job. Grov, grov kollegamobning (på grund af sit køn og sine ambitioner). Hun har efterforsket de mest afskyvækkende forbrydelser. Og nu står hun så her i sidste akt, syvende afsnit. Nedbrudt af druk og ensomhed og VREDE.
Første del af sidste omgang Prime Suspect (de kommer altid i to afdelinger) blev sendt på DR2 her til aften (hvilket i sig selv er imponerende hurtigt, for Final Act fik premiere på britisk tv for tre uger siden!). Og her sidder jeg tilbage og er dybt berørt af scenen, hvor Jane Tennisons far dør
[i parantes bemærket synes jeg så altså også at diverse nære familiemedlemmer har det med at dø i tv-serier lige for tiden - fx Frandsens kone i Ørnen - men måske er det bare mig... ligesom når man ser barnevogne eller kærestepar over alt, parantes slut]
og jeg sidder også og tænker lidt små-analytisk på, at dette er tv, når mediet er bedst. Billedsproget er som spansk og nederlandsk renaissance; fokuseret, dystert, skæbnesvangert. Og inden i den ramme befinder Jane Tennison sig, og mens hun bryder med sine indre dæmoner, finder hun pludselig et glimt af genkendelse i en 14-årig pige. Midt i det storladne og teatralske sidder pensionsmodne og fordrukne Jane Tennison og sender SMS’er til en ung pige. Uprofessionelt, ja - men menneskeligt.
Kompostbunker fanger min faglige interesse, også selv jeg ikke er arkæolog, men noget nært beslægtet: Antropolog. Der er en del stof til socialvidenskabelig eftertanke, når man står overfor en hvilken som helst kompostbunke: Hvad lever disse mennesker af? Hvordan tilbereder de deres føde? Hvad skiller de sig af med, og hvorfor?
Kompost, affald, skrald, skræller - det spiller for mig også en helt andet rolle, nemlig at appellere kraftigt til min æstetiske og filosofiske side. Som når jeg laver suppe og ordner grøntsagerne sådan, at de lysende klare skræller kommer til at ligge øverst i bunken, så de danner deres egen lille nature extra morte. Extra fordi de er jo netop er extra døde, disse skræller af årets sidste høst.
Og som når dette hverdagstableau får mig til at tænke på, at selv i forfaldet og i det vi udskiller findes der en forunderlig stille og insisterende skønhed. I farverne, og i løftet om at alt vender tilbage. Det er den mirakuløse cyklus, lige dér, i min køkkenvask.
Min gamle ven maleren kom kort tid før sin død fra atelieret ind i stuen til sin kone, fortalte hun mig, mens vi sad i sofaen. Vi sad sammen og talte om ham, og om deres liv sammen. Fra sofaen kunne vi se hen på væggen bag døren, der var halvt lukket i.
“Han kom stormende ind med et billede. Han vidste, at sømmet allerede var dér, bag døren. Det eneste han sagde var `det er døden´.”
Jeg så hen på billedet, som nu hang der på sømmet bag døren. Det var en af hans karakteristiske masker, men i andre farver end han plejede. Mere mørkt, men også mere klart. Det hang der bare, henne bag døren hvor man kun kunne se det rigtigt, hvis døren var lukket. Ellers hang det bare der i skyggen.
Hvor længe havde sømmet været der? Vidste han, at det var et søm beregnet til hans dødsmaske? Er der et søm til os alle?
Jeg tænker, at der måske er et søm til mit billede. Men jeg maler jo ikke!? Ikke så meget i hvert fald, og slet ikke som han gjorde. Hvad skal der så hænge på det søm? Mit liv og det jeg på et eller andet tidspunkt formår at få ud af det? Er det min arbejdsindsats, eller mine indsigter og erkendelser, er det min evne til at elske der kommer op at hænge der?
Eller måske er det bare døden, der hænger der i skyggen, et lille uanseeligt sted? Den er der og den er der for os alle. Ingen går fri. Der er et søm til os alle.
Der er dage, hvor det er svært at hitte hoved og hale i noget. Hvor der ingen retning er. Hvor jeg lige så godt kan gå mod øst som mod vest. Hvor jeg ikke kan overskue konsekvenserne af mine handlinger.
Det ligner mig slet ikke. Jeg er jo en beslutsom person. Jeg ved jo hvad jeg vil. Normalt er jeg alt andet end vægelsindet og har faktisk i hele mit voksne liv været temmelig træt af vægelsind, når jeg mødte det. Engang hørte jeg sågar én sige “Jeg er måske lidt delvist vægelsindet”.
Hvad jeg imidlertid har lært den seneste tid er, at det faktisk slet ikke er så dårligt ikke at kende sin retning. At det kan være udmærket at bare glo op i luften og se på skyer. Det er jo også en slags retning, bare ikke en helt autoriseret én af slagsen. Al det vægelsind og al det skykiggeri giver mig frem for alt tid. Tid til at bare være uden at skulle ordne og fixe og sørge for. Bare være.
Rachel skriver i sin blog om gode børnebøger om døden, og det er såklart et ganske oplagt emne at tage op her også. Blandt en række bøger har særligt “Farvel Hr. Muffin” været en god bog at læse med min yngste søn på tre, fordi den er fuld af billeder, som en treårig kan forholde sig til. Billeder af en der er gammel, billeder af at se tilbage på sit liv, billeder af at være død. Det der med at den døde er der fysisk, men er helt kold og stille, det er altså en hård nyser at forstå for en treårig. Der kan det være belejligt med noget, der uden omsvøb viser en død, viser en kiste - ja, ganske enkelt viser hvad det handler om. Man skal ikke være så floromvunden med små børn, for ellers bliver de snotforvirrede.
Min store dreng på syv holder meget af Brødrene Løvehjerte, og her har jeg også selv som barn fundet stor trøst og en form for forklaring i Astrid Lindgrens sekulære reinkarnationsunivers, Nangijala/Nangilima.
Har du høstet erfaringer med bøger om døden, skrevet på en måde, så børn bliver grebet/berørt/oplyst/forløst?
En formfuldent begravelsestale forventes næsten af Mr. Monty Python, John Cleese - dén mand må næsten gå rundt under et åg af forventninger til hans formfuldenthed! - og forventningen bliver så sandelig indfriet, når man ser denne optagelse hans tale til Graham Chapmans begravelse, som Rastrup venligst har henledt min opmærksomhed på.
Så befriende kærlig, så vanvittigt morsom, og ikke mindst så elegant fræk! For hvem vil ikke gerne være den første til at sige unævnelige ord på britisk tv? John Cleese vil i hvert fald gerne, og når han så oven i købet kan gøre det som en venskabserklæring, er der slået to fluer med et smæk. Bang for the buck, for nu at blive i terminologien.
Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.
Henrik Nordbrandt: Håndens skælven i november, 1986
Det er blevet november og sent efterår og mørkt. Jorden går i dvale. Sindet ligeså, måske. Hvis jeg tillader det.
Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt -
da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelig dræ,
vil vi dog elske - og plante et træ:
frugter kan uspået komme.
Thorkild Bjørnvig, til Baaring højskoles indvielse, 1959
