Det hele vender tilbage. Min venindes mor er død. Tiden står stille, eller går baglæns. Min venindes dejlige mor er død. Adjektiver og navne kan ikke sættes i datid. “Mor” er ikke datid. Mor vil hun altid være. Og “dejlig”. Men hvis man vil, kan man godt for en stund lege, at “død” står i en slags adjektiv-futurum. Som om tiden slet ikke rigtigt findes.
Det hele vender tilbage. Novemberskovbundens tæppe af blade fik min treårige til i går at spørge min mand “hvad lugter her af?”. For mig er det en duft, ikke en lugt. Det er duften af naturen, der gør sig klar. Et sandt paradis for skovbundens kriblende soldater. Kæmpemæssige myretuer så vi derude i skoven. Rævegrave. Hestepærer. Blade, træstammer, mos. Kredsløbet i fuldt flor.
Skoven er ikke en hvilken som helst skov. Det er min barndoms skov. Jeg har ikke været i den skov i mange, mange år. Engang var jeg her hver dag, helst sammen med en hest. Så jeg kan huske skoven på dens lyde. På hvordan hovenes gungren dæmpes af den bløde jord, på hvordan lyden isoleres når man rider på en sti i en slugt, der kiler sig ind i landskabet. Da jeg var her sidst, var der netop plantet nye fyrretræer på et stort område. Nu er de femten meter høje, træerne. Tiden findes.
Telefonen. Min veninde har lagt en besked. Det hele vender tilbage. Min venindes mor er død. Pludseligt og uventet. Det hele står stille. Det er som om træerne stopper med at vokse et øjeblik. Myrerne holder inde. Skoven holder vejret, mens jeg græder (eller måske er det bare fordi jeg tænker det sådan, måske). Det er som om tiden går sin egen vej. Jeg står midt i min barndoms skov og min mor er endnu ikke død. Min venindes mor er ikke død. Det er futurum, døden ligger langt forude i tid.
Det hele vender tilbage og tiden går baglæns. Og sidelæns. Den starter og slutter samme sted. Snor sig ud og ind i min hukommelse, i mine minder om duften af råd og lyden af hove på blade. Tiden er så stor, at den kan bemægtige sig vores kroppe. Vi kan dø med tiden. Men samtidig er tiden så lille, at den kan være i mit hoved og er så bøjelig, at jeg kan strække den til hvad jeg vil. Lege at tiden er væk. Eller lege at vores døde mødre sidder i toppen af et fyrretræ og styrer tiden som var den en marionetdukke, mens træerne vokser nedad og efterår bliver til sommer bliver til forår. For altid.
