“Her hviler Maren Hansen.
Hun døde meget ubelejligt midt i høsten”
Dén grinede vi meget af den sommer. Og fandt selv på andre fiktive gravstenstekster med gamle citatschlagere i familiens kreds. For eksempel vores kære nabo, på hvis gravsten vi mente der skulle stå “Her hviler X. `Vi snakkes ved´”. Det sagde hun nemlig altid.
Ovre i den mere alvorstunge afdeling finder vi de virkelige gravsten. Dem man kan tage hen til og lægge blomster eller sten ved. Dem man kan samles om og græde ved. Dem man kan parkere sit savn ved.
Jeg er glad for, at min mor har fået et gravsted. Det gør det lidt mindre uhåndgribeligt for mig, og ikke mindst for mine børn. Da vi skulle finde ud af hvad der skulle stå, var vi nogenlunde enige, undtagen om hvorvidt der skulle stå dødsdato på. Men værre var det heller ikke. For selvom det er et vigtigt sted, så er det trods alt heller ikke andet end - en sten.
When we are dead, seek not our tomb in the earth, but find it in the hearts of men.
Rumi (sufitænker og -digter)
Det er dér jeg også ser min mors grav, udover den konkrete sten der hviler på græsset over hendes urne.
Ja. I menneskers hjerter. Som da jeg i Moskva for mange år siden var på digteren Jesenins grav på Vagankovskoje-kirkegården, og der ikke blot var blomster, mad og vodka stillet frem til ham. Der var også en pensioneret pilot, der kunne recitere alle Jesenins digte on request. Som for eksempel dette:
До свиданья, друг мой, до свиданья.
Милый мой, ты у меня в груди.
Предназначенное расставанье
Обещает встречу впереди.До свиданья, друг мой, без руки, без слова,
Не грусти и не печаль бровей,-
В этой жизни умирать не ново,
Но и жить, конечно, не новей.
Farvel, min ven, farvel
Min kære, du er i mit bryst
Denne forudanede afsked
lover genforening forude.Farvel, min ven, uden håndtryk, uden ord,
Bliv ikke ked af det eller vis tristhed med dine øjenbryn,
At dø er ikke noget nyt i dette liv,
men at leve er selvfølgelig heller ingen nyhed.
(egen yderst amatøragtige oversættelse
af Jesenins afskedsdigt fra 1925)
Barskt, men også nøgternt.
—–
Min mor er faktisk ikke helt rigtigt død. For hvor en del af hende godt nok ligger under stenen på kirkegården, så er der en anden del af hende, der bor i den fælles hukommelse jeg deler med hendes andre kære.
17. november 2006 at 11:41 am
Smuk og dejlig post! Min personlige kommentar til det med gravsten og grave:
Min chef fortalte forleden, at hun havde spurgt sin 4-årige datter om hun, på sin fødselsdag, kunne tænke sig gæster til morgenmad, frokost eller aftensmad. ”Først” havde pigen svaret ”Vil jeg gerne ha’ gæster til morgenmad. Så til frokost. Og så til aftensmad!”.
Spørg børn, om de synes det er godt med et lille, praktisk juletræ, eller et STORT et. Spørg børn (i al fald pigebørn) om de synes en tur på rådhuset i ’dragt’ kvalificerer som et bryllup. Spørg børn, hvordan de synes begravelser skal foregå, og jeg gætter på at man vil få en version, der ligger tæt på det, der også er sundt for os voksne. Og jeg gætter på, at den version ikke inkluderer ord som ’diskret’ eller ’i stilhed’ eller for den sags skyld ’de ukendtes grav’.
Havde det stået til min mor (som, karakteristisk for sin tid, troede man kunne afskaffe smerten ved døden, ved at afskaffe ritualerne) så var min fars urne blevet sat ned i de ukendtes gravsted. Det var mig, der med mit 9 år gamle verdenssyn satte foden i. Af hensyn til mine børn! For hvor skulle de ellers gå hen, hvis ikke der var et sted, hvor deres morfar var begravet?
Jeg fik heldigvis min vilje, og over 20 år efter gik det ved et tilfælde op for mig, at der er andre end mig, der også bruger gravstedet! For nogle år siden, ved juletid, stod jeg ved min fars grav og så, at nogen havde lagt en krans (antagelig på hans fødselsdag, som er i november). Jeg plejer ikke at sørge ved min fars grav, snarere at mindes og tænke lidt, men den dag græd jeg. Jeg græd fordi det var ufattelig forløsende at savne ham sammen med nogen, og dybt rørende, at jeg ikke er den eneste, der husker min far.
Og pointen var egentlig bare,at grave kun er en sten ovenpå noget jord, men når man vælger begravelsesform, så vælger man ikke kun for sig selv og den nærmeste familie, men også for andre. Venner, øvrige familie, nære og fjerne relationer, gamle kærester, ufødte børn og kollegaer kan også have brug for et punkt, hvortil de kan knytte deres sorg.
Minderne, og det der lever videre er det vigtigste, men ind i mellem, så er det eneste man har brug for, lige at stikke forbi med en smuk buket.
17. november 2006 at 5:33 pm
Nemlig. Det eneste man har brug for til at stille en smuk buket ved. Et Sted.
Jeg kommer til at tænke på den gamle Sinéad O’Connor-sang, I Am Stretched On Your Grave (her i en cover-version med Dead Can Dance), som handler om behovet for et sted.
I am stretched on your grave
And will lie there forever
If your hands were in mine
I’d be sure we’d not sever
My apple tree my brightness
It’s time we were together
For I smell of the earth
And am worn by the weather
When my family thinks
That I’m safe in my bed
From night until morning
I am stretched at your head
Calling out to the air
With tears hot and wild
My grief for the girl
That I loved as a child
Do you remember
The night we were lost
In the shade of the blackthorn
And the chill of the frost
Thanks be to Jesus
We did what was right
And your maiden head still
Is your pillar of light
The priests and the friars
Approach me in dread
Because I still love you
My love and you’re dead
I still would be your shelter
Through rain and through storm
And with you in your cold grave
I cannot sleep warm
So I’m stretched on your grave
And will lie there forever
If you hands were in mine
I’d be sure we’d not sever
My apple tree my brightness
It’s time we were together
For I smell of the earth
And am worn by the weather
18. november 2006 at 9:21 am
Så lærte man det. Ovenstående sang er slet ikke Sinéad O’Connors! Hendes fortolkning af sangen er også en cover. Den er oprindeligt skrevet på keltisk:
Táim Sínte ar do Thuama
Táim sínte ar do thuama,
Is do gheóir ann do íor mé
Dá mbeadh barr do dhá lámh agam
Ní sgarfainn leat choíche.
A úilin is a ansacht,
Is am domh-sa luí leat,
Tá bola fuar na cré orm,
Dath na gréine ’s na gaoithe!
Tá cló ar mo croí-se
Tá líonta le grá dhuit,
Lionndubh ar thaobh thíos de
Chomh cíordhubh le h-áirne
Is má bhaineann aon ní dhom
‘S go gclaoifeadh an bás mé,
Bead-sa im’ shí gaoithe
Romhat thíos ar na bánta!
Nuair is dó le mo mhuintir
Go mbím-se ar mo leaba,
Ar do thuama ’sea bhím sínte
Ó oíche go maidin:
A’ cur síos mo chruatan
‘S a’ crua-ghol go daingean.
Tré mo chailín ciúin stuama
Do luadh liom ‘n-a leanbh!