Marcus Rubin fra Politiken skrev en uge efter min mors død en kronik, som kom på rette tid og sted. Da hans kronik i høj grad er inspirator for denne blog, er det på sin plads at bringe en lille reklame for hans Bibelblog, som han skriver fra Jerusalem.
Han lægger ud således:
Jeg er ikke kristen, jeg er ikke medlem af folkekirken, og jeg er hverken døbt eller konfirmeret. Jeg er af jødisk afstamning, men hverken troende eller for den sags skyld rigtig jøde, eftersom min mor ikke var jøde.
Spørger folk mig om min religion, svarer jeg typisk, at jeg er agnostiker. Religionernes svar på Det Radikale Venstre, hvor man ikke afviser, at Gud måske findes, men dog heller ikke tror på ham.
Så hvad er nu det med at læse biblen og endda formaste sig til at skrive om den? Hvad bilder jeg mig ind, at jeg kan bidrage med om den måske mest gennemdiskuterede og analyserede bog i verden?
Bestemt ikke nogen teologiske gennembrud eller banebrydende nytolkninger. Ideen bag denne blog er mere beskeden, nemlig at undersøge hvad en ganske almindelig læseglad, nysgerrig og nogenlunde veluddannet dansker får ud af at læse biblen i dag.
Hvilke tanker sætter det i gang, hvad undrer, morer, bevæger - og kan man som sekulariseret dansker overhovedet relatere bibelen til tilværelsen i det 21. århundrede?
Det er både interessant, fordi det handler om at læse biblen med sekulære øjne i en alt-andet-end-sekulariseret-verden, og fordi rammerne for god blogging-etik kan blive udfordret netop p.g.a. emnet.
