Det er givende at blogge, ingen tvivl om det. Så mange nye vinkler, så megen inspiration.
Det er inspirerende at følge med i sine yndlingsblogs, at læse og skrive på en måde som bliver til en on-going samtale mellem mange mennesker.
Kommentarfeltet er blogningens hjerte. Ikke fordi der nødvendigvis skal kommentarer til alle posts, men det er i kommentarfeltet, at bloggen bliver til dialog. Det er her vi lærer hinanden at kende, og det er her en tanke kan tænkes til verdens ende af flere.
Og således vågnede jeg i dag op til en kommentar, der foranledigede mig til stille at juble på denne regnfulde morgen: Afledt af diskussionen om dødsannoncer og nekrologer skriver Martin om afdøde.dk, som giver os mulighed for at huske de døde.
God læsning.
12. november 2006 at 10:15 am
Av - jeg prøvede lige at gå over på afdøde.dk - og jeg synes, at det er en frygtelig side. Kan slet, slet ikke forholde mig til, at man skulle abonnere på oplysninger om, hvem der dør i hvilke postnumre. Hjælp mig her - hvorfor synes I, at det er en fantastisk side (Levende og Martin). Jeg tager gerne mod modargumenter. Men lige her og nu synes jeg, at det er en frygtelig tanke at abonnere på døden på den måde.
12. november 2006 at 11:37 am
Yesss, godt med modspil. Det er præcis hvad jeg gerne vil med denne blog. Ikke medlidenhed, men diskussion. Argumenter og modargumenter i en tango med og mod hinanden. Tak, Line.
Til sagen.
Et dødsfald kommunikeres typisk på følgende måder:
Enten personlig kontakt (ansigt-til-ansigt, telefonisk, pr. brev eller e-mail)
eller via medier, som typisk vil være landsdækkende dagblade (dødsannoncer) eller fagtidsskrifter (nekrologer, dvs senere end begravelsen).
Man prøver derved at nå ud til den afdødes bekendtskabskreds, sådan som man tror den ser ud. Men verden er som bekendt mere kompleks end som så, og en dødsannonce i Politiken vil måske ikke blive set af de bekendte, der er gået over til gratisaviser - eller som læser Berlingske. Sidstnævnte “gap” prøvede vi at dække ved at sætte annonce i både Politiken og Berlingske, trods det at min mor var inkarneret Politiken-læser og nærede en vis foragt for Berlingeren. Men som et alsidigt menneske kendte hun mennesker i mange forskellige dele af samfundet, og derfor var ét positioneret medie ikke nok. Men der var givet andre steder, det også havde været smart at annoncere i.
Og til afdøde.dk:
Jeg vil give dig ret i, Line, at det ser frygteligt ud, når man ser det på skærmen. Listevis af navne over de døde. Det virker let koldt og sagsbehandler-agtigt. Man skal klikke sig ind på hver enkelt annonce for at se vignetter, afskedsord og pårørendes navne - alt det som gør dødsannoncelæsningen levende, men som er fraværende, når man kigger på skærmen og ser en liste over navne.
Selvom udformningen opfattes som frygtelig, synes jeg ikke, at tanken om at abonnere på døden er frygtelig. For alternativet er, at vi slet ingen steder har i et offentligt rum til at annoncere, at nogen er død. Dette understreger min frygt for (og tese om) at døden ikke har plads i vores højeffektive måde at organisere samfundet på. Men skal der ikke være plads til døden for at vi kan kalde os levende?
Sig mig hellere end gerne imod. Det sliber tankerne til eller rykker dem over på en anden kontinentplade.
12. november 2006 at 12:57 pm
@Levende - tak for det. Hm tænker, tænker… og når frem til, at jeg er helt på det rene med det med både at annoncere i Politiken og Berlingske mv. Men er det alligevel ikke sådan, at avisanonncerne sådan set både skal læses og refereres, altså sådan at forstå, at den, der læser, at en ven er død, jo fortæller det videre til de andre, som havde denne ven kær. Altså at der er impliceret i annonceformen. Det at miste, handler det ikke netop om alt det, vi har sammen og mister hver især og også sammen, altså om det tomrum og det savn vi skal have bearbejdet netop ved kontakt, fortælling, genfortælling, erindring, gråd, trøst - menneske til menneske. Og altså netop ikke medium til menneske. Det forekommer mig uendelig koldt og frygteligt at skulle modtage bested på mailen om, hvem der er død. Så sidder man der med sine reaktioner og med sin ensomhed ved tabet. Jamen Line, det er da det samme, der sker, når du læser avisdødsannoncerne. Nja, er det nu det - nej ikke helt, synes jeg. Det er som om døden placeret der i livet, i avisen, mellem lykønskninger, nyheder, tv-programmet mv. bliver mindre isoleret som død og mere placeret i livet, netop der i avisen. Hvor avisannoncen sørger for, at døden ender blandt mennesker, ved at vi ringer til hinanden eller mødes og fortæller hvad vi har læst, så er det som om, at døden på afdoede.dk enden på nettet. Isoleret på sit eget site. Nej, jeg kan ikke lide det. Og måske det også er fordi, med avisen, ja der får jeg døden at vide som en del af noget andet - jeg abonnerer ikke på avisen for at få dødsmeddelelserne, men hvis jeg abonnerer på afdoede.dk, ja så abonnerer jeg på sorgviden. Hm, kan sagtens se at jeg mixer tanker og følelser her i min argumentation - men det er vel egentlig ok, det er vel blandt andet del af dødens væsen…
12. november 2006 at 1:20 pm
Dødsannoncens plads er så sandelig i avisen, for som du skriver, så er den dér på sin plads blandt alt det andet, og ikke isoleret i triste lister.
Mit udgangspunkt for at sende afdøde.dk en venlig tanke er, at sitet kan indtage en plads, som jeg frygter er ved at gå tabt i et komplekst, mediekrigsramt samfund. Så for mig er sitet ikke ideelt, men det er en mulig løsning på et problem, som jeg ser komme i en medieverden uden sammenhængskraft.
Eller hur?
12. november 2006 at 1:56 pm
Måske - men så tror jeg, at det er alt for traditionelt tænkt. Der skal meget mere ‘liv’ derind for at de døde får plads i livet
12. november 2006 at 2:01 pm
Ja, det er lidt et problem. Den moderne løsning ville være at abonnere på dødslisten. Men det er ikke rart at læse sådan en liste hver dag. Så i stedet kunne man abonnere på de navne man er interesseret i
Så skulle man indtaste alle navne på alle dem man kender. heh, skrækkelig tanke; og hver gang en Brian Olsen dør får man en notifikation og læser nervøst indtil man finder ud af at det ikke er den Brian Olsen man kender…
Det er nok stadig den bedste løsning at have en rubrik med dødsannoncer iblandet liv. Man kunne fx argumentere for at de skulle lægges på avisernes hjemmesider/forsider…
12. november 2006 at 2:17 pm
Tak for jeres kommentarer, Line og Runerister.
Jeg håber du stadig læser med, Martin? Det er i hvert fald nogle rigtig gode kommentarer, du har fået til dit site.
Og andre der læser dette: Træd endelig nærmere og kom med jeres besyv
13. november 2006 at 1:13 pm
Min første tanke var “god idé, men jeg kan ikke selv bruge løsningen, for jeg aner da virkelig ikke hvor dem, jeg kender/kendte er flyttet hen i mellemtiden!”.
Ved nærmere eftertanke, og ved at tænke sociologisk, så kan jeg faktisk sagtens lave mit personlige kort over de steder, hvorfra jeg tror det kunne være relevant at ‘abonnere på sorgviden’ som Line kalder det (med et ord, der ikke findes på google, Line! Lad os indføre det!). Sammenholdt med den sorgviden jeg får fra arbejdspladser, netværk, venner osv, så ville jeg være godt dækket ind med nogle udvalgte postnumre. Ikke perfekt, men bedre end at forlade sig på at læse sin egen, idiosynkratisk valgte, morgenavis.
Det springende punkt er: Får jeg det gjort? får jeg meldt mig til, får jeg tænkt over mine behov for sorgviden? Så vidt jeg kan se er afdøde.dk oppe imod de samme kræfter som testamenter, organdonorkort, registrering af begravelsesønsker og andre institutionaliserede praktikker, som knytter os lidt for nært til tanken om vores egen eller nærtståendes død.
Den store, patosfyldte død er vi ikke så bange for (når nogen dør i kongehuset etc) lige som vi heller ikke lader os skræmme overvældende af massedød andre steder. Men den lille, bureaukratiske, personlige dødsrefleksion, DEN er svær.
Det er ikke mediet, der spærrer. Det er døden som sådan der altid er en angstprovokerende kæp i hjulet. Når vi indrykker dødsannoncer i morgenaviserne, så gør vi det, fordi ‘det plejer man at gøre’. Hvordan får vi ‘plejer’ med over i cyberspace?