Du ska tackaDu ska tacka dina gudar,
om de tvingar dig att gå
där du inga fotspår
har att lita på.Du ska tacka dina gudar,
om de gör all skam till din.
Du får söka tillflykt
lite längre in.Det som hela världen dömer
reder sig ibland rätt väl.
Fågelfri var mången,
vann sin egen själ.Den som tvingas ut i vildskog
ser med nyfödd syn på allt,
och han smakar tacksam
livets bröd och salt.Du ska tacka dina gudar,
när de bryter bort ditt skal.
Verklighet och kärna
blir ditt enda val.fra Karin Boye: Gömda land, 1924
9. november 2006
9. november 2006 at 3:54 pm
Flot og indsigtsfuldt.
9. november 2006 at 11:59 pm
Særligt linjen
“Den som tvingas ut i vildskog
ser med nyfödd syn på allt”
Krise betyder jo både ‘vanskelig situation’ og ‘afgørende vendepunkt’.
Samtidig har jeg det også svært med de erkendelser, der kommer af kriser. Man tvinges, man kæmper, man prøver at trodse hvad-det-nu-end-er man bliver budt. På et tidspunkt kapitulerer man så. Man erkender, at det man kan tage med sig er, at man har lært noget, står styrket, står et nyt sted og alt det dér. Og det er godt. Hellere det end ingenting. Men det er altid bittersødt.
10. november 2006 at 12:39 am
men
“och han smakar tacksam
livets bröd och salt.”
Det er det der er så forbandet svært, ikke?
At smage saltet, og at gøre det i taknemmelighed.
At tage den bittersøde smag og gøre den salt.
Ikke sød, ikke bitter, men sand.
10. november 2006 at 10:27 am
Jo, det er det andet aspekt. At døden sætter livet i relief, som du selv skriver. Man lærer, på den hårde måde, at man bare gør klogest i at påskønne livet og alt det man har.
Jeg tror den bittersøde smag er forbundet med sorgen. Den skal have lov at være der, og så langsomt klinger den af. Men den forsvinder vist aldrig.
11. november 2006 at 11:08 am
Sorg er hjemløs kærlighed, ikke også?
11. november 2006 at 11:40 am
Hjemløs kærlighed. Godt.
Måske ville jeg sige at sorg er længsel efter det der ikke blev. Det liv der kunne have været. Og længsel er hjemløs kærlighed. Hvileløs.
11. november 2006 at 4:28 pm
Jeg har gået og funderet over digtet, og de kommentarer vi sammen har skrevet. Og der er altså noget der ikke stemmer indeni. Der er noget, jeg bliver nødt til at sige, so here we go: Vel vil jeg ej være taknemmelig!
Det er et smukt digt, og jeg forstår jo så udmærket mange af pointerne. Man smager jo livet meget bedre, når man har været tættere på døden. Men være taknemmelig for at være blevet ‘tvunget i vildskov’. Ligefrem takke mine guder for det. Nej jeg vil ej, vil jeg så ej, nej!
Jeg vil gå med til at takke guderne (eller Gud, som eksisterer for mig, på en temmelig intellektuel og kulturkristen måde. Men eksisterer, trods alt.) for at vi er i stand til at finde vej ud af skoven igen. Og for at vi er i stand til at lære af det, og hjælpe hinanden. Men takke for muligheden for at have fået lov at lære, takke for at nogen er taget fra mig. Nixenbixen. Not on my shift. Sorry….
(men jeg vil godt ha lov at være taknemmelig for, at jeg må komme herover og tænke tanken til ende i nogen andres kommentarfunktion. Tak for det!)
11. november 2006 at 5:33 pm
Ydmyghed.
Du skal ikke takke for at nogen er taget fra dig. Men måske når du ned et sted hvor mysteriet svæver, hvor du kun kan undre dig over storheden i det hele. Og finder at du kun sidder tilbage med en stille taknemmelighed…
11. november 2006 at 6:29 pm
For mig handler digtet ikke om min mors død. Jeg er på ingen måde taknemmelig for at min mor ikke er her mere. Jeg savner hende voldsomt, og kommer altid til at gøre det.
Men det er et digt med en voldsomt kraft i mit liv. Det har fået en af mine nærtstående til at aflyse et bryllup.
Du ska tacka talte til hende som det taler til mig om at være taknemmelig for at blive ledt et sted hen, hvor man tvinges til at mærke efter hvad man selv vil. Ikke hvad andre vil, ikke hvad der er comme-il-faut, ikke hvad der synes at være rigtigt. Men det der er kernen.
Så nej, jeg vil heller ikke takke for at nogen er taget fra mig. Til gengæld vil jeg gerne gøre som det ghanesiske ordsprog “Look back and pick up what’s good”.
11. november 2006 at 6:31 pm
PS. frkjensen, kommentarfunktionen er ikke min, men også jeres.
Mi casa es su casa
11. november 2006 at 10:58 pm
Godt så
Den fortolkning kan jeg bedre li’ end mit eget anfald af trods overfor de højere magter…
Og *tak*!
12. november 2006 at 1:26 pm
Tja, tænk hvis ingen nogensinde trodsede højere magter - sikke en uforanderlig verden vi så sad med.