Levende

Det hele vender tilbage. Min venindes mor er død. Tiden står stille, eller går baglæns. Min venindes dejlige mor er død. Adjektiver og navne kan ikke sættes i datid. “Mor” er ikke datid. Mor vil hun altid være. Og “dejlig”. Men hvis man vil, kan man godt for en stund lege, at “død” står i en slags adjektiv-futurum. Som om tiden slet ikke rigtigt findes.

Det hele vender tilbage. Novemberskovbundens tæppe af blade fik min treårige til i går at spørge min mand “hvad lugter her af?”. For mig er det en duft, ikke en lugt. Det er duften af naturen, der gør sig klar. Et sandt paradis for skovbundens kriblende soldater. Kæmpemæssige myretuer så vi derude i skoven. Rævegrave. Hestepærer. Blade, træstammer, mos. Kredsløbet i fuldt flor.

Skoven er ikke en hvilken som helst skov. Det er min barndoms skov. Jeg har ikke været i den skov i mange, mange år. Engang var jeg her hver dag, helst sammen med en hest. Så jeg kan huske skoven på dens lyde. På hvordan hovenes gungren dæmpes af den bløde jord, på hvordan lyden isoleres når man rider på en sti i en slugt, der kiler sig ind i landskabet. Da jeg var her sidst, var der netop plantet nye fyrretræer på et stort område. Nu er de femten meter høje, træerne. Tiden findes.

Telefonen. Min veninde har lagt en besked. Det hele vender tilbage. Min venindes mor er død. Pludseligt og uventet. Det hele står stille. Det er som om træerne stopper med at vokse et øjeblik. Myrerne holder inde. Skoven holder vejret, mens jeg græder (eller måske er det bare fordi jeg tænker det sådan, måske). Det er som om tiden går sin egen vej. Jeg står midt i min barndoms skov og min mor er endnu ikke død. Min venindes mor er ikke død. Det er futurum, døden ligger langt forude i tid.

Det hele vender tilbage og tiden går baglæns. Og sidelæns. Den starter og slutter samme sted. Snor sig ud og ind i min hukommelse, i mine minder om duften af råd og lyden af hove på blade. Tiden er så stor, at den kan bemægtige sig vores kroppe. Vi kan dø med tiden. Men samtidig er tiden så lille, at den kan være i mit hoved og er så bøjelig, at jeg kan strække den til hvad jeg vil. Lege at tiden er væk. Eller lege at vores døde mødre sidder i toppen af et fyrretræ og styrer tiden som var den en marionetdukke, mens træerne vokser nedad og efterår bliver til sommer bliver til forår. For altid.

Min mors storstrikkende veninde sørger godt for mig. Jeg har netop fået et par vidunderlige, nye uldsokker til at varme mine fødder i.

One can never have enough socks 

(Professor Dumbledore i Harry Potter And The Philosopher’s Stone)

Der er gået alt for lang tid siden jeg sidst skrev noget på min egen blog. Efter en periode på dejligt mange uger, hvor det er gået fremad med stormskridt, har jeg den seneste uge bare været ked, ked, ked. Sådan rigtigt ked af det. På den der måde, hvor tårer og tanker står ud af hovedet, i alle retninger og uden mening eller mål. Det er sådan det har været. Og jeg som ellers har tænkt, at det var en sjælden gave at kunne gå og være så glad her i neurotiske, nøjsomme november. Men det var en stakket frist - og vel egentlig ikke så underligt, her tre måneder efter min mor døde.

Måske var det jeg havde brug for egentlig bare en pause? Men nu er jeg tilbage igen med fornyet kraft.

Dette var mit svar til Udfordringen - dette var nr. 6 af slagsen, men mit første bidrag. Og kun 21 timer for sent på den

“Her hviler Maren Hansen.
Hun døde meget ubelejligt midt i høsten”

Dén grinede vi meget af den sommer. Og fandt selv på andre fiktive gravstenstekster med gamle citatschlagere i familiens kreds. For eksempel vores kære nabo, på hvis gravsten vi mente der skulle stå “Her hviler X. `Vi snakkes ved´”. Det sagde hun nemlig altid.

Ovre i den mere alvorstunge afdeling finder vi de virkelige gravsten. Dem man kan tage hen til og lægge blomster eller sten ved. Dem man kan samles om og græde ved. Dem man kan parkere sit savn ved.

Jeg er glad for, at min mor har fået et gravsted. Det gør det lidt mindre uhåndgribeligt for mig, og ikke mindst for mine børn. Da vi skulle finde ud af hvad der skulle stå, var vi nogenlunde enige, undtagen om hvorvidt der skulle stå dødsdato på. Men værre var det heller ikke. For selvom det er et vigtigt sted, så er det trods alt heller ikke andet end - en sten.

When we are dead, seek not our tomb in the earth, but find it in the hearts of men.                                                           

                                                                                           Rumi (sufitænker og -digter)

 Det er dér jeg også ser min mors grav, udover den konkrete sten der hviler på græsset over hendes urne.

Ja. I menneskers hjerter. Som da jeg i Moskva for mange år siden var på digteren Jesenins grav på Vagankovskoje-kirkegården, og der ikke blot var blomster, mad og vodka stillet frem til ham. Der var også en pensioneret pilot, der kunne recitere alle Jesenins digte on request. Som for eksempel dette:

До свиданья, друг мой, до свиданья.                   
Милый мой, ты у меня в груди.
Предназначенное расставанье
Обещает встречу впереди.

До свиданья, друг мой, без руки, без слова,
Не грусти и не печаль бровей,-
В этой жизни умирать не ново,
Но и жить, конечно, не новей.

Farvel, min ven, farvel
Min kære, du er i mit bryst
Denne forudanede afsked
lover genforening forude.

Farvel, min ven, uden håndtryk, uden ord,
Bliv ikke ked af det eller vis tristhed med dine øjenbryn,
At dø er ikke noget nyt i dette liv,
men at leve er selvfølgelig heller ingen nyhed.

                                                   (egen yderst amatøragtige oversættelse
                                                   af Jesenins afskedsdigt fra 1925)

Barskt, men også nøgternt. 

—– 

Min mor er faktisk ikke helt rigtigt død. For hvor en del af hende godt nok ligger under stenen på kirkegården, så er der en anden del af hende, der bor i den fælles hukommelse jeg deler med hendes andre kære.

Marcus Rubin fra Politiken skrev en uge efter min mors død en kronik, som kom på rette tid og sted. Da hans kronik i høj grad er inspirator for denne blog, er det på sin plads at bringe en lille reklame for hans Bibelblog, som han skriver fra Jerusalem.

Han lægger ud således:

Jeg er ikke kristen, jeg er ikke medlem af folkekirken, og jeg er hverken døbt eller konfirmeret. Jeg er af jødisk afstamning, men hverken troende eller for den sags skyld rigtig jøde, eftersom min mor ikke var jøde.

Spørger folk mig om min religion, svarer jeg typisk, at jeg er agnostiker. Religionernes svar på Det Radikale Venstre, hvor man ikke afviser, at Gud måske findes, men dog heller ikke tror på ham.

Så hvad er nu det med at læse biblen og endda formaste sig til at skrive om den? Hvad bilder jeg mig ind, at jeg kan bidrage med om den måske mest gennemdiskuterede og analyserede bog i verden?

Bestemt ikke nogen teologiske gennembrud eller banebrydende nytolkninger. Ideen bag denne blog er mere beskeden, nemlig at undersøge hvad en ganske almindelig læseglad, nysgerrig og nogenlunde veluddannet dansker får ud af at læse biblen i dag.
Hvilke tanker sætter det i gang, hvad undrer, morer, bevæger - og kan man som sekulariseret dansker overhovedet relatere bibelen til tilværelsen i det 21. århundrede?

Det er både interessant, fordi det handler om at læse biblen med sekulære øjne i en alt-andet-end-sekulariseret-verden, og fordi rammerne for god blogging-etik kan blive udfordret netop p.g.a. emnet.

Inspireret af min blomster-pusher hentede jeg forleden Amsterdams Rijksmuseums “rijks-widget” til min computers skrivebord. Hver dag kommer der et nyt billede fra museets skatkamre.

Det ser sådan her ud hos mig:

(og så kan vi håbløse Windows-brugere oven i købet godt være med - nu med guldramme!)

Dagens godbid passer lige netop til i dag, hvor det blev så tidligt sent:

                                                             Gerard Dou:  The Night School, 1660

I aften spiller Sufjan Stevens i Vega, og jeg går og glæder mig som var det juleaften. Jeg glæder mig til at høre ham spille sin smukke, lavmælte musik, og til at se ham på scenen, han som efter sigende bærer en engels skønhed i sig.

Pludselig slår det mig, at hans sang Casimir Pulaski Day selvfølgelig også hører hjemme her, for den handler om sorgen efter at have mistet.

Sufjan Stevens: Casimir Pulaski Day

Goldenrod and the 4-H stone
The things I brought you
When I found out you had cancer of the bone
Your father cried on the telephone
And he drove his car to the Navy yard
Just to prove that he was sorry

In the morning through the window shade
When the light pressed up against your shoulder blade
I could see what you were reading 
All  the glory that the Lord has made
And the complications you could do without
When I kissed you on the mouth

Tuesday night at the Bible study
We lift our hands and pray over your body
But nothing ever happens
I remember at Michael’s house
In the living room when you kissed my neck
And I almost touched your blouse

In the morning at the top of the stairs
When your father found out what we did that night
And you told me you were scared 
All the glory when you ran outside
With your shirt tucked in and your shoes untied
And you told me not to follow you

Sunday night when I clean the house
I find the card where you wrote it out
With the pictures of your mother
On the floor, at the great divide
With my shirt tucked in and my shoes untied
I am crying in the bathroom

In the morning when you finally go
And the nurse runs in with her head hung low
And the cardinal hits the window
In the morning, in the winter shade
On the first of March on the holiday
I thought I saw you breathing 

All the glory that the Lord has made
And the complications when I see his face
In the morning in the window 
All the glory when He took our place
But He took my shoulders and He shook my face
And He takes and He takes and He takes

                                                           fra Illinoise, 2005

——————-

Sufjan har vinger.

NB! Desværre er den første version, jeg linkede til, ikke længere tilgængelig (ganske givet fordi det var fra et tv-show og fordi der er copyright på det - så ovenfor er en amatøroptagelse).

Min mor blev bisat for to en halv måned siden og nedsat i jorden før frosten tog til. Det var eftersommer; luften var klar og lyset skarpt. Gråden boede i mig konstant.

Det var så sandelig eftersommer, og det var blomstringstid for de skønneste blomster, som fandt deres vej til kirke og kiste. Som min mors veninde skrev i et brev stilet til min mor:

“Jeg er sikker på, at kirken vil være
fuld af alle dine yndlingsblomster”.

Det var den.

Vi var sammen om at sige farvel til min mor. Vi sang i kirken, og det var forløsende at synge sammen. Vi bar hende ud, min lille tynde mor i den tunge, tunge kiste. Vi græd og græd om kap med kirkeklokkernes dybe bimlen, hvis rytme sagde mig, at fra nu af går livet i slow-motion.

Men der er sket noget. Det er ikke længere gråden jeg står op og hilser på hver morgen. Jeg er begyndt at åbne øjnene og se alt det gode min mor har lært mig og vist mig.

Så da min far inviterede til fest forleden, kunne det ikke være på et bedre tidspunkt. Han inviterede familie og venner til en fest for min mor, for at vi sammen kunne mindes hende. Det blev ikke traurigt, tværtimod. Det var så dejligt at se min barndoms voksne igen, men under omstændigheder, hvor jeg ikke længere stod og græd hele tiden. Derimod kunne vi snakke og grine og huske min mor - og også være tilstede i at tale om det liv som er nu, uden min mor.

Det var ikke en fest for døden. Det var heller ikke en helgenkåring af min mor. Det var snarere en forsoningsfest, hvor vi sammen kunne forsone os med det faktum, at hun ikke lever mere, men at vi skal leve videre.

Aldrig havde jeg troet, at november kunne fostre så megen livslysten glæde.

Efterskrift: En person med ordet i sin magt har foreslået, at festen for min mor var et afterparty, dog med det forbehold, at begrebet ville være respektløst. Men jeg synes på ingen måde, at det er respektløst. Det er præcist, derimod: Det er efter døden, og det er en fest. Og sådan som jeg går og har det lige nu, næsten opstemt, tænker jeg, at min far gjorde noget meget, meget fint, da han besluttede sig for at holde denne fest.

Det er givende at blogge, ingen tvivl om det. Så mange nye vinkler, så megen inspiration. 

Det er inspirerende at følge med i sine yndlingsblogs, at læse og skrive på en måde som bliver til en on-going samtale mellem mange mennesker.

Kommentarfeltet er blogningens hjerte. Ikke fordi der nødvendigvis skal kommentarer til alle posts, men det er i kommentarfeltet, at bloggen bliver til dialog. Det er her vi lærer hinanden at kende, og det er her en tanke kan tænkes til verdens ende af flere.

Og således vågnede jeg i dag op til en kommentar, der foranledigede mig til stille at juble på denne regnfulde morgen: Afledt af diskussionen om dødsannoncer og nekrologer skriver Martin om afdøde.dk, som giver os mulighed for at huske de døde.

God læsning.

Du ska tacka

Du ska tacka dina gudar,
om de tvingar dig att gå
där du inga fotspår
har att lita på.

Du ska tacka dina gudar,
om de gör all skam till din.
Du får söka tillflykt
lite längre in.

Det som hela världen dömer
reder sig ibland rätt väl.
Fågelfri var mången,
vann sin egen själ.

Den som tvingas ut i vildskog
ser med nyfödd syn på allt,
och han smakar tacksam
livets bröd och salt.

Du ska tacka dina gudar,
när de bryter bort ditt skal.
Verklighet och kärna
blir ditt enda val.

fra Karin Boye: Gömda land, 1924