Synet af alle de bolde på gaderne i smukke San Francisco gjorde mig kugle-ør. Og nu skal jeg bare have et vitamintilskud af farver. Instant vita.
Her en krydderibod på et marked, hvor jeg slentrede rundt i Kyrgyzstan i sommer:
Og helt andre farver fremstår i denne terre aux sept couleurs - syvfarvet vulkansk aske jeg lod mig bjergtage af på Mauritius:
Ved synet af disse farver kommer jeg til at tænke på Tom Kristensens Det blomstrende slagsmål, hvor stedmoderblomster fremkommer på kroppen af de forslåede. Men ser man bort fra den tarantinoske scenarie er der stor skønhed i dette taktile landskab. Jeg vil bare røre, når jeg ser det. Som stof der smyger sig om hofter. Det er ikke til at stå for.
Atter refererer jeg til Nadjas refleksivt reflekterende univers; denne gang fordi hun har skrevet tankevækkende om Assistens Kirkegård - om Dagmars genbegravelse og de eventuelle pårørende, der bedes henvende sig (altså ikke Dagmars).
Hvor jeg har været henne de seneste måneder ønsker jeg ikke at komme igen. Så døds- og sorgfikseret, og så dybt dybt nede, ønsker jeg aldrig mere at blive. Så nu er det på tide, at jeg bliver mit navn - sådan, på riktigt, som de siger på svensk.
For mig er efteråret det sande nytår. Det er her naturen regenererer sig selv og gør sig parat til endnu et festfyrværkeri af udspring og vækst. Og det er hér, på dette tidspunkt af året, at jeg - år efter år - bliver tænksom og virksom. Alt bliver mere klart for mig i efterårets lys.
Nadja har i sin blog skrevet om blog-genren, hvilket fik mig til at tænke på, at på samme måde som der findes skrive-genrer, så findes der også genrer i det levede liv - altså rammer for hvordan vi synes vi skal gøre dette og hint.
Når der fejres bryllup, gøres det på en bestemt måde. Der er variationer i forhold til kulturelle og socioøkonomiske forhold. Men “bryllup” som genre indebærer, at alle involverede har forventninger til hvad rammen skal indeholde. Og “børnefødselsdag” som genre betyder også, at der er forventninger til hvordan samværet skal finde sted.
Det er så dejligt befriende, når en sammenkomst træder uden for genren. Når der ikke er en skabelon, som skal følges. Når der er relativt frie tøjler og mulighed for selv at fortolke. Når en fest ikke ender i rigid Emma Gad, men snarere ophøjes til uformelt, vedkommende og ægte menneskeligt samvær.
I dag har jeg holdt min ældste søns syv-årige fødselsdag, og det slog mig, at lige præcis i dén sammenhæng må jeg som voksen glemme mine egne ønsker om at smide genren overbord. For der skal også tages hensyn til en flok syvåriges forestillinger om en god fødselsdag - og ikke mindst fødselarens ønske om at holde sig til skabelonens rammer.
Parallelt til dette tænker jeg, at det jeg savner i forbindelse med dødsritualer (eller rettere mangel på samme) her i Danmark er en form for genre. Altså en form for støtte eller stillads, der kan hjælpe den sørgende. Når man er hårdt ramt af sorg, kan det ind i mellem godt føles lidt som om man er et barn. For mig er det i hvert fald sådan. Og mit indre barn insisterer på genrer, hvor meget mit voksne, anarkistiske overjeg end advokerer for genrebrud.
En krise kan være svær at komme igennem alene. At miste en, der stod én nær, kan være anledning til en livskrise, og i denne forbindelse kan en psykolog hjælpe med at få indkredset sorgen og savnet.
Det er muligt at få dækket dele af udgifterne hertil over sygesikringen, og jeg tænkte, at jeg vil nævne det her, fordi det ikke var noget jeg selv var klar over, før jeg blev gjort opmærksom herpå.
Hallelujah er oprindeligt skrevet af Leonard Cohen. For hver gang han selv spiller den til en koncert, kommer der nye ord i teksten, efterhånden som han selv kommer til nye erkendelser. Sådan er Leonard Cohens sangskrivning. Han er en sand mester.
På sin debut-LP Grace sang Jeff Buckley denne sang med en smertelig skønhed, som jeg ikke har hørt i andre udgaver af sangen (og der er ellers lavet mange versioner - blandt andet af John Cale, kd lang, Cæcilie Norby og ikke mindst Rufus Wainwright, som jeg holder særdeles meget af).
Leonard Cohen har om sangen sagt: “I wanted to indicate that Hallelujah can come out of things that have nothing to do with religion.”
På denne baggrund, altså at sangen også handler om et sekulært hallelujah, siger han endvidere: “Hallelujah is a Hebrew word which means `Glory to the Lord.´ The song explains that many kinds of Hallelujahs do exist. I say: `All the perfect and broken Hallelujahs have an equal value.´ It’s, as I say, a desire to affirm my faith in life, not in some formal religious way but with enthusiasm, with emotion.”
Hallelujah er ikke kun et begejstret råb fra en troende, men det refererer til når vi kommer nærmere vores egen eksistens, på godt og ondt, og det er der grund til at lovprise.
Også selvom det gør ondt, ondt, ondt.
Jeff Buckleys version af Leonard Cohens Hallelujah
Well I heard there was a secret chord
That David played, and it pleased the Lord
But you don’t really care for music, do you?
Well it goes like this
The fourth, the fifth
The minor fall, the major lift
The baffled king composing Hallelujah
Hallelujah
Your faith was strong but you needed proof
You saw her bathing on the roof
Her beauty and the moonlight overthrew you
She tied you to her kitchen chair
She broke your throne and she cut your hair
And from your lips she drew the Hallelujah
Hallelujah
Well baby I’ve been here before
I’ve seen this room and I’ve walked this floor
You know, I used to live alone before I knew you
And I’ve seen your flag on the marble arch
And Love is not a victory march
It’s a cold and it’s a broken Hallelujah
Hallelujah
Well there was a time when you let me know
What’s really going on below
But now you never show that to me do you?
But remember when I moved in you
And the holy dove was moving too
And every breath we drew is Hallelujah
Hallelujah
Maybe there’s a God above
But all I’ve ever learned from love
Was how to shoot somebody who outdrew you
And it’s not a cry that you hear at night
It’s not somebody who’s seen the light
It’s a cold and it’s a broken Hallelujah
Hallelujah
—
Læg mærke til, at JB hører og synger sangen, så den rent faktisk kommer til at rime på Hallelujah: “But you don’t really care for music, do ya?” og “Her beauty and the moonlight overthrew ya” etc. Det er der ikke nogen af de andre, der gør, inkl. LC selv (det er en afficionados lod at gøre opmærksom på sligt).
Og hvad betyder så denne sang for mig? Måske er det for voldsomt at sige “alt”, for der er så sandeligt også andre sange, der snor sig omkring den usynlige tråd, der forbinder mit øre med mit inderste. Men jo, den betyder meget.
Der er genklang. Der er genkendelse. Et væld af sindstilstande findes i sangen, i teksten, i Jeff Buckleys udtryksfulde stemme - angelisk og martret som den er, på én og samme gang. Det er lovprisning af eksistensen på godt og ondt.
efteråret findes; eftersmagen og eftertanken
findes; og enrummet findes; englene,
enkerne og elsdyret findes; enkelthederne
findes, erindringen, erindringens lys;
og efterlyset findes, egetræet og elmetræet
findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden
findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,
og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden
Jeg læser dødsannoncer og har altid gjort det. Så vidt jeg kan forstå det, er det ikke noget man skal gå og fortælle, for det indebærer en risiko for at blive stemplet som makaber og morbid. Hvis man altså går op i den slags, altså at undgå stempler.
Dødsannoncer og nekrologer har en funktion, nemlig at gøre opmærksom på dødsfald. Grunden til at jeg læser dem er for at holde mig ajour om dødsfald, som jeg ikke ellers ville høre om automatisk. Mine bedsteforældres venner. Barndomsvenners familiemedlemmer. Eller barndomsvenner. Gamle lærere. Gamle kolleger.
Mens de boede i Danmark, sad min søsters færøske venner en gang om ugen og lyttede til færøsk radio, hvor den seneste uges døde blev læst op. De kendte altid nogen af dem, der blev læst op.
Og så er det jeg tænker på, hvordan i alverden det kommer til at blive i et fragmenteret samfund som det danske, når mediebilledet præges af gratisaviser og kommercielt TV, hvor “gratis” og “kommercielt” på ingen måde er begreber, der åbner døre på klem for det stille, det tunge, det svære (med mindre det er sensationelt).
Hvor skal vi læse om vores døde? Hvis vi da overhovedet vil læse om dem?
