Lørdag aften fik jeg en gave. Den var pakket ind i efterårsblæst, men hvad gjorde det, når der inden i var en gave som ingen anden?
Mine gamle klassekammerater, som jeg ikke har set i ti år, kom på besøg, og det var som at komme hjem. Med dem har jeg delt store dele af min barndom, og i dem har jeg spejlet mine (mange) teenageoprør.
De kom alle med gaver, som Torneroses gode feer. Og hvad kom de da med? Mange kom med blomster, vin, chokolade etc., håndgribelige og emmagadskt korrekte værtindegaver, som er dejlige anerkendelser af hvad det indebærer at være vært for en (klasse)fest. Men alle kom med det allervigtigste: Talegaver. Måske skulle jeg hellere kalde det “samtalegaver”, for ikke at forveksle det med den enlige orators talenter.
En samtalegave er en evne til at sætte sig ned ved siden af et medmenneske og være vedkommende og nærværende. Sådan en gave havde alle der var til stede den aften. Også dem der altid har været generte, og dem der måske ikke lige har den klassiske talegave. Det er terapeutisk at være i et fællesskab, hvor alle er beriget med samtalegaver.
Så der sad vi og lod den store kollektive hukommelse svømme over, mens vi skiftevis grinede over fælles bommerter og græd over de forældre og lærere, der er døde.
31. oktober 2006 at 2:00 pm
tak, tak, for din blog.
selv er jeg gået helt i stå.
31. oktober 2006 at 5:36 pm
Åh nej. Det er jeg rigtig ked af at høre.
Hvordan i stå?
1. november 2006 at 12:24 pm
I en periode stoppede jeg med at skrive, og han sagde “skriv for fanden, det er et sundhedstegn”. Nu er han død, og jeg står atter stille.
Men jeg er glad for at være stødt på en, jeg kan “møde” i de samme tanker. En der kan sætte ord på den sorg, jeg endnu ikke har styrken til beskrive.
1. november 2006 at 6:38 pm
Kære Arkitekt,
Ja, et sundhedstegn er det at skrive. Hvis man kan, orker, har styrken til at bide sig fast i skrivningen og blive ved. Men det kræver uendelig mange kræfter at gøre det.
Det “rum” jeg efterlyser i den offentlige sfære – i kulturen, i samfundslivet – finder jeg her, i blogosfæren. Jeg skriver af to grunde: Af egne terapeutiske grunde (det er godt at give sig selv den time om dagen, hvor bloggen og tankerne og ofte også gråden får lov at fylde det hele) og af fællesskabsgrunde, om man så kan sige, simpelthen for at “mødes” med andre i en sammenhæng.
Jeg tror faktisk jeg vil driste mig til at tage gåseøjnene væk, for det er virkeligt, bare på en anden måde.
Du og jeg kender ikke hinanden, men vi kender hinandens følelse i maven, ikke? Og kender stilstanden og stilheden. Så det er dét, skrivningen kan gøre: Muliggøre møder.
Jeg kommer over på din blog og ser dig skrive, okay?
Kærlig hilsen
levende