Først var det en svag belysning i et hjørne af rummet på hospitalet, hvor min mor døde. Det lyste en smule, så jeg kunne se konturerne af nye erkendelser.
De seneste måneders eftertænksomhed har skruet op for lyset, således at det nu er et kraftigt spotlight af bagklogskabens forældreløse lys, der skinner.
Og hvad ser jeg i dette lys? Jeg ser, at tidligere tiders issues jeg måtte have haft med min mor er så ligegyldige nu. At hvis jeg fik en chance for at snakke med min mor igen, bare for en lille stund, så ville jeg slå en streg over fortiden. Eller i hvert fald den del af fortiden, hvor en af os har været urimelig, forkælet, krævende. Bagklogskabens forældreløse lys skinner nøgent, men ikke ubarmhjertigt. Det skinner, så jeg kan se, hvad der virkelig betyder noget, og det eneste jeg kan gøre er at handle derefter. At ære min mor ved at elske og være.
PS. Tak til frkjensen for titlen 
29. oktober 2006 at 6:31 pm
Alene det at sige “jeg er forældreløs” som voksen. Det rører mig meget. For ordet forældreløs har været fanget i sådan en kliché om snavsede børn på børnehjem.
Det virker stærkt i dit indlæg.
29. oktober 2006 at 6:54 pm
Præcis!
(og velbekomme, det er en ære :-))
29. oktober 2006 at 8:46 pm
Rachel, jeg fik faktisk i går lidt skrupler over at kalde mig forældreløs, for min far lever stadig. Men ikke desto mindre så har jeg de seneste par måneder (og måske egentlig også de seneste fem år, mens min mor har været så syg) følt mig lidt som et lille snavset barn, der higede efter at nogen kom og tog sig af mig og gav mig en skål suppe
Så frkjensen, velbekomme er så sandelig et velvalgt ord!
Motherless children
Have a real hard time
Motherless children
Have a such a real hard time
So long so long so long
Sometimes I feel
Like a motherless child
Sometimes I feel
Like a motherless child
So far away
29. oktober 2006 at 10:13 pm
Det er da også langt vigtigere den følelse “forældreløs” formidler end om det nu er 100% korrekt.
30. oktober 2006 at 9:40 pm
Nemlig. Følelsen kan være så altoverskyggende, at det opleves som virkeligt.
31. oktober 2006 at 10:07 am
Ja og al respekt for fædre, men der er altså tidspunkter hvor man skal bruge sin MOR. Der er jo en grund til at børn stiller sig ret og op ned og hyler “jeg vil ha’ min moooooooooorrrrr”.
Dén følelse kan pludselig blive meget påtrængende selv om man ellers er ret voksen.
1. november 2006 at 12:38 am
Og især “mooooAAAArrrr”!
NU!
I dag har jeg kun grædt én gang.
1. november 2006 at 4:29 pm
Puha - stakkels dig dér lige midt i det hele!
Jeg har jo for længst overstået den akutte sorg, men der hvor det stadig virkelig bider er i forhold til at stifte familie og få børn. Har altid glædet mig til at min mor skulle blive mine børns fantastiske mormor. Yearh, right… Så ja:”..Øh undskyld, Kosmiske Kræfter, men hvis det kan lade sig gøre, så vil jeg altså gerne ha’ min mor tilbage! Vi var lissom ikke … færdige med det vi skulle, vel! Tak. Venligst.”